W.I.P. Women In Prison

Af Søren Nielsen

Hvad har ellers pære danske Birthe Tove med en asiatisk kvindefængsel film at gøre? Det kunne man med rette spørge sig selv om, hvis man tilfældigt snublede over Kvindefængslet i Bambus Helvedet 73' (Nu Ji Zhong/Bamboo House of Dolls).

Det hele starter med Hong Kongs legendariske Shaw Brothers Studio som først og fremmest satsede sparepengene i traditionelle Kung Fu film, men alligevel nåede at sprede sig ud over, ja... stort set alle genre. De udviklede desuden et samarbejde med en række udenlandske produktionselskaber  bl.a. legendariske Hammer Film Studios. Co. produktionerne kastede film af sig som: Legend of the Seven Golden Vampires (74) med Peter Cushing og The Stranger and the Gunfighter med Lee Van Cleef.

Kvindefængslet i Bambus Helvedet blev skabt i samarbejde med det anerkendte koreanske Shin Films og er en klassisk W.I.P. exploitation film og selvfølgelig præsenteret i Shaw Scope Vision...tam dam dam!

The Shaw Brothers Studio (1924) var det største produktionsselskab i Hong Kong. Med en fast instruktørliste som bl.a. omfattede berømtheder som: King Hu, Lau Kar-leung og Chang Cheh. Hvor King Hu var kendt for sine martialarts film, hvor hovedpersonen ofte var en kvinde, og plottet havde et romantisk islæt. f.eks. Da Zui Xia (66’ - Come Drink With Me) som nok må betragtes som hans bedst kendte film. Så skulle Chang Chen blive selskabets mest berømte instruktør med film som: Five Deadly Venoms, Brave Archer og The One Armed Swordsman. The Shaw Brothers Studio var bygget op som Hollywood studier i gamle dage, med fast kontrakt med hundredvis af skuespillere som blev brugt igen og igen (i 67’ alene, lavede de imponerende 43 film). Blandt disse skuespillere var navne som: Lo Mang, Lu Feng, Sun Chien, Chiang Sheng og Kuo Chui. Af The Shaw Brothers Studio næsten 1000 film, er mere 700 udgivet på dvd.

W.I.P. film (Women In Prison) kickstartede som exploitation genre i 60’erne, indtil da havde kvindefængsel film primært haft en social og samfundsmæssigt agenda. Dette skulle Jess Franco’s 99 Women (69) og Lee Frosts kult klassiker Love Camp 7 (69) for altid ændre radikalt på. Love Camp 7 må samtidig betegnes som det første indspark i W.I. P subgenren: Nazi exploitation. En genre som med Ilsa filmene, nåede helt ud i selv de mest borgerlige danske stuer, når manden sneg sig til at leje en fedtet kopi på den lokale tankstation, når fruen var til tüpperwareparty.

Efter succes med 99 Women og Love Camp 7 eksploderede genren og fandt både sit helt eget marked og ben at stå på i både USA, Asien og Italien. Den spanske instruktør Jess Franco satte for alvor sit aftryk i genren med før omtalte 99 Women (69), Barbed Wire Dolls (75) Women Behind Bars (75) Women In Cell Block 9 (77) Ilsa, the Wicked Warden (77) og Sadomaina (81). Italienske Bruno Mattie som bl.a. skød, som en af sine første opgaver, 20 min. ekstra hardcore scener til netop Franco’s 99 Woman (til den franske release) har også selv gjort sin pligt skyldig i genren. Han er ophavsmand til: S. S Girls (77) S. S Extermination: Love Camp (77) Violence In a Women Prison (82 -aka. Caged Women), Women's Prison Massacre (83) hvor af de to sidste sjovt nok, begge havde dejlige Laura Gemser i hovedrollen som den evige sexudforskende (black) Emanuelle. Og for at runde herlighederne af, så kort før sin sygdom og død, lavede han: The Jail: A Womans Hell (2006). I øvrigt co. instruerede Bruno Matti Porno Holocaust (81) med Joe D’Amato som ud over at instruerer grotesk mange film, også havde mere end snuset til Emanuelle figuren med bl.a.: Emanuelles

Revenge (75), Emanuelle In Bangkok (76), Emanuelle Goes Japanese (76), Emanuelle in America (77, ja den-der med heste scenen) Confession of Emanuelle (77), Emanuelle and the Last Cannibals (77), Emanuelle and the White Slave Trade (78) og Emanuelle and the Erotic Nights (78).

Den amerikanske vinkel på W.I.P. genren inkluderer film som: The Concrete Jungle (82) som havde selveste Bond pigen Jill St. John (Diamonds Are Forever 71') som den obligatoriske kvindelige fængselleder. Filmen er instrueret af Tom DeSimone som også havde fingrene i en anden fængselbabe, The Exorcist egen Linda Blair i den noget blod fattige teenager slasher Hell Night (81). Blair har selv to W.I.P. film på cv’et. Chained Heat (83) og Red Heat (85). I "Heat" segmentet finder vi også Prison Heat fra 93’. I øvrigt kom der en Chained Heat 2 i 93', med selveste Brigitte Nielsen i hovedrollen i det man kalder Overseas W.I.P. film, hvor amerikanske kvinder bliver taget til fange i et udenlandsk fængsel og kan råbe længe og højt efter deres ambassadør.

Linda Blair efter hud problemerne i Exorcisten

Et andet kendt ansigt i genren (W.I.P. Jungle og ikke mindst black exploitation) er dejlige Pam Grier som efter en lille rolle i Russ Meyers: Beyond the Valley of the Dolls (70) for alvor meldte sig på banen i Jack Hills The Big Doll House (71) som havde selveste Roger Corman (som langt om længe iøvrigt, har modtaget en æres Oscar) som producer. Den ukronede konge af B-film Corman, var også producer på Grier filmen Woman In Cages (71) og det tredje epos, der også havde Jack Hill som instruktør og Grier som blikfang: The Big Bird Cage (72). Det markerede samtidig hele tre W.I.P. film fra Coreman og New World

Pictures på bare to år, og Grier var nu, takket være Corman og Hill, en skuespillerinde som alle sukkede efter og lidt til. Grier kunne senere lures i Black Mama, White Mama (73') som også snuser til W.I.P. segmentet. Men ellers er der nok flest der nikker genkendende til chokolade skønhedens yndige former fra rollerne i  black exploitation filmene: Coffy (73) og Foxy Brown (74). Begge i øvrigt, både med Jack Hill i instruktørstolen, og som manuskriptforfatter.

Selve W.I. P. genrens præmis kan variere mellem alt fra nazi, jungle, krig og nonnekloster som kulisse - eller undskyldninger om man vil? For hvor om alting er, så er ingredienserne altid de samme: Du har en flok indsatte (kvinder naturligvis), hvor hovedpersonen ofte er dømt og anbragt uskyldigt. Du har en sadistisk lejr/fængselinspektør eller über fangevogter, som altid er ond satan...og lesbisk (heldigvis). Du har en intern magtkamp mellem typisk alfa hunnen og en oprør (gerne vores uskyldige veninde).

Der til skal der så lægges catfight, lange (og mange) badescener, knivkamp, utallige overgreb af yderst sadistisk og opfindsom karakter. Lesbiske sexscener, voldtægt, tortur, internt masseslagsmål (gerne i spisesalen, eller i fængselgården) som godt må afsluttes med at de indsatte bliver overspulet med vand fra en brandslange eller to. Desuden er der selvfølgelig også den uundgåelige finale hvor fængselinspektøren og fangevogterne får hvad de har fortjent. Typisk har fængselsinspektøren også kørende en prostitutionsring ved siden af, som en alternativ pensionsopsparing.

Som top noch reference punkt i genren, må utvivlsomt Ilsa filmene blinke klarest. Filmene om den sadistiske fangevogter som udøver sin terror mod kvinder (og mænd) rundt omkring på jorden med uhørt begejstring og beundringsværdig entusiasme. Ilsa er oprindelig canadisk, da idéen til figuren udsprang fra Love Camp 7 enorme succes i netop Canada. Det canadiske distributions selskab Cinepex købte manuskriptet: Ilsa, She Wolf of the SS og kontaktede der efter David Friedman, som havde spillet med i Love Camp 7 og ikke mindst, producerede den legendariske Blood Feast (63) som vel må betragtes som den første sande gore movie.

De forespurgte så, om han havde lyst til at producerer den og det havde han og han gjorde så et kæmpe scoop, da han hyrede den tidligere showgirl Dyanne Thorne til titelrollen som Ilsa. Det er dog kun første kapitel i den blodige saga om Ilsa der kan betragtes som rendyrket nazi exploiation da de tre sequels ikke tager udgangspunkt i nazismen. De to ”ægte” fortsættelser: Ilsa, Harem Keeper of the Oil Sheiks (76) og Ilsa, the Tigress of Siberia (77) tager sit udgangspunkt i dels Mellemøsten og Rusland. Den 4. film i serien: Ilsa, The Wicked Warden (77-Jess Franco) er ikke en officiel Ilsa film, men bliver alligevel af mange betragtet som den næst bedste i serien. Især sammenlignet med den lidt tamme istap fra samme år.

Danske Birthe Tove som her hjemme er mest kendt for Piger i Trøjen (75') med Dirch Passer (hvor hun er filmens positive indslag) spillede også overfor Ole Søltoft og en lang række af dansk films pæne navne: Axel Strøby, Karl Stegger, Paul Hagen m.fl. i de såkaldte Sengekants film som var softporn (nu og da med lidt ekstra krydderi) komedier i stil med stjernetegnsfilmene. Birthe Tove medvirkede i: Mazurka på Sengekanten (70) Tandlæge på Sengekanten (71), Rektor på Sengekanten (72) og Motorvej på Sengekanten (72).

Birthe Tove’s kobling til W.I.P. genren skal findes i, at hun boede i Hong Kong i et år, hvor hun ud over at tilfører Kvindefængslet i Bambus Helvedet et skandinavisk islæt også var at finde i Shaw brødrenes: Sexy Girls of Denmark (73) og Mini Skirt Gang (74). Birthe Tove opnåede faktisk noget der kunne dufte om stjernestatus i asien. Med andre ord: En interessant udgave af Michael Learns to Rock.

Kvindefængslet i Bambushelvedet er en typisk W.I.P. film med alt hvad denne genre indeholder. Den finder sted under 2. verdenskrig hvor en gruppe kinesiske piger mixet med lidt europærer, holdes fanget i en japansk kz-lejer. Blandt de indsatte som dagligt må gå igennem alverdens pinsler og ydmygelser er Birthe Tove som frivillig sygeplejerske. Et erhverv hun rent faktisk havde påbegyndt i det virkelige liv, og senere fuldførte og endda arbejde som. Hun kan sjovt nok også ses som én i Lars Von Triers Riget 1 og 2.


Selv om Kvindefængslet i Bambushelvedet ikke snyder sit publikum for hverken lesbiske sex, en ditto fangevogter, sadisme, pisk, masseslagsmål, flugt og det obligatoriske endelige opgør med plageånderne. Så er den alligevel i den pænere ende af genren. Spilletiden forekommer ganske lang og den lidt ufrivillige komisk italienske underlægningsmusik (som typisk for tiden, er ”stjålet” fra andre film) går faktisk ganske godt hånd i hånd med nogle af scenerne. Ikke mindst masseslagsmålet mellem de indsatte i lejrens kantine, som mest af alt minder om en scene fra en Bud Spencer og Terence Hill action/komedie.

 Ligeledes komisk er scenen hvor den lesbiske fangevogter møder sin skæbne i en tønde (oh yes!) som triller ned ad en bakke. Der er svært ikke at trække på smilebåndet, når det nederste af hendes ben og fødder (som det eneste der stikker ud) hopper og danser som en dukkes, helt uden led. Filmen har dog ubestridt sin berettigelse i genren, og ikke mindst som et asiatisk bidrag hvor det næppe er helt tilfældigt, at det netop er japanerne der har måtte lægge navn og krop til rollen som sadisterne. Og nå ja, så er danske Birthe Tove jo med.

Until next time...