Monster Inc.

Anmeldt af Søren Nielsen

 

Det er næppe et tilfælde, at det er det gamle sort-hvid Universal logo som åbner ballet i Darkman. For selv om Darkman blev sammenlignet med Burtons Batman fra året før, hvor den helt naturligt kom til kort, så har den langt mere slægtskab med Universals klassiske monsterfilm som Phantom of the Opera, The Mummy og Frankenstein end den har med superhelte genren.

Da jeg for omkring 24 år siden stiftede bekendtskab med Raimis første dansetrin med en filmproduktion der havde et budget som tillod lidt mere end blot burger og dåsecola til de medvirkende (hvis de altså ikke tog to gange), så blev jeg som så mange andre fans af boy wonder instruktøren skuffet. Filmen virkede fjollet. Helten hverken fugl eller fisk. Væk var den anarkistiske tilgang til mediet og ikke mindst den absurde humor fra de forrige film. Vi fik i stedet serveret en straight forward Batman light b-produktion og her med kunne punktummet for Darkman fødsel og død i filmhistorien sådan set være sat. Sandheden er dog, at ved et nærmere eftersyn er der meget mere gemt i Raimi og ikke mindst Darkman, end blot anklagen om at hægte sig på Warners succes med den kappeklædte selvtægts millionær.

 

Først og fremmest har vi med en smuk Blu-Ray udgivelse at gøre, som kaster nyt lys over den vansiret doktor og som løfter filmen rent visuelt. Der ud over gør den sig overraskende godt på den frygtede ældningsfaktor for effektfilm som har kvalt efterlivet for mange produktioner, men til gengæld har været overraskende god for Darkman. 

Når sammenligningen med Batman ikke er retfærdig, så handler det ikke kun om budgetter og der af muligheder. Og det handler i endnu mindre grad om at vi har med en karakter at gøre, som også søger hævn (som Batman) er maskeret (som Batman). Det handler der i mod om at hvor Burtons Batman (og stort set samtlige andre siden hen) er reduceret til statister i deres egen fortælling, så indtager Darkman første parket og han gør det endnu mere kompromisløst end Natten Ridder.

Det er da heller ikke den klassiske superhelt formel der oprulles af Raimi og co. I Darkman gryden finder vi ingredienser af Mad Science Doctor. Vi har en ”helt” som ligner en blanding af The Phantom of the Opera og The Mummy og i hans genopstandelse og dobbelt liv er der langt mere fælleskab med både Frankenstein og Dr. Jekyll og Mr. Hyde end Batman og Bruce Wayne. Selve måden Darkman agerer på, er også hentet ud af monsterskabet. Fra hans skjul i skyggerne. Fra kæresten og omverden til hans tilholdssted i den forfaldne og ødelagte fabrikshal. Måden han bevæger sig på. Irrationelt. Nærmest som en kludedukke med flagrende arme leder tankerne mod monster verdens dna og ikke den så elegante Batman.

Liam Neeson gør det fremragende som den geniale forskeren Peyton Westlake der står på tærsklen til det helt store gennembrud med at skabe kunstig væv, men kommer i vejen for den lokale byggematador og hans kompagnon - en skruppelløs gangster der samler på fingre (perfect castet i Larry Drake). Darkmans helt store styrke er dog, at det lykkes for Raimi at gøre sin protagonist langt mere interessant i sin desperate jagt på at genskabe hvad han var engang og personerne der ødelage hans ansigt og hænder, end det gjorde for Burton med Batman. Her var det Jokerens død og genfødsel der stjal rampelyset og ikke mindst Jack Nicholsons oneman show. Grunden til dette skyldes bl.a. at Raimi formår at implantere Universals monster DNA'en i sin figur og at ”ulykken” ikke blot efterlader Westlake med ar på indersiden af kroppen, men fysisk, med et vansiret ansigt. Samt bivirkningen, at han ikke føler smerte. Netop den manglede kobling til sit nervecenter efterlader Darkman som en krøbling og monster. Ikke bare i sin åbenlyse fysiske fremtoning, men også i længslen på det han efterstræber aller mest - sin menneskelighed. Westlake lykkedes med at skabe kunstig væv og kan der med udbedre de fysiske skavanker, men smerten og der med evnen til at føle kan han ikke genskabe.

  

Når eventyret om Darkman (i min bog) ikke er en 100% fortælling om den grimme ælling eller fugl Fønix, så skyldes det, at det ikke er en perfekt film. Raimi er stadig ny i faget og her og der er det tydeligt at evnerne og overblikket ikke helt matcher entusiasmen og ambitionerne og resultatet kommer lidt klodset ud. Klimakset, opgøret med byggematadoren højt over gadeplan i skelettet fra en skyskraber virker kunstig, unødvendigt og påklistret. Det bidrager kun med et dårligt vægtet dobbelt klimaks efter helikopterturen og devaluerer på den konto unødvendigt dem begge. Der ud bliver humoren, som sporadisk er til stede filmen igennem, forceret da Raimi prøver med vold og magt at presse den ind i finalen. Det formår dog ikke at ændre på, at samle set så står Darkman i dag langt stærkere end da den kom frem. Plus at filmen er interessant ikke kun set i kontekst til Raimis senere mainstream karriere, men også i sin egen ret. Når filmen til gengæld er vanskelig at fordøje for mange, så kan det skyldes, at den ikke er hvad de forventede og der med endnu engang sætter en tyk streg under at forventninger er som en sæbeboble og sjældent har grobund eller andet liv end det man kunstigt puster dem op til. Lidt som syntetisk væv.

Darkman 1990

Instruktør: Sam Raimi

Manuskript: Sam Raimi & Chuck Pfarrer

Fotograf: Bill Pope

Medvirkende: Liam Neeson, Bill Drake, 

Frances McDormand, Colin Friels, Ted Raimi

IMDB

Kung fu snoring

Anmeldt af Søren Nielsen

Tre college piger, som tilfældigvis også er ninjaer ...OG cheerleaders ...OG stripper på den lokale bar i weekenden, skal redde…..well fuck it!

På trods af alle de gyldne og uforglemmelige oplevelser som exploitation genren så uselvisk og rundhåndet byder os, så er der naturligvis også her en fedtet bagside af medaljen. En bagside hvor genren placerer tyggegummiet når det har mistet al sin smag. En bagside som desværre alt for ofte stikker sit grimme fjæs frem og slikker dig hånligt i ansigt som en liderlig skødehund i løbetid. Sådan en film er Ninja Cheerleaders om nogen et fuldblods eksempel på.

 

Ninja Cheerleaders foretrækker at læse i træer. Little known facts.

Vi har ellers, som alt for ofte når det kommer til disse narrefisse film, at gøre med de ypperste ingredienser noget levende menneske kan forestiller sig:

1. Filmtitel. En out of this world titel som tvinger dig til at købe filmen hvor dårlig den så end ser ud. Ofte er det de gode ting fra kagedåsen som er kombineret. Ninja og cheerleaders for eksempel.

2. Babs og Nutte. Tre unge og særdeles veldrejet tøserbørn.

3. Ninjaer. Og ved du hvorfor? Ninjaer har været og vil alle dage være indbegrebet af en flok badasses som ikke finde sig i noget som helst crap fra nogen som helst. Med ninjaer i din film er du sikker på minimum én ting. Det kan aldrig gå helt galt. Der burde, nu jeg tænker over det, være ninjaer i alle film. Punktum!

4. Samuraisværd. Samuraisværdet er det ultimative våben Nuff said. Elegant, lydløst and a bloody mess. Ser man lige bort fra en motorsav naturligvis. Som sådan set ikke er et våben, men blot handy, effektiv og larmende.

5. Skurke. skurke og atter skurke. Baldheaded nigga’s eller niggas’ med en kæmpe afro fritz og garderobe, der vil få en Detroit pimp til at søge job hos 7-Eleven. White trailer-trash banjospillende scream like a pig psykopater. Skurke med storhedsvanvid som higer efter 3. verdenskrig og verdensherredømmet. Eller blot den smilende og altid venlige genbo, som har lænket lille Lotte til radiatoren i kælderen på tredje år. Skurke er nemlig langt, langt vigtigere end de såkaldte retskafne helte. De er det klistret stads mellem de to tørrer kiksstykker hvor al smagen er gemt. De er fedtkanten på kødet som du smovser i dig, når du tror lillemor kigger væk. Skurkene er dem der  bringer alt det sjove med til festen. Det der kradser i halsen og får hovedet til at snorre. Skurken er ham der legaliserer at helten kan gå bersærk med god samvittighed. 

Havde Charles Bronson ikke fået voldtaget og myrdet familien i Death Wish på så inspirerende vis, ja så havde vi jo grundlæggende blot haft med en temmelig forstyrret familiefar at gøre. Nu er han filmhistoriens go to guy, når vi taler motherfucker vigilante film og får Liam Nesson til at ligne en hang around til Teletubbies.

6. Stipkonkurrence. En stripkonkurrence kan reddede enhver film og det er et faktum. Nuff said!

Det bringer os frem til det sidste og desværre manglende punkt, som kunne have konverteret denne spicy gryderet til syv fuld fede Michelin kastestjerner. Nemlig punkt nr. 7. For havde de tre henrivende tøsebørn nu også været lesbiske (eller som minimum bisekssuelle) og overgivet sig i tide og utide til lange fælles brusebads sekvenser og olieindsmøring, ja så havde pladen været fuld og et fælles brøl af banko vellyst havde gjaldet ud over det ganske land. Men desværre...

Det sorte tøj afslører de er ninjaer.

Men, men, men hvordan kan dette ikke være et styk tasty happymeal af en sleaze kaloriebombe kan jeg allerede høre der bliver mumlet i krogene. Punkt 1-6 er jo trods alt repræsenteret? Se, det skal jeg fortælle dig min ven. Fordi den stinker! Den ikke bare stinker fælt, den stinker som den sommerdag, da du var ni og løb sorgløst rundt på den grønne eng i bare tæer og vupti trådte en heste nam-nam op mellem tæerne. For ser du, alle disse udsøgte og håndplukkede ingredienser bliver skubbet pænt til side på skærebrættet og i stedet serveres der et styk buddhistisk flamingo bidekiks vi kan tygge i. Ninja cheerleader style that is! 

Guess what. I think i'm parked in a red-zone.

Havde der nu været strip i Ninja Cheerleaders….altså den slags hvor de vitterlig smider tøjet og der ved validerer selve begrebet striptease. Så havde vi været mere end godt på vej. Men nu er stripdelen elimineret og der er kun tease tilbage. Og ved du hvad? Tease uden strip er lidt som at stå i regnvejr og vente på en Linie 9 der aldrig kommer. Måske havde det hjulpet på filmens troværdighed, havde blot en enkelt af skuespillerne fået 15 min. træning i martial arts før de kastede sig ud i at skulle agere som ninja prinsesse for en hel

verden? Måske havde det hjulpet på den kreative proces, havde der været en instruktør til stede på settet, som havde fostret blot en tanke om hvordan man laver film, siden han lå i vuggen? Tænk at man kan sidde og savne en plakatfuld Jean Rollin dingle rundt på sættet med en flaske rødvin i hånden. Måske havde det løftet den visuelle del, havde man hyret en fotograf som ikke blot stillede kameraet op i totalbillede også gik til pause? Måske havde det hjulpet på forståelsen af hvad som foregår, var der noget der blot simulerede lyssætning på natoptagelserne. Andet altså, end genskinnet fra en halvflad lommelygte. Måske havde alt dette været totalt omsonst, havde filmen spillet sit ultimative og desværre manglende trumfkort - punkt nr. 7 ud - og pigerne havde være lesbiske?  

Ninja Cheerleaders er Pelle Erobreren om igen. Havde Pelle drengen dog bare fundet et maskingevær i laden og en røvfuld sprængladningen, så havde det måske kvalt Bille August i tøjlerne og vi andre havde ikke kedet os ihjel.

Ninja Cheerleaders 2008

Instruktør: David Presley

Manuskript: David Presley

Fotograf: Richard Briglia

Medvirkende: Trishelle Cannatella, Ginney Weirick, 

Maitland McConnell, Michael Paré, Geprge Takei

IMDB 

Underworld

Anmeldt Af Jes Beier

Et team af undervands minearbejdere finder vraget af et sovjetisk fragtskib, der ser ud til at være gået ned under mystiske omstændigheder. Da dykkerne vender hjem til deres egen base er de fuldstændig ubevidste om, at de har slæbt noget dødsensfarligt med sig. En organisme, der begynder at angribe arbejderne en efter en. Der går ikke lang tid før vores helte er fanget under vandet, sammen med et frådende monster, ude af stand til at få hjælp fra overfalden.

Til trods for et flot cast formår Cosmatos, der iøvrigt var en meget svingende instruktør (var der nogen der sagde Cobra og The Cassandra Crossing i samme sætning?), at smide det meste overbord, selvom han i udgangspunktet har en del at arbejde med. For selvom effekterne viser deres alder, så er der ingen undskyldning for ikke at involvere sit publikum i en elementært spændende historie om en gruppe undervandsfolk, der finder vraget af et russisk skiv og selvfølgelig skal udforske det. Uheldigvis slæber de en mystisk organisme ombord som viser sig at bore sig ind i deres DNA og så er Fanden løs i Laksegade. 

Det kunne der være kommet en rigtig neglebider ud af, men alle spiller så lidenskabsløst og Cosmatos udviser stort set ingen entusiasme over for sin film, så resultatet bliver grumset og lunkent. Hverken dialog eller setpieces gør derfor noget varigt indtryk og man sidder tilbage og ærger sig noget over de spildte muligheder. Besætningen, som man jo skulle holde med, er så uinteressant et persongalleri, at man ikke er optaget af om de lever eller dør -

 

Amanda Pays i brusebad med bh og trusser.

heller ikke pigerne, som i øvrigt beholder både trusser og BH på. At nogen kan nænne det?! I modsætning til "Alien" og "The Abyss", nogle af de film som den så skamløst prøver at gnide sig op ad, formår "Levianthan" kun at sende et par fordringsløse prutter op til overfladen. Klimakset til sidst er usædvanligt skidt håndteret og trækker bundproppen definitivt ud af fartøjet. Øv, for chancen for en spændende film var ellers til stede

Leviathan 1989

Instruktør: George P. Cosmatos

Manuskript: David Webb Peoples

Fotograf: Alex Thomson

Medvirkende: Peter Weller, Richard Crenna, 

Amanda Pays,  Daniel Stern, Ernie Hudson

IMDB