Zombieland Part II

Af Søren Nielsen

Næste pitstop på Romero's highway to hell er Dawn of the Dead...


Hvad der startede ud som en uforklarlig og katastrofal epidemi, og som spredte død og rædsel i Night of the Living Dead, fortsætter nu hvor den slap og med forøget kraft i Dawn of the Dead.

Det er endnu hverken lykkedes at knække og endnu mindre at forstå gåden om dommedagsepidemien som forvandler de døde til zombier. Myndighederne prøver desperat af finde årsagen, mens The National Guard, SWAT teams og militæret kæmper en håbløs kamp for at kontrollere udbredelsen af zombie epidemien. Dette kan dog på ingen måde skjule, at bekæmpelsen af de levende døde allerede er tabt på forhånd. Samfundsstrukturen er kollapset og anarki er nu den fremherskende styreform.  Desperationen har spredt sig som en steppebrand ud over det ganske land.

Stephen (David Emge), en trafik-helikopterpilot og hans gravide veninde Francine (Gaylen Ross) plus to SWAT TEAM soldater Roger (Scott H. Reiniger) og Peter (Ken Foree) beslutter sig for at flygte fra det dødsdømte og kaotisk Philadelphia i Stephens helikopter. De vil flyve til den canadiske grænse og prøve lykken der. Overbevist om, at situationen må være bedre alle andre steder end hvor de er. Da kvintetten er ved at flyve tør for brændstof, gør de stop ved et stort indkøbscenter. De beslutter sig hurtigt for (på trods af Francies protester) at droppe planerne om Canada og slå sig ned i centeret (efter de har udryddet de få zombier der drev rundt der). Centeret, som nu er blevet deres fort og afskærmning mode verden, har nemlig alt hvad hjertet begærer. De har barrikaderet indgangene og lytter dagligt til radiosignalerne fra verden udenfor, som bliver færre, mere desperate og usammenhængende som dagene går og de fire nyder livet i sikkerhed og trygge genkendelige rammer. Spørgsmålet er så blot, varer dette utopia paradis ved?

Hvor Night of the Living Dead var en harsk samfundskritisk kommentar med et nærmest trøstesløs sortsyn på 60'ernes USA og landets fremtid, så lugter Dawn of the Dead mest af alt af kulsort samfundssatire. En satire der selvfølgelig ikke får lov at stå alene.

Dawn of the Dead er lang og med et smalt persongalleri får vi rig mulighed for at følge vores fire venner på nærmeste hold og ikke mindst deres udvikling (afvikling?) individuelt og som en gruppe. Vi vidner igennem dem, menneskets fantastiske evne til at tilpasse sig i selv de mest ekstreme situationer. Bl.a. symboliseret ved at gruppen først sover på det kolde og hårde gulv, nervøse og konstant på vagt. Til de sover i store kingsize senge, spiser i centerets fineste restauranter. "Shopper" i butikkerne og ser TV, som om det var en almindelig fredag aften med Vild med Dans. Centeret er deres verden og hjem nu.

Selv om Dawn of the Dead ikke dedikerer sig selv som en politisk kommentar på sin samtid på samme kompromisløse måde som NOTLD gjorde det, så går verden udenfor ikke uset forbi Romeros tykke briller. 70'ernes racisme og USAs immigrationsproblemer og der af tilstrømning af illegale flygtninge, kommer til udtryk i filmens start, hvor racistiske SWAT-team soldater mejer en grupper af farvede zombier ned med fråde om munden - officerernes altså. Rednecks afholder som største naturlighed jagtselskaber med tilhørende barbacue party. Alt i mens børnene løber legende rundt, så skyder farmand zombier ned til stor morskab for hele familien. 

Midt i mellem kaos og trøstesløsheden i Dawn of the Dead har selvtægtsgrupper og militstfolk kronede dage og selv om man ikke direkte kan pege fingre af, at de udrydder zombier, hvad i bund og grund alle er opfordret til og som er en nødvendighed for egen overlevelse, så er det alligevel med en vis portion vemod  du  iagttager deres menneskesyn og opførelse. Der med bliver de samtidig eksponent for et  gennemgående tema og karaktertræk for Romero og mange af hans film, nemlig det, at vi tvinges til, selv i de mest håbløse situationer, at forholde os til vores egen medmenneskelighed og der af handlinger. Romero prikker til os, og viser hvor hårfin grænsen netop er mellem disse to poler og ikke mindst hvor let det er at miste sig selv og det vi kæmper så desperate for at bevare.



Kommer du forbi, så kig ind og spot en zombie

Det billede kommer perfekt til udtryk med en flok rockere da de invaderer indkøbscenteret og der med udgør en endnu større trussel for vores fire forskanset venner end zombierne nogensinde gjorde. Mennesket er igen sin egen værste fjende og modsat de fire, som har tilpasset sig situation med en hvis form for forståelse og respekt og hvor de kun gør brug af hvad der er nødvendigt. Så er det omvendt et must for rockerne at smadre og plyndre centeret for at fastholde rollemønstret fra tiden der var engang. Den gamle samfundsorden må fortsat bestå.  Zombie epidemi eller ej.




Men hvad med splat og gore siger du? Skulle Dawn  of  the Dead  ikke være en kulturbærer for netop dette begreb? Jow sgu'! Og det er den ved gud også!

Hvad med Disneyworld.....Paris?

På trods af de samfundsmæssige referencer er Dawn of the Dead også en popcornfilm set i forhold til NOTLD og det er primært fordi, at Romero tillader filmen at være et udstillingsvindue i gore, headshots tarmudrivninger, pulsåre bid, blod og indvolde i litervis. Især filmens slutning eksploderer i lemlæstelser og nedslagtninger som aldrig tidligere set. Oh my!

Manden vi kan takke for dette vidunderlige slagterhus, er effekt guruen Tom Savini. Savini som om noget skabte sig selv et navn og kultstatus med Dawn. Savini skulle have arbejdet på NOTLD, men blev i stedet sendt en tur i Vietnam som fotograf, da optagelserne skulle til at begynde. Da han vendte hjem igen, var det med mange visuelle indtryk og oplevelser som var pakket med ned i rygsækken fra Nam'. Indtryk han aldrig glemte. 


Savini...til venstre forståes

 Savini abejde sammen med Romero på hans off-beat vampyrfilm Martin, men det var med Dawn of the Dead der for alvor blev tændt for Savinis navn på stjernehimlen, og i dag efterlader ham som en af branchens giganter sammen med folk som Rob Bottin, Dick Smith og Rick Barker.

Savini havde kun otte hjælpere på Dawn of the Dead og kæmpede hver dag en nådeløs kamp mod tiden for at få sminket zombierne og forberedt eksploderende hoved og arm afrivninger, indvolde i metervis og hvad der ellers var af udfordringer. Selv om Savini i dag ikke er tilfreds med make-up arbejdet på zombierne i Dawn of the Dead, ændre det ikke et sekund på, at hans arbejde i netop denne film, har dannet præcedens og stadig fortjent ved hver eneste lejlighed, at blive hevet frem i rampelyset som et skoleeksempel på kunsten at skabe speciel make-up effects. Men glæd dig, det skulle blive endnu bedre i Day of the Day.

Da Romero skulle skrive Dawn of the Dead, blev han "kidnappet" af den italienske mesterinstruktøren og giallo konge Dario Argento (Suspira, Profondo Rosso og Tenebre). Argento tilbød Romero sit hus i Italien og der med fred og ro til at udvikle sit manuskript. Plus at den lille italiener stod for en del af finansieringen af Dawn of the Dead. Til gengæld for filmens Europa indtjening. Noget for noget princippet. De to horror ikoner skulle gentage deres samarbejde i Two Evil Eyes (90') som er en dobbelt feature hvor begge instruerede hver deres bidrag. The Facts in the Case of M. Valdemar af Romero og The Black Cat af Argento. Delvis baseret på Edgar Allen Poes arbejde. Hovedrollen i Romero's bidrag blev i øvrigt spillet af Adrienne Barbeau som tidligere var gift med en anden genre legende John Carpenter og medvirkede bl.a. i Escape From New York og The Fog.




Argento, Romero, Gornick og Rubinstein

Selv om Argento ikke havde en direkte indflydelse på manuskriptet, så var det ham der linkede Romero sammen med sit hofband Goblin. Goblins musik blev brugt i den internationale release af filmen, og er intet mindre end mesterlig. Det er typisk sådan med film, at de kan have et score som nærmest er "usynligt", eller modsat, som stjæler billedet. I Dawn of the Dead er musikken og filmen smeltet sammen i en smuk  og blodig symbiose. Goblins musik er en ren og uforfalsket nydelse, og er vel kun overgået af deres arbejde på Suspiria.

Argento klippede i øvrigt også den skarpere 117 min. "korte" internationale version (US udgaven løb 120 min). Filmen blev lanceret i Europa under navnet Zombie: Dawn of the Dead eller blot Zombie. Det er i sig selv lidt finurligt, da Romero aldrig selv bruger ordet zombie i sine film. Den blev så stort et hit i bl.a. Italien, at giallo veteranen Lucio Fulci lavede en "sequel" Zombie 2 som dog intet har med Romeros film at gøre, men det blev en klassiker i sig selv og samtidig kickstartede en bølge af italienske zombie/kannibalfilm op igennem 80'erne.

Dawn of the Dead er om noget eksemplet på, at blodig horror i yderste potens ikke nødvendigvis er det samme som proteinfattigt og hjernedødt nonsens. Dawn of the Dead er her, mere end 30 år efter, et lige så frisk indspark og ikke mindst forrygende underholdning som da den blev udtænkt. En af grundene til dette er, at på trods af NOTLD store succes, fravalgte Romero de mange millioner fra de etablerede filmselskaber og der med en mere fordøjelige "familie venlig" udgave af Dawn of the Dead. Med andre ord: Han bevarede den kreative kontrol og final cut til gengæld for det store budget som kunne have gjort livet meget lettere. Sådan et fravalg (eller rettere tilvalg) har selvfølgelig konsekvenser. Dels måtte Romero, skuespillere og filmhold pænt vente til at det mall center de filmende i lukkede for dagens sidst kunder og de fik gjort rent. 

Klokken var ofte på den anden side af 22, før de kunne gå i gang med dagens optagelser. Og selv da måtte de leve med, at der var en bar med støjende gæster, så de ikke kunne lave lydoptagelser før senere. En anden konsekvens var, at  filmen ikke kom ud i så bred en distribution, som den ville have gjort med et stort selskab i ryggen. P.R. maskinen var selvfølgelig også mindre. Men vigtigst af alt, Romero bevarede kontrollen med sin baby. Et gennemgående karaktertræk  i det meste af hans lange karrierer. Slutningen på Dawn of the Dead blev dog ændret fra sort i sort til en "happy ending". En slutning som vel kun kan kategoriseres som happy i Romeros apokalyptiske zombie univers.

I 2004 lavede Zack Snyder (Watchmen) et re-make af Dawn of the Dead, som du absolut ikke må snyde sig selv for. Modsat mange af tidens andre blodfattige opdateringer fra horror skattekisten, har Snyder både noget på hjertet ...og hjernen og har lavet det umulige remake.

Næste stop: Day of the Dead

Zombieland Part I

When there's no more room in hell, the dead will walk the earth...

Af Søren Nielsen

Et lille kig på zombiefaderen aka. Mr. Living Dead - George Romero og hans dødsballet med de levende døde. Første stop: Night of the Living Dead.

Mr. George A. Romero & friends

Få film formår, at definere både nutid og fremtid og samtidig være en film, som nye generationer kan vende tilbage til igen og igen. I horror genren er film som Psycho, The Texas Chainsaw Massacre, Halloween, Alien og så Night of the Living Dead blandt disse få værker.

George A. Romeos minimalistiske belejringsfilm fra 1968 er, på trods af årstallet, langt fra den første film der beskæftigede sig med de levende døde. Tidligere har selveste Bela Lugosi danset tæt med fænomenet i White Zombie fra 32' og så har film som I walked with a zombie (43'), Plague of the zomibes (66') Back From the Dead (57') Castle of the Living Dead (64 Il castello dei morti vivi) med bl.a. Christopher lee og en meget ung Donald Sutherland. Terror Creatures From the Grave (65' 5 tombe per un medium) Ed Woods klassiker Plan 9 Fromt Outer Space (59) også The Incredibly Strange Creatures Who Stopped Living and Became Mixed-Up Zombies (64' ja, den er god nok, på et tidspunkt verdens længeste filmtitel) udforsket de levende døde. Men det der gjorde netop Romero's film så meget anderledes, i forhold til andre film var, at Romero formåede at koble sine zombier op imod den tid filmen udspiller sig i.

I 1968 var USA et land plaget af uro og oprør både på både de indre og ydre liner. Vietnam-krigen rasede og det stod efterhånden mere og mere klart for den almindelige amerikaner, at USA’s engagement i krigen var på, hvis ikke et forkert, så tvivlsomt grundlag og at de unge soldater blev slagtet i lige så hurtig et tempo som de skippet om på den anden side af jorden. Krigen kom på den baggrund til at fremstå for en stadig voksende gruppe som en meningsløs krig . Ikke mindst fordi det var den første krig, som blev serveret direkte til aftenskaffen. Og netop TV-billederne fra Vietnam var en af hovedårsagerne til at krigen endte ud i en af de største folkebevægelser i Amerikas historie. (I den forbindelse skal man altså ikke glemme, at krigen har givet os en røvfuld gode filmoplevelser og traumatiseret vietnamveteraner. Var sagde Apocalypse Now, Full Metal Jacket, Taxi Driver, First Blood?)

Vietnamkrigen var dog ikke USAs eneste problem. Indenfor landets egne grænser var raceoptøjer næsten hverdagskost og ungdommen havde taget et nyt rusmiddel til sig: Heroin! Den hvide død fejede hen over landet, og blev solgt til spotpris i kampen om markedsandele. En pris der til gengæld var frygtelig høj for misbrugerne.

På den politiske scene havde amerikanerne oplevet endnu et Kennedy mord. Robert F. Kennedy blevet myrdet, kort efter han havde annonceret sin kampagne for at blive demokraternes næste præsidentkandidat, og havde vundet det vigtige primærvalg i Californien ved at slå McCarthy. I Tennesee blev Martin Luther King jr. skudt ned og med de to borte, mistede mange amerikanere deres stemme, men lige så vigtig, de to personer som mange var overbevist om, kunne have være med til at bygge bro og løse landets problemer.

På den sportsligescene havde verdens største bokser på toppen af sin karriere og idol for millioner, nægtet at reagere på sit "slave" navn (Cassius Clay), da han var blevet indkaldt som soldat. Muhammed Ali nægtede hele fire gange at træde frem og det endte i en retssag, hvor han bl.a. mistede alle sine VM titler. Men problemerne med Ali stoppede ikke der, han nægtede endvidere at tage til Vietnam og kæmpe mod en gul mand som aldrig havde gjort ham noget, for en hvid mand, som ikke respektere en sort mand. USA var i flammer.




Det var blandt andet disse begivenheder og det faktum, at USA ikke længere var en uovervindelig supermagt, symboliseret meget kraftigt ved, at et fattig Uland kunne holde verdens mægtigste nation i skak, som Romero ville bruge i sin film. Zombierne var ikke længere en fastelavns opfindelse af en Voodoo troldmand på Haiti, meden sjov hat på og knogler igennem næse og ører. Men pludselig et symbol på de ting som amerikanerne kendte til. Et land og ikke mindst en kultur udsat for et enormt pres.

De døde rejser sig fra graven og verden balancer på kanten af total anarki og kaos. Ingen ved for alvor, hvad der er sket, eller sker og endnu mindre hvad fænomenet skyldes. Der er gisninger og teorier, men intet er sikkert på nær én ting: De døde lever af at spise de levende, og de vokser konstant i antal. Det er præmissen for Night of the Living Dead.

Barbara og hendes små irriterende bror Johnny, besøger deres fars gravplads på en trøstesløs kirkegård udenfor Pennsylvania. Johnny driller sin lillesøster med at "De kommer og tager dig - They are coming to get you Barbara!" Og det gør de. Ud af det blå, eller mere korrekt grå, dukker en levende død op. Han griber fat i Barbara, men Johnny kommer sin søster til undsætning, men falder og slår sit hoved mod en sten - og dør. Barbara flygter i deres bil, og søger tilflugt ved et lille hus. Hun er dog ikke alene, en sort mand (Ben) hvis bil er kørt tør for benzin, flygter med Barbara ind i huset og barrikaderer sig. Ben er filmens handlekraftige mand, uden han på nogen måde er en rendyrket helt. Men bare det at Romero tillod sig at bruge en sort skuespiller i den ledende rolle, var nærmest et kulturelt overgreb mod normen i 68'. Indenfor i huset har familien (far, mor & datter) allerede barrikaderet sig i kælderen sammen med et ungt kærestepar. Altså en isolation i isolationen.

Filmens belejringsdel og det ydre pres på gruppen fra zombierne får langsomt det skrøbelige sammenhold til at smuldre og modsætningerne, tvivlen og uenigheden til at blusse op og tage over og som til sidst truer med at splitte gruppen. Det er igen et godt tidsbillede på 60'ernes opbrud i USA. Både socialt, kulturelt og ikke mindst mht. landets selvopfattelse som modsat i årene efter 2. verdenskrig, hvor følelsen var uovervindelighed og sammenhold. Nu er den frygt og usikkerhed overfor en stærk fjende af ukendt antal, som man ved meget lidt om (Vietcong). Dette set-up er siden hen blevet udgangspunktet i utallige horrorfilm. Men få, eller ingen, har udført det med en så kliniskpræcision og intensitet som Romero gør det her.

Som i mange af sine andre film vægter Romero sit fokus på en lille gruppe og dennes kamp mod en overlegen fjende og det pres det medfører. Det er de levende døde der sælger billetterne, men det er os, de levende, det handler om.

I starten er der kun få zombier, som er forholdsvis let at undgå, men som gruppen forskanser sig og barrikaderer sig for verden udenfor, kommer der stadig flere til. Romero viser snu denne udvikling, ved at præsentere stadig flere zombier ved de talrige angreb og fortæller os der igennem, at antallet vokser og det vokser stærkt. En plan må nu udtænkes. Huset vil ikke kunne holde dem ude ret meget længere, men hvor vil du flygte hen, når der ingen steder er at flygte til? The final chapter er ren filmhistorie.

NOTLDs styrke er dens udgangspunkt i det helt almindelige menneske i en højest ualmindelig situation. Hverdagsmennesker som må forholde sig til en tilsyneladende uovervindelig fjende og håbløs situation og som uden nogen form for træning eller våben, må kæmpe for overlevelse. Og netop denne psykologiske faktor, at fjenden ikke kun er ansigtsløse dæmoner fra helvede, men i høj grad også består af familie, venner og tidligere allierede gør, at effekten, når zombierne hiver og flår kød og indvolde af deres ofre, fremstår ekstra stærk. Selv i dag.

NOTLD er en $ 114.000 indepented film med et hidtil næsten uhørt fokus på den grafiske vold. Godt nok er herlighederne serveret i S/H, men det er kun med til at give filmen et dokumentarisk skær og underbygge dommedagsstemningen. Romero evner nemlig, at holde tungen lige i munden hele vejen til mål og kreere en stærk følelse af usikkerhed, modløshed og undergang som vi som tilskuere kan mærke helt ud i de trygge stuer.

Romero styrer ligeledes eminent filmens udvikling, med det levende kamera som aldrig tillader os  at døse hen eller sænke paraderne. På trods af de begrænset locations. Skuespillet er ikke fantastisk, men ægte og der igennem med til forbilledligt, at definere filmens tone og vores indlevelse.

NOTLD blev med sin enorme succes og opmærksomhed startskuddet til en hel bølge af zombiefilm, hvor den næsten i rækken syntes at sætte alle kræfter ind på, at skulle overgå den forrige i grafisk exploitation og make-up gore. Især Italien var en stor bidrags yder til at denne subgenre blev en ren genre og over alle bør Lucio Fulci navn nævnes med bl.a. Zombie 2: Gli ultimi zombi. (Zombie 2: Fleash Eaters 79') City of the Living Dead (80) L'Aldila (The Beyond 81) Zombie 3 (Hell on Earth 88). Også Marino Giolami's Zombie Holocaust (80) trak overskrifter sammen med Umberto Lenzis: Incubo sulla città contaminata (City of the Walking Dead 80')

Selv Romeros egen åbning af ballet blev i 90 lavet i en remake version af en mand der næsten har haft ligeså stor indflydelse på genren som mesteren selv, nemlig hans effektmand og en af branches absolutte konger Tom Savini (meget mere om den herre i de kommende film). Remake er sjældent tæt beslægtet med kvalitet, og selv om det umiddelbart er svært at sammenligne de to film (på trods), da baggrunden og tiden er meget anderledes, så er Savinis bud absolut ikke kød fattigt, selv om den aldrig indfanger stemningen fra originalen.

I nyere tid er zombier blevet højest mode igen. Især englænderne har samlet handsken op med den ikke ueffen 28 Days Later fra 2002 af Danny Boyle som slog igennem med Shallow Grave og rus filmen Trainspotting. "28" affødte også en sequel i 2007: 28 Weeks Later denne gang med Juan Carlos Fresnadillo i instruktørstolen. I Irland ville man også være med, low budget filmen Dead Meat (04') er en bidsk kommentar til fornøjelsen ved en god rød

bøf, hvor kogalskab forvandler irerne til levende døde også Boy Eats Girl (05') som er en ja, anderledes teenage kærlighedsfilm.  Mere humoristisk (og vellykket) og med betydelig mere pondus er en af de bedste, ikke bare zombie spoof's, men spoof generelt: Shaun of the Dead  (04') som er et kærligt opgør med zombie traditionerne midt i Londons hjerte. Det franske køkken har bl.a. budt ind med La Horde (The Horde 09'). Grækenland med To Kao (Evil 05') Spanien med REC (07) Argentina og Plaga Zombie (97') og ja, selv vores norske venner skal gøre sig til med low budget filmen Ein, Zwei, Die (Dead Snow 2009) og så må vi selvfølgelig heller ikke glemme, når mainstream Hollywood endelig kaster sig over de levende døde med den ganske vellykkede Zombieland (09).

Et kapitel for sig er selvfølgelig filmskelskabet Troma (dem med The Toxic Avenger) og deres take på zombiegenren med film som bl.a. : Redneck Zombie, Pot Zombies, Zombiegeddon, Chopper Chicks in Zombietown og Poultrygeist Night of the Chicken Dead.

Også spilfronten har gjort sit til at holde liv i genren og lufte zombierne for et helt nyt publikum med den populære Resident Evil serie, som blev konverteret med (med blandet) succes til filmmediet med: Resident Evil (02) Resident Evil: Apocalypse (04) og Resident Evil: Extinction (07) Resident Evil: Afterlive (10)

Af andre indspark i genren (på godt og ondt) bør nævnes blandt mange: Shock Waves (77) Alien Dead (80) Le Notti del terrore (Burial Ground 81) Re-Animator (85) Dead Heat (88) Black Demonds (91) Brain Dead (aka. Dead Alive, Peter Jackson 92) Dellamorte Dellamore (Cementery Man 94) Chocking Hazard (04) Corpses (04). Plauge of the Zombies (66) Children shouldn't Play With Dead Things (Bob Clark 72') Dance of the Dead (08') Let Sleeping Corpses Lie (75'). Fido (06) Dead Girl (08') The Return of the Living Dead (85') Zombie Lake (81') Night of the Creeps (86')  Strippers vs. Zombies (08') The Astro-Zombies (68')  Bio Zombie (98')  Black Sheep (06') Zombie Strippers (08') I Am Legend (08') Pet Sematary (89) Creepshow (82) og ikke mindst Zack Snyders fremragende remake af Dawn of the Dead (04').

Fortsættes i del 2: Dawn of the Dead

W.I.P. Women In Prison

Af Søren Nielsen

Hvad har ellers pære danske Birthe Tove med en asiatisk kvindefængsel film at gøre? Det kunne man med rette spørge sig selv om, hvis man tilfældigt snublede over Kvindefængslet i Bambus Helvedet 73' (Nu Ji Zhong/Bamboo House of Dolls).

Det hele starter med Hong Kongs legendariske Shaw Brothers Studio som først og fremmest satsede sparepengene i traditionelle Kung Fu film, men alligevel nåede at sprede sig ud over, ja... stort set alle genre. De udviklede desuden et samarbejde med en række udenlandske produktionselskaber  bl.a. legendariske Hammer Film Studios. Co. produktionerne kastede film af sig som: Legend of the Seven Golden Vampires (74) med Peter Cushing og The Stranger and the Gunfighter med Lee Van Cleef.

Kvindefængslet i Bambus Helvedet blev skabt i samarbejde med det anerkendte koreanske Shin Films og er en klassisk W.I.P. exploitation film og selvfølgelig præsenteret i Shaw Scope Vision...tam dam dam!

The Shaw Brothers Studio (1924) var det største produktionsselskab i Hong Kong. Med en fast instruktørliste som bl.a. omfattede berømtheder som: King Hu, Lau Kar-leung og Chang Cheh. Hvor King Hu var kendt for sine martialarts film, hvor hovedpersonen ofte var en kvinde, og plottet havde et romantisk islæt. f.eks. Da Zui Xia (66’ - Come Drink With Me) som nok må betragtes som hans bedst kendte film. Så skulle Chang Chen blive selskabets mest berømte instruktør med film som: Five Deadly Venoms, Brave Archer og The One Armed Swordsman. The Shaw Brothers Studio var bygget op som Hollywood studier i gamle dage, med fast kontrakt med hundredvis af skuespillere som blev brugt igen og igen (i 67’ alene, lavede de imponerende 43 film). Blandt disse skuespillere var navne som: Lo Mang, Lu Feng, Sun Chien, Chiang Sheng og Kuo Chui. Af The Shaw Brothers Studio næsten 1000 film, er mere 700 udgivet på dvd.

W.I.P. film (Women In Prison) kickstartede som exploitation genre i 60’erne, indtil da havde kvindefængsel film primært haft en social og samfundsmæssigt agenda. Dette skulle Jess Franco’s 99 Women (69) og Lee Frosts kult klassiker Love Camp 7 (69) for altid ændre radikalt på. Love Camp 7 må samtidig betegnes som det første indspark i W.I. P subgenren: Nazi exploitation. En genre som med Ilsa filmene, nåede helt ud i selv de mest borgerlige danske stuer, når manden sneg sig til at leje en fedtet kopi på den lokale tankstation, når fruen var til tüpperwareparty.

Efter succes med 99 Women og Love Camp 7 eksploderede genren og fandt både sit helt eget marked og ben at stå på i både USA, Asien og Italien. Den spanske instruktør Jess Franco satte for alvor sit aftryk i genren med før omtalte 99 Women (69), Barbed Wire Dolls (75) Women Behind Bars (75) Women In Cell Block 9 (77) Ilsa, the Wicked Warden (77) og Sadomaina (81). Italienske Bruno Mattie som bl.a. skød, som en af sine første opgaver, 20 min. ekstra hardcore scener til netop Franco’s 99 Woman (til den franske release) har også selv gjort sin pligt skyldig i genren. Han er ophavsmand til: S. S Girls (77) S. S Extermination: Love Camp (77) Violence In a Women Prison (82 -aka. Caged Women), Women's Prison Massacre (83) hvor af de to sidste sjovt nok, begge havde dejlige Laura Gemser i hovedrollen som den evige sexudforskende (black) Emanuelle. Og for at runde herlighederne af, så kort før sin sygdom og død, lavede han: The Jail: A Womans Hell (2006). I øvrigt co. instruerede Bruno Matti Porno Holocaust (81) med Joe D’Amato som ud over at instruerer grotesk mange film, også havde mere end snuset til Emanuelle figuren med bl.a.: Emanuelles

Revenge (75), Emanuelle In Bangkok (76), Emanuelle Goes Japanese (76), Emanuelle in America (77, ja den-der med heste scenen) Confession of Emanuelle (77), Emanuelle and the Last Cannibals (77), Emanuelle and the White Slave Trade (78) og Emanuelle and the Erotic Nights (78).

Den amerikanske vinkel på W.I.P. genren inkluderer film som: The Concrete Jungle (82) som havde selveste Bond pigen Jill St. John (Diamonds Are Forever 71') som den obligatoriske kvindelige fængselleder. Filmen er instrueret af Tom DeSimone som også havde fingrene i en anden fængselbabe, The Exorcist egen Linda Blair i den noget blod fattige teenager slasher Hell Night (81). Blair har selv to W.I.P. film på cv’et. Chained Heat (83) og Red Heat (85). I "Heat" segmentet finder vi også Prison Heat fra 93’. I øvrigt kom der en Chained Heat 2 i 93', med selveste Brigitte Nielsen i hovedrollen i det man kalder Overseas W.I.P. film, hvor amerikanske kvinder bliver taget til fange i et udenlandsk fængsel og kan råbe længe og højt efter deres ambassadør.

Linda Blair efter hud problemerne i Exorcisten

Et andet kendt ansigt i genren (W.I.P. Jungle og ikke mindst black exploitation) er dejlige Pam Grier som efter en lille rolle i Russ Meyers: Beyond the Valley of the Dolls (70) for alvor meldte sig på banen i Jack Hills The Big Doll House (71) som havde selveste Roger Corman (som langt om længe iøvrigt, har modtaget en æres Oscar) som producer. Den ukronede konge af B-film Corman, var også producer på Grier filmen Woman In Cages (71) og det tredje epos, der også havde Jack Hill som instruktør og Grier som blikfang: The Big Bird Cage (72). Det markerede samtidig hele tre W.I.P. film fra Coreman og New World

Pictures på bare to år, og Grier var nu, takket være Corman og Hill, en skuespillerinde som alle sukkede efter og lidt til. Grier kunne senere lures i Black Mama, White Mama (73') som også snuser til W.I.P. segmentet. Men ellers er der nok flest der nikker genkendende til chokolade skønhedens yndige former fra rollerne i  black exploitation filmene: Coffy (73) og Foxy Brown (74). Begge i øvrigt, både med Jack Hill i instruktørstolen, og som manuskriptforfatter.

Selve W.I. P. genrens præmis kan variere mellem alt fra nazi, jungle, krig og nonnekloster som kulisse - eller undskyldninger om man vil? For hvor om alting er, så er ingredienserne altid de samme: Du har en flok indsatte (kvinder naturligvis), hvor hovedpersonen ofte er dømt og anbragt uskyldigt. Du har en sadistisk lejr/fængselinspektør eller über fangevogter, som altid er ond satan...og lesbisk (heldigvis). Du har en intern magtkamp mellem typisk alfa hunnen og en oprør (gerne vores uskyldige veninde).

Der til skal der så lægges catfight, lange (og mange) badescener, knivkamp, utallige overgreb af yderst sadistisk og opfindsom karakter. Lesbiske sexscener, voldtægt, tortur, internt masseslagsmål (gerne i spisesalen, eller i fængselgården) som godt må afsluttes med at de indsatte bliver overspulet med vand fra en brandslange eller to. Desuden er der selvfølgelig også den uundgåelige finale hvor fængselinspektøren og fangevogterne får hvad de har fortjent. Typisk har fængselsinspektøren også kørende en prostitutionsring ved siden af, som en alternativ pensionsopsparing.

Som top noch reference punkt i genren, må utvivlsomt Ilsa filmene blinke klarest. Filmene om den sadistiske fangevogter som udøver sin terror mod kvinder (og mænd) rundt omkring på jorden med uhørt begejstring og beundringsværdig entusiasme. Ilsa er oprindelig canadisk, da idéen til figuren udsprang fra Love Camp 7 enorme succes i netop Canada. Det canadiske distributions selskab Cinepex købte manuskriptet: Ilsa, She Wolf of the SS og kontaktede der efter David Friedman, som havde spillet med i Love Camp 7 og ikke mindst, producerede den legendariske Blood Feast (63) som vel må betragtes som den første sande gore movie.

De forespurgte så, om han havde lyst til at producerer den og det havde han og han gjorde så et kæmpe scoop, da han hyrede den tidligere showgirl Dyanne Thorne til titelrollen som Ilsa. Det er dog kun første kapitel i den blodige saga om Ilsa der kan betragtes som rendyrket nazi exploiation da de tre sequels ikke tager udgangspunkt i nazismen. De to ”ægte” fortsættelser: Ilsa, Harem Keeper of the Oil Sheiks (76) og Ilsa, the Tigress of Siberia (77) tager sit udgangspunkt i dels Mellemøsten og Rusland. Den 4. film i serien: Ilsa, The Wicked Warden (77-Jess Franco) er ikke en officiel Ilsa film, men bliver alligevel af mange betragtet som den næst bedste i serien. Især sammenlignet med den lidt tamme istap fra samme år.

Danske Birthe Tove som her hjemme er mest kendt for Piger i Trøjen (75') med Dirch Passer (hvor hun er filmens positive indslag) spillede også overfor Ole Søltoft og en lang række af dansk films pæne navne: Axel Strøby, Karl Stegger, Paul Hagen m.fl. i de såkaldte Sengekants film som var softporn (nu og da med lidt ekstra krydderi) komedier i stil med stjernetegnsfilmene. Birthe Tove medvirkede i: Mazurka på Sengekanten (70) Tandlæge på Sengekanten (71), Rektor på Sengekanten (72) og Motorvej på Sengekanten (72).

Birthe Tove’s kobling til W.I.P. genren skal findes i, at hun boede i Hong Kong i et år, hvor hun ud over at tilfører Kvindefængslet i Bambus Helvedet et skandinavisk islæt også var at finde i Shaw brødrenes: Sexy Girls of Denmark (73) og Mini Skirt Gang (74). Birthe Tove opnåede faktisk noget der kunne dufte om stjernestatus i asien. Med andre ord: En interessant udgave af Michael Learns to Rock.

Kvindefængslet i Bambushelvedet er en typisk W.I.P. film med alt hvad denne genre indeholder. Den finder sted under 2. verdenskrig hvor en gruppe kinesiske piger mixet med lidt europærer, holdes fanget i en japansk kz-lejer. Blandt de indsatte som dagligt må gå igennem alverdens pinsler og ydmygelser er Birthe Tove som frivillig sygeplejerske. Et erhverv hun rent faktisk havde påbegyndt i det virkelige liv, og senere fuldførte og endda arbejde som. Hun kan sjovt nok også ses som én i Lars Von Triers Riget 1 og 2.


Selv om Kvindefængslet i Bambushelvedet ikke snyder sit publikum for hverken lesbiske sex, en ditto fangevogter, sadisme, pisk, masseslagsmål, flugt og det obligatoriske endelige opgør med plageånderne. Så er den alligevel i den pænere ende af genren. Spilletiden forekommer ganske lang og den lidt ufrivillige komisk italienske underlægningsmusik (som typisk for tiden, er ”stjålet” fra andre film) går faktisk ganske godt hånd i hånd med nogle af scenerne. Ikke mindst masseslagsmålet mellem de indsatte i lejrens kantine, som mest af alt minder om en scene fra en Bud Spencer og Terence Hill action/komedie.

 Ligeledes komisk er scenen hvor den lesbiske fangevogter møder sin skæbne i en tønde (oh yes!) som triller ned ad en bakke. Der er svært ikke at trække på smilebåndet, når det nederste af hendes ben og fødder (som det eneste der stikker ud) hopper og danser som en dukkes, helt uden led. Filmen har dog ubestridt sin berettigelse i genren, og ikke mindst som et asiatisk bidrag hvor det næppe er helt tilfældigt, at det netop er japanerne der har måtte lægge navn og krop til rollen som sadisterne. Og nå ja, så er danske Birthe Tove jo med.

Until next time...

Sådan var det ikke i 80'erne # 2

Anmeldt af Søren Nielsen

Lad os få en ting helt på det rene. Commando er på ingen måde hverken Arnolds bedste film, eller rolle for den sags skyld. Men når det så er sagt, så uha da da for dævlan, hvor har vi med en vigtig film at gøre her. For Commando er vel om nogen the Kodak Moment på hvad 80’er actionfilm was all about. Og netop 80'er actionfilmenes betydning kan på ingen måde overvurderes. For sidder du nu fejlagtigt og tror, at historiens største kulturelle mavepumper var anti Nam’ fredssange af Bob Dylan eller Give Peace a Chance med fredsterroristen John Lennon…then think again! Med små mirakler som Commando, Firstblood, og Death Wish serien, Dirty Harry, Missing in Action osv. blev fundamentet nemlig lagt for en hel genre af one-man-army movies og ikke mindst en nyvunden selvbevidsthed om at dialog og fredsforhandlinger sucks big time! Og ikke mindst, at svaret på enhver krisesituation lå gemt i selvtægt, steorider, onliners og fuldautomatiske våben. Med andre ord; Commando er våbenporno, eksplosioner, knivkamp og et par stykker på lampen. Nydeligt indrammet i et transparent plot, grotesk højt bodycount, klassiske onliners og så selvfølgelig, nok testosteron til at fylde Grand Canyon – twice! Give peace a chance? No way in hell! Og som bonus er der endda blevet plads til at snige et par bare bryster med på menuen som ekstra eye candy i ren Walther Hill stil.

I Commando spiller Schwarzenegger ex commando soldaten Matrix. Bemærk her, at ex altid er populært i actionfilm. I stort set samtlige Steven Seagal film er manden med hestehalen ex. et-eller-andet. I Abow the Law er han ex. CIA (det er han i øvrigt også i Into the Sun). I Under Siege er han ex. Navy Seal. I Out of Reach er han ex. CSA agent. I Today You Die er han ex. tyv. I Pistol Whipped ex. politibetjent og i….nå ja, tilbage til Commando.




Nu ved alle hvordan den kære Seagal ser ud, så her er i stedet hans ex. kone

Matrix lever nu et stille, tilbagetrukken og harmonisk liv i bjergene sammen sin pre teenage datter. Her får de tiden til at gå med at fodre bambier, fiske og diskuterer hvorfor Boy George ikke hedder Girl George. Idyllen bliver dog brudt da medlemmerne fra Matrixs gamle commandogruppe pludselig bliver likvideret fra en side af…bang!..bang!..bang!….clik..clik…
Attentatmændene finder til sidst også frem til Matrix og det lykkedes dem endda, at kidnappe hans datter. Det viser sig hurtigt, at være en tidligere sydamerikansk general og diktator som står bag aktionen. Han er nemlig temmelig muggen og træt af at være civilist og vil i returpant for Matrixs datter, have at Matrix tager tilbage til Sydamerika og myrder den folkevalgte præsident, som selv samme Matrix hjalp med at komme til magten. Matrix indvilliger i første omgang, meeeen allerede under take off slår han sin oppasser ihjel og hopper bogstaveligt talt af flyet! Nu har Matrix så…tik tak…elleve timer, før flyet lander i Sydamerika, til at finde og befri sin datter!

It's Matrix time

Du kan godt høre det ikke? Her er det ikke manuskriptudviklingen der har haft den højst prioritet på budgettet. Og ja, ja, indrømmet…historien er mildt sagt små idiotisk, but then again…who cares? Den leverer nemlig lige nøjagtig plot nok til at holde den del af gryden i kog og bevarer fremdrift og momentum til the final show down.

Commando er nemlig ikke en film som misbruger, modsat mange andre, sin besøgstid på ligegyldige twist og subplots, som blot har det ene formål i livet, at vil gøre sig selv smartere og fremprovokeret en nåååee, det er sådan det hele hænger sammen reaktion. Her taler vi nemmerli’ aktion, reaktion og erektion! Commando er nemlig om noget en 100% rendyrket popcorn film, som aldrig på noget tidspunkt giver sig ud for at være noget den ikke er – eller ikke kan leve op til. Commando sigter entydigt efter sit kernepublikum og hvad vigtigere er, rammer plet.

Arnold er her i topform. Han udstråler King Kong karisma og er leveringsdygtig i både hårdt pumpet (og olie indsmurte) muskler. Kilometervis af bodybags og endnu flere onliners. Hvad med f.eks. : Let out some steam Bennett eller: Remember when said i’d kill you last? I lied! Plus selvfølgelig: Don’t disturb my friend. He’s dead tired! Det mine damer og herrer, er William Shakespeare for actionfilm!

Et af Commandos mere ufrivillige underholdningsaspekter er, at den mellem alle guldkornene også er leveringsdygtig i ufattelige mange fuck ups. En gul sportsvogn som får siden smadret, for så i næste sekund ikke længere at have det. Arnold der lander i en sump og er drivvåd for så at være tør. Arnold som går ind i et storcenter i fuldt dagslys, for så kort tid efter at forlade det igen i total mørke og man kunne blive ved. Ganske underholdene.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om, at Arnold er kongen i Commando, men uden skurk, ingen helt. I spidsen for the bad guys i står Bennett. Bennett som er tidligere medlem af Matrixs commandoenhed, men fik et los i røven og blev smidt ud på grund af……brutalitet! Den lader vi lige stå et øjeblik!

……..Sådan!

Bennett spilles af Vernon Wells som gør det aldeles fremragende. Bennett er nemlig en af de få skurke igennem tiden, som ikke drukner i Arnold’s skygge. Wells lægger faktisk så meget power og energi i sin figur, og spiller stort set hver eneste scene med et så fantastisk psykotisk overdrev, at det vel kun overgåes af hans figurs total mangel på tøjsmag, som kandiderer til pladsen som stamgæst på The Blue Oyster Bar.

Det endelige opgør på øen er legendarisk. Her påtager Arnold sig ene mand at nedlægge omkring 100 svært bevæbnet kampsoldater med assistance fra alt fra en rocketlauncher, til knive, håndvåben, maskingevær og savklinge. Det er intet mindre end filmhistorie, når vores østrigske ven zig-zagger imellem blomsterbede og potteplanter og pløjer soldater ned til højre og venstre, som alle selvfølgelig,  står pænt i kø og venter på at det bliver deres tur. Faktisk tæller Commando 101 on screen kills. Her skal det lige indskydes, at en enkelt soldat med skæg dør tre gange. Om det så tæller for tre gange, eller kun den ene, skal være usagt.

Apropos the final countdown. Syn’s du  så at der sniff sniff dufter af noget genkendelig ved huset som Arnold indtager på øen og befrier sin datter fra (ups spoiler)? Så kan det skyldes, du har set Berverly Hills Cop. Det er nemlig også det hus, at skurken fra den film havde udset sig til sit slutopgøret mod Murphy og co..




Ratatatatatata!

Sluttelig, så smider man ikke en film som Commando i dvd-afspilleren og sætter sig til rette i stuens bedste lænestol for at blive intellektuelt stimuleret. Du  sidder heller ikke med tilbage holdt åndedræt i spænding for at lægge øre til en ny Meryl Streep’s dialekt. No siree! Der i mod så bør disse fantastisk pacet 90 min. r å  n y d e s  i Arnolds selskab og en rendyrket atmosfære af mayhem, krudtrøg, eksplosioner, vittig dialog og over the top action. Krydderet selvfølgelig, med en komplet mangel på realisme, logik og et historisk højt bodycount.

Mark L. Lester (Class of 1984, Firestarter og Showdown in Little Tokyo) er manden vi kan takke for, at denne filmperle kan hives ned fra hylden og nydes igen og igen. Alt imens tankerne glider tilbage til dengang, man kunne lave actionfilm og sangene der repræsenterede Danmark ved Melodi Grand Prix var Video, Video. Kloden Drejer og Sku’ du spør’ fra no’en? Kulturmaskinkanon hvisker du?  I think so!