Movie Madness

Top 100

Så blev der tid til The final showdown. Filmens OK. Corall. En Top 100 for bedste film på min hylde. Ikke film som er de bedste, fordi de topper IMDB's liste, eller der er skrevet tykke bøger om dem. Men film som på egne præmisser har fortjent deres plads i solen. Husker du Rachel fra Friends? Hvis officielle yndlingsfilm er Dangerous Liaisons, men i virkeligheden er det den platte komedie, Weekend at Bernies? Pssst...er din yndlings instruktør den finske socialrealist Risto Jarva, så husk at se hans film. Med andre ord: Stick to your guns boys and girls! Min liste er (som den selvfølgelig bør være) 100% subjektiv og præmissen for at komme på, kan variere fra et uudslettelig indtryk i teenageårene til film som stikker ud i sin genre. Måske film der har den slidt min dvd-afpiller op, eller blot giver mig kuldegysninger hver gang jeg piller dem ned fra hylden. Nok snak, her er de. De 100 bedste, toppen af poppen og der med selvfølgelig også de bedste film i verden. Konkurrencen var hård, fravalgene smertefulde.

Nr. 100 Coffy (73')

Blaxploitation dronningen over dem alle, Miss Pam Grier ståler i sin glansrolle som den nådeløse no bullshit hævner Coffy, i Jack Hills vidunderlige low-budget perle af samme navn. Hvem husker ikke hendes legendariske cafight, hvor hun afstraffer en flok hvide bitches og den ene afslutningsvis river Coffy i afromanken, kun for at opdage (the hard way), at den chokolade brune skønhed har skjulte barberblade i krøllerne. Priceless!

Coffy: Go on and take this shot! (heorin)

Grover: I can't; that'll kill me!  

Coffy: Maybe it will and maybe it won't, but if it do, you gonna fly through them pearly gates with the biggest fucking smile St. Peter ever seen!

Nr. 99 Sin City (05')

It's Miller Time! Tegneserie ikonets beretninger om folk og fæ i Syndens By, klaskes ikke bare op på det store lærred, men det gøres med stil. Rosaio Dawson og Jessica Alba stritter med attributterne, mens der er fyldes brændsel på testosteron kedlen af den gamle garde Mickey Rourke, Powers Boothe og Rutger Hauer. For en gang skyld anvendes CGI med omtanke og udgangspunkt i filmens præmis og ikke omvendt.

Nr. 98 Some Like It Hot (59')

Ingen er fuldkommen? Eller så var måske netop Billy Wilder det. Hvem kan modsige et talent som stod fader til film som The Apartment, Sunset Boulevard, Double Indemnity også selvfølgelig forviklings komedien Some Like It Hot. Marilyn stråler i sin måske bedste rolle, flankeret mesterlig af Tony Curtis og Jack Lemmon iført dametøj, før det blev en trend i Hollywood.

Nr. 97 Airplane (80')

Der er spoof film og så er der Airplane. 'ZAZ' (Zucker, Abrahams, Zucker) er for spoof genren hvad Romero er for zombie og står bag sværvægtere som Top Secret, Police Squard, Hot Shots! og The Naked Gun. Men aldrig før eller siden har sigtekornet været helt så præcist indstillet som med deres parodi på 70' - og 80'ernes flykatastrofe film. Intet giver mening her, andet end det er hysterisk morsomt og med en timing som vil gøre en schweizisk urmager misundelig.

Nr. 96 Shaun of the Dead (04') 

Vi skal helt tilbage til da Sam Raimi kunne lave film, for at finde et tilsvanerende humoristisk indspark i horror genren. At kalde Shaun of the Dead en spoof vil være forkert, her er der simpelthen alt for meget originalitet og kærlighed til genren . Simon Pegg og Nick Frost er med film som Paul, Hot Fuzz og The World Ends et godt bud på et nyt odd couple.

Nr. 95 Smokey and the Bandit (77')

We're gonna do what they say can't be done. Glem for et øjeblik alt om nutidens CGI bilfilm med moderigtige unge mennesker skidt ud fra fitnessfabrikken i neonfarvede og høj eksplosive proton biler. For Smokey and the Bandit er the shit! Ingen troede på projektet med undtagelse måske, af stuntmanden Hal Needham, som både skrev, instruerede og senere lod sig forevige i et filmblad dækket af dollarsedler i en trillebøre. Alt sammen blot for at sende et venlig signal til de anmeldere der havde slagtet hans film, men som senere viste sig, kun at blive overgået af Star Wars i det herrens år 1977. Burt Reynolds er født til rollen som The Bandit. Sally Field vrikker med røven, mens Jackie Gleason stjæler alle scener han er med i som den mest dedikeret Sofus betjent USA endnu har set i skikkelse af sydstats Sheriffen Buford T Justice of Portague County. You sumbitch!

Nr. 94 The Fly (86')

Indrømmet, langt fra canadierens mest personlige film, but who am i kiddin'? Vi befamler her et sublim remake med Jeff Goldblum i hovedrollen som den nørdet og let stammende videnskabsmand som brænder vingerne på en DNA cocktail og en ung Gena Davids. En rolle som Goldblum synes at have gentaget lige siden. Cronenbergs har i bedste 80'er ånd tilsat The Fly sex, hi-tec videnskabsnonsens og ikke mindst splatter i spandevis. Det er da også Stephan Dupuis og Chris Walas' make-up og special effects der er filmens virkelige stjerne. Pssst...husker du den klassiske scene hvor Seth Brundle (Goldblum) brækker knoglen på en bølle i en armlægnings konkurrence? Avs!  

Be afraid. Be very afraid.

Nr. 93 Invasion of the Body Snatchers (78')

Hvilket udspil som er bedst Don Siegels fra 56' eller som her, Philip Kaufmans remake, er der mange og delte meninger om. Men modsat stort set alle andre tilfælde hvor originalen står over for genindspilningen, er de fleste også enig om, at begge film er fremragende. Kaufman har flyttet Siegel fokus fra koldkrigs dramaet til en thriller med tab af identitet og isolering som omdrejningspunktet. Alt sammen sovset effektiv ind i special effects og mesterlig lyddesign.

Nr. 92 Porky's (82')

The original teensex comedy movie. Anderledes kan det ikke udtrykkes. Uden Porky's ingen American Pie, ingen Roadtrip, ingen Not Another Teen Movie, ingen...og alle som én, afbleget lyserøde kopier af grissebassen Porkey's. Porky's blev i tidernes morgen fordøjet utallige gange i gode venners lag før turen gik til nabobyens kro, med strip og drinks til en 10'er, og var man heldig, en hånd op under en-eller-andens-bluse. Bob Clarks ungdomskomedie ligger niveauer over nutidens spekulationsprojekter og er med sin umiddelbare charme og naivitet en komedieperle som igennem tiden er blevet fordøjet både på VHS, Laserdisc og DVD. For Porky's kaster om sig med uforglemmelige scener, lige fra Mrs. Beulah Balbricker angreb (og jerngreb) om Tommys 'tallywacker' i pigernes omklædningsrum, til hvordan Coach Brackett opdager på nærmest hold, hvorfor Miss Honeywell har fortjent sit øgenavn Lassie. Også selvfølgelig, scenen over dem alle, hvor Mrs. Beulah Balbricker insisterer på en line-up af skolens drenge, så hun kan udpege "the incriminating mole" fra selv samme omklædningsrum. 

Nr. 91 Year of the Dragon (85')

Jeg indrømmer det gerne, hvis ingen andre tør. Michael Cimino, Hollywoods le' enfant terrible vil for altid være forbundet med Vietnam dramaet The Deer Huter. På trods af, det lykkedes ham at styrte et filmselskab i grus med den endnu mere ambitiøse satsning Heavens Gate. Alligevel er det Year of the Dragon der er hans bedste film. Og hvorfor så det? To ord. Mickey Rourke! Rouke er så cool det er menneskelig muligt, uden at nedfryse den vestlige halvkugle. Han er den eneste nulevende person som kan give en hetero mand a hard on. Da jeg var 16 og så Year of the Dragon, ville jeg være Mickey Rouke. Jeg parat til at droppe skolen og blive en washed up NYC cop. Jeg ville ligne ham, gå i det samme tøj som ham, tale som ham, lugte som ham og adoptere hans no bullshit attitude. Rourke blev aldrig sejere end i Ciminos asiatiske underworld volds crime drama.

Nr. 90 Psycho (60')

Naturligvis fristes man næsten til at skrive, skrev Hitchcock filmhistorie med Psycho som en af grundpillerne for slasher genren. Bernard Herrmanns uudødelige score. De stemningsfulde sort/hvide billeder tilsat John L. Russell's tiltet kamera og ultra close up's. Eminent set-desig, Perkins i sit livs rolle også selvfølgelig, den ikoniske badeværelse scene, som rammer os med en ny og uventet voldsomhed er en opskrift, som fortsat topper menukortet.

Nr. 89 When Harry Met Sally (89')

Mange har prøvet. Få er kommet tæt på. Ingen over eller på siden af. Når Billy Crystal og Meg Ryan igen og igen løber hovederne sammen i NYC for til sidst at erkende, at venner kan være kærester og kærester kan være venner, så gøres det ikke bedre. Rob Reiner er en mester og ingen kunne have håndteret Nora Ephron's manuskript bedre. When Harry Met Sally, er en af de film som falder i kategorien en gammel ven. Og gamle venner kan man ikke se for tit.

Nr. 88 The Sweet Hereafter  (97')

I en lille canadisk soveby, kører skolebussen ud over skranten og bryder igennem isen og tyve børn omkommer i det iskolde vand. Tragedien lægger sig som en tung dyne over det lille lokalsamfund og lammer alt indtil djævlens advokat pludselig dukker op. En advokat på flugt fra sig selv og på jagt efter en syndebuk. Atom Egoyan fortæller en dybt tragiske historie med et helt usædvanlig blik for at vægte sine virkemidler rigtigt og samtidig ikke forfalde til unødigt sentimentalitet og nok så vigtigt, fristelsen til at manipulere sit publikum. Hans nærmest poetiske skildring og stilsikre tegning af indbyggerne i den skæbneramt lille by er intet mindre end eminent. Filmen er blændende castet, og veteran Ian Holm leverer en superb præstation som advokaten. Paul Sarossy gribende vinterkolde billeder holdes på smukkeste vis i hånden af Mychael Danna betagende score.

Nr. 87 The Proposition (05')

Er man bekendt med den australske lyriker og kunstner Nick Cave og hans sorte univers. Ja, så har man en forholdsvis god idé om hvad der venter i The Proposition, som han har skrevet manuskriptet til. Caves australske bush-western, er en fortælling uden helte. En film hvor persongalleriet er en del af en tilsyneladende ustoppelig voldsspiral. En film om hævn, afmagt, splittelse og forsoning. The Proposition balancer nu og da i nærmest fortællemæssig tomgang som en ørkenspejling i det yderste grænseland hvor kun klipperne og døden tilbyder skygge. Og trøstesløsheden ligger som en dyne over de mere og mere desillusionerede indbyggere i den bagende sol. Kan man tale om poetisk vold, så gemmer den sig her.

Nr. 86 Monty Pyton and the Holy Grail (75')

Den komiske skaberkraft har måske aldrig været større end i summen af Cleese, Jones, Palin, Gilliam, Idle og Chapman (som døde i 89'). Det er vanskeligt, ja nærmest umuligt, at udvælge det største øjeblik. Men på det store lærred er der ingen tvivl i mit lille sorte hjerte, det er selvfølgelig den guddommelige The Holy Grail. Her er opfindsomheden og det groteske så veltimet og idéerne så talrige og overlegne, at man på trods af at have siddet filmen igennem til hudløshed, fortsat kan finde nye detaljer at more sig over. Kong Arthur legenden blev aldrig den samme igen.

Nr. 85 Death Wish (74')

Death Wish har stolt lagt bageform til den moderne selvtægtsfilm og lad os da bare lægge kortene på bordet: Ingen gør det bedre end Mr. Bronson. Både 1 og 2 topper listen af ikoniske one man amy movies og med Michael Winner ved roret, havde Paramount en øjeblikkelig succes som skræmte filmselskabet så meget, at de afskrev rettighederne til fortsættelsen. Death Wish dukkede op til overfladen i et USA med stigende vold og eskalerende kriminalitet og blev symbolet på hvordan menig mand måske ikke tænkte, men så i hvert fald drømte om at håndtere paragrafferne. Filmens tema og især behandling af kriminelle (læs: afstraffelsen) afstedkom store kontroverser da Death Wish gik et skridtet videre end Dirty Harry havde gjort et par år tidligere. Men det ændrede ikke på det faktum, at filmen er et partour kort i actionland når først Bronson's kone og datter bliver overfaldet og voldtaget og han dropper arkitektkarrieren for vigilante branchen. Death Wish var katapulten der sendte Bronson helt op på den internationale stjernehimmel.

Nr. 84 The Killer (89')

Før Hollywood automatiserede at pistoler skal holdes på skrå og ejermændene kaster sig i gennem luften i slowmotion. Før Tarantino plagierede City on Fire og mexicansk stand off, var der Asian Cinema og ikke mindst John Woo. Og med Woo var der A Better Tommorrow, Bullet in the Head, Hard Boiled, Once a Thief også selvfølgelig: The Killer! Woo revolutionerede action genren ene mand og aldrig var han bedre end med filmen om lejermorderen der jonglerede både skydefærdigheder og en betændt samvittighed. Woo's fascinerende våbenballet, indhyldet i utallige døds slowmotion sekvenser og freeze frames er siden plagieret til hudløshed. Men ingen når mesteren eller the Killer til anklerne.

Nr. 83 48 Hrs. (82')

Walther Fuckin' Hill. En af Hollywoods mest undervurderet instruktører. En mand af den gamle skole som er opfostret på samme kaliber brystmælk som Sam Peckinpah og Anthony Mann. En mand som puttede Powers Boothe, Nick Nolte, John Dennis Johnston, Michael Ironside og William Forsythe i én og samme film. Manden som gav os The Warriors, The Driver, Streetfighter og Southern Comfort. Også selvfølgelig 48 Hrs. Det er 30 år siden, at tough cop Nick Nolte og new comer Eddie Murphy satte San Fransisco gader i brand og lagde grundstenen til den moderne buddy movie. Modsætninger mødes og øretæver uddeles. Noltes og Murphys kemi er eksplosiv og 48 Hrs. vælter sig i fed dialog og klassiske scener. Alene åbningsscenen fik tøse selskabet Paramout til højt og helligt at love Hill, at han aldrig kom til at lave en film for dem igen. 48 Hrs.bad guys er blandt genrens bedste med en bogstavligt talt svedig og psykopatisk James Remar i sit livs form. Brother in arms er ingen ringere end Predators egen ugh, ugh Sonny Landham. Sluk for chick flick filmene en enkelt aften og se en ægte klassiker.

Nr. 82 The Taking of Pelham One Two Three (74')

Ding dong! Ringer der en klokke? Så er det sandsynligvis Tony Scotts remake der banker på. Den er det til gengæld svært at sige ret meget positivt om, så det vil jeg helt droppe og koncentrere mig om originalen fra 74'. Pelham er en neglebidende og kløgtig veldrejet kattens leg med musen om fire svært bevæbnet mænd ( Mr. Blue, Mr. Green, Mr. Grey og Mr.Brown - fik du den Tarantino?) som gør det utænkelige og kaprer et subway tog og tager passagererne som gidsler i New Yorks undergrund. Her efter forlanger de en million dollars af bystyret, ellers begynder de at likvidere gidslerne - one by one. Men hvem er de og hvad er deres plan og hvor i alverden flygter man hen fra en subway? Filmen er eminent castet og især Robert Shaw's psykologiske ping-pong dialog med Walther Matthau står stærkt tilbage. Det samme gør i øvrigt filmens forrygende score. Pelham er en film man kan og bør se minimum en gang om året. Gerne i selskab med ens far.

Nr. 81 Dawn of the Dead (04')

Du kan tyvstjæle fra den store skattekisten med horror juvelerne også kan du vælge at røve selve kronjuvelen. Mange klassikere (semi-klassikere og det rene lort) har igennem årene været presset igennem kødhakkeren for blot at blive spyttet ud igen som blodfattige, transparente MTV kopier. En undtagelse er Dawn of the Dead. Zack Snyder er nemlig en både yderst stilistisk og kompetent instruktør som tillige med kan lave fandens underholdene film. Indrømmet, det er ikke altid han kommer helt i mål (forestil dig et øjeblik, at segmentet med nazisterne i Sucker Punch havde været en hel film, Holy Christ! Best movie ever!!) men her gør han. Dawn er en double up speedball opgradering af Romero's klassiker hvor vi bevarer hovedplottet tilsætter en god portion originalitet og accelererer et par hundrede kilometer i timen. Plus vi selvfølgelig lige smider Johnny Cash, Ving Rhames, en mortorsavsbus også selvfølgelig en zombie baby oven i hatten. Velbekomme!

Nr. 80 Clerks II (06')

-Er Randal's mormor racist, fordi hun refererer til en smadret flaske som en nigga knife?
-Finder Randel nogensinde ud af, hvem Anne Frank var? Og vil det få ham til at stoppe med at genere handicappede på nettet?
-Er det virkelig en smutter når Becky tillader ass to mouth?
-Vil det nogensinde lykkes Elias at have sex med Mya, nu hendes far og mor har udstyret hende med en fissetrold som skal forhindre sex før ægteskab?
-Er sex mellem en mand og et æsel inter-species erotica? Eller blot temmelig bizart?
Er der kun én trilogi og er denne Star Wars?
Er Frodo og hans små venner homoseksuelle?
Er det blasfemi at se Transformers. Eller er de Guds skabninger?

For svaret  på disse spørgsmål og mange flere i Clerks II

Nr. 79 Westworld (73')

Michael Crichton's indflydelse som forfatter i litteraturens og filmens verden er ca. på størrelse med et par af de fodspor hans T-Rex efterlod i Jurassic Park. Hovedtemaerne var ofte science -og medical fiction og nu og da stod han endda selv bag kameraret. Et af disse tilfælde var på sci-fi thrilleren Westworld. En forløber for netop Spielbergs øgle film (som han også skrev) og til stor inspiration for James Cameron's Terminator elleve år senere. 'Westworld' er den ultimative forlystelsespark for voksne. Her kan du kan transformere dig til lige hvad hjertet begærer. Om det så er en ridder i skinnende rustning eller en gunslinger i det vilde westen. Du kan dræbe, drikke og hore uden konsekvens, for indbyggerne er ikke mennesker, men menneskelignende robotter. Men som altid, har alting sin pris her i livet - også i 'Westworld'. Yul Brynner er isende kold som den ihærdige (og næsten) ustoppelige dræbermaskine.

Nr. 78 The Crow (94')

Før Hollywood gik komplet tegneserie amok var der The Crow. Alex Proyas low-budget tegneserie adoption om Eric Draven som bliver brutalt myrdet sammen med sin smukke kæreste, men ført tilbage til livet af en krage, så han kan hævne hende. The Crow spiller på alle tangenter både visuelt med Dariusz Wolski's smukke og dyster billeder af en by i forfald og den hårdt pumpende lydside med bands som Nine Inch Nails, Machines of Lovin' Grace, Medicine, The Cure, Rage Against the Machine og Rollins Band. Alt er skubbet helt ud på overdrevet, både symbolikken, skurkene, deres navne og ikke mindst skæbne. Men det virker og det virker rigtigt godt. Ironisk nok, er dette ubestridt Brandon Lee's bedste (og største) øjeblik som skuespiller og det ville have været hans helt store gennembrud var han ikke (som alle ved) blevet dræbt under optagelserne - kun 28 år gammel. Overfor Lee spiller en veloplagt crimelord i skikkelse af altid hæse Michael Wincott. Mens en små pervers og læderklædt Bai Ling giver den som Yoko Ono's evil twin. Nam, nam.

Nr. 77 Total Recall (90')

Selvfølgelig er Total Recall ikke Arnolds bedste film, men ubestridt eks. guvernørens bedste præstation. Total Recall er nemlig en af 90'ernes mest vellykkede sci-fi/actionfilm. Farverige kulisser. Banebrydende speciel effects. Et yderst udspekuleret handlingsforløb som gang på gang formår at tage en ny drejning, bedst som vi troede vi har regnet det ud. Og så selvfølgelig: Tam..dam..dam Paul Verhoevens trademark: Over the top violence i bedste Tom & Jerry stil som kun kan provokere en krigerisk lilla ble indsvøbt forstads pædagog fra midt 70'erne. Total Recall er ren tour de force og en gensyns perle af høj, høj karat hvor Arnold yder det bedste han har lært som den forvirrede jord -og betonarbejder Doug Quaid der bliver træt af dagligdagen (og forstå det hvem som kan) lillemor Sharon Stone. Og derfor beslutter sig for at tage på en rumrejse til Mars som hemmelig agten. Eller gør han?

Nr. 76 First Blood (82')

Rocky eller Rambo? Her er der ingen tvivl, manden med maskingeværet har ordet, selv om de sjældent er mange og som ofte temmelig snøvlede. Stallone genføder Vietnam veteran filmen med J.J. Rambo og dennes kamp for accept i et land som blot ønsker at lukke øjnene for de mennesker det skabte. Er Rambo en mand af få ord, er han omvendt en mand af action - prikker du lidt til ham - og det gør byens sherif. Og selv om vi ikke når de psykologiske dybder her, som i Coming Home eller The Deer Hunter, så gemmer der sig langt mere under overfladen i First Blood end den normale action flick. Det er dog først når Rambo slippes løs, at gryden for alvor kommer i kog og at Brian Dennehy opdager, at her har vi med en mand at gøre, som havde han fået lov, ikke bare havde indtaget Vietnam, men hele Asien.

Nr. 75 Carrie (78')

Brian Da Palma som var en yderst lovende og interessant instruktør i 70 - og start 80'erne (tænk bare på film som The Fury, Dressed to Kill, Blow Out, Scarface og Bodydouble) topper her karrieren med Carrie, som er hans mest vellykket værk. Her kommer hele hans talent til sin udfoldelse på den store farveladeskala og den til tider overdrevne Palma symbolisme har aldrig været mere berettiget. En bizar comin' of age film med en stor spillende Sissy Spacek overfor en diabolsk skræmmende mor i skikkelse af Piper Laurie. Dette er den bedste horror King filmatisering. Punktum.

Nr.74 Dirty Harry (71')

Ingen liste uden Harry Callahan selvfølgelig. Er der to instruktører som har haft indflydelse på Eastwoods karriere, så er det Leone som gjorde ham til en stjerne og Siegel som gjorde ham til en verdensstjerne. Dirty Harry var selve filmen som antændte genren med loose cannons og lone wolf cops der bøjer loven efter forgodtbefindende for at beskytte de uskyldige og straffe the bad guys. Og som altid ALTID er på kollisionskurs med deres inkompetente og uforstående overordne.  

You are shit out of luck!

Nr.73 The Dirty Dozen (67')

Mens vi her til lands kunne muntrede os med Soldaterkammerater på Bjørnetjeneste, kunne amerikanerne sole sig i The Dirty Dozen. Og ved du hvad? Der er nu noget helt særligt ved film, hvor en gruppe utilpassede eller yderst ufrivillige (frivillige) kastes ud i en håbløs selvmordsmission. Her kommer kun Where Eagles Dare og The Wild Gees i nærheden af Robert Aldrichs bud på The Magnicifent Seven. Filmen består af tre akter. 1. Udvælgelse 2. Træning og 3. Missionen. Og selv om 1 og 2 klart er filmens bedste og selve missionen (underlig nok) det svageste led, så har vi her med en høj eksplsiv WW2 film at gøre, som forlanger gensyn på gensyn. Hey, tag et kig på stjerneparaden af amerikanske Jens'er: Lee Marvin, Charles Bronson, Donald Southerland, Telly Savalas, John Cassavetes, Ernest Borgnine og George Kennedy. Siger navnene dig ingenting? Så giv CGI Joe en pause og Google dem.

Nr. 72 Badlands (73')

Badlands er Terrence Malicks smukke, men samtidig skræmmende roadmovie på den amerikanske skyggeside om to unge menneskers blodspor igennem Wyoming. Malick stiller spørgsmålene om samfundet kan stilles til ansvar for deres hærgen? Eller omvendt, om de kan stilles til ansvar for det samfund de lever i? Svarene må vi selv grave frem. Martin Sheen og Sissy Spacek (der var hun igen) spiller real life morderne 19-årige Charles Starkwether og 14-årige Caril Ann Fugate. Spacek leverer måske historiens bedste voice-over præstation og Malick kvitter men en hypnotiserende film.

Nr.71 Planes, Trains and Automobiles (87')

John Hughes (ja, ham med den lille irriterende møgunge som altid bliver glemt) var en filmskaber som ingen gyldne statuetter vandt. Til gengæld grinte han hele vejen til banken. Han var nemlig manden bag film som: Breakfast Club, Ferris Buellers Day Off, Home Alone, Fars Fede, Uncle Buck og Weird Science. Planes, Trains and Automobiles er en film jeg kan se, og se forfra igen, når de første rulletekster toner frem. John Candy's og (især) Steve Martin's desperate overlevelseskamp for at komme hjem (og mod hinanden) er intet mindre en tidløs og ufattelig morsom. De to herrer klæder hinanden og kemien er lige i skabet. Hughes ubestridt bedste film.

Car Rental Agent: Welcome to Marathon. May I help you?

Neal: Yes.

Agent: How may I help you?

Neal: You can start by wiping that fucking dumbass smile off your rosy fucking cheeks. Then you can give me a fucking automobile. A fucking Datsun, a fucking Toyota, a fucking Mustang, a fucking Buick — 4 fucking wheels and a seat!

Agent: I really don't care for the way you're speaking to me.

Neal: And I really don't care for the way your company left me in the middle of fucking nowhere with fucking keys to a fucking car that isn't fucking there. And I really didn't care to fucking walk down a fucking highway and across a fucking runway to get back here to have you smile at my fucking face. I want a fucking car right fucking now.

Agent: May I see your rental agreement?

Neal: I threw it away.

Agent: Oh, boy.

Neal: "Oh, boy" what?

Agent: You're fucked.

Nr. 70 Predator 2 (90')

Fuckin' voodoo magic man. Eller på godt dansk: På med høreværnet folkens. For ikke alene leverede Stephen Hopkins en af de bedste sequels, men også en af de mest højeksplosive actionbrag i 90'erne med en super veltrimmede efterfølger til Arnolds lille udflugt i Randers Regnskov. Denne gang er kampzonen flyttet fra junglen til et steghedt L.A. Men det betyder hverken, at der er mindre jungle, eller guerillakrig. Tvært i mod. Predator 2 har måske ikke guvernøren på plakaten, tilgengæld har den en kick ass cast og persongalleri som vi gud-hjælpe-mig kommer til at identificer os med. Her overspilles der bevidst (og helt i seriens ånd) ud af samtlige tangenter. Predator 2's agressive stil og superb vekslen mellem forskellige kamera stilarter er effektivt koblet op på Silverstri's militaristiske samba toner og en evig nyhedsstrøm fra TV, hvor vi følger byens overlevelseskamp mod de svært bevæbnende narkokarteller og en ny beboer fra rummet. P2 er ud over hovedpersonerne proppet med et farverigt persongalleri og har samtidig i L.A. den perfekt boksering stillet til rådighed som legeplads. Den amerikanske storby er ikke blot en undskyldning for at placere historien et tilfældig sted, men implanteres effektivt som en medspiller. Predator 2 er noget så unikt som en sequel, der ikke blot respekterer originalens præmisser, men udbygger det oprindelige univers og som den naturligste ting i verden, afsluttes med et 40 min. lang klimaks hvor især subwayscenen er sygeligt godt eksekveret.  

Want some candy?

Nr. 69 The Towering Inferno (68')

Katastrofefilmens dronning med en stjerneparade så lang som en ondsindet fibersprængning i januar måned. Aldrig før eller siden er vi blevet præsenteret for en film af denne grande skala. Datidens største stjerner McQueen og Newman (som allerede skulle have spillet overfor hinanden i Butch Cassidy & the Sundance Kid, men ikke kunne blive enig om hvem der skulle stå først på plakaten) støder her hovederne sammen i flammehavet over dem alle. The Towering Inferno er ikke blot eksemplet på en film fra en svunden tid, men et høj intens drama med af overraskende brutalitet, som bliver ved med at puste til gløderne. Her er alle klædt på til fest. Burn baby, burn.

Nr. 68 Harry og Kammertjeneren (61')

I en tid hvor dansk film enten var A) Ove Sprogøe og Dirch Passer på slap linie eller B) Poul Reichhardt og Ib Mossin der skulle redde en gård fra den ondsindet forvalter, dukkede der et af dansk films største øjeblikke op. Leif Panduro's og Bent Christensens historie om opsynsmanden Harry (Helmuth) som kommer uventet til penge og på trods af alle gode råd, vælger at bruge sin formue på at hyre en ægte "engelsk" butler (Rode). Harry og Kammertjeneren er ikke blot en utrolig morsom, men også vedkommende og hjertevarm film med en knivskarp dialog og hvor vi forkæles med et uforglemmeligt og farverigt persongalleri. Skal vi tale om en dansk filmskat, så er det her den ligger begravet. Harrly og Kammertjeneren ryddede fortjent de danske filmpriser og var desuden nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Meget sigende gik der år og dag før denne perle endelig var tilgængelig på dvd.

Nr. 67 Gremlins (84')

80'erne var et magisk film årti. Ikke bare var det, det ultimative action år (Lethal Weapon, Die Hard, Predator, First Blood, 48 Hrs. The Terminator, Raiders of the Lost Ark...skal vi blive ved?) men der var også et strejf af magi over komedierne. Her blev der eksperimenteret og leget med genrekonversionerne og opfindsomheden og idéerne synes uden grænser. Det fantastiske og umulige fik for alvor plads og en der gjorde det lidt bedre end de fleste var Joe Dante. Dante der allerede havde forkælet os med varulve klassikeren The Howling og den fremragende Piranha toppede her sin karriere med filmen om de kære små gremlins som er verdens bedste kæledyr, bare du husker tre simple regler. Dante blander på mesterlig vis den fantastiske genre og komikken med gyset. Vi er i Spielbergs Amerika med den lille soveby, hvor alle kender alle, men som snart vågner til en ny virkelighed. Manuskriptet stod Chris Columbus for, som senere faldt til patten som instruktør for Home Alone, Mrs. Doubtfire og et par Harry Potter film.

Nr. 66 Hellraiser (87')

Hellraiser er en af den slags film som kun kommer én gang i en instruktørs karriere. Ja, sågar i en genre. Clive Bakers sado-horror fortælling (efter egen bog) om den forpinte Frank er, for at bruge et devalueret og forslidt udtryk: Et uforfalsket mesterværk. Det blev så også det bedste han har lavet. Selv om der findes adskillige sequels til Hellrasier og Baker selv har haft fingrene i et par andre produktioner, så når ingen af dem dette unikke indspark i genren til de sømbeslået træskostøvler. Den på en gang kvalmende og æstetiske nydelse vi her præsenteres for er simpelthen i synk på alle niveauer. Lige fra det eksperimenterende og nyskabende til omfavnelsen af det klassiske eventyr, fotograferingen, effekterne og lydsiden. Enjoy!

Nr. 65 Picnic at Hanging Rock (75')

Jeg har på stående fod svært ved at komme i tanke om en anden film, som på samme måde som Peter Weirs gennembruds film har draget og hypnotiseret mig i samme grad. Picnic at Hanging Rock er en lang rus, en tåge af æstetik, dagdrømmeri, længsel og udforskning. Vi er på den viktoriansk pigekostskolen Appleyard College, tæt på grænsen til det australske vildnis i år 1900. På selve Valentinsdag drager to lærerinder med en gruppe piger til Haning Rock, en vulkansk klippeformation i ingenmandsland. Her daser pigerne i solen, spiser, griner og dagdrømmer, mens en spirrende og endnu uberørt og ukendt seksualitet lurer under overfladen. Fire piger går på opdagelse på klippen. Kun én kommer ned. Der er ingen gys eller gru i Weirs film. Ingen mand med arret ansigt og skarpsleben økse. Alligevel er det en film, som omfavner en med en stemning som er helt umulig at ryste af sig. Hvad skete der med pigerne? Hvilken hemmelighed gemmer klippen på? Man vs. nature er en tilbagevendende tematik indenfor stort set alle religioner og folkeslag igennem tiden. Således også i Peter Weirs hypnotiske film fra 1975.

Nr. 64 Santa Sangre (89')

Der er mystiske filmskabere, og så er der multikunstneren Alejando Jodorowsky. Også er kendt for sit samarbejde med den franske tegner Moebius (Jean Giraud - Løjtant Blueberry) hvor de sammen blandt andet skabte sci-fi tegneserien The Incal. Santa Sangre er en film som ingen anden og Jodorowsky er en filmkunstner som ingen anden. Populistisk sagt, får han vel David Lynch på dennes mest mærkelige dage til at ligne Erik Balling. Det vil være en tabt sag, at prøve at forklare eller gengive filmens stil eller handling her, men kort fortalt handler den om drengen Fenix, som lever i et cirkus og oplever sin utro far (som er knivkaster) få hældt syre ud over kønsdelene af hans mor, hvor efter farmand skærer begge arme af hende og halsen over på sig selv. Senere da Fenix som voksen er indespærret på en anstalt, hives han og en flok mongoler som har fået coke (ikke den slags med rødt skruelåg), med på en markedsplads hvor de får "tilgang" til en ekstrem fed luder. Fenix er dog langt mere optaget af en dansende og meget tatoveret kvinde, som viser sig, at være den selv samme kvinde hans far var utro med. Her efter flygter Fenix fra anstalten og bruger sin mor som stadig er i live (men uden arme) som våben til at slagte alle kvinder som kommer ham nær. Også den tatoverede kvinde hvis exit fra denne planet må betegnes som en af de mest udpenslede denne genren endnu har budt på. Selve filmen kan vel bedst betegnes som en ødipus - Argentosk kærligheds blodrus med et twist. Har du overvejet en LSD rus, men frygtet konsekvenserne? Så se Santa Sangre.

Nr 63 Tremors (90')

Tremors er, som filmplakaten også antyder, en humoristisk variant over Jaws temaet og samtidig en hyldest til monster skrækfilmenes guldalder 50'erne. Perfection (bemærk navnet) er en lille "by" i USA's røvhul, solidt isoleret fra omverden. Her tæller indbyggertallet beskedne 16. Blandt de 16 er de to handymen Valentine og Earl, som dagligt drømmer om at slippe væk og kickstartet deres liv et andet sted. Problemer er blot, at du hænger fast i Perfection. Da de endelige tager det store spring bliver deres rejse obstrueret af fire underjordiske monstre. Tremors er en af de mest vellykkede monster komedie som har set dagens lys. Her skal horrordelen dog tages med et gran salt, da der ikke er meget gys at opdrive. Omvendt har det heller aldrig været hensigten. Det der til gengæld antænder lunten, er kemien mellem skuespillerne. Især Kevin Bacon og Fred Ward spiller som et gammelt ægtepar der har været uadskillelig siden de kunne kravle. Men det stopper ikke der. Alle som en har et et formål og en plads i historien. Ikke mindst den våbengale Burt Gummer (spillet helt fantastisk af Michael Gross, hippi farmand fra Blomster Børns Børn) og præmissen på trods (come on - underjordiske orme på størrelse med et container skib fra Mærsk?) agerer ingen åndssvagt som ellers er kutymen for figurene i denne genre, hvor skuespillerne som ofte er med for at agere slagtekvæg og bringe bodycountet i vejret. Her er overlevelse og humoren i højsædet. Uden sidstnævnte bliver forceret eller anstrengende. På trods af 23 år på bagen bliver Tremors imponerende nok aldrig slidt. Hverken i spilletid eller som film. Den er faktisk et af de sjældne gensyn som kun bliver bedre med årene og antallet.

Nr. 62 An American Werewolf in London (84')

 

Man kan diskutere om John Landis varulvefilm er en sort komedie eller gyserfilm. Svaret er nok, begge dele. Denne balancekunst er en af de vanskeligste at mestre, men er vel næppe set udført bedre end netop her. Der er ingen tvivl om, at disse år var Landis bedste. Før An American Werewolf var der Blues Brothers på programmet og bagefter stod den på Trading Places (Bossen og Bumsen). Det der fungere så godt i American Werewolf, er den kulsorte og groteske humor (tænk bare på nazi varulvedrømmen) implementeringen af musikken og så selvfølgelig, Rick Bakers helt fantastiske og banebrydende make-up effekter, som selv den dag i dag med moderne CGI, vil få folk til måbe.  

Don't go out tonight it's bound to take your life. There's a bad moon on the rise.

Nr. 61 Dog Day Afternoon (75')

New York'er instruktøren Sidney Lumet formåede som få, at opretholde et højt, højt niveau indtil det sidste. Tænk blot på debutfilmen (og mesterværket) 12 Angry Men fra 57', til hans sidste film fra 2007 Before the Devil Knows Your Dead. Der i mellem fremtryllede manden blandt andet film som Network og Serpico. Sidstnævnte også med Al Pacino i hovedrollen. Dog Day Afternoon bærer alle de typiske Lumet aftryk. Den lille mands kamp mod systemet og ikke mindst den sociale bevidsthed samt det spirende folkelige oprør mod de svigtende autoriteter. Pacino peaker her som den håbløse bankrøveren Sonny med et hjerte af guld. Endnu bedre er hans socialhandicappet og tilsvarende inkompetent medhjælper Sal. Spillet af John Cazale.

Nr. 60 Highlander (86')

Der er faktisk, når alt kommer til alt, ikke meget godt at sige om instruktøren Russell Mulcahy. På samme måde er der heller ikke specielt meget positivt at berette om flødebollen Christopher Lambert. Til gengæld er der rigtigt meget godt at sige om deres fælles film Highlander (med den danske undertitel "den udødelige"). Highlander er på jævnt jysk en feeee film. Så simpelt kan det faktisk udtrykkes. En lille eksklusive flok af udødelige vandrer rundt blandt os dødelige og nu og da mødes de så, for at drikke en kop te og kappe hovederne af hinanden. Alt imens vinderen opsuge energien fra personen han hugger hovedet af...Bøøvs. Lyder det som en gang vrøvl? Jamen det er det skam også, men absolut af den mere underholdene slags. Highlander benytter sig hyppigt af flashback scener (eller tidshop om man vil) og det er sjældent en særlig god idé, men her virker det, som var det alene skabt til denne film. Overgangene fra nu til fortid, er i sig selv spektakulær filmet og at historien kan flyttes til hvilken som helst tidsperiode er fortællermæssigt et genialt skaktræk. Highlander har endnu et stort plus i ærmet. Filmen er noget nær perfekt castet. Lambert er for en gang skyld spot on og Connery er godt set som hans flamboyante mentor. Overfor the good guys står selvfølgelig filmens skurk, som spilles med stor intensitet og på kanten af det karikerede (ah, okay - tre skridt over) af Clancy Bown. Og tak for det. Soundtracket er et kapitel for sig. Der står Queen all over it. Filmen er ikke blot spækket med god rockmusik, men også nogle af super-gruppens sværvægtere. Bl.a. It's A Kind of Magic, Don't Lose Your Head og ikke mindst Who Wants to Live Forever? Sidstnævnte som underlægningsmusik til filmens smukkeste scene. Oh yes, der er ikke et øje tørt børnlille, når Highlanders kone dør af alderdom. There, i said it!

Nr. 59 True Romance (93')

You're so cool...

Der er film som gerne vil være cool, også er der film som er cool. Så cool faktisk, at de alene kunne annullere global warming og kaste bekymringsindustrien ud i sin største krise. Sådan en film er True Romance. For skulle du gå rundt i den vildfarelse, at Titanic er verdens største kærlighedshistorie, ja så tro om igen. Eller endnu bedre, snup et reality check med d'herrer Scott og Tarantino. QT har her skrevet sit bedste manuskript og Tony Scott har spændt hanen og eksekverer oplægget til UG. True Romance er Tony Scotts mindesmærke. Skulle du stadig tvivle, eller endnu stiftet bekendtskab med denne tidlige 90'er perle, så lad mig da lige afrunde med lidt name dropping: Dennis Hopper, Christopher Walken, Gary Oldman, Brad Pitt, Samuel L Jackson, Val Kilmer, Chris Penn, James Gandolfini, Tom Sizemore også selvfølgelig, vores kærestepar, Slater og Arquette. TR er en ægte lovestory. Den er for meget, den er brutalt, den er vulgær og den er fantastisk. Velbekom! og husk, love is all around.

Nr. 58 Henry Portrait of a Serail Killer (86')

Havde Oscar uddelingen blot den mindste kunstneriske berettigelse, var det selvfølgelig McNaughtons uafrystelige seriemorder film der løb med Oscarstatuetterne i 86' og ikke den slubrende karikatur af en tegneseriemorder i Silence of the Lambs fem år senere. Men nixen biksen. Det kontroversielle har altid haft trænge kår på de boende gulve i Hollywood. McNaughton skabte med Henry en fortælling i et nærmest socialrealistisk skær som tegnede et koldt og gråt billede af en tid og en mand, hvis liv var.....mord. Uden et decideret handlingsforløb i klassisk forstand åbner McNaughton skodderne til Henry's verden og de personer som befolker den. Både de levende, de døde og spøgelserne. Henry Portrait of a Serial Killer er hvis ikke andet, beviset på, at nyskabelserne sker i de små low-budget film. Der hvor chancerne tages og kreativiteten slippes løs. Kopivaren kommer først senere, når de store selskaber for søvnen gnedet ud af øjnene.

Nr. 57 Blue Velvet (86')

Blue Velvet var mit første bekendtskab med Lynch og den dag i dag, fortsat det bedste. Lynch giver  bedste borgerskabet en Olfert, tramper rosenbeden ned og rode rundt i skraldet i forstads idyllens Amerika. Tvetydigheden hænger altid som sorte skyer over Lynch's univers, hvor få ting er, hvad de giver sig ud for. Hopper er magisk i denne filmnoir perle, før der gik inflations i hans figur.

Nr. 56 Batman Returns (92')

Når teenage hysteriet en dag er overstået og røgen har lagt sig fra Nolan's Batman trilogi vil verden indse, at the real deal er Tim Burton. Batman fra 89' var absolut en fin film, men det er for alvor i fortsættelsen at Burton som filmmager trådte i karakter. Burton skaber med sine film sit helt eget Batman univers. Og et typisk for ham, bizart mix af fortid og nutid og som i øvrigt er langt mere dystert og brutalt end Nolans. Hvad sikkert vil overraske en del ved gensyn. Returns har et langt bedre persongalleri end Batman og er ikke helt så stivbenet en produktion. Der er løsnet op for musklerne og det skyldes utvivlsomt, at benovelsen har lagt sig over at arbejde med så stort et budget. Plus at Burton har hevet flere af sine egne folk med ombord på produktionen. Ikke mindst fotograf Stefan Czapsky. Sam Hamm og Daniel Waters står for manuskriptet og det er også en fuldblods opgradering. Og glem så i øvrigt ikke, den helt fantastisk og smukke Moses åbningsscene. Ingen laver sne som Burton

Nr.55 Planet of the Apes (67')  

Man ved man har lavet en god film, når Tim Burton kommer til kort. Planet of the Apes er da også en af sci-fi genren tungeste reference film. Ikke nok med at den på smukkeste vis har overlevet den måske største udfordring for alle sci-fi film, tidens tand, så er historien fortsat aktuel. Det pessimistiske sortsyn den turde lægge for dagen og den manglede happy ending-forløsning er sjældent set bedre. Og selv om samme chok ending er kopieret utallige gange siden, både i direkte genindspilninger og i lignende film, er det endnu ikke lykkedes at matche slutbilledet. Teknisk er Planet of the Apes et mesterværk. Jerry Goldsmiths eksperimenterende score er uhyggeligt effektivt og langt, langt forud for sin tid og sceneriet af den post apokalyptiske jord og abemaskerne er yderst troværdigt.

Nr. 54 A Nightmare on Elm Street (87')

Selv om ungdommen i dag er opflasket med Berverly Hills slasher serien Scream, så var der faktisk engang, hvor Wes Craven kunne lave film. Og nu og da pokkers gode film. Last House on the Left, The Hills Have Eyes og ikke mindst selvfølgelig, han signatur film, A Nightmare on Elm Street med den skamferede og forbrændte pizza face barnemorder Freddy Krueger, som hører til toppen af cv'et. Og af alle horror ikonerne, er netop Krueger måske den mest udspekulerede og gennemtænkte af dem alle. Idéen med at han jagter dig i dine drømme, gør det stort set umuligt at beskytte sig. For hvem kan undvære søvn? Craven udnytter eminent legen og spillerummet mellem søvn og vågen tilstand og skaber en af gerens mest resistente teenagemordere.

Nr. 53 The Wild Bunch (69')

Bloody Sam alias Mr. Peckinpah, lavede film som han levede. On the edge. Og aldrig blev det smukkere, skarpere, mere visuelt, mere æstetisk, grimt og brutalt end i the end of the line western The Wild Bunch. Og på trods af et kor af flæbende tøser og kultur radikale, der ikke kunne se skoven for bare træer, om de så for vild i Rold skov, så kreerede Peckinpah her en helt ny måde at anskue døden og volden på og konkluderer, at de to ting går hånd i hånd. Lever du brutalt, dør du brutalt. Nu og da fødes der film, som i samme sekund indtager sin urokkelige plads i historiebøgerne. Sådan en film er The Wild Bunch. En lille gruppe mænd uden fremtid. Fanget i fortiden, og med døden som eneste exit.


.

Nr. 52 Superman the Movie (78')

I en tid hvor hver uge byder på en ny superheltefilm, kan det være vanskelige at forestille sig, at der var engang hvor det var en sensation, når der kom en. Vi skal faktisk helt frem til 89' og Burtons Batman før en anden DC superhelt fik chancen, og så dagens lys. Superman har aldrig, på trods hans status som verdens største superhelt, været den mest spændende af slagsen. Dette kan tildels skyldes, at han får en spejderdreng til at ligne en 75 kg tung muskel hund på speed samt det faktum, at han er uovervindelig - eller næsten. Det er da også Batman som for længst har overtaget førertrøjen hos DC, og selv om manden af stål nu er forsøgt reboot'et et par gange, så når ingen af forsøgene blot til kanten af den røde kappe på Richard Donners 78' udgave. Christopher Reeve er Superman. Længere er den ikke. Og helt i hans ånd, vinkede han selvfølgelig til slut til kameraet og sender os et lille skævt smil der forsikrede alle om, at alting nok skal gå, så længe han vogter himlen over os.

Nr 51 Strange Days (95')

Bigelows sci-fi thriller der balancerer på randen af dommedag i skikkelse af nytårsaften 1999 er skrevet af eksen James Cameron. Strange Days lægger sig side om side med film fra samme periode som The Crow og Dark City og maler i fællesskab respektløst uden for rammen et dyster og mørkt billede af fremtiden i 90'er perspektiv. Et billede af en tid i kaos, opløsning og med eskalerende korruption og magtmisbrug. Strange Days er ikke bare en visuel mavepumper, den leverer samtidig en interessant historie og designer en verden som måske ikke er så karikeret som man umiddelbart kunne tro. Skuespillerne er fremragende og lydsiden byder uden problemer frøken Bigelows sans for det visuelle op til dans. Cameron og Bigelow er høj eksplosiv.

Nr. 50 Beneath the Valley of the Ultra-Vixens (79')

Jeg ved du har sidde og spekuleret på det siden vi startede the count down. Hvornår dukker han op? Og bingo, her er han. For selvfølgelig er der ingen liste uden Russ Meyer. Og ja, indrømmet, det kunne faktisk ligeså godt have være et par af de andre perler der havde fået honnøren: Mondo Topless, Faster Pussycat, Kill, Kill. Vixen eller Super Vixen. Nu blev det så hans sidste spillefilm Beneath the Valley of the Ultra-Vixens der fik æren. Myers udlægning af small town USA kulminerer i Ultra-Vixens med stormbarmede (det er så en underdrivelse) kvinder. Skæv klipning, unikt score, priceless voiceover og ikke mindst skæve eksistenser. Ulta-Vixens er nemlig lidt et sammensurium af alt det bedste fra denne vanvittige og helt unikke filmskabers verden. Og man kan godt kalde det en For Your Eyes Only for Russ Meyers film. Her er alle de bedste  elementer samlet fra hans farverige univers. 

Nr. 49 Heathers (89')

På Westerburg High drejer livet sig om at være IN og er du pige, er du du først rigtigt IN når du er medlem af skolens førende pigeklike: Heathers (kækt navngivet efter de tre medlemmer som alle hedder....rigtigt gættet: Heather). Det vil Veronica (Winona Ryder) gerne være...eller så vil hun ikke? Heathers er et opgør med 80'ernes highscool film og er en mere end kulsort komedie omkring det at være popular n' shit. Gå i det rigtige tøj, hænge ud med de rigtige personer og blive inviteret til de fede fester. Alle issues som de fleste der har gået i skole, kun kan nikke genkendende til. Og Heathers er intet mindre end hysterisk vellykket og ikke mindst forbandet sjov. En ung ekspedient i en videobutik gik med drømmen om at lave den ultimative highscool film - og nej, det er ikke starter på beretningen om Mr. Videostore Quentin Tarantino, men Daniel Waters. Waters manuskript er knivskarpt og dialogen af en kaliber som ikke tidligere havde været set. Michael Lemann der stort set var ligeså uerfaren som Waters, kastede sig over projektet og sammen lavede de så den ultimative Highschool film. En film som selvfølgelig skabte stor fortørnelse i konservative og kristne kredse, og sågar er blevet skældt ud herhjemme i ytringsfrihedens højborg af ungdoms problemknuseren Lene Rem, som ikke fandt det spor morsomt, at man lavede en sort komedie om unge og selvmord. Det kan jeg så fortælle Lene og alle andre der gider at lytte, at det er det selvfølgelig. Meget endda.

Well, fuck me gently with a chainsaw. Do I look like Mother Teresa?

Nr.48 Emanuelle in America (74')

Er du typen der stejler ved udsigten til en albue der kan forveksles med et bryst på tv, ja så er det næppe Joe D'Amatos Emanuelle in America du skal smide i dvd-afspilleren. Her snakker vi sleeeaaaaze og (s)exploitation i kategori XXX. Efter den franske succes med en softcore udgave af den berejste journalist eventyr, var det nu italienernes tur til at stige ombord på karrusellen og hvem var bedre til at håndtere denne opgave en exploitation kongen over dem alle, Joe D'Amato? Kort fortalt handler Emanuelle In America om vores kære journalist, som bliver sendt ud i verden for at optrævle en kvindeslaveliga som bl.a. involverer en amerikansk senator. Ligaen viser at dække sig over alverdens bizarre optrin, fra ganske almindelig onsdags sex, til snuff porn af grov, grov karakter. En enkelt hest, blæselamper, soldater tortur, trædildoer, kødkroge, bryst afskæringer og Vivaldi. Som det nok ikke lige frem kræver den store kugleramme for at regne ud, så er D'Amatos film, ikke film der glider godt ned med familiehyggen og lørdagsslikken. De er for de få også selvfølgelig dem der gerne vil forarges. Emanuelle in America er en film som færreste steder står på hylden side om side med En Verden Udenfor og Tiatanic

 

Nr. 47 Groundhog Day (93')

Få komikere har Murray's format. Og ingen når ham til lattermuskelen, når han virkelig får lov at udfolde sig som et dumt svin. Ofte sidder man med fornemmelsen, at Murray's figurer ikke bryder sig synderligt meget om andre mennesker, men blot er i deres selskab fordi det tjener hans formål. Dette kommer fuldt ud til udtryk i Groundhog Day. Harold Ramis film om vejrprofeten der er fanget i en lille sneklædte møgby dag efter dag efter... er for længst en klassiker og forbliver det i al evighed.

Nr. 46 Assault on Precinct 13 (76')

In France, I'm an auteur; in Germany, a filmmaker; in Britain; a genre film director; and, in the USA, a bum - John Carpenter.

Carpenter er i sandheden en mester. Anderledes kan det ikke udtrykkes. Medmindre selvfølgelig, du tilbragt livet på månen med en spand over hovedet? En instruktør som for minimums budgetter stort set ikke satte en fod forkert de første mange år af sin karrierer. En karriere som byder på film som Escape From New York, The Fog, Halloween, The Thing, They Live, Christine, Dark Star, Prince of Darkness, Big Trouble in Little China, Starman også  selvfølgelig, hans første "rigtige" film. Belejrings dramaet Assault on Precinct 13. Howard Hawks er og var Carpenters store forbillede og Assault er da også tydeligvis mere end blot et nik af respekt til Hawk klassikeren Rio Bravo. Når det så er sagt, kan man også uden de store problemer tegne streger i sandet til både Romero's Night of the Living Dead og Leones Once Upon a Time in the West. Det minimale budget Carpenter havde til rådighed giver utilsigtet filmen et dokumentarisk præg med de lange scener, få klip og kameraindstillinger, som man ikke normalt ville se i en klassiske actionfilm.  Her virker det til Carpenters fordel, da det er med til at opbygge den klaustrofobiske suspence som senere skulle blive hans varemærke. Og nå, ja. Så er der den ultimative nedskydning af en lille pige som brokker sig over kuløren på sin is.

Nr. 45 Stand By Me (86')

Det er sjovt nok sådan med King udgivelser, at novelle filmatiseringerne ofte er de mest vellykkede. Sådan er det også med The Body. Stand By Me er Coming of age filmen over dem alle. Fire venners tur langs den amerikanske jernbane ud af barndommen og ind i den fagre voksne verden. Rob Reiner forvalter Kings historie bedre end kongen selv og instruerer de unge mennesker til UG. Genkaldelsen af ungdom, vovemod og den endeløse sommer er så tyk, at man kan skære i den. En film man kan vende tilbage til med lige stor fornøjelse om man er 14 eller 55.

Nr. 44 Pedator (87')

Kan du høre det? Alan Silvestri's udødelige score til John McTiernan's testosteron bombe. Arnolds bad ass commando gruppe udrydder 73% af regnskoven i kamp mod en usynlig fjende på forlænget weekend jagtrejse på jorden. Predator har alt hvad hjertet begærer - og lidt til. Firskåren helte med endnu skarpere onliners. Ondsindet kommunister og en by af udryddelses villige guerillakrigere. Våbenporno i en overflod, så selv Gandhi ville have tilsneget sig en monster erektion og en overlegen fjende fra det ydre rum, som er den eneste der til dato, har formået at byde Gigers Alien design op til dans. Dette er bare nogle af ingredienserne i denne hard hitter af en actionperle. For Predator er i sandheden billedet på den perfekte actionfilm. Historien, hvor banal den end må fremstå ved første øjekast, drejer genialt 180 grader halvvejs og Stan Winstons overlegen Predator design er rent show off som mere og mere afsløres af vores trofæ hungrende ven fra stjernerne. Stick around

Nr. 43 Eldorado (66')

En top 100 liste uden Howard Hawks, vil være som internettet uden porno. Fra Olag Wieghorst smukke credits malerier af the old west til sam -og modspillet mellem vores to alfahanner til den veldrejet og underfundige humor, fantastiske pacing og spot on cast. Eldorado har det hele. Hawks svanesang (her ser jeg bort fra fejlskuddet Rio Lobo) er ikke verdens bedste film, end ikke western, men den er tilgengæld en af tre film, jeg tog med mig på en øde ø.

Nr. 42 Chinatown (74')

Polanski's retur til Hollywood efter hans kone og barn blev slagtet af Manson klanen blev "fejret" med hans måske bedste film. Robert Townes manuskript er af mange i branchen betragtet som, hvis ikke det bedste screenplay, så et af dem. Og man skal ikke mange minutter ind i filmen for at forstå hvorfor. Filmen har en sprudlende Nicholson i hovedrollen og vi skal op i et luftlag af Gøgereden for at finde en præstation der matcher privatdetektiven J.J. Gittes som finder sig selv fanget i en endeløs labyrint af løgne og blindgyder og en forelskelse i en kvinde, han ikke ved hvem er. Tak for den Polanski.

Nr. 41 The Descent (05')

 

Det er yderst sjældent at man snubler over en genre film, hvor man tænker: Denne film havde været lige så god, havde det været en almindelig film. Heldigvis er The Descent en horrorfilm, for det er en vanvittig vellykket en af slagsen. At Neil Marshall ændrede filmens cast til at være all female, er filmens scoop. Her er der mere at hente om den moderne og handlekraftige kvinde, end i samtlige politiske korrekte ih-se-hvor-vi-kan film der er blevet spyttet ud de seneste tyve år. Men lad dig ikke narre, The Descent er en nedstigning til helvede, som grisk hiver alle de bedste ingredienser ned fra hylderne i horror butikken og mikser dem til en underjordisk gryderet som du begærligt slikker i dig til sidste dråbe. The Descent af de sjældne og unikke oplevelser, hvor man sidder tilbage og tænker, det var lige godt fandens....

Nr. 40 The Blair Witch Project (99')

Selv Moses vil få problemer med at dele vandene mere end The Blair Witch Project har gjort. Enten hader man filmen eller ja, så elsker man den. Få efterlades med indtrykket, "at den var da okay". Og mere kan man næste ikke bede om som kunster. Hvis vi altså for et kort øjeblik tillader os at kalde filmfolk det. BWP er en såkaldt mockumentary (falsk dokumentar film) og samtidig en found footage movie. Dette er dog ikke en ny idé og er blandt andet brugt yderst effektivt i bl.a. Cannibal Holocaust. Men BWP genoplevede formen og en syndflod af film fulgte efter. Det der fungerer så fandens godt i BWP er filmens brug af improviseret handling og skuespil og ikke mindst den gennemarbejde myte om The Blair Witch som vi præsenteres for. Vi ser aldrig noget konkret. Vi får der imod lov at skabe vores egne billederne igennem de interviews de unge filmstuderende laver med de lokale, og som så langsomt opbygger myten om heksen indtil vi når til filmens kulmination. Der imellem vidner vi de natlige oplevelser og tvivlen som langsomt gnaver i dem og får deres verden og virkelighedsopfattelse til at smuldre. Netop fordi vi er så forvænt med at få præsenteret det visuelle i overflod og serveret underlægningsmusik som en guideline og at dette sidder så dybt forankret i os, så er BWP også en film der kræver en indsats af sit publikum. Den er som en bog, hvor du selv skal bidrage med billederne. Ud over at være fremragende og en af de mest originale horrorfilm i mange år, blev BWP også genialt markedsført på nettet som en virkelighed begivenhed. Det var med til at underbygge myten om heksen i Burkittsville i Maryland og de tre forsvundne filmfolk. 25.000 dollars var budgettet. det kan man sådan ca. leje en taxi for i en Hollywood film i 3 min. Filmen  indtjente mere end 160.000.000 dollars alene i USA. Det gør den til en af de mest indbringende film nogensinde, sammen med en anden Horror klassiker i øvrigt. John Carpenters Halloween tyve år tidligere.

Nr. 39 Near Dark (87')

Bigelow's post modern-vampyr-western-roadmovie hybrid er ikke alene en af genrens bedste, men samtidig en af de mest originale. Bigelow låner halvdelen af eks. mandens cast fra Aliens: Bill Paxton, Lance Henriksen og Jeanette Goldstein og placerer dem som familiens centrum i denne off beat vampyr fortælling. Modsat langt de fleste vampyrfilm er der hverken hugtænder, hvidløg eller flagermus at finde i Near Dark. Heller ingen kister, gotiske bygninger, eller fedtegrever. Faktisk er der ingen der nævner ordet vampyr. Til gengæld er Near Dark beskidt, rå og ganske brutalt. En vampyr familie i en gammel nedslidt varevogn på evigt flugt fra solen og myndighederne. Det suveræne og stemningsfulde soundtrack tilfalder tyske Tangerine Dream. Og nå ja, så har Near Dark verdens ubestridte fedest barscene.

Caleb Colton: How old are you?

Jesse: Let's put it this way: I fought for the South

Nr. 38  The Birds (63')

Der er ikke mange der har The Birds som deres yndlings Hitchcock film, den får skyld for at mangle flere af de klassiske elementer som går igen som en rød tråd  i mandens produktion. Men jeg kunne ikke (selv om jeg prøvede) være mere uenig. The Birds er mesterlig og er i segmentet animal horror kun overgået af Jaws. Hitch opbygger tålmodigt og drilsk en suspence som andre kun kan drømme om. Kig på scenen med klatrestativet ved skolen, eller angrebet på tanken. Det er simpelthen....ja, mesterligt. De små tegn på noget er galt og langsomt tager til i styrke og hyppighed. Den uforløste (og åbne) slutning. Hitchcock modige valg af manglende underlægningsmusik og i stedet at gøre brug af fuglenes skrig. Sluttelig er Tippi Hedren (hvis personlige mareridt var Hitchcock) usandsynlig smuk.

Nr. 37 Grease (78')

Hvis udødelighed eksisterer, altså på film. Ja, så er The T-Birds og The Pink Ladies udskejelser i deres final year på Rydell High, hvor den virkelige verden presser næsen mod vinduet, et solidt bud på det. Grease er musical klassikeren over dem alle, også kan Julie Andrews skrige lungerne ud til hun kaster blod op. Ingen film kan konkurrere med en, hvor moralen er: Skal du passe ind og score skolens hotteste fyr, skal du droppe lektierne, sommerkjolerne og de flade sko. Iføre dig high heels, læderbukser også selvfølgelig begynde at ryge. Grease er den ultimative sing-a-long kam til dit hår.

Nr. 36 A Clockwork Orange (71')

Kubricks kul sorte samfundssatiriske og dybt kontroversielle adoption af Anthony Burgess bog er stadig den dag i dag til diskussion og debat og kan vel betegnes, uden at generer ret mange, som den ultimative dom over behandlingssystemet. Kubrick spiller på alle tangenterne og manipulerer os hele seancen igennem. Hans valg af klassisk musik og 'Signing in the Rain' (som med garanti aldrig bliver den samme igen) kombineret med det valg at bibeholde sprog og dialekt fra Burgess bog. Understreger blot med al tydelighed formaet, modet og ikke mindst omfanget af Kubricks overblik og vision som instruktør. Måske var Clockwork en "indskydelse", men det ændre ikke på, at det er mandens bedste film.

Nr. 35 Cannibal Holocaust (79')

Det er vanskeligt at komme i tanke om en mere kontroversiel og infamous horror film end Deodato's udpenslet Kannibal film fra 79' Cannibal Holocaust. Filmen har nærmest levet en mytologisk tilværelse igennem årene og spekulationerne har været mange om både indhold, kontekst og oprindelse. Hvad er autentisk, hvad er fup? Selvfølgelig er det en umulig opgave for Cannibal Holocaust at leve op til sit rygte og det er på trods af det er en meget explicit film, med bestialske scener som intet overlader til fantasien og endda slagtning af levende dyr. Netop dyreslagtningerne er et de utallige manipulative tricks filmen benytter sig af for at skubbe en kile ind hos os omkring hvad som er autentisk og hvad som ikke er? Det er let at afskrive film denne som et rent spekulations produkt og endda et af den grimme slags, men det vil være for let. Deodato's film har, giver man den chancen, lagt mere at byde ind med end den åbenlyse chok effekten, som selvfølgelig ikke må undervurderes, men ikke er noget specielt i forhold til mange af nutidens idiotiske tortur-film. Vi har faktisk med en både interessant film i sin egen ret og ikke mindst set i kontekst til tid og genre. Absolut en af de trendsættende og bedste lost footage film.

Nr. 34 Ghostbusters (84')

Næste år er det 30 år siden alle gik rundt og sagde: Who You Gonna Call? Og havde et Maxwell kasettebånd i stereoanlægget, så man kunne optage Hej P3 med Christian Flagsted og måske endda være så heldig, at Ray Parkers jr. hitsingle blev spillet. Spøgelsejægerne fra NYC var og er nemlig et hit. Dengang var man ikke i tvivl og genser man filmen i dag, så vil man opdage, at der ikke er meget spøgelse over Ghostbusters. På trods af dated effekter her og der, er det fortsat en film som stinker af klasse og en kemi skuespillerne i mellem, som sjældent rammes så godt.

Nr. 33 Profondo Rosso (75')

Profondo Rosso er af mange Argento disciple hyldet som il Maestro’s bedste film til dato. Det er det dog ikke. Men det er den perfekte kulmination for giallo filmen. En smuk og fascinerende dødsdans foreviget af mesterfotografen Luigi Kuveillers og det første resultat af en af filmhistoriens mest eksplosive konstellationer mellem rock gruppen Goblin og den lille italiener, med den forfinet pensel. Er der mere at sige end bon appetit!

 Nr. 32 Heat (97')

Man(n) skulle næsten tro det var løgn. Men det lykkedes simpelthen Michael Mann at holde tungen lige i munden i næsten tre stive klokketimer og mens den ene hånd balancerede en stramt fortalt og nervepirrende crime story, som elegant veksler mellem begge sider af loven. Så leverer den anden smukke, kliniske og høj dramatiske actionsekevenser som blæser højtalerne ud af dit fjernsyn og efterlader gulvet fyldt med patronhylster.  Det er der få der gør ham efter. Heat er et monster af en film og en af sit årti bedste.

Nr. 31 Taxi Driver (76')

.Det er ikke uden grund, at Scorsese's brutale mesterværk om den plaget taxichauffør Travis Bickle til stadighed hives frem på alverdens filmskoler som et mønstereksempel på både billedekomposition og fortæller stil. Taxi Driver er en film der kan ses med mange forskellige briller. Men først og fremmest er det one hell of a ride. DeNiro er perfekt som Travis hvis ensom natlig ridt ind i helvede forgård pludselig for mening. Historiens fokus på hans mission (og logik) i en verden af forrådnelse, korruption og bedrag er så intens fortalt som det kan gøres. Taxi Driver er en køretur man ikke bør snyde sig selv for.

Nr. 30 Mad Max II: The Road Warrior  (81')

Førertrøjen for post apokalypiske film tilhører selvfølgelig Australien og George Miller. Genren som altid foregår i en grum wasteland fremtid efter en atomkrig, hvor de overlevende er på konstant jagt efter drikkevand og brændstof til deres store benzinslugende ombygget monster truckbiler (Kia, anyone?). Der er som regel også en jomfruelig kvinde indblandet som kan sikre racens overlevelse, eller et guddommeligt barn som skal frelses. Læg dertil mutanter, udstødte og diverse krigeriske nomader bander med en psykotisk leder og et større arsenal af slagvåben med søm, pigge og flammekastere monteret på bilerne. Alt dette er som regel tilsat et hidsig synthesizer score. Mad Max satte et tungt fodaftryk i sandet med en ung Mel Gibson i 79'. Kun overgået af ja, efterfølgeren Mad Max II The Road Warrior, som stadig er indehaver af den ultimative car chase afslutning ever. Siden hen kom Tina Tuner ombord i den ujævne og usammenhægnede PG 13 3'er og derefter overtog italienerne førertrøjen. Mad Max er fra dengang man lavede rigtige film og monterede 15 liters benzindunke på bilerne før man sprang dem i luften og der døde minimum en stuntmand pr.film.

Nr. 29 Videodrome (82')

Cronenberg lavede med den dybt fascinerende og meget ukonventionelle body horror movie Videodrome en film som blev inspiration for en hel genre. En film der på samtlige tangenter udfordrer sit publikum og tvinger os til at glemme de almindelige konventioner omkring hvordan vi ser film. Videodrome er nemlig en inspirerende og foruroligende rejse tilsat spektakulære effekter af Rick Baker og Steve Johnson, som udsætter en stor spillende James Woods (i sin bedste rolle) for a world of pain. Af alle film som igennem tiden har spekuleret i snuff movie segmentet, er ingen kommet i nærheden af den kompleksitet som Cronenberg serverer i Videodrome. 

Nr. 28 Night of the Living Dead (67')

Få film har evnet at sætte et så kraftfuldt aftryk i filmhistorien, at den fortsat har så magnetisk en tiltrækningskraft på tværs af generationer, baggrund og kulturer. George A. Romero's minimalistiske belejringsfilm redefinerede alene opfattelsen af de levende døde og det er vanskeligt at komme i tanke om en film, som har haft større indflydelse for en hel genre. Night of the Living Dead blev et Kodak moment på 60'ernes USA. Vietnamkrigen, raceuroligheder og et eksplosiv narkoproblem som skyllede ind over landets grænser. Et land i opbrud og i krig med sig selv og omverden og med en dyb,dyb mistro til autoriteterne. Romero formår på stort set et nul budget at skabe en film som på en gang samler og genspejlede amerikanernes værste mareridt.

Nr. 27 Deliverance (72')

Deliverance er en film som efterlader et solidt sæt tandmærker i din røv. Dette er den ultimative man vs. nature film som kan ses som en "banal" spændings film som konstant holder sit neglebidende publikum fanget på kanten af stolen. Samtidig er det en film om vores såkaldte overlegne civilisation på direkte kollisionskurs med naturen i skikkelse af det banale, det primitive og dyriske. Det lykkes Boorman på fremragende vis at implantere floden som en del af fortællingen og ligestiller den med hovedpersonerne, mens han samtidig lader historien udvikle (og afvikle) sig uden at løfte moralens pegefingeren. Dette er en tur ned ad floden, som giver mere end våde tæer. 

Nr. 26 Back to the Future (85')

Af alle sci-fi film som har beskæftiger sig med time travel er der vel ingen der har løst problemet så elegant som Dr. Emmett Brown gør det? Zemeckis tidsrejsefabel var en kæmpesucces og fuldt fortjent. Her blandes velkendt amerikansk 50'er nostalgi, men en udspekuleret historie, mindeværdige scener, suverænt soundtrack og først og fremmest fremragende skuespil. Micharl J. Fox har en charme og timing i sin komik som næsten ingen andre. Det er faktisk svært at komme i tanke om en dårlig film med Fox. Ikke fordi de ikke eksisterer derude, men fordi han med sin blotte tilstedeværelse gør dem bedre. I Back to the Future bliver han suverænt sat i scene med Christopher Lloyd og Thomas Wilson. Vi er befinder os i USA, da popkulturen endnu have mødommen og uskylden i behold.

Nr. 25 Watchmen (09')

At jeg (og resten af den fortvivlede verden) nogensinde skulle opleve Alan Moores bibel af en tegneserie på det store lærred er én ting. Men at jeg skulle opleve den i en kompromisløs udgave med et budget på 150.000.000 af de grønne sedler uden en eneste stjerne og som den bedst castet superheltefilm....like for ever. Ja, den sandsynlighed havde jeg regnet for mindre end en halv sort præsident in the White House (der er en god grund til jeg ikke oddser). Zack Snyder tørrer røv med Nolan vingeskudte Batboy toy og samtlige spandex helte og serverer den bedste superhelte film til dato. Alt fra Dylan introen til adaption af miljø og karakterer til set-design er magisk. Who Watches the Watchmen? I do.

 The Times They Are A-Changin'

Nr. 24 Field of Dreams (89')

En baseball film lyder som noget kun amerikanere burde kunne opbygge den helt store interesse for. Måske netop derfor var Philip Alden Robinson's film også vanskeligt fætter at markedsføre uden for staterne. Sandheden er dog, at Field of Dreams handler om alt andet end baseball også alligevel ikke. Field of Dreams er en film om at turde tro på noget større end os selv. Ikke nødvendigvis en almægtig gud, men fællesskab, kærlighed, længsel, afsavn og forbrødring. At forfølge sine drømme og evne at give slip, tilgive og forstå. Rammen for historien er perfekt. Fra første sekund føler vi os som en del af Kevin Costner's lille familie. Dette er low-key skuespil og miljøbeskrivelse når amerikansk film viser sig fra sin bedste side. En feel good film i ordets bedste forstand og en af 80'ernes ubestridt bedste og største overraskelser. Field of Dreams er spækket med gode roller. James Earl Jones, Ray Liotta og Burt Lancaster for at nævne nogle stykker og er en film som fremprovokerer en klump i halsen, selv hos grand voksne mænd med hår mellem tænderne.

Is this heaven? No, it's Iowa.

Nr. 23 The Exorcist (73')

Da jeg var pre-teenager for mange, mange, maaange år siden, var der to film som fik mig til at sove med min Anders And væglampe tændt og næsten fremprovokerede en sprængt blære, da der var no way in hell, jeg skulle først ned ad en knirkende trappe og der næst en mørk baggang for at komme på toilettet. Den ene var Alien og den anden Exorcisten. William Friedkins fremragende adoption af William Peters Blatty's bestseller er på jævnt dansk fuckin' scary og en af de film der har flere lag end et et gensplejset løg at byde op til dans med. Første gang er det den direkte konfronterende og udpenslet visuelle stil der lammer samtlige sanser. Men som man sniger sig til endnu og endnu og ja, endnu et kig, så afslører filmen sine psykologiske sider og ved bliver at være en oplevelse man hiver ned fra hylden igen og igen. Exorcisten er without a doubt en af de mest kompromisløse og vellykkede genrefilm nogensinde.

Nr. 22 Don't Look Now (73')

Findes der noget som en intelligent horrorfilm? Nej, vil mange sikkert mene. Men det er et uintelligent postulat, for der er faktisk mange. Overraskende mange. Et af de fineste eksempler på dette er Nicolas Roeg mesterlige og dybt, dybt foruroligende Don't Look Now, som er et dyster og rystende indblik i den ultimative tragedie og tab som et par kan opleve. At miste deres barn. Der er meget langt fra den traditionelle horrorfilm til det Roeg serverer for os her. Etableringen af historien, katakterne, symbolikken og deres mareridtsagtige ophold i Venedigs snoede og endeløse gader kryber ind under huden og varsler samtidig den uundgåelige skæbne de går i møde. Kulminationen på Don't Look Now er et af det stærkeste klimakser på film. Et tør jeg godt love, som bliver ved dig for altid.

Nr.  21 Escape From New York (81')

Er der to film som udformede skabelonen til den post apokalyptiske genre, så var det Mad Max og Escape From New York. Sjovt nok faktisk, da Carpenters "omvendte" fængselfilm ikke foregår efter en atomkrig, men balancerer på kanten af en. Det ændre dog ikke på at alle elementerne er til stede og Escape blev en film som alle andre refererede til (hvis ikke Mad Max). Kurt Russell er her mr. bad ass number uno og er bakket op af en perfekt ensemble bestående af bl.a. Lee Van Cleef, Ernest Borgnine, Isaac Hayes, Harry Dean Stanton samt dejlige Adrienne Barbeau. Det er nærmest naturstridigt, at man kunne lave en low budget actionfilm i den skala i 81' som holder vand 32 år senere, hvor sidste år ellers er yesterdays news.

Nr. 20 Evil Dead 2: Dead by Dawn (87')

Googler man forslidt filmfloskel vil resultatet utvivlsomt være kultfilm. Men er der én film på Guds grønne jord, som har fortjent dette prædikat, så er det utvivlsomt Sam Raimi's Evil Dead fortsættelse. Det eneste som her overgår Rami's nærmest grænseløse kreativitet er antihelten over dem alle Ash i denne groteske og helt igennem vanvittige horror komedie. Evil Dead er forsøgt plagieret til hudløshed lige siden den så dagens lys. Men intet..INTET når blot indenfor syns radius af dette Tom & Jerry mesterværk.

Nr. 19 Zombie 2 (79')  

 

Lucio Fulci har aldrig været en filmskaber som har brugt overdreven tid eller energi på at forklare sine handlinger eller films motiver. Således er det også med den måske ultimative splatter zombie film Zombie 2 (som så intet har med en 2'er at gøre). Filmens eksplicitte tone kombineret med ufrivillige morsomheder, handlingstråde der opløses i ingenting, dårlig dubbing, rædselsfuldt skuespil og her og der, vanvittige stemningsfulde scener, gør Zombie 2 til en must see movie. Det hele er selvfølgelig toppet af med helt igennem groteske hoved og tarmudrivninger (plus et enkelt øje). Alt sammen eksekveret med en energi og opfindsomhed som aldrig set før. Her serveres både det værst tænkelige og de ting du slet ikke tør tænke dig til. Fulci var kongen af nonsens horror. Ære være hans minde.

Nr.18 Star Wars V: The Empire Strikes Back (81')

The Empire Strikes Back. 2. akt i Lucas space soap opera. Skuespillerne har fundet på plads i deres roller. Figurene får lov at udfolde sig og det ene mere spektakulære højdepunkt afløser det andet, som imperiet kaster sig ud i en ny stor offensiv med slaget på Hoth, som seriens absolutte højdepunkt.  Ford fryser røven, men ikke før han har scoret Laila. Og Luke kommer et skridt tættere på sine familiære rødder. Dette er det storteste kapitel i det ultimativ rumeventyr - og det bedste. Længere er den ikke hr. og fru Danmark.

Nr. 17 Where Eagles Dare (64')

Har du i sommervarmen vendt og drejet dig i de sene nattetimer og spekuleret på i hvilken rolle Clinten nu var mest kølig, i et desperat forsøg på at tvinge temperatuen ned? Så har udfaldet sikkert stået mellem Dirty Harry og den cerut rygende no name gringo i Leone land? Well forget it. Aldrig har han været mere kold end i skikkelse af Schaffer i Alister MacLeans WW2 cliffhanger Where Eagles Dare. Dette er den ultimative mission impossible - buddy movie. Den snu Burton og den iskolde assasin Eastwood, er det perfekte makkerpar som skal indtage Hr. Hitlers Ørneborg og prøve at slippe levende fra aktionen. Alt i mens selvfølgelig, at fjenderne står i kø på begge side af fronten. Ingen film kan konkurrere med en søndag på sofaen med kaffe, skærekage og Ørneborgen.

Nr.16 Raiders of the Lost Ark (81')

Meget kan man sige om nazisterne og det støvletrampende Tyskland, men som baggrund for en god historie har de ikke levet forgæves. Ikke mindst når talen falder på Dr. Jones kamp mod det 3. Rige, og forsøget på at forhindre at selve Pagtens Ark falder i  Hitlers små fedtet hænder. Spielberg og Harrison Ford er her på toppen af deres respektive karriere. Førstnævnte skulle praktisk talt børste tryllestøvet væk fra ansigtet for at kunne skimte linsen (The Color Purple var stadig små fem år ude i horisonten) og Ford gik fra den ene mere spændende rolle til den næste. Raiders er den ultimative eventyrfilm. En hyldest til de gamle cliffhanger b-film fra 30 -og 40'erne og med en spændingskurve og nerve som andre film end ikke turde drømme om. Hell, Raiders starter der, hvor andres drømme holder op. 

Nr. 15 The Terminator (84')

Kigger man isoleret på 80'erne, sad mange med det indtryk, at her var der en ny boy wonder. Terminator. Den umulige sequel til Alien og den stemningsmættet The Abyss. Med andre ord, theres a new sheriff in town. For det er vanskeligt, at komme i tanke om et mere markant indtog end det Jamens Cameron gjorde i sci-fi genren i disse år. Senere hen skulle det så gå stødt ned ad bakke og kulminere i Pocahontas-smølfer-på-steorider filmen Avatar. Terminator's baggrund er perfekt sat i scene i fattig 80'erne med en eksplosiv mod -og arbejdsløshed. Industrirobotter og en koldkrig der frøs til et nyt lavpunkt. Arnold bliver med hans rolle i Terminator løfter fra stjerne til superstjerne og lasersight bliver hvermands eje.

Nr. 14 Aliens (86')

Hvor Scott serverede en klaustrofobisk rumgyser med de seks små cykellister, så vælger Cameron at sadle om og gå i krig. Aliens er full combat mode og Vietnam in space. Dette er sammen med Dawn of the Dead og The Empire Strikes Back verdens bedste sequel også kan knotten Godfather fans mumle i skægget så længe de lyster. Aliens er sveddryppende marineinfanterister, rumuhyre, isolation, og en spændingskurve som kun nu og da får et tiltrængt pusterum af noget af det fedeste action Hollywood fabrikken har set. Man må blot konstatere, at det ikke er gjort bedre in space, siden 86'.

Nr. 13 Blade Runner (82')

Listen up folks: The Empire Strikes Back, Raiders of the Lost Ark og Blade Runner. Dette var hverdagen Harrison Ford stod ud af sengen til i starten af 80'erne og bedre bliver hans liv aldrig. Ridley Scott der med Alien allerede havde født den beskidte sci-fi i skikkelse af det uperfekte og kommercielle modspil til Star Trek og 2001's larger than live approach, tager det her et skridt videre med Blade Runner, hvor kun de som ikke har råd, er blevet tilbage. Scotts dystre fremtids noir om menneskejægeren der jagter både de døde og sig selv, er perfekt sat i ramme i en verden med konstant regn og neonblinkende reklamer der lokker med et bedre liv lige rundt om hjørnet til tonerne af Vangelis synthesizer score.

Nr. 12 The Texas Chainsaw Massacre (74')

Få (hvis nogen?) film har skabt det furore som Tope Hoopers low-budget horrorfilm The Texas Chainsaw Massacre. Alt fra børnepsykologer til bibliotekarer og pædagoger har stået på skuldrene af hinanden for at fordømme dette (så blodige) voldsorgie, der kunne farve Atlanterhavet rødt. Der ud over hyldede filmen sågar kannibalisme og alt sammen i underholdningsindustriens hellige navn. Hvad skulle der dog blive af de unge menneskers sjæl? Problemet var blot, at ganske få havde set Hoopers film og at den tillige med er ganske lidt blodig. Dette faktum skal man selvfølgelig ikke lade sig distrahere af, nu rygtet fortæller det er den blodigste film nogensinde. Hoopers film om Amerikas mest dysfunktionelle familie er en brutal og modbydelig film, men det først og fremmest en møg god film og det er helt andre parameter der sender kuldegysninger ned af ryggen, end et overdreven forbrug af griseblod.

Nr. 11 The Seachers (56')

Ford og Waynes samarbejde kulminerende med The Searchers. The Dukes bedste rolle som den plaget og hjemsøgte Ethan Edwards der med tabet af sin kærlighed og familie (i den rækkefølge), endelig finder noget at leve for igen. En ældre og eftertænksom Ford og dennes brug af Uthas bjerglandskab har inspireret mange og er kopieret af endnu flere, men aldrig er det fanget på samme måde som gennem linsen hos Winton C Hoch. Dette er den ultimative klassiske western.

Nr. 10 Dawn of the Dead (78')

Hvor Night of the Living Dead er zombie klassikeren over dem alle, så er Dawn mere end en potent opfølger på Romero's pessimistiske debutfilm. Her har satiren (vel og mærke den kulsorte) overtaget stafetten og det er netop med udsigt til vores forbrugssamfund, at Romero' skaber rammen for 2. kapitel i hans (ægte) zombie trilogi. Verden er nu på renden af kaos og zombierne er over alt. Vores struktur er brudt sammen, men alligevel er de gængse regler endnu ikke helt sat ud af spil, det samme kan man i høj grad sige om samfundsnormerne. Romero veksler elegant mellem satiren og den udpenslet vold. Vi griner det ene øjeblik og forfærdes det næste. Brugen af et stormagasin som location og som zombiernes paradis og comfortzone, er intet mindre end genialt. Det skulle aldrig blive bedre.

Nr. 9 The Lost Boys (87')

I Santa Carla er der større chance for at ende op på en mælkekarton som "Missing" end en uges TV2 uden skyggen af Bubber. The two Corey's danner front duo i Joel Schumachers low budget vampyr komedie og krydser klinger med den lokale vampire motorcycle gang med Kiefer Sutherland i spidsen. The Lost Boys har for længst taget skridtet over i bunken af klassikere og indtager uden problemer titlen som en af de mest vellykkede af slagsen med en helt abnorm gensyns værdi. Soundtracket er om muligt endnu bedre....well okay, det er så løgn, men det er tæt på. Problemer med vampyrer? Who ya' gonna call? The Frog Brothers.

Nr. 8 Se7en (95')

David Finchers uafrystelige mesterværk placerer sig ikke bare i toppen af hierarkiet af seriemorder film, men som en af verdens bedste film - punktum. Andrew Kevins Walker intelligente og nervepirrende kattens leg med musen scrips er perfekt sat i scene af Fincher som demonstrerer hvorfor han ikke blot er en af Hollywoods største stilister, men også historiefortæller. Hvert et klip, hver en scene er der kælet for. Vi vidner et langt maleri der udfolder sig for øjnene af os i en unavngiven, mørk, trøstesløs og regnvåd amerikansk storby. En by hvor du råber brand, bliver du voldtaget. Daius Khondji mesterlige billeder spiller op til dans med Arthur Max's eminente set-design og Howard Shores stemningsfulde score. Alt sammen klippet til perfektion af Richard Francis-Bruce

Somerset: "This isn't going to have a happy ending"

Nr. 7 Suspiria (77')

Argento dypper penslen og maler et hypnotisk og skræmmende mesterværk med Suspiria. Stemningen er så tyk, at den nu og da truer med at kvæle os. Hver eneste frame kan fryses og studeres med næsegrus beundring og total overgivelse for mandens visuelle velsignelse. En gave som Argento med denne film mere end nogensinde før generøst overrisler sit publikum med i en eksplosion af guddommelig vold, regnbuefarver og skygger.  Åbningen på Suspiria er blandt filmhistoriens sværvægtere og på lydsiden leverer Goblin et af det mest stemningsfyldte og isende score nogensinde på film. Ser du kun én film i år, så se Suspiria!

Nr. 6 Jaws (75')

Spielberg står i dag som verdens måske mest succesrig, men også noget ujævn instruktør, hvor der i hans (tør man?) efterår, er blevet betydelig længere mellem de helt skarpe snaps både kunstnerisk som økonomisk. Blandt de negative røster er Hollywood kæledæggen altid blevet beskyldt for at det mere er glimmer, farver og en god potion sentimentalitet der fylder hans film, end reelt indhold. Både og fristes man til at sige. Men kigger man i bakspejlet, må man simpelthen blot erkende, at manden i sin karrieres forår tog chancer og skabte film så fantastiske, at de for altid ændrede filmbilledet. Jaws er om noget en fortællingen uden glimmer. Her spiller tre mand op mod en gummi haj i en stramt fortalt historie som eksekveres til perfektion. Jaws er et af de bedste eksempler på, at det ofte er de helt banal historier som resultere i de mest fantastiske fortællinger. Spielbergs opbygning af Jaws er mesterlig og miljøbeskrivelsen af den lille badeby er superb. Roy Scheider er perfekt castet som byens vandskræk sheriff og det samme er Richard dreyfuss som havbiologen. Begge overgås dog af en eventyrlig Robert Shaw som den kompromisløse søulk Quint. Jaws er, på trods af mekaniske problemer med en gummihaj (der hellere ville synke end flyde) og snart 40 år på bagen, en film som den dag i dag sætter standarden for suspence. En film som satte en tyk streg under, at Spielberg ikke kun er for børn.

Nr. 5 Halloween (78')

Carpenters store gennembrudsfilm står i dag som moderskibet for den moderne slasherfilm, selv om Bob Clarks Black Christmas faktisk kom først. Det der var med til at gøre Halloween til noget specielt var introduktionen af en boogeyman. En ondskab gemt bag en maske, eller vansiret ansigt, som  vi ikke kunne nå ind til, eller beskytte os imod. Siden fulgte  bl.a. Jason fra Friday the 13th og Freddy Kruger fra A Nightmare on Elm Street, blot for at nævne de største ikoner. Carpenters low, low budget gyser, lavet af en flok unge mennesker med kamera og malerspande blev et stilikon og en gigantisk succesformel som genren har sleben kniven op af lige siden. Samtidig var det Jamie Lee Curtis debut som alletiders Scream Queen og en velfortjent plads i solen efter hendes mor meget passende havde "mistet" livet i Hitchcock's Psycho.

Nr. 4 Once Upon a Time in the West (68')

Sergio Leone har lavet flere gode film, en hel del rigtig gode film og én enkelt hvor alt gik op i den berømte højere enhed. Once Upon a Time in the West er en døds ballet med filmhistoriens smukkeste familie nedskydning. En togrejse på slingrekurs igennem en voldsspiral sat i scene til mundharmonika, ultra close up's, støvfrakker og vestens hårdeste halse. Kan man snakke om tidsløshed i et medie der på en gang er så konservativt som filmmediet og omvendt bevæger sig så hurtigt, så er det Once Upon a Time in the West og Leone der sætter uret i stå. Tik, tak.....

Nr. 3 The Thing (82')

Sammen med Ridley Scott's Blade Runner var Carpenters The Thing to af 1982 største flop. De fik med andre ord tørt på af Spielbergs Jesus historie om den lille fætter med den selvlysende finger hvis største ønske var at  ringe hjem. Fælles for begge film er dog, at de siden hen er blevet genre  klassikere af den helt tunge slags. The Thing, som bygger tildels på Hawks The Thing From Another World fra 51' og novellen: Who Goes There? er en fortælling om isende isolation på en antarktisk forskningsstation som veksles til dyb, dyb paranoia for tolv mænd da noget eller nogen invaderer dem og søger skjul i deres kroppe. Carpenter balancerer en stram fortalt historie og en hidtil uset eksplosion af visuelt vanvid fra effektguruen Rob Bottin til perfektion. Dean Cundey's smukke billeder er aldrig set bedre og skuespillerene lever deres figurer. 12 mænd som er ved endestationen af deres karriere og liv. Dette er sidste udkald og filmmagi når det er aller bedst.

Nr. 2 Alien (79')

Er Carpenters The Thing dyppet i olie tyk paranoia er Alien sprøjtemalet med det. Fra første sekund vi ser rumskibet Nostromo glide igennem mørket ved vi, at her venter der os noget helt specielt. Scott drejede med Alien sci-fi genren i en helt ny retning. Væk var det det fuldendte, det smukke, det strømlinet og perfekte. Nu tager det industrielle over. Det kommercielle, det beskidte, det uperfekte. Aliens historie er ligeså simple som The Things, men endnu engang et eksempel på at film er et sanseligt medie. Vi rives rundt af Scott sammen med den hjælpeløse besætning. Sveder, bider negle og skræmmes til at holder fast i stolekanten. Alien er det perfekte eksempel på at skabe en stemning og ramme som fungere til fuldkommenhed. H.R. Gigers Alien design er endnu ikke overgået den dag i dag. Det samme gælder Alien, når vi taler horror movies.

Nr. 1 Apocalypse Now (79')

Nr. 1 og kunne det være anderledes? No way in hell....eller well, hell! Coppola's helveds opera klistrer sig til nethinden som napalm blandet op med lunken sirup. Vietnamkrigen var noget skidt fik vi at vide igen og igen da jeg gik i skolen. Mens vi sprang let og elegant over USSR's tiårig lange invasion af Afghanistan, selv om den var højaktuelt på dette tidspunkt. Det gik vist nok under navnet bevidst prioritering af undervisningstiden. Apocalypse Now er en tur i helvedes forgård og et visuelt manifest på at krig kan være smuk, grusom og eftertænksomt - i hvert fald på film. Coppola guider os ikke bare ned af floden, men ind i en sindstilstand som er langt, langt mere end blot en film. Apocalypse Now er en rejse ind i forfald, ind i overgivelse og ind i de mørkeste kroge af det menneskelige sind. En rejse alle bør indløse billet til. This is the end mine damer og herre. Agent Orange fløjter til afgang.