Movie Madness: september 2014

Anmeldt af Søren Nielsen

Kort og godt, helt ind til benet og nul bull shit: Starcrash er without a doubt et billigt italiensk rip-off produkt af Star Wars. Et af de armbåndsure fra Kina, hvor der står Rolax på. Viserne er klistret fast og det efterlader dig med et Hulk grønt håndled og en underlig kløen i skridtet. Alligevel er det sjovt nok samtidig en film, som ikke blot er galakser, men lysår foran Lucas’ tre rædselsfulde prequels. Den indeholder faktisk alt det som seriens tre seneste bastarder ikke kom i nærheden af. Ikke mindst hovedingrediensen i den oprindelige trilogi, selve akslen i Lucas univers, det naive eventyr.

Bad..BAD Lucas!

Star Wars er nemlig, når alt kommer til alt, selv et rip-off. Et genialt et af slagsen bevares, men stadig et rip-off. Et samsurium af alt der kunne kravle og gå og som Georgie boy slugte råt som knejt. Ikke mindst Flash Gordon. Så på den konto ender Starcrash her mange år efter med at være mere tro mod Lucas eget univers end skaberen selv, der efter 16 års dvale valgte at udvide sin oprindelige trilogi med en mødding af lort. Og der næst, da dette ikke kunne afsættes længere, sælge resterne af livsværket til fascisterne hos Disney. Værs go’ og skyl!

Starcrash er så multi dimensionel som film, at du ikke behøves at investere dine surt optjente penge i et par grimme 3D Hollywood GCI goggles, men den helt naturligt udvides tifoldigt omkring dig har du søbet en halv falske vodka, røget en bønne eller ihærdigt slikket på et irrede batteri før du gik stjernekig krig med den. Rygtet vil vide, at en enkelt eller to har set den i ædru tilstand, men der forefindes ingen konkrete beviser.

er nemlig ikke så meget en film som små episoder. Den er som brudstykker fra en drøm hvor intet, eller meget lidt giver mening. Du husker lidt her og lidt der, men sidder sjældent tilbage på sengekanten med en samlet forståelse af hvordan det hele engenligt hang sammen. Man kan argumentere, at for en normal person med øjnene klistret 24-7 til Netflix og den seneste IMDB anbefalet tv-serie fra over there, ja så er Starcrash øjensynligt Startrash. Men det skal du ikke være ked af, det er kun fordi du er røvkedelig, røvforudsigelig og du udfordrere dine smagsløg ca. lige så meget som menukortet hos McDonald’s gør.

For hvordan kan man undgå at elske en film hvor heltinden har 27 kostume skift og de flest udformet i en afart af sort læder bh og trusse? Hvor man gjorde alt for at forhindre filmens stjerne komponist John Barry i at se filmen, da de var bange for han ville hoppe fra. Hvor David Hasselhoff by miles er den bedste skuespiller og bærer tonstung make-up og endnu flere hårprodukter? Hvor über skurken, den ondskabsfulde

Kill em'!! Kill em'!!

Count Zarth Arn (legendariske Joe Spinell som mest af alt ligner en pædofil havnearbejder klædt ud til en livlig aften på The Blue Oyster bar) iført kappe og bevæbnet med en lavalampe og som råber Kill them! Kill them! filmen igennem. Når han altså ikke lige slår en ond og meget lang latter op? Hvor stjernerne og planeterne i rummet ligner blinkende dioder fra et mobildiskotek? Hvor rumskibene, de bedste af dem, ligner noget du biksede sammen i Lego 20 min. før spisetid som knægt? Hvor alle eksplosioner fra laserstråler er gnister fra raketter? Hvor filmens robot, helt uprovokeret vælger at tillægge sig en tyk sydstats dialekt ca. 15 min. inde i filmen og midt i en samtale. Nej vel? Det er er simpelthen umuligt. Og ikke nok med alle disse plusser, så løber filmen i anstændige 93 min. Ikke som samtlige adventure film nu om dage skal runde minimum 2 ½ time. Eller vi skal afsætte det meste af en weekend for at få oprindelse historien om en lille snotunge som bygger sin egen robot. Kører sæbekasse løb i ørkenen og gror op til at blive Hayden Christensen af alle mennesker! We get the fuckin’ picture. He’s Darth freakin’ Vader. Get to the lightsable fight!! Starcrash bruger med andre ord ikke unødvendig tid på en ørkenvandring af baggrundshistorier. Her er der vaule for money. Ka-tjing!

Han Solo er ikke (modsat hvad mange tror) universts bedste pilot og smugler. Det er selvfølgelig Stella Star, spillet af lækre Caroline Munro. For at underbygge dette, er Stella som regel ifør et lille bitte outfit bestående af en sort læder bh, lår lange støvler og trusser, som vil få den kære kaptajn Solo til

øjeblikkeligt at glemme alt om the whining bitch Leia og sende hende på pension som gammel jomfru. Medminde selvfølgelig, hun kravler i kanen med brormand (igen). Akton er Stellas navigatør og partner in crime, eller som hun selv så elegant udtrykker det: "You’re the only human-like friend i’ve ever had". Akton er en badass. Han har en frisure de ville kaste lange og misundelige blikke efter i Shaft og iført rødt læder. Han besidder evnen til at se ind i fremtiden og nok så vigtigt, så kan han afbøje laserstråler med hænderne. Desuden er han selvfølgelig bevæbnet med et lyssværd (oh yes, kom ikke her George, der er andre der har sådan en badboy) som endda kan skifte farve mellem blå og grøn. Akton evner desuden at genoplive andre (og sig selv) så vi snakker mere eller mindre pladen fuld for kategorien af rumhelte.

Mr. Akton to you.

Akton og Stella er på flugt fra ordensmagten (godt at vide at der er lov og orden i rummet) som består af Thor (Robert Tessier), som ud over at være skaldet og malet grøn i fjæset (så meget som det nu kan dække), er chef for det intergalaktiske politi og følges tæt af hans tro væbner Elle (Judd Hamilton), som er en sort robot med sydstats dialekt. Howdy partner. De indfanger vores to venner og de dømmes hver især til livstid i en slavelejr (Stella) hvor i mod Akton slipper noget billigere med 220 år i fængsel.

Dressed to revolt. Stella opildner til modstand i slavelejeren.

Heldigvis viser det sig, at The Emperor of the univers first circle har brug for deres hjælp, da han har opdaget, at den lusket og ondskabsfulde Count Zarth Arn har bygget et våben (en doom machine) så grusom og alt ødelæggende, at det kræver en hel planet for at skjule den.

Et skjulested som The Emperor har sendt et rumskib af sted for at finde, men som nu er fundet øde og forladt. Og for at gøre ondt værre, så var en del af den mission Prince Simon, hans eneste søn (gæt hvem det er). Så nu må Stella, Akton, Thor og Elle begrave stridsøksen og sammen finde ikke bare The Emperors søn, men også planeten hvor The Doom Machine er gemt. Det er overraskende nok, lettere sagt end gjort.

Akton, Thor, Elle og Stella på en mission impossible.

Er du typen der elsker dårlig, nej lad os omformulere den… virkelig, virkelig dårlige special effects. En dialog som ikke blot efterlader dig uforstående, men med kæben klaskende mod gulvbrædderne, så er dette rumrejsen for dig. Mange film leverer den luksus i små sekvenser. Hvor efter de må hiver tungt efter vejret igen før næste optrin. Men ikke Starcrash. Her holdes dampen oppe fra start til slut. Den ene mere mindreværdige replik afløser den anden, kun for nu og da, at blive afbrudt af scener eller optrin som tvinger dig til at spole tilbage for at se det hele en gang til. Eller som alternativ, at klø hovedbunden til blods. For det er ikke bare hvad der bliver sagt i Starcrash der gør denne del unik, det er måden det bliver sagt på, timingen og ikke mindst dubbingen.

Det er uden den mindste tvivl et filmisk mirakel som vi er vidner til her og som øjeblikkeligt bør kanoniseres. Eller med andre ord, var Starcrash naboens lille datter, så skulle hun lænkes til vandrøret i krybekælderen, så du kunne have hende helt for dig selv for evig tid. For gav slutningen på 2001 ingen mening i dit filmunivers, så bør du ser Starcrash. Lige som du tror, at nu kan det ikke blive bedre, så tager det hele mirakuløs ny drejning. Indre logik eller et såkaldt normalt øjeblik i Starcrash, er som at finde en fortovsrestaurant i Teheran der sælger ribbenstegssandwich.

Starcrash er en film som ud over vores før omtalte helte og rumskurke selvfølgelig også har amazoner. Jæp, selvfølgelig har den det. Stella kommer i sin søgen efter The Emperors søn Simon, i nærkamp med disse og får her med en unik mulighed for at demonstrerer sin overlegne kampsportsevner. Senere samme sted på stranden, bliver rumgudinden (iført høje hæle) jagtet sammen med Elle af en kæmpe kvindelig metal robot på størrelse med frihedsgudinden og bevæbnet med et sværd i stedet for en fakkel. Og hvordan ved jeg så det er en kvindelig robot tænker du nok. Elementært mine kære Watson, den har metal boobs.

Og nu vi er ved det eksotiske, så skal selvfølgelig heller ikke snydes for hoppende hulemænd med køller. Filmen var oprindeligt planlagt til at skulle laves i samarbejde med AIP og deres succes med The Land That Time Forgot gjorde, at de forlangte at der blev inkluderet hulemænd og dinosaurer. Ligegyldigt i øvrigt, om de så passede ind i filmens handling. Så i Stella og Elle’s utrættelig eftersøgning af de tre flugtkapsler som det lykkedes at skyde

af sted fra Simons forliste skib, støder de så naturligt nok på en hær af evigt hoppende hulemænd. De tager Stella til fange, men hun undslipper heldigvis ved hjælp fra en mystisk person med en guldmaske, som kan skyde laserstråler med øjnene. Men hvem er denne mystisk fremmede så, der kommer rumsvesken til undsætning? Well selveste Mr. David Hasselhoff of course. The Emperors forsvundne søn Simon.

Stella, Akton og The Hoff (uden gylden lasermaske)

Det siger selvfølgelig sig selv, at en film med Starcrash volume er fyldt med mindeværdige og ikke mindst spektakulære scener. En er hvor Stella på fornemste vis demonstrerer, hvordan det er muligt at brystsvømme i rummet fra et rumskib til det andet. En anden er, hvor Akton er i en nådesløs kamp mod Thor (ham der den interglaksitiske grønne politichef husker du nok) som viser sig at være filmens forræder og som har lede planer om at myrde trekløveret og konvertere til et fællesskab med Count Zarth Arn som hans højre hånd og the Prince of the League of Darkness. Her genopliver Akton ikke blot sig selv fra de døde, men afbøjer strålerne fra Thors laserpistol mod ham selv og afslører indirekte over for Stella, at han kan se ind i fremtiden. Faktisk regner Stella det selv ud:

” Then you knew about Thor? Yes I did. So you see into the future. All these years and you never told me! Think of all the trouble I might have avoided. You will have tried to change the future. Which is against the law. So therefore I can tell you nothing”.

Moralsk er det åbenbart ikke noget problem for Akton at bryde loven når man smugler og er på flugt fra politiet. Helt anderledes ser det dog ud med at kigge ind i fremtiden. Marjoe Gortner (Akton) skulle oprindeligt have været en fiskelignede alien. Men han nægtede simpelthen at have make-up på. Så idéen måtte skrottes. Så Akton endte i stedet med at kunne skyde en form for laserlys med øjnene. Genoplive andre (og nu og da sig selv) og se ind i fremtiden. Ikke et dårligt bytte vil sikkert mange mene. Plus han bevarede sit naturlig krøl hvad vi er mange som er glade for.

Et andet gyldent øjeblik som absolut bør æres, er hvor The Emperor kommer vores helte til undsætning på planeten med lavalampen og hvor The Counts Doom Machine er gemt. Her er tiden knap og flugt synes umuligt, da de kun har 49 sekunder før det hele eksploderer. Heldigvis er The Emperor ikke Emperor for ingenting som han selv bemærker:

Christopher Plummer som spiller The Emperor of the univers first circle ligner mere eller mindre en, som ikke er helt tryg ved sin rolle og taler af en eller anden årsag med laaaange pauser mellem ordene i alt hvad han siger. Alle hans scener blev I øvrigt optaget på en enkelt dag og han er sammen med Hasselhoff, Marjoe Gothner og Joe Spinell de eneste skuespillere der har dubbet sig selv. Spinell med en anden dialekt så den tykke New Yorker han normalvis er i besiddelse af ikke var så fremtrædende. En detalje Christian Slater måske skulle have adopteret i Robin Hood. Caroline Mundo (Stella) og Judd Hamilton (Elle) var der ikke råd til at flyve ind til dubbing. Det bidrager kun til filmens underholdningsværdi når hun taler.

Toppen af rumpoppen og det der for alvor blaster Starcrash op blandt de absolutte stjernerne i sci-fi genren er The Emperors og co. overraskelsesangreb på The Count’s rumstation. Her vælger de (ud over at sende de obligatoriske rumskibe mod ham) også at skyde gyldne torpedoer af

Torpedo mænd

sted. Torpedoer som let bryder igennem glasvinduerne (!!!) hos the Count og
efterlader ham og hans mænd noget på hælene. Eksploderer de så, og blæser ondskabens mester til kingdom come en gang for alle? Næ nej da. Fra hver torpedo åbner der sig en luge og ud hopper der to mand som går i laserpistol infight med The Counts mænd. I kid you not!

Luigi Cozzi episke rumeskapade Starcrash (Scontri stellari oltre la terza dimensione – eller Starcrash Beyond the Third Dimension) fra 79’ er en film som ligger trygt i vuggen med den italienske tradition for både Spaghetti Westerns og ikke mindst Postapokalyptiske grusgrav film. Cozzi havde oprindeligt pitched ideen om filmen til Nat Wachsberger som afslog den, men vente dog hurtigt tilbage da Star Wars ramte biograferne i USA også fik Cozzi ti dage til at skrive et Star Wars lignede manuskript. Lidt af en opgave da han hverken havde set Star Wars eller læst manuskriptet. Det er derfor heller ikke den store overraskelse at Starcrash, når alt kommer til alt, mere

fremstår som en homage til Ray Harryhousen og mere ligner et mix mellem Invaders From Mars og Barbarella end et decideret Star Wars rip-off. Selv om der selvfølgelig er en del tilsigtet lighedspunkter i forsøget på at sutte på patten. Stilmæssigt ligner Starcrash til gengæld intet andet genren har budt på. Måske lige med undtagelse af ja, Cozzi’s egne produktioner. Bl.a. Godzilla (77’) Hercules (83’ med Lou Ferrigno) Contamination (80’) med musik af selveste Goblin og Hercules II (85’).

Luigi Cozzi (hvis amerikanske kunstnernavn er Lewis Coates) startede ud som giallo (italiensk horror afart) instruktør med L’assassino ’e costretto ad uccidere ancora (The Killer Must Kill Again) fra 75’ som han fulgte op med La portiera nuda (The Naked Doorwoman) fra 76’. Han har desuden samarbejdet en del med kongen af giallo Dario Argento. Bl.a. som effektmand på Phenomena og assistentinstruktør på The Stendhal Syndrome og Two Evil Eyes. Han er desuden medforfatter på 4 mosche di velluto grigio (Four Flyes on Grey Velvet) og da Mario Caiano forlod Nosferatu in Venice (en fortsættelse til Nosferatu the vampire) tog Klaus Kinski selv over som instruktør. Her blev Cozzi så bragt på banen som barnepige for stjernen. Filmen blev i øvrigt en dundrende fiasko. Mest af alt fordi, at Kinsky nægtede at have vampyr maken up’en på, som han havde haft det i den første film. Cozzi sidste horror film var Paganini (89’) som han skrev med Argento’s kone Daria Nicolodi og som

også spillede hovedrollen. Filmen blev en kæmpe skuffelse for ham, da budgettet som var next to nothing gjorde det umuligt at visualiserer hans idéer. I 91’ udkom dokumentaren Dario Argento: Master of Horror som Cozzi også stod bag. Heldigvis har vi nu langt om længe måske ikke verdens største rumeventyr, men så i hvert fald det mest ubegribelige af slagsen ikke bare på dvd, men en dobbelt Blu Ray udgivelse. Do enjoy og husk, may Stella be with you. Always.