Halloween igen-igen

Af Søen Nielsen

Tik-tak tiden nærmer sig med hastige skridt halloween tid igen-igen og blev du ikke blæst omkuld af Ingolf, så var det måske en idé at slukke alt lyset i hytten, hive uldtæppet op over ørerne og ride med på ghost -og goblins bølgen. Her med følger 10 hurtige knivstik til en hyggelig allehelgensaften begravet i sofaen foran husalteret. Bon appetit mine damer og herrer.

Don't Look Now (73)

Den ultimative tragedie rammer John og Laura, da deres lille datter drukner i en sø. Det ulykkelige par flytter til Venedig, hvor de møder to ældre søstre, hvoraf den ene påstår at være synsk og insisterer på at kunne se deres afdøde datters ånd. Laura bliver hurtigt besat af tanken, hvor imod John afviser det blankt, men begynder kort tid efter selv at se syner. Datteren går pludselig rundt i Venedigs gader i sin knaldrøde regnjakke, og Laura ser sig selv klædt i sort sejlende med søstrene i en bedemandsgondol mellem de gamle bygninger. Men hvem er død?

Nicolas Roegs evne til at fremmedgøre sine hovedpersoner i deres eget miljø. Overfor sig selv og hinanden, er skræmmende og eminent godt skildret her. Don't Look Now er en film hvor hvert frame, hvert klip og hvert eneste skridt synes at være endnu et i den skæbnesvanger rejse mod den uafrystelige slutning og afgrund. Donald Sutherland og Julie Christie er intet mindre end fremragende som det forpinte og forfulgte ægtepar i Venedigs gader i Roegs mesterværk

Santa Sangre  (89)

Fenix er en dreng  som lever det søde liv i en cirkus, men står til en radikal forandring, da han oplever sin utro far (der er knivkaster) for hældt syre ud over de ædlere dele af Fenixs mor. Hvor efter farmand i returpant akut-amputerer begge hendes arme og der efter skærer halsen over på sig selv som dessert. Fenix, som efter den oplevelse, er vokset op på en anstalt, hives en dag sammen med en flok mongoler som har fået coke (ikke den slags med rødt skruelåg), med på en markedsplads hvor de som uventet bonus får "tilgang" til en ekstrem fed luder. Fenix er dog langt mere optaget af en meget tatoveret kvindelig danser som viser sig, at være den selv samme kvinde, som hans far var utro med. Fenix flygter fra anstalten og opsøger sin mor. De to indtræder nu i en blodig kniv-symbiose hvor hun er hans vilje og han hendes arme. 

Alejando Jodorowsky kan vel bedst betegnes som David Lynch på syre og Santa Sangre som en ødipus - Argentosk kærligheds blodrus med et snoet twist. Har du overvejet en LSD rus, men frygtet konsekvenserne? Så se Santa Sangre i stedet.

Dellamorte Dellamore (94)

 

Morsom, filosofisk, grotesk, surrealistisk, morbid og voldelig, kunne være nogle af de ord der lige umiddelbart kunne kastes i blenderen når talen falder på Michele Soavi’s dybt underfundige off-art-beat zombie film: Dellamorte Dellamore. Men først og fremmest er det en bizar og personlig hyldest til livet, døden og kærligheden. At kaste sig ud i at skulle genfortælle handlingen i Dellamorte Dellamore, vil være lidt af en udfordring, så det vil jeg slet ikke prøve på, meeeeen blot afsløre, at Francesco Dellamorte arbejder som opsynsmand på en kirkegård lidt udenfor Buffalora i Italien. Her er hans opgave sammen med sin retarderede hjælper Gnaghi, at passivere de døde når de genopstår som zombier syv dage efter de er døde. Alt dette ændrer sig dog, da den gude skønne Anna Falchi skal begrave sin mand og Falchi og Francesco bliver forelsket.

Gnaghi har i øvrigt også en kæreste. Det er borgmesterens teenagedatter som han uheldigvis kastede op på da hun stadig var i live. Nu er hun heldigvis zombie og Gnaghi har snarrådig hugget hovedet af hende og opbevarer det i sit udbrændte tv.

Kalder du dig zombie-entusiast, har du selvfølgelig set dette mesterværk. Hvis ikke, så lån The Walking Dead en stol og opgrader din status.

The Descent (05)

Et år efter en forfærdelig trafikulykke med dødelig udgang beslutter seks adventure veninder sig for at mødes igen og kaste sig ud i et nyt eventyr. Et eventyr, som går ud på at klatre under jorden igennem et bjerg i nogle underjordiske grotter. Men hvad der skulle være en lille hyggetur, bliver snart forvandlet til et mareridt. Da en af grotterne kollapser og spærrer vejen tilbage, må de bevæge sig dybere ned i jorden i håbet om at finde en alternativ vej ud. Stadig mere desperate kæmper de sig igennem de livsfarlige grotter uvidende om, at "noget" lurer på dem i mørket.

Det er yderst sjældent at man snubler over en genre film, hvor man tænker: Denne film havde været lige så god, havde det været en såkaldt almindelig film. Heldigvis er The Descent en horrorfilm, for det er en fandens vellykket en af slagsen. At Neil Marshall ændrede filmens cast til at være all female er filmens scoop. Her er der mere at hente om den moderne og handlekraftige kvinde, end i samtlige politiske korrekte ih-se-hvor-vi-kan film der er blevet spyttet ud de seneste tyve år. Men lad dig ikke narre for The Descent er en nedstigning til helvede, som grisk flår alle de bedste ingredienser ned fra hylderne i horror butikken og mikser dem til en underjordisk og klaustrofobisk gryderet som du begærligt slikker i dig til sidste dråbe. The Descent af en af de sjældne og unikke oplevelser hvor man sidder tilbage og tænker, det var lige godt pokkers....

Picnic at Hanging Rock (75)

Jeg har på stående fod svært ved at komme i tanke om en anden film, som på samme måde som Peter Weirs gennembruds film har draget og hypnotiseret mig. Picnic at Hanging Rock er en lang rus, en tåge af æstetik, dagdrømmeri, længsel og udforskning. Vi er på den Victoriansk pigekostskolen Appleyard College, tæt på grænsen til det australske vildnis i år 1900. På selve Valentinsdag drager to lærerinder med en gruppe piger til Hanging Rock, en vulkansk klippeformation i ingenmandsland. Her daser pigerne i solen. Spiser, griner og dagdrømmer, mens en spirende og endnu uberørt og ukendt seksualitet lurer under overfladen. Fire piger går på opdagelse på klippeformationen. Kun én kommer ned. Der er ingen direkte gys eller gru i Weirs film. Ingen mand med arret ansigt og skarpsleben økse. Alligevel er det en film som omfavner dig med en stemning som er helt umulig at ryste af sig. Hvad skete der med pigerne? Hvilken hemmelighed gemmer klippen på? Man vs. nature har været et tilbagevendende tema inden for stort set alle religioner og folkeslag igennem tiden. Således også i Weirs hypnotiske film fra 1975.

   
Near Dark (87)

Kathryn Bigelows post modern-vampyr-western-roadmovie hybrid er ikke alene en af genrens bedste, men samtidig en af de mest originale. Bigelow låner halvdelen af eks. mandens cast fra Aliens: Bill Paxton, Lance Henriksen og Jeanette Goldstein og placerer dem som familiens centrum i denne off beat vampyr fortælling. Modsat i langt de fleste vampyrfilm, er der hverken hugtænder, hvidløg eller flagermus at finde i Near Dark. Heller ingen kister, gotiske bygninger, eller fedtegrever. Faktisk er der ingen der nævner ordet vampyr. Til gengæld er Near Dark beskidt, rå og ganske brutalt. En vampyr familie i en gammel nedslidt varevogn på evigt flugt fra solen og myndighederne. Det suveræne og stemningsfulde soundtrack tilfalder tyske Tangerine Dream. Og nå ja, så har Near Dark verdens ubestridte fedest barscene. Finger lickin' good!

Caleb Colton: How old are you?

Jesse: Let's put it this way: I fought for the South

Videodrome (83)

Mr. Cronenberg lavede med den dybt fascinerende og meget ukonventionelle body horror movie Videodrome en film som blev en inspirationskilde for en hel genre. En film der på samtlige tangenter udfordrer sit publikum og tvinger os til at glemme de almindelige konventioner for hvordan vi ser og betragter film og historiefortælling. Videodrome er en tankevækkende og foruroligende rejse tilsat spektakulære effekter af Rick Baker og Steve Johnson, som udsætter en stor-spillende James Woods (i sin bedste rolle) for a world of pain. Af alle film som igennem tiden har spekuleret i snuff movie segmentet, er ingen kommet i nærheden af den kompleksitet som Cronenberg serverede for verden i Videodrome. 

 
The Thing  (82)

Ja, ja, det er oplagt her til Halloween, at forslå filmen der startede lavinen. Alligevel faldt valget på en anden Carpenter perle. For sammen med Ridley Scott's Blade Runner var Carpenters The Thing to af 1982 største flop. Begge sci-fi film fik en lysende finger i røven af Spielbergs Jesus historie om den lille fætter hvis største ønske var en langdistance telefonsamtale. Fælles for begge film er dog også, at de siden hen er blevet genre klassikere og af den helt tunge slags. The Thing, som bygger på Howard Hawks: The Thing From Another World fra 51' og novellen: Who Goes There? er en fortælling om isende isolation på en antarktisk forskningsstation som langsomt veksles til dyb, dyb paranoia for en gruppe mænd da noget (eller nogen?) invaderer dem og søger skjul i deres kroppe. Carpenter balancerer en stram fortalt historie og en hidtil uset eksplosion af visuelt vanvid fra effektguruen Rob Bottin til perfektion. Dean Cundeys smukke billeder er aldrig set bedre og skuespillerne lever deres figurer. Tolv mænd som har nået endestationen af deres liv og karriere. Der hvor ingen andre ønsker at stå på eller af. Dette er sidste udkald og filmmagi når det er aller bedst.

 
Cannibal Holocaust  (80)

Det er vanskeligt at komme i tanke om en mere kontroversiel og infamous horror film end Deodato's udpenslet Kannibal film Cannibal Holocaust fra 80'. Filmen har nærmest levet en mytologisk tilværelse igennem årene og spekulationerne har været mange om både indhold, kontekst og oprindelse. Hvad er autentisk, hvad er fup? Selvfølgelig er det en umulig opgave for Cannibal Holocaust at leve op til sit rygte og det er på trods af det er en meget explicit film, med bestialske scener som intet overlader til fantasien what-so-ever og endda indeholder slagtning af levende dyr. Netop dyreslagtningerne er et af filmens mest kontroversielle elementer og samtidig geniale manipulative trick for at skubbe en kile ind hos os omkring hvad som er autentisk og hvad som ikke er. Det er let at afskrive film som Cannibal Holocaust som et rent spekulations produkt -og endda et af de grimme. Men det vil være for let. Deodatos film har, giver man den chancen, lagt mere at byde ind med end den åbenlyse chokeffekt som selvfølgelig ikke må undervurderes, men omvendt ikke er noget specielt i kontekst til mange af nutidens idiotiske tortur-film. Der hvor Deodatos film især skiller sig ud, og de andre fejler, er stemningen. Den bliver aldrig mere direkte og konsekvens end her. Cannibal Holocaust er uden tvivl dronningen af found footage film. Et ægte Happy Meal.

                                                 

Halloween (07)

 

Troede du virkelig at det var mulig, at foreslå 10 Halloween gys og ikke have selve Halloween på listen? Well think again mate. Rob Zombie samler stafetten op og gendigter Carpenters milepæl fra 78’. Hvor Carpenter lod Michaels motiv og baggrund være ufortalt så tegner Zombie et dyster og grumt billede hvor dagens menu for den unge Michael står på tørre tæsk og verbale overfald. Både af skolens bøller og hans fordrukne stedfar (herligt portrætteret af manden med Hollywoods største nosser, William Forsythe). Et liv hvor Michaels eneste trøst (ud over at torturere små dyr) er sin mor (spillet af altid super lækre Sheri Moon), som helt i filmens ånd tjener til dagen og vejen som stripper og der med fuldender glansbilledet af Michaels 100% dysfunktionel familie, som ville gøre selv The Simpsons misundelige.

På trods af de ”formidlende” omstændigheder så hænger Zombie ikke ene og alene sin hat på denne undskyldning for Michaels udvikling. Der ligger mere bag og det skal Dr. Samuel Loomis hjælpe os med at grave frem. Desværre lykkes den del af operation Halloween 2007 ikke nær så godt for Zombie. Malcolm McDowells, som har overtaget figuren efter legendariske Donald Pleasence, er simpelthen for uvedkommende og overraskende nok svag i portrættet af psykologen der har set rædslerne som gemmer sig bag masken.  Halloweens første halvdel, og Zombies væsentligste undskyldningen for at gå i flæsket på Carpenters film, er langt den bedste. Daeg Faerch som spiller Michael som dreng, er intet mindre end et kup. Han vækker ikke blot figuren til live, men bidrager uden konkurrence til filmens bedste og mest intense øjeblikke. Michael er med andre ord en knægt du ikke ønsker at møde ved højlys dag, selv om han kun er 10 år gammel.

Filmen bør dog ses for tre ting. 

1. William bad ass Forsythe. 

2. Rob Zombie som har en (u)behagelig evne til at formidle smerte. Du kan, vil jeg næsten vove at påstå, lugte og smage sveden, lortet, blodet og pinslerne i hans film. Han evner med andre ord at plante os, publikum, i ofrenes sko. Han tvinger os i knæ så vi kan stirre dem i øjnene og smage deres smerte. Det kan være ubehageligt, men det er smukt og uhyggeligt effektivt. En evne mange bør misunde ham.

3. Danielle Harris. Møgungen fra Bruce Willis perlen The Last Boyscout er blevet voksen og er nu en fuldt udviklet Screm Queen. Det beviser hun til fulde her, ganske topløs. Det samme gør den unge "Jenny" i øvrigt fra Forrest Gump. Do enjoy og tak for den detalje Mr. Zombie

Happy Halloween og godt gys derude i stuerne.