På kanten af småt brændbart.

Anmeldt af Søren Nielsen

Der er ingen tvivl, hopper du på hovedet i baljen med klassisk slasher, så er The Burning en film som er umuligt at manøvre den knald røde gummibåd uden om. Filmen der poppede op med utallige andre ”kopi-produkter” i kølevand på Friday the 13 th. succes og tilsammen dannede sub-genren lejrbåls-slasher (Champ Horror) vil dog aldrig blive beskyldt for at hverken at have tilført genren en ny drejning eller originalitet. Der til har den slet ikke de kvaliteter som affødte Jason mytologien - horror-genrens største franchise.   

 

Men ved du hvad? Mindre kan så sandelig også gøre det og The Burning har da også med tiden opnået sin berettigelse og velfortjente plads i hierarkiet, som hvis ikke en klassiker, så semi-klassiker og står i dag som et pejlemærke man umuligt kommer uden om. For hvad The Burning mangler i stemning og skuespil i forhold til den originale Friday, det kompenserer den al rigeligt for i den grafiske afdeling. Når folk dør, ja så dør de. Ikke så meget pjat med halv bagte likvideringsscener, hvor der klippes væk eller det sker off screen når de unge mennesker skal straffes for at sove med hænderne under dynen. Her er der kontant afregning ved kasse 1. Og endnu engang må man blot konstatere, at det er make-up guruen Tom Savini der lyser op på nattehimlen som filmens sande stjerne og det er langt fra den eneste gang han har stjålet rampelyset.

Præmissen for genren er den rituelle og velkendte kalkule at et ”utidig” og før ægteskabssex-trip (eller tanken om sammen) medfører først straf også syndsforladelse når hovederne ruller eller the Prom Queen og skolens football helt spiddes i en symbolsk og blodig dødsorgasme. Sådan udlægges det puritanske verdensbillede i hvert fald ofte i fuck n’ die genren. Man kan argumentere for, at det nærmere er manglende opmærksomhed som koster de unge hormonforstyrret mennesker livet og ikke sexakten.

 

For ender det ikke i et blowout, er det det konstante fokus, tale eller tanken om sex der obstruerer synsfelt og opmærksomhed for hvad som foregår omkring dem. Film genrens svar på at køre bil og sms’. En direkte modvægt til og konsekvens af samme er oplagt i skikkelse af den altid standhaftige og snusfornuftige pige der modsat hendes slutty veninder undslipper morderens hånd. Sådan er det sjovt nok ikke i The Burning og det er vel her den for alvor skiller sig ud fra størstedelen af de andre indspark i genren. Her hvor de undertrykte og ikke mindste u -og forløste lyster skubbe historien fremad og placerer vores ofte traumatiseret morder i selskab med de villige ofre i en position hvor deres skæbne både er legimiteret og blodig.

Sex elementet er selvfølgelig ikke udfaset i The Burning, så var det jo ikke en slasher film, men morderens baggrund er ikke forankret i dette og selv om der både er tits n’ ass og et enkelt knald, så er de unge menneskers fokus ikke fastfrosset i de nedre regioner.  Læg der til, at den snusfornuftige, små-grå og kedelige hovedperson (fornuftens stemme) kan du både spejde længe og forgæves efter. The Burning er slet og ret befolket med en flok usandsynlig røvirriterende møg-teenagere, hvor selv Gandhi ville juble hver gang en af dem mistede fire fingre, eller på brutalvis livet. Og det alene giver den det strejf af originalitet den mangler på de andre parametre.

En ondskabsfuld lejerskoleopsynsmand (i følge børnene, i hvert fald), bliver ved en ellers ganske harmløs spøg der udvikler sig nærmest Homer Simpsons uheldigt voldsomt forbrændt og ender op på sygehuset i flere år, hvor de forgæves prøver at redde hans ansigt, men til sidst udskriver ham med disse ord: You may find it difficult, at first, to adjust to a normal life again. But with time you will adjust. Aha! Manden ligner elefantmanden i puberteten overhældt med æter og sat ild til. Hans første gerning er da også at samle den grimmeste prostitueret op han snubler over og slagte hende.

Ikke i skovens dybe-stille-ro, men i storbyens neon slum og der med træder The Burning samtidig uden for kridtstregerne af lejrbåls-slashererens DNA og lægger sig et kort øjeblik i ske med genrens italienske ophav da hun bliver dolket af en behandsket hånd med en saks i maveregionen og trykket igennem vinduet ud mod gaden, mens lynene flammer hen over himlen. Hvem sagde Argento? Slagtningen af den prostituerede er selvfølgelig ikke et one-stop, men blot warm-up på hvad som venter os og ikke mindst lejerskoleungerne. For vores lejrskole opsynsmand vil selvfølgelig tilbage i skoven igen, han har et regnskab der skal gøres op og hæksaksen er slebet.

Der hvor The Burning halter er på den temmelig ujævne klipning og til tider håbløse instruktion af Tony Maylam, som ikke score mange point på hverken talent eller opfindsomhed. Her ville det have løftet filmen adskillige pladser højere op ad trappestigen, havde der stået en instruktør bag roret med blot en lille smule mere tryllestøv i baglommen. Omvendt så skal man selvfølgelig ikke være blind for at både den klodset krydsklipning i filmens finale til de tidligere mord og den generelle lidt trashy følelse, sammenkogt med, at det for en gang skyld er teenagere som spiller teenagere netop kaster den aura over The Burning som har været med til at løfte den fri af dyndet og den i dag står helt som sin egen (ser man et kort øjeblik bort fra Savini’s bloddryppende effekter som publikums magnet). Sluttelig kan man selvfølgelig heller ikke negligere at selveste 'George' (med hår) fra Seinfeld og Holly Hunter er på menukortet. Spørgsmålet er så blot, om det også står på deres CV?

Har du fået smag for en større rundtur i lejerbål-slasher'ens forunderlige blodrøde ocean, så guider Falkbøll dig sikkert i havn her Camp Horror!

The Burning 1981 IMDB 

Stripper Wonderland!

Anmeldt af Søren Nielsen

I en nær og truende fremtid har præsident Bush og (naturligvis) vicepræsident Schwarzenegger netop vundet deres 4. valgsejr grundet en fejl i stemme optællingen i Florida. Straks her efter bliver der lavet en ny forfatning som forbyder nudity og samtidig bliver kongressen afsat, da Bush naturligt nok ser den som en hæmsko for sit politiske virke. Men nu er alt ikke lyserødt i Bush World, for på grund af krige i: Irak, Afghanistan, Syrien, Iran, Libanon, Libyen, Pakistan, Venezuela, Frankrig, Canada og ja, Alaska, så er det efterhånden småt i småt med GI Joe’s at hapse af til krigsmaskinen. Så hvad gør en klog mand nu? 

Skal du have lidt tid? Man udvikler selvfølgelig en super virus som ikke alene genopliver de døde soldater, men med den bonus, at de nu kæmper endnu bedre end før, da de ikke længere tænker, føler eller har skrupler (hedder det så ikke politiker?). Desværre går noget galt i processen (det sker jo heldigvis altid) og en af hærens special styrker (på hele syv mand) må tilkaldes for at nedkæmpe zombierne som i mellemtiden er sluppet løs på laboratoriummet. 

Én soldat bliver dog bidt under aktionen og stikker af. Han søger fornuftigt nok tilflugt i en af de nu forbudte stripklubber (ejet af Elm Streets egen søn, Mr. Krueger) hvor han overfalder og bider klubbens alt overskyggende stjerne "Cat" - også er helvede for alvor løs!

Selv om Zombie Strippers har fire locations til sammen og få vil beskkylde filmens instruktør, Jay Lee, for at have faldt i gryden på filmskolen med kreative idéer (forbavsende kedelige og rutinemæssig kameraindstillinger og klipning) så er denne groteske vanvids midnatsforestilling af en avantgarde pæledans i Guds eget røvhul et must for enhver som har listet en fy, fy film med hjem fra trible X hylden på den lokale tankstation som teenager. Godt skjult selvfølgelig, mellen Politiskolen 2 og Rambo. 

Er du samtidig en gammel udsultet zombie junkie, som kan nikke bekræftende til, at old  Georgie boy stadig er bedre selskab på en 8. generations VHS kopi, end Mike Leighs samlede værker på Blue Ray, ja så rod flyttekassen igennem på loftet og fisk endnu engang Jenna og veninderne frem fra dybet. Og ejer du den ikke (tsk tsk) så slagt sparegrisen og rip din lokale filmpusher for samtlige kopier og snup en ekstra rulle Lambi fra fakta med hjem. Flashdance is coming your way Sonnyboy!

Zombie Strippers leverer! Du ved, sådan for alvor leverer. Vi overrisles af en overraskende sjov og skæv dialog. En fin mængde splat og ikke mindst...oh..ikke mindst, en TOP tunet Jenna Jameson, som forkæler os med et Killer Ass Zombie Strip Show som uden at fornærme damens tidligere præstationer...detonerer som en lille a-bombe i underbuksen!

Helt ekstrem morsomt er det, når forrådnelsen så småt sætter ind (hun er i øvrigt stadig røv lækker) og får frøken Jameson til at vralte rundt som levende død. Kvinden har jo karisma og kan spille skuespil. Hun burde faktisk tilbydes et skåne job i Klovn i stedet for gimpen Iben Hjejle.

Anyhu...sad du også med tanken, at det eneste der liiiige manglede i Zack Znyders ellers fremragende remake af Dawn of the Dead (den der for alvor lancerede Speedy Gonzales zombierne) var et zombie chicks head2head strip battle? Så er der lys for enden af tunnelen min ven. Som det naturligste klimax i hele verden, så kulminerer Zombie Strippers selvfølgelig med, at Miss Jameson "spytter" billiard kugler ud af svesken...svup! svup! svup! Så tør øjnene Long John Silver, for Jay Lee leverer! Og som en lucky loser siger til über zombie godten, mens hun giver ham et handjob, sekunder før hun bider banditten clean off...damn you got cold hands...believe it Bob! 

Her, syv år efter, røvpuler Zombie Strippers stadig 99.9% af den lavine af zombie film der er blevet spyttet ud de seneste ti år. Dette er et råt (men mest sjovt) ufortyndet zombie virus trip, sprøjtet direkte i pælen. Og som min kære med anmelder Falkbøll så poetisk utrykte det engang; Jeg ville æde kartoffelmosen, var det den der kom ud af røven på Jenna Jameson. Bon appetit!

Zombie Strippers! 2008 IMDB

Family Ties

Anmeldt af Søren Nielsen

På sin 18-års fødselsdag styrter India Stokers verden i grus, da hendes far, Richard Stoker, dør i frygtelig bilulykke. Til begravelsen melder faderens bror Charlie sin ankomst i familiens rækker efter mange år i udlandet. Den karismatiske onkel tager skridtet endnu videre og flytter ind på landstedet, hvor han hurtigt for charmeret trusserne af Indias ustabile mor, Evelyn. Der går ikke længe før både India og hendes tante aner uråd, men kort tid efter forsvinder både husholdersken og tanten sporløst.

 

Ganske habil engelsksproget debut af Park Chan-wook (Old Boy) der først og fremmest er en stilistisk oplevelse med en fortryllende Mia Wasikowska (der er lidt ung Winona Ryder over hende) i hovedrollen som er mere end vanskelig at få øjnene fra. Men også altid dejlige Nicole Kidman som den ustabile mor Evelyn og Matthew Goode som den mystiske onkel Charlie, gør god fyldest i en velcastet og spillet film.

Stoker er en historie det ynder at pirre og leger med sit publikums nysgerrighed på flere plan og som nok skal lures et par gang eller tre, før man får det fulde udbytte af den. Den er smuk, nærmest drømmende i sit visuelle fodaftryk og samtidig er det en film uden facitliste, helt åben for fortolkning. Ansporet af en både symbolsk, men også tvetydig billedside og fortælling. 

 

Der er mange referencer at hive fat i, kigger man efter. Både de oplagte og de mindre oplagte. Bl.a. Hitchcock har bidraget godt til genpuljen og slægtskabet med sammes Shadow of a Doubt ligger lige for. Onkel Charlie, trappen, toget og...ja, find selv flere. Der ud over kan man spekulere lidt over filmens titel, sætter man Bram foran og...host bider mærke i Onkel Charlies fremtoning, personlighed og ikke mindst madvaner, giver det måske alt sammen god mening.

 

Når jeg så alligevel ikke er helt oppe og ringe over Stoker, er det først og fremmest fordi jeg synes at første del lægger op til en langt mere kompleks og raffineret historie end den evner at eksekvere. Anden halvdel bliver desværre lidt for banal i forhold til hvad vi blev stillet i udsigt og det er en skam. Men alt i alt en film der fortjener et publikum også uden for genren.  Filmen er i øvrigt produceret af Scott brødrene.

Stoker 2013 IMDB