Flatliners

Anmeldt af  Søren Nielsen

Pulse er endnu en mellemregning til den efterhånden matematiske film formel: J-horror konverteret til amerikansk. Denne gang er det Kiyoshi Kurosawa’s kritiker roste Kairo der står for skud. 

Sprechen sie USA?

Hej jeg er Sarah Michelle Gellar....well almost.

Mattie (Kristin Bell), en ung blond Sarah Michelle Gellar look alike, oplever en af livets helt store tragedier, da hendes kæreste Josh, hænger sig for øjnene af hende. Josh der før selvmordet på ganske kort tid var blevet reduceret til blot en skygge af sit tidligere ellers så munter jeg, agerede og opførte sig underligt og tilbagetrukken. Mattie som nu lider af skyldfølelse, sørger over tabet af sin kæreste sammen med sine venner, men beslutter sig for, at finde ud af hvad der forsagede Johs personlighedsændring og efterfølgende selvmord. Og her viser nøglen sig at være internettet. Med lidt hokus pokus, finder Mattie frem til Johs computer, som nu er i hænderne på en anden ung mand og sammen opdager de en mystisk besked på computeren som stiller det pirrende spørgsmål: Har du lyst til at se et spøgelse? Samtidig tager tingene for alvor fart omkring hende. En bølge af tilsyneladende uforklarlige selvmord spreder sig hen over by og land. Og på universitetet, hvor Mattie har sin gang, tynder det efterhånden alvorligt ud i både hendes venner og medstuderende. En selvmords virus syntes at have spredt sig. Det viser sig nemlig, at kommer du i kontakt med tilbuddet om at se et spøgelse og accepterer du, så viser det sig at være en webcam optagelser af folk som begår selvmord! Men hvad for ellers sunde og fornuftige mennesker til det? Og hvordan undgår du, at blive det næste internet spøgelse? Og nok så vigtig: Hvordan stopper man det, før hele verden er smittet?

Hey...blondie. Tjek lige min puls. Jeg tror der er noget helt galt.

Pulse (06’) eller måske mere korrekt originalen Kairo (01’) som indrømmet, jeg endnu ikke at har stiftet bekendtskab med, lægger sig solidt i samme rille som Ringu og Ju-On. Det passer så samtidig meget godt med den tidslomme filmen befinder sig i, nemlig mellem de to mere profilleret søskende; The Ring fra 1998 og The Grudge fra 2003. Det er da også de samme konventioner og hylder med virkemidler vi her har fat i. Vi snakker igen en forbandelse, som denne gang rammer igennem det vi alle efterhånden er lige så afhængig af som mad, søvn, ilt og realityshows, nemlig vores adgang til elektronisk data og masse kommunikation (som senere så også blev afprøvet i Takashi Miike's One missed Call som blev amerikaniseret i 08'). For skal man hjemsøge folk i dag og er man et moderne ”spøgelse”, ja så er computere, smartphones m.m. selvfølgelig også en anelse mere oplagt, end et gammelt støvet slot. På den måde opgraderer man også trusselbilledet og placerer det i en kontekst som vi alle, unge som gamle, er i daglig kontakt med. Samtidig er det et meget fint billede på den fremmedgørelse som nettet og den elektroniske verden kan bidrage med og hvor sårbare vi er overfor samme.

H..hvad siger du?...er der også en Pulse Afterlife og Invasion også?

Så langt så godt. Desværre er Pulse umiddelbare problem, at den ikke er specielt vellykket, overraskende, medrivende eller sågar uhyggelig. Bearbejdelsen af det amerikanske remake er ellers lagt i hænderne på en af branchens veteraner og sværvægtere, selveste Wes Craven. (Last House on the Left, A Nightmare on Elm Street, Scream) Men Freddy's far har desværre (for os) valgt at slå autopiloten til, og gøre det hele så rutinemæssigt kedeligt, at det ligner et spejlbillede på hvad vi har set alt for mange gange før og allerede kender til hudløshed, så selv plotudviklingen i en episode af Glamour kommer til at virker uforudsigelig til sammenligning. Filmens karaktere er der heller ikke brugt megen tid på. Skuespillerne er fra skuffen med ukendte tv-skuespillere og vi er helt ligeglad med hvem der dør, hvem der overlever og mindst af alt hvorfor. For vores venner i Pulse er nemlig filmens virkelige spøgelser. Vi nærer ingen sympati eller interesse for dem, som de spadserer som transparente spøgelser igennem filmen, hvor deres eneste berettigelse synes at være, at gå langsomt hen til en computerskærm for så at kigge på et billede af ja, et spøgelse. Her må man selvfølgelig ikke glemme, at de konstant er akkompagneret af lyden af MEGET høje effekter. Dette mønster gentages så trofast hele filmen igennem, så man til sidst tror, at ens dvd-afspiller er virusangrebet, eller blot gået i samme hak som filmen.

Indsæt elevator muzak

Visuelt er Pulse filmet i et koldt blåligt skær, tilsat trøsteløs forstads beton arkitektur. En ramme som vi allerede kan nikke genkendende til fra The Grudge og ikke mindst Dark Water og som efterhånden er temmelig slidt. Effekterne er mere end middelmådige (med en enkelt undtagelse eller to) og ejer slet ikke The Rings eller The Grudge's effektive eksekvering. Her skal vi skræmmes op i en krog af sofaen af photoshop monstre. Set i forhold til filmens præmis, er det måske også ganske passende?

Pulse indre logik skal man heller ikke kigge for meget efter i sømmene. På den ene side vil den have os til at acceptere uforklarlige tåbelighed. Blandt andet at rød gaffatape kan holde spøgelserne ude (!). Og på den anden, vil den gerne være med på noderne som en high tec historie, men efterlader desværre samtidig indtrykket af, at Cravens og co’s research, har begrænset sig til at have læst forordet til internettet 101. Alt i alt en god idé som er svagt udført - eller elendigt konverteret til engelsk om man vil - for den japanske skulle være ganske fremragende. Det er så hverken første og næppe sidste gang, vi er vidner til den proces og bliver det hele for meget på et tidspunkt, ja så kan man jo håbe på, at der dukker en lille tekstbesked op på ens skærm med ordne: Har du lyst til at se et spøgelse? Well do ya?

                                                          Pulse 2006 IMDB

The Slumber Party Massacre

Anmeldt af Søren Nielsen

I den nærmest uendelige rækken af Halloween kloner som fulgte i kølevandet på Carpenters overraskende boxoffice succes og moderne genregrundlægger, ja så var langt de fleste lige så hurtig glemt igen, som de dukkede op til overfladen. Og selv om The Slumber Party Massacre fra 1982 næppe er en film som ret mange i dag nikker genkendende til i blandt det brede filmpublikum, så er der faktisk tale om en fin lille underholdene og små bizar sag. En film som på trods af, at den naturligvis på ingen måde evner at byde genrens sværvægtere op til blodig kinddans, dog alligevel har formået at tilkæmpet sig en velfortjent plads som en semi-klassiker blandt alle 80’er slasherne. Hvis ikke for andet, så dens baggrund.

Vi befinder os i en forstad til L.A. 18-årige Trish’s forældre skal på weekendophold og efterlader der med døren på vid gab for Trish til at invitere tøserne fra skoles basketballteam over til pizza og tjald og en snak om drenge, sex, musik og ikke mindst hårlak. Alt sammen selvfølgelig, iført pyjamas.  Men hvad Trish, hendes forældre og veninderne ikke ved er, at Russ Thorn, en mand med hang til powertools og som tilbage i 69’ myrdede en hel række af mennesker, netop er undsluppet fra den lukkede afdeling og nu, har indstillet psykopat GPS’en- mod Trish’s highschool! – heldig nok kan man mene, for filmens videre udvikling og spændingskurve.

Heeeeere's Rush!

The Slumber Party Massacre som oprindeligt var udstyret med titlerne Sleepless Nights/Don’t Open the Door, er skrevet af feministen Rita Mae Brown som en genre parodi og blev efterfølgende samlet op af New World Pictures. De gjorde så ikke rigtig mere ved det og gav til sidst manuskriptet til Amy Holden Jones som frygtlig gerne ville være instruktør og lave film. Og da hun kunne konstatere, at de første otte sider både havde en dialog, en spændings og en splatter scene, besluttede sig for at realisere projektet. Amy Holdens mand, den nu berømte filmfotograf Michael Chapman, havde et par ruller film liggende og sammen hyrede de en håndfuld unge, ukendte og håbfulde skuespillere. Lånte filmudstyr og investerede 1000$ i projektet og skød så nogle scenerne i løbet af en weekend i filmparrets hus. Her efter viste de resultatet til kongen af B-film, legendariske Roger Corman, som indvilligede i at producere den. The rest is history – so to speak.

Highlander 8: The Drilling

The Slumber Party Massacre har flere gode elementer klistret på sig hvor af altså humoren er et af dem. Den er lidt som en komedie, hvor man har beslutter sig for at fjerne humoren fra manuskriptet, men bevarer gags’ene. Det gør den her og der temmelig morsom. Både på det frivillige og ufrivillige plan og hvis ikke andet, så anderledes. Der ud over har den en håndfuld fine likvideringer, som fornuftigt nok, bliver drysset ud med rund hånd (syv kvinder og fem mænd) og som samtidig bliver mere og mere udpenslet som filmen skrider frem. Den obligatoriske nudity snydes vi heller ikke for. Her er skam både skamløs dvælen ved indsmøring af sæbe. Der er black & white og der er til gården og gaden. Med andre ord, alle burde kunne finde et eller-andet som passer til deres smagsløg. Pacingen er samtidig overraskende god og med en spilletid på blot 1 time og 17 minutter, ja så er der heller ikke plads til megen slinger i valsen. På godt dansk: Her er der ikke så meget bullshit, vi skærer bogstavligt til benet. Noget nutidens 2 timer plus film kunne lære en ting eller to af.

På minussiden trækker desværre en af filmens helt store svagheder ned. Vores obligatoriske psykopat bliver afsløret alt, alt for tidligt. Samtidig er han, noget overraskende, ikke maskeret som det ellers både er og var trenden i genren. Han ligner faktisk (i sine jeans og cowboyjakke) en der kunne være flygtet over grænsen og nu underviser i spansk på pigernes highschool. Desuden er han udstyret med en underlig fistelstemme når han endelig åbner munden. Men selv om han altså er oppe mod svære odds (der er ingen der har lovet livet skulle være let som psykopatisk seriemorder), er han faktisk okay effektiv, med de midler han nu engang har til sin rådighed. 

Han er bag os...er han ikke?

Hans weapon of choice, en boremaskine, er ret beset....ja, lidt tåbelig. Men indrømmet, man skal være temmelig blind for ikke at anerkende effekten af den. Plus den helt sikkert kan fremelske lidt freudianskanalyse og hjertebanken som han penetrerer pigerne med det meter lange bor igen og igen og...

I film som Halloween (og derfor også i stort alle copycats) skal der være plads til fornuftens stemme. I Slumber Party er valget faldet på pigen som ikke blev inviteret med til pyjamasfesten, da hun både er lidt for køn og lidt for kvik til de andre tøser vil have noget med hende at gøre. Til gengæld er hun nabo til festen og må haste til, som ligene begynder at hobe sig op. The Slumber Party Massacre's egen Laurie Strode om man vil. I øvrigt er alle medvirkende et godt stykke oppe i 20’erne, som det er og bør være i alle amerikanske highschool film og tv-serier. Hvem bøvsede 90210?

Hej jeg er Dylan og jeg er 16 år gammel og lidt af en rebel.

Af mere eller mindre prominente navne i filmen bør man holde øje med Brinke Stevens, som med sine mere end 100 film (hvor af mange af rollerne er i horror/sci-fi genren) har givet hende en mere end velfortjent plads i dronningerækken af Scream Queens. En anden af py-pigerne Valerie Bates, spilles af debutanten Robin Stille. Stille (eller Rochelle), kan også nydes i bl.a. Soroity Babes in the Slimball Bowl-O-Rama og Vampire Knights. Stille blev desværre kun 34 år. Hun begik selvmord i 96’. Som filmens mere end almindelig uheldige pizzabud ses Aron Lipstadt som senere hen skiftede karrieren som pizzabud ud med en som filminstruktør, og hvis første feature er ingen ringere end Android med selveste Klaus Kinski.

The Slumber Party Massacre er som sagt instrueret af Amy Holden Jones og bør alene ved det faktum vække berettiget opsigt. Både en kvindelig manuskriptforfatter og instruktør i en mandsdomineret branche, og ikke mindst genre, er ca. lige så sjældent som vi vinder EM i fodbold. At det netop er en kvindelig instruktør som er dirigent til pyjamasfesten, blev senere hen seriens varemærke. The Slumber Party Massacre 2 (87’) er instrueret af Deborah Brock og 3’eren af Sally Mattison. For begge sequels gør det sig gældende, at bagmanden, Roger Corman, var af den overbevisning, at en kvindelig instruktør ville være mere i touch med slumber party segmentet end en mand. Noget som Deborah Brock ikke var helt enig i, men omvendt var hun mere end taknemmelig for at få chancen for at instruere. Brock som oven i købet også producerede og skrev manuskriptet til 2’eren.

Som en naturlig afgren af The Slumber Party Massacre serien, groede Soroity House Massacre frem (86’) efterfulgt af Soroity House Massacre 2 (90’) og 3’eren fra samme år: Hard to Die. De to sidste instrueret af ingen ringere end Jim Wynorski som også instruerede Cheerleader Massacre fra 2003, et små forkølet forsøg på at genoplive serien. Wynorski som optræder under et hav af dæknavne, har lavet omkring 80 film siden begyndelsen af 80’erne, stort set alle er i exploitation og B- movie segmentet. Hans cv. består bl.a. af Curse of the Komodo, Komodo vs. Cobra, Demolition High og ikke mindst Chopping Mall.