Transformes på steroider

Anmeldt af: Svend Erik Ejstrup

Da en hær af monstrøse skabninger kaldet Kaiju steg op fra Stillehavet, begyndte en krig, der kostede millioner af menneskeliv og tærede på menneskehedens ressourcer i flere år. For at bekæmpe den gigantiske Kaiju fremstillede man et helt særligt våben: kæmperobotter kaldet Jaegers, som kontrolleres simultant af to piloter, hvis hjerner er forbundet i en nerveforbindelse. Men selv the Jaegers viser sig at være næsten forsvarsløse over for de nådesløse Kaiju. Tæt på nederlag har styrkerne, der forsvarer menneskeheden, ikke andet valg end at søge hjælp hos to umage helte – en falleret tidligere pilot og en uprøvet rekrut. Sammen står de tilbage som menneskehedens sidste håb mod den dommedag, der rykker tættere og tættere på. 

Vi er nu så vant til meget store robotter og maskiner, der redder Jorden, at der skal noget ganske særligt til at fange vores opmærksomhed. Dette særlige kunne måske være Guillermo del Toros sans for billedets mystik og mytologi samt hans heldige hånd med at lade mennesker og sære væsner mødes? Ja, hvorfor ikke give ham en spand penge og se, om han kan lokke menneskemylderet i biografen.

I al opfindsomhed har man blot fulgt den opskrift, som mange andre i denne tid tror på som den hemmelige formel, der skal lokke folk til at lægge deres lommepenge i billetlugen: Vi fortæller den samme, gamle velkendte historie, vi gør blot maskinerne endnu større. Transformers skal ikke have levet forgæves.

De, der går i biffen for at se store - megastore - maskiner, bliver ikke snydt. De store robotter slås med store kryb på mørke og uklare billeder det meste af filmen. Man har fundet et lille gimmick, der dog ingen reel betydning har for filmens handling: Der skal være ikke en men to piloter for at styre en robot - aha! Lidt ligesom en Boing 747, mageløst.

 

Rundt om den såkaldte handling farer to klovne, Charlie Day og Burn Gorman som skingre videnskabsmænd. Velsagtens Toros forsøg på at smøre et skin af humor ud over det fattige plot. Ron Perlman ses i en ganske overflødig rolle, som ikke bringer historien hverken frem eller tilbage, han kunne være klippet ud og anbragt i en hel anden film, manden kan dog fylde et lærred.

Nævnes skal naturligvis også den underlige umanerligt høje stemmeføring, som praktiseres af samtlige medvirkende. Det virker så påfaldende, at man uvilkårligt spørger sig selv, om Toro har haft en eller anden særlig hensigt med det, som blot er undgået min radar?

Bortset fra de store maskiner er der meget lidt at hæfte sin interesse på i løbet af denne film, og de bliver i løbet af kort tid noget trivielle at følge. Der er således ikke tale om nogen god eller bare nogenlunde underholdende film. Der er tale om en gedigen misser med ganske habil productionvalue, der lige kan skrabe det sidst splat hjem.

 

Pacific Rim 2013

Instruktør: Guillermo del Toro

Manuskript: Travis Beacham & Guillermo del Toro

Fotograf: Guillermo Navarro

Medvirkende: Idris Elba, Charlie Hunnam, 

Rinko Kikuchi, Diego Klattenhof, Charlie Day

IMDB 

In the Closet

Anmeldt af Søren Nielsen

I den tilsyneladende uendelige række af teenage popgysere som de seneste år er tyndskidt ud fra Hollywood fabrikkens samlebåndsproduktion, formår Boogeyman at tiltrække opmærksomhed på et eneste punkt: Den er en af de værste!

Brian Watson som pre-teenage tøserne savlede på hovedpuden over for en del år siden i den amerikanske sød suppe serie 7'th heaven (den med den pædofile farmand) spiller Boogeymans fortvivlet unge mand med det traumatiserende barndomsminde, at han så sin far blive fortæret til aftenkaffen af selveste……skabsmonsteret! Dette har forsaget to væsenlige ting i hans liv. 1. at Brian har tilbagevendende mareridt og 2. Ikke har en eneste skabslåge i sit hjem. Selve køleskabet har en glasdør, så der ikke ubemærket kan gemme sig et monster i smøret. Dette tvinger, om ikke andet, den unge mand til en hvis ordensans.

Der ud over har han selvfølgelig den obligatorisk blonde kæreste med både velhavende og uforstående forældre. En gammel barndomskæreste og en mor (Lucy Xena The Warrior Princess Lawless), som er indlagt på koldbøttefabrikken, og hvis eneste mission i filmen er, at akkumulere et par chokeffekter i rundhåndet drømmesekvenser. Da Brian's mor så endelige dør, opfodres han af den lokale psykolog til at overnatte i sit gamle hjem for en enkelt nat. Sådan bare for at få fortidens spøgelser og traumaer ud af systemet. Og ja, du har ret. Det må være den helt rigtige recept for en ung mand hvis mor lige er død og hvis far blev dræbt for øjnene af ham som en lille dreng. I hvert fald hvis du har læst psykologi i Bizarro world.

Filmens instruktør, Stephen T. Kay, som tidligere har beriget verden med Stallone genindspillingen af Get Carter (host), er manden som burde kastereres med en Round Up indsmurt høvl og så sendes i kredsløb omkring Saturn. Kay gør sit ypperste, for at sylte filmen ind i den ene større kliché efter den anden. Vi er vidner til det obligatoriske blå lys, visneblade i efterårsvinden, dryppende vandhaner, plastic der flagre i vinden. Fastmotion skyer osv. osv.

Persongalleriet er til gengæld malet med sirup, og tykt karikeret selv for en gyser. Dialogen er ikke mindre end hovedrystende pinlig og sceneopbygningerne ca. lige så stabilt håndteret som et korthus opført af en parkinson ramt, blind han elefant i en efterårsstorm. Her ud over begrænser Mr. Kay's evner ud i gyset sig desværre til den ene billig jump effect efter den anden og ellers et generelt højt..højt..HØJT! lydniveau i et fortvivlet forsøg på at få det hele til at glide lidt lettere ned.

Da vi så (endelig) nærmer os slutningen, vælger Kay at kamme over i CGI helvede og overrasker der med for den eneste gang i filmen. For nu troede vi lige, at det ikke kunne blive mere patetisk, men tam dam dam...det lykkes! Hvorfor i alverden vi skal se skabsmonsteret?!? Og i form af en sværm forkølet bier (?) er et næsten lige så stort spørgsmål, som hvordan Sam Raimi kan være producer på dette monster som aldrig burde være lukket ud af skabet.

Summa summarum, vil du gerne have en introduktion i hvordan du ikke skal skrue en gyser sammen, så er dette din bibel. 

Boogeyman 2005

Instruktør: Stephen T. Kay

Manuskript: Erik Kripke 

Fotograf: Bobby Bukowski

Medvirkende: Barry Watson, Emily Deschanel, 

Lucy Lawless, Tory Mussett, Skye McCole Bartusiak

IMDB

Glemmer du, så husker jeg III

Anmeldt af Jes Beier

Den kaffe elskende Special Agent Dale Cooper fra FBI og vores besynderlige rejse tager sit udspring da et lig skyller op ved flodbredden til byen Twin Peaks i Washington, tæt på grænsen til Canada. Liget viser sig overraskende at være byens stjernestudent Laura Palmer. Mønster eleven, der på overfladen ikke har skyggen af problemer i sit liv. Pigen som alle kan lide og aldrig kommer i problemer. Det glansbillede begynder dog hurtigt at krakelere, da Coopers efterforskning tager fart.

Cooper er ikke bare glad for kaffe, men er i jagten på Laura Palmers morder, sammen med det lokale politi, anført af sheriffen Harry S. Truman, ikke bleg for at ty til alternative efterforskningsmetoder. Han er ligedelt fascineret af den storslåede natur der omgiver de to bjergtinder og Twin Peaks og den tilsyneladende uendelige strøm af excentriske personer der er bosiddende i og omkring byen. Men som efterforskningen skrider frem, går det op for FBI Agenten, at der bag facaderne i denne ellers så harmoniske by foregår mere end hvad afsløres ved første øjekast. Der gemmer sig dyster hemmeligheder i mørket af de ellers så smukke skove, og morderen der er på spil, er ikke bare en almindelig morder. Der er tale om en modbydelig ondskab, der har adgang til de dybeste afkroge af det menneskelige sind. Agent Cooper og vi får vores sag for.

 

Jeg gætter på at alle der kender serien fra dengang den oprindeligt blev sendt, har et nostalgisk forhold til nu at genfinde den på godt og ondt. Tiden har det med at svøbe erindringer i et gyldent skær som stiller det huskede i et bedre lys end der måske er dækning for. "Twin Peaks" var serien man blev oppe til, og man gik ikke glip af ét eneste afsnit. Det var så åndeløst spændende, at det var der simpelthen ikke råd til. Selvom VHS-maskinen var opfundet, så skulle serien bare ses med det samme. For mig har den altid haft dén specielle magi over sig, som ingen andre serier før eller siden har kunnet matche - det skulle da lige være "Riget" - og den står stadigvæk usvækket efter årevis med konkurrence. Og hvorfor nu det?

For det første er Lynch en fremragende fortæller. Han ved nøje hvordan han skal etablere plot og persongalleri, samtidigt med at han fra starten har castet så typeægte og varieret, at man på intet tidspunkt bliver færdig med at forholde sig til karaktererne, selv ikke - eller måske navnlig ikke - de mest karikerede af dem. For det andet kender han sit medie så godt, at han er uforlignelig til at ramme klichéerne og bruge dem som ironiske kommentarer til sin egen stil. 

F.eks. den endeløse sæbeopera "Invitation to Love" som kører over TV-skærmene i de små "Twin Peaks´ske" stuer, tillige med det melodramatiske som han skamløst bruger til at fremtvinge en følelsesladet reaktion hos sit publikum, en reaktion der tangerer det forcerede, men netop som sådan virker optimalt. Og endelig for det tredie, at han som alle store instruktørbegavelser aldrig forråder sine temaer til fordel for den brede underholdning eller omvendt. "Twin Peaks" er en kulmination på foreningen af det kunstneriske og det facilt leflende. Hitchcock ville have savlet af fryd over den!

Jeg kunne fortsætte med at udgyde superlativer og gøre mig klog på TV-historiens foreløbige "peak" efter 1990 - intet mindre kan vel gøre det? - men blot opfordre alle til at se serien igen eller for første gang. Spring den over på kabel-tv og pung ud med de nødvendige mønter.

Ingen ved deres fulde fem vil fortryde købet!

Twin Peaks 1990-91 30 episoder

Instruktør:  David Lynch, Lesli Linka Glatter,  

Caleb Deschanel m.fl.

Manuskript: Mark Frost, David Lynch,  

Harley Peyton m.fl.

Fotograf: Frank Byers & Ronald Victor Garcia

Medvirkende: Kyle MacLachlan, Michael Ontkean,  

Mädchen Amick, Lara Flynn Boyle, 

Sherilyn Fenn, Richard Beymer

IMDB