Birds of Prey

Anmeldt af Søren Nielsen

Peter (John Hargreaves) og Marcia (Briony Behets) er et ungt succesfuldt forstads par der har alt. Alligevel er deres ægteskab langsomt ved at falde fra hinanden og før frustrationerne spinder fuldstændig ud af kontrol, beslutter de sig for i et sidste desperat forsøg på at redde stumperne og genfinde hvad der engang var og tage væk for weekenden. Men som med alt andet kan de heller ikke her finde fælles fodslag. Marcia vil på et luksushotel, mens Peter vil leve det primitive campingliv i naturen. Naturen vinder. På alle fronter.

Long Weekend er en lille glemt australsk øko-perle fra 78’ som fortjent fik et glimt af spotlightet da et nyt publikum fik øje på den efter et (surprise-surprise) skrækkeligt remake.

Australske film lever ironisk nok alt for ofte et skyggeliv hos den brede befolkning. De bedste af dem, de film hvor handling og skuespillere sammensmelter og opsluges af den barske og ubarmhjertige, men smukke natur har ikke bare en fascinerende, men ofte hypnotisk tiltrækningskræft over sig. Bare tænk på film som Peter Weirs mesterværk Picnic at Hanging Rock, The Proposition, Van Diemens Land, Wolf Creek og Wake in Fright - for blot at nævne nogle få. Og det samme gør sig i høj grad gældende for Long Weekend.

 

 Long Weekend er i bund og grund en klassisk man vs. nature eller animal attack film - også alligevel ikke. Her er der ingen uretfærdighed til eller uskyld at miste, da omdrejningspunktet er vores yderst usympatiske par, hvis indbyrdes konflikter eskalere filmen igennem med en bitter cocktail af fremmedgørelse, isende kulde, spydigheder og evige skænderier. Selv da deres verden ramler sammen har de tid og overskud til at fortsætte deres angreb på hinanden. På samme måde lader instruktøren os aldrig vælge side eller finde ro og genkendelse i en af dem. Sympatien, når den flygtigt viser sig, svinger som et hidsigt pendul fra den ene til den anden uden nogen af dem hverken evner eller ønsker at fastholde den. Begge udviser lige stor dis respekt for den natur de har valgt at campere i. Peter skyder på ænder i vandet og dræber en søko. Marcia stjæler og smadre et ørne æg. Og regningen som de på ingen måde kan betale, vokser minut for minut.

 

Filmens opbygningen, tilløbet mod det uundgåelige og ikke mindst stemningen der lægger sig som en dyne over historien og vores par, kan sammenlignes med The Blair Witch Project. Ikke at ret mange vil beskylde de to herrer bag den succesfulde indie-film at have stjålet fra Long Weekend, da de med god samvittighed og endnu større sandsynlighed kan postulere som de fleste andre på guds grønne jord, hverken at have set eller hørt om den australske low-budget film. Men ikke desto mindre er der sammenfald.

Ikke mindst fornemmelsen vi fodres med, at der ingen steder er at flygte hen. Det overnaturlige element af terror og al bevægelse er cirkulær. Lydene og skrigene i natten der tager til og kommer nærmere og nærmere til konfrontationen er uundgåelig og timeglasset er løbet ud.

 

Det endeløse og fascinerende australske landskab spiller endnu engang hovedrollen i et land hvor du ikke skal køre mange kilometer før den såkaldte civilisation giver slip og naturen tager over. Peter og Marcia skal campere ved en berømt strand, som ligger op til et tæt skovområde der byder dem velkommen med en ufremkommelig labyrint af træer, buske og krat de skal igennem for at nå frem til paradis. Vi fornemmer det og Peter undres, da de tanker benzin og de lokale på tankstationen han spørger om vej aldrig har hørt om stedet selv om det kun er få kilometer væk. Men blot sender parret lange blikke som de kører afsted. Men de finder det. Eller det finder dem.

 

Long Weekend er på trods af det er en milimalistisk film med reelt set kun to skuespillere en smuk film. Stranden og naturen er den perfekte baggrund for det voyeuristisk kamera der lader os kigge med og nærmest belure parrets opløsning med en stilsikker instruktion. Begge spillere gør det fremragende og du er ikke et øjeblik i tvivl om deres på den ene side, sidste desperate forsøg på at nå hinanden. Og på den anden, afskyen der vækkes konstant og vokser og vokser til den sluttelig veksles til det ultimative mareridt hvor kun afgrunden venter dem. Der er ingen tvivl om at parrets manglende respekt for naturen er deres skæbne, men samtidig er det deres forholds kollisionskurs og barnløse ægteskab der besegler den. Long Weekend er en film der på trods af sin alder og minimums budget fortjener en langt større udbredelse sammen med mange andre filmperler fra down under. 

 Long Weekend 1978 IMDB 

Touchables!

Anmeldt af Jes Beier

Brian De Palma havde sin storhedstid fra midten af 70’erne med pletskud som ”The Phantom of the Paradise” (74), ”Carrie” (76) og ”The Fury” (78) og da han ramte 80’erne var han stadig oppe på den høje klinge med ”Dressed to Kill” (80) og ”Blow Out” (81). I 1987 brillerede han imidlertid som aldrig før eller siden med virtuosnummeret ”The Untouchables” som efter næsten 30 år på bagen fortsat er en robust stang dynamit af en film. 

 

Filmen var baseret på TV-serien fra 50’erne med Robert Stack som Eliot Ness der bekæmpede Chicago’s underverden i almindelighed og Al Capones forbrydersyndikat i særdeleshed. Det blev David Mamet der skrev historien, stærkt inspireret af Oscar Fraley og Eliot Ness’ bog. Mamet, der både er kendt som manuskriptforfatter, producer og instruktør, må have begået sin største bedrift på papiret i bogstaveligste forstand, for spændingen i ”The Untouchables” er massiv fra første til sidste scene. Intet mindre. 

Det er dog De Palma’s instruktion, der i sidste ende er garanten for at filmen fungerer, for han demonstrerer her hvordan man holder publikum fast i et skruestik, nærmest billede for billede. De Palma er en af de få instruktører der åbent har vedkendt sig sin inspiration af – og gæld til – Alfred Hitchcock og når det nogle gange er blevet brugt imod ham, er det egentlig ikke helt retfærdigt. For i betragtning af at netop Hitchcock var dén instruktør i sin generation der har haft – og vel stadig har – den største indflydelse på efterfølgende generationer af filmmagere, så er det måske i virkeligheden snarere misundelse end faglig stolthed, der har motiveret kritikerne af De Palma. 

Han har under alle omstændigheder nok forstået mest af hvad begreberne suspense og surprise i film dækker over og er nok dén instruktør i s i n generation, der har brugt det på den mest raffinerede og effektive måde. Hans måde at blande humor og spænding på er også ramt helt rigtigt her og leder igen tankerne hen på Hitchcock. Når det kommer til at voldføre et publikum, så viser De Palma med denne film hvordan det skal gøres.  

”The Untouchables” er filmschool, når det kommer til dette og hvilke virkemidler der skal tages i brug. De Palmas gæld til Odessa-scenen i Eisensteins ”Potemkin” fra 1925 er filmens højdepunkt (hvis et sådant udtryk ellers giver mening i en film hvor adrenalinen pumper konstant) og instruktøren har grundlæggende skabt en ny scene og i grunden ikke kopieret noget som helst. Han er i øvrigt også så elskværdig at smide

et par matroser ind i scenen, så ingen kan være i tvivl om hvor han låner fra. 

Man sidder på kanten af sædet fra første til sidste billede (det gjorde jeg i hvert fald da jeg sad i Gentofte Kino i 1987 og mine knæ rystede af sindsbevægelse bagefter) og netop billedsiden er et overflødighedshorn af fede farver og detaljer og derfor må Stephen H. Burum lige nævnes. De Palma brugte ham i flere af sine film og med stort held, men her yder han nok sin bedste indsats.

Billederne er mættede og nærmest stoflige og så er der bare så meget guf i farverne at man aldrig bliver træt af at glo. Musikken af Ennio Morricone er et mesterværk i sig selv, og det er et af de mange scores man aldrig glemmer og som lægger sig fint ved siden af dem han lavede til Leones film. Hans brug af blæserne når et højdepunkt her og selvom man måske godt kan beskylde ham for at overlæsse nodepapiret, så er det n e t o p det svulstige der kendetegner det og som derfor illustrerer hvad filmen er all about. ”The Untouchables” e r nemlig overkill, men på den fede måde. 

Det er en voldsballet, en gangsteropera for fulde gardiner der uden blusel voldtager sit publikum med den ene dramatiske scene efter den anden og et persongalleri der siger spar to. Robert De Niro var på toppen af sin kreativitet dengang og hans portræt af Al Capone hører til hans bedste præstationer ever og det på trods af, at han i grunden ikke er meget med i filmen. Han tilfører rollen lige dele farlighed og stupiditet og kombinationen er fascinerende og uhyggelig og på mange måder også utroligt morsom.  

 

Kevin Costner som Ness er udmærket og han gør ikke mere end hvad der forlanges af ham. Han er den klassiske og lidt intetsigende protagonist (ligesom Tintin!), der styrer publikum igennem den spændende historie og ikke så meget andet. Men Costner gør det godt og overbeviser, noget han ikke altid slap af sted med. Det er imidlertid Sean Connerys Jim Malone, der er filmens egentlige hovedperson og som bærer utroligt meget af den lille gruppes motivation, som næsten er ved at drukne i al spændingen. En bundreel irsk strømer, der i sit livs efterår får chancen for at gøre en ekstra indsats mod Chicago’s forbrydere og som bliver en afgørende spiller i konfrontationen mod Capone. Connery er intet mindre end forrygende god og fik fortjent en Oscar for ulejligheden. 

 

Som de to andre strømere gjorde både Andy Garcia og Charles Martin Smith indtryk som handlekraftige og effektive hjælpere. Desuden må nævnes Richard Bradford som politichefen og Billy Drago som den sadistiske Frank Nitti; begge er et stort plus for filmen, ligesom de øvrige støtteskuespillere er det. Som med de fleste rigtigt gode film er der ingen der falder igennem og alle er lige vigtige i det samlede resultat. ”The Untouchables” er simpelthen bare en Renoir i den mest gyldne ramme der findes, en af den slags sjældne film hvor grænsen mellem kunst og underholdning udviskes og der bare er, ja ren film! 

 

Det blev også De Palmas sidste gyldne stund – hvis man ser bort fra den, i min bog, også ret suveræne ”Carlito’s Way” fra 1993 med Al Pacino og så var filmkaleidoscopet ved at løbe tør for skema plus variation. De sidste godt 20 år har ikke for alvor budt på noget af særlig interesse og De Palma er endt som flere i sin generation, heriblandt Carpenter, Spielberg og – i særlig tragisk grad – Coppola, alle instruktører der markerede nybruddet i amerikansk film i 70’erne, men som nu har udspillet deres rolle. Paletten er tom, men hvilke farver blev der ikke malet med mens det stod på!

The Untouchables 1987 IMDB

Sunday Bloody Sunday

Anmeldt af Jes Beier

 John Frankenheimer startede sin karriere i TV og op igennem 50’erne lavede han en række bemærkelsesværdige ”americana”-film, der beskæftigede sig med generationskløften, ungdommens fremmedgørelse og opgør i familien, alle værker der holder temmelig godt i dag og som vakte berettiget opsigt dengang. Det kontroversielle tog han med over i de mere spændingsmættede film, som senere skulle blive hans særkende og blandt disse film er det umuligt at komme uden om ”The Manchurian Candidate” (1962) og ”Seconds”(1966), der stadig må regnes som hans bedste film. 

Nogle kritikere har begrædt, at de takter som Frankenheimer lagde ud med i de tidlige film ikke senere blev foldet ud og at han efterfølgende syntes at have koncentreret sig om ren spænding, men det er nu ikke en retfærdig dom at fælde, for han holdt balancen i de fleste af sine film og det var først i de sidste år at instruktøren begyndte at falde af på den med nogle temmelig rædselsfulde film, hvoraf vi her nøjes med at nævne ”The Island of Dr. Moreau” (1996) og ”Reindeer Games” (2000). Eeeew!  

Frankenheimer var også manden bag ”French Connection 2” som nogle mener, var lige så god – og måske endda bedre – end den originale film og året efter kom så ”Black Sunday”, der efter min opfattelse markerer højdepunktet blandt hans film fra 70’erne og – uagtet at det er en spændingsfilm – tillige er en film, hvor han gør sig nogle, indrømmet banale, betragtninger over konflikten i Mellemøsten. Det er en klassisk opbygget plotdrevet historie om den palæstinensiske terrororganisation ”Sorte September”, der planlægger et angreb på USA. En af de udsendte, spillet af sexede Marthe Keller har ved et tilfælde tiltrukket sig opmærksomhed undervejs og derfor er FBI og Mossad lige i hælene på hende og hendes amerikanske allierede, spillet af en forrygende Bruce Dern, der fik en af sine bedste roller i denne film. Dern er en nedbrudt Vietnam-veteran, der har fået job som pilot på luftskibet over Miami og som føler sig ladt i stikken af myndighederne, der intet gør for at hjælpe ham, men i stedet træder ham yderligere ned i skidtet ved at hive ham ind til ydmygende og resultatløse samtaler med skrankepaver. Han har derfor masser af gode grunde til at vende sig mod sit eget land.  

 

Robert Shaw er Kabokov, den jødiske militærmand der efterhånden indser, at der er tale om en operation på et niveau han ikke havde troet muligt og Fritz Weaver er FBI-agenten Cowley, der til at begynde med ikke sympatiserer med Kabokovs metoder, men gradvist indser, at der skal sættes hårdt mod hårdt, hvis det skal lykkes at sætte en stopper for terroristernes plan. Det er netop i beskrivelsen af disse mænd og deres udgangspunkt, at Frankenheimer prøver at nuancere Palæstina-konflikten og viser, at vold kun avler vold og at der kun er ofre uanset hvad, men han tager (klogeligt) ikke stilling, men det er godt set af ham i 1976 og er med til at hæve filmen over den rene spænding og gøre den medrivende på et menneskeligt plan også. 

Filmen er meget lang, men det virker tilsigtet, idet historien bliver gradvist mere intens indtil de sidste tyve minutters næsten uudholdeligt spændende crescendo, der stadig hører til de mest nervepirrende øjeblikke i nogen spændingsfilm og mere end retfærdiggør den lange forberedelsestid. 

Hertil kommer så John Williams’ mesterlige score, der folder sig stadigt mere ud efterhånden som historien gør det og så er der en række støtteskuespillere i castet, der alle fylder deres roller stærkt ud bl.a. Steven Keats, Michael V. Gazzo, William Daniels og Walter Gotell. 

Billedsiden må heller ikke forbigås og her var det John A. Alonzo, der satte dem sammen og han var ikke en hr. hvem-som-helst, med titler som ”Chinatown”, ”Norma Rae” og ”Scarface” på CV’et. 

Endelig kan man sige, hvis man ellers er til det profetiske, at Frankenheimer med denne film pegede frem mod katastrofen 11.september 2001. En af filmens taglines var ihvertfald: ”It could be tomorrow!”

 Black Sunday 1977 IMDB