søndag den 23. oktober 2011

Whopper Monster


Anmeldt af Søren Nielsen

Gooooood evening. Her, en små sen nattetime (altså lørdag, søndag er der NFL) hvor jeg ledte efter lidt kvalificeret natkasseunderholdning at døse hen til. Ja, så snublede jeg tilfældigt over Ronald Emmerichs udgave af den største japanske film eksportvare, indtil en sorthåret pige begyndte at kravle ud af folks tv og efterlod dem med en fjoget grimasse og et akut ønske om at opgrader fra VHS til DVD. Vi snakker selvfølgelig om the one and only Godzilla. Eller rettere: Gojira!
Gojira voksede ud af 2.verdenskrigs atombombepaddehatskygge i 1954 i filmen Gojira. Godzilla blev der med om noget symbol på den japanske efterkrigstid og atomkraft. Ikke mindst set i lyset af episoden med den japanske tunfiskbåd som blev udsat for amerikansk stråling med et fatalt resultat til følge. Der med blev Godzilla et monster skabt af atomkraft og som på en gang både hærgede og forsvarede det japanske kejserrige. Alt efter hvem han nu lige stod overfor.
Godzilla blev i de efterfølgende årtier en kæmpe franchise med (næsten) lige så mange film, tegneserier og computerspil på samvittigheden som ødelæggelser.  Ja, selv helt til København trak Godzilla sine destruktive spor med den, alt efter humør og temperament, kikset eller hylende morsomme Reptilicus. Med bl.a. Carol Ottosen og Dirch Passer i blodig infight med Danmarks svar på Godzilla. Reptilicus blev i øvrigt både optaget på engelsk og dansk, med samme skuespillere.




Godzilla’s meningsløse hærgen og kamp mod den japanske hær og hvad der ellers dukkede op i hans synsfelt af udfordringer i film som bl.a. King Kong vs. Godzilla, Godzilla vs. The Sea Monster, Godzilla vs. Megalon osv. og ikke mindst, hans primitive fremtoning (der var tale om en mand i en gummidragt) kombineret med en stærk inspiration af Ray Harryhausen effekter, var den perfekte succesformel for seriens set-up. For netop manden i gummikostumet var charmen ved Godzilla, og det er det stadig. Selv i disse hardcore CGI tider kan det gamle japanske gummiuhyre få tv-seere over den ganske verden, unge som gamle, til at synke ned i stuens bedste lænestol med et sagligt smil og nyde Godzillas ødelæggelsesspor igennem Tokyos gader. Men alt har en ende også japanske atomkraftmonstre. For Godzilla skulle nemlig amerikaniseres. God bless America. Amen!

Denne konvertering fik selveste Mr. Disaster Movie himself, Ronald Emmerich til opgave. En mand der har ødelagt flere nationale varetegn end Villy og Helle har aflyst valgløfter.
Lad os bare få det på det rene med det samme, eller lorten på bordet - so to speak. Jeg indrømmer det gerne, jeg er ikke Emmerichs næst største fan. I det hele taget fortjener tyskeren og hans film end ikke en ameldelse, når nu der er så mange andre film der ude, som både er langt bedre og langt dårligere. Emmerich er nemlig, når alt kommer til alt, en sørgelig grå mellemvare som aldrig bliver hverken fugl eller fisk (minus ID4 selvfølgelig) og mindst af alt interessant. Han evner sjældent at forvalte sine store budgetter til noget glo værdigt og har aldrig en historie at fortælle.
Nå, fortjent eller ej, så får Godzilla så alligevel sin anmelelse. Men ikke den rigtige udgave, altså den underholdene japanske (som ellers havde fortjent det) men der imod den amerikanske skændsel. Og sådan er livet jo så møg uretfærdigt engang i mellem. Også for japanske strålemonstre. Jeg prøver lige nu desperat at komme i tanke om, hvornår jeg sidst har haft støvet min Godzilla dvd af og haft den i afspilleren? Men jeg kan ikke rigtig placere det. Jeg husker den dog som ikke bare stiv og kedelig, men også langtrukken (stadig Godzilla vi taler om) og helt uden hverken nerve eller nosser. Men nu må vi se...


Tik, tak..139 min. senere (det er to timer og nitten minutter mine damer og herrer). I Emmerichs bastard er det selvfølgelig franskmændene, der får skylden for at kreerer Godzilla via deres atomprøvesprængninger ved Fransk Polynesien. Godzillas første instinkt er (logisk nok) at søge mod byen som aldrig sover, da et andet monster, nemlig selveste King Kong, har givet NYC sine varmeste anbefalinger på Trip Advisor.
Militæret for dog snart færden af, at noget er helt galt (primært via fodspor på størrelse med Klaus Bondams røv) og samler en special enhed af diverse eksperter (det vil sige 2½ styk) som intet bidrager med ud over vilde spekulationer. Faktisk er Dr. Elise Chapmans eneste bidrag i filmen (ud over at tage briller af og på), at hun har en teori om, at det er en dinosaurus som uddøde for 250 millioner år siden som er dyret de leder efter...øh okay? Det er vores helt Dr. Niko ”Nick” Tatopoulos (udtalelsen af hans efternavn er en gennemgående joke filmen igennem) ikke heeeelt enig i. Nick er spillet af teen idolet fra kult semi-klassikeren Ferries Buellers Day Of - Matthew Broderick (han har iøvrigt dræbt en person, vidste du det?) Nick som er iøvrigt er biolog, studerer orme i Tjernobyl, som på grund af atomudslippet er vokset med op til 17% og nu, ifølge hans egne ord, er enorme. Nick bliver "kidnappet" til gruppen og snart er han og de andre ekspert(er) på vej til The Big Apple i fodsporerne på Godzilla, som selvfølgelig allerede nu har indset, hvad mange har før ham:  If I can make it there I'll make it anywhere!
Her efterlader Godzilla hurtigt et varigt indtryk på arkitekturen og NYC bliver lynhurtigt evakueret (3.5 millioner vupti), mens det japanske (ahh, det er det jo så ikke længere) franske monster trasker rundt mellem bygningerne og skiftevis brøler og æder fisk. Resten af filmen går med at militæret, Nick og  vennerne prøver at lokke Godzilla i diverse fælder, mens de i kombineret fællesskab gør et solidt indhug i byens kendte varetegn (Chrysler bygningen, Flatiron m.fl.). Når altså Godzilla ikke lige beslutter sig for at gemme sig på Manhattan. Nu er dyret så også kun ca. halv så stor som Empire State Building.


Vil du se min orm? Den er vokset med 17%

Når Nick ikke har travlt med sin "ekspert" bistand så tumler rundt han med sin eks. kæreste, som forlod ham i highschool for at forfølge sin drøm om at blive journalist. Det er så ikke lykkedes endnu, hun kæmper nemlig stadig som researcher for en NYC tv-stations smålig og småliderlig ankermand, spillet af Harry Shearer. I øvrigt en af hele tre Simpsons medvirkende. Med sin eks. kæreste i beslutningernes centrum, ser Audrey (det er så kæresten) pludselig muligheden for en eksklusive historie og der med sit store break som journalist.
Audrey spilles i øvrigt røv irriterende af Maria Pitillo, som helt fortjent vandt en Golden Raspberry Award for Worst supporting Actress. Pitillo har simpelthen kant som daggammel flødeskum. Ingen personlighed og ca. lige så meget udstråling som nudler. Hun må kunne noget temmelig kinky shit i sengen, ellers har jeg mere end svært ved at se hvad Nick vil fordrive tiden med sammen med hende? Omvendt samler manden på orme såe? Deres romance og kemi slår i hvert fald så lidt gnister, at det vil være problematisk for parret at antænde et nytårskrutlager i en forstads villa badet i benzin. Nu har de selvfølgelig også små dårlige odds i Godzilla, for der regner, regner og regner igen. Og hvorfor gør der så det...tjae?



Nok er Pitillo filmens katastrofe fejlcast, men ikke filmens eneste. Broderick er heller ikke et hit. Ikke fordi han er en dårlig skuespiller, i de rigtige roller er han ganske fin, men han har simpelthen hverken karismaen eller personligheden der skal til for at løfte en sådan blokbuster som Godzilla i land. Han minder mest af alt om en lidt hjælpeløs skoledreng som er mest bekymret for at få en monster olfert. Det er med andre ord lidt som at bede ham om at spille Freddy Krueger....og nej, vel? Nu er det heller ikke ligefrem A-list skuespillere der fylder Godzilla. Det kan der være flere årsager til. Den ene kan være, at de ville forvente, at Emmerich instruerer dem. En anden kan være og sikkert mere sandsynligt, at skuespillerne ikke må stjæle rampelyset fra øglen.
I det hele taget er filmens persongalleri underlig sammensat. Eller mere måske mere korrekt - brugt. Vi har gruppen af specialister med en rødhåret videnskab kvinde som påstår hun er et geni, men aldrig viser det. Hendes klassisk små kiksede hjælper. Vi har borgmesteren med de tvilsomme motiver og hans sleske højrehånd. Vi har den øverst militæransvarlig og hans højrehånd (spillet af bøssen fra Melrose Place i øvrigt). Vi har den arrogante og inkompetence nyhedsoplæser fra tv-stationen. Audreys bedste veninde (som mirakuløst nok, er ligeså irriterende) og hendes mand. Spillet af en anden Simspons kendis Hank Azaria. Vi har lederen af den franske efterretningstjeneste enhed spillet af (godt gættet) Jean Leon Reno og ingen, INGEN af dem får Godzilla lov at sætte kindtænderne i. What a waste af et komplet intetsigende og ligegyldige persongalleri.


E..e..er jeg med i Godzilla?

Filmens største problem er dog sjovt nok, at Godzilla er blevet ”realistisk”. Altså i den forstand, at Godzilla nu er CGI genereret og ser så virkelig ud som sådan et monster nu engang kan i 1998. Her med kaster Emmerich og co. nemlig al charmen med mand i latex kostume overbord og er der med nødt til at tilføje et nyt element for at balancere filmen og vække vores interesse og her kikser det for alvor. Godzilla har nemlig ingen puls. Action scenerne er helt på flade fødder. De er gentagelse på gentagelse og blottet for nerve. End ikke en hidsig flok halv dårlige CGI skabte Apache helikoptere på jagt mellem bygningerne efter Godzilla, skaber den mindste adrenalin boost. Filmens højdepunkt er faktisk en taxa biljagt rundt i byen, som ender på Brooklyn Bridge, men her er det alt, alt, for sent og hverken fireben eller film står til at redde. De komiske breaks der er smidt ind er ja, et løftet øjenbryn værdigt. Små pinligt er det til gengæld, at Emmerich ser sig nødsaget til at genbruge Jean Reno's forsøg på amerikansk dialekt fra Leon The Professional.



Emmerich og co. mission var at blæse Spielbergs dino Legoland film langt ud i Hudson floden og brugte faktisk 600.000$ alene på et spot med Godzilla, som kvaser en T-Rex på et museum med overskriften: Size does matter. Men når regningen skal gøre op, ja så er det Emmerich, der må ned og slikke kanvassen på ren knock out. Ikke at Spielbergs T-Rex encounter på nogen måde er noget at råbe hurra for, men den leverede på et vigtigt område, når man gerne vil være en speciel effekts film. Ny tænkning og innovation.





Reno, Broderick og Emmerich i et ømt øjeblik

Og det formår Godzilla ikke. Det hele er set før og bedre. Og netop NYC har Emmerich lagt i ruiner en gang tidligere og mere effektfuldt med den ganske idiotiske, men yderst underholdene Independence Day. Siden hen gik det så galt for NYC igen i bl.a. Deep Impact og Armageddon før altså, at Godzilla lagde vejen forbi de efterhånden hårdt prøvede New York’ere til endnu en gang ødelæggelser. Så ja, det bliver efterhånden en anelse trivielt, især når ødelæggelserne ikke eksekveres med større opfindsomhed, end tilfældet er i Godzilla.
Konklusionen må være for dette King Lizard gensyn, at ikke meget har ændret sig. Filmen er stadig en langstrakt gaber. Selv om jeg personligt finder den langt mere underholdne end både øko bøvset The Day After Tomorrow og fortidsgaberen 10.000 BC. Og hvor skræmmende er det så lige?





Godzilla 1998
Instruktør: Roland Emmerich
Manuskript: Dean Devlin
Fotograf: Ueli Steiger
Medvirkende: Matthew Broderick, Jean Reno,
Maria Pitillo, Hank Azaria, Arabella Field, Michael Lerner


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar