Flatliners

Anmeldt af  Søren Nielsen

Pulse er endnu en mellemregning til den efterhånden matematiske film formel: J-horror konverteret til amerikansk. Denne gang er det Kiyoshi Kurosawa’s kritiker roste Kairo der står for skud. 

Sprechen sie USA?

Hej jeg er Sarah Michelle Gellar....well almost.

Mattie (Kristin Bell), en ung blond Sarah Michelle Gellar look alike, oplever en af livets helt store tragedier, da hendes kæreste Josh, hænger sig for øjnene af hende. Josh der før selvmordet på ganske kort tid var blevet reduceret til blot en skygge af sit tidligere ellers så munter jeg, agerede og opførte sig underligt og tilbagetrukken. Mattie som nu lider af skyldfølelse, sørger over tabet af sin kæreste sammen med sine venner, men beslutter sig for, at finde ud af hvad der forsagede Johs personlighedsændring og efterfølgende selvmord. Og her viser nøglen sig at være internettet. Med lidt hokus pokus, finder Mattie frem til Johs computer, som nu er i hænderne på en anden ung mand og sammen opdager de en mystisk besked på computeren som stiller det pirrende spørgsmål: Har du lyst til at se et spøgelse? Samtidig tager tingene for alvor fart omkring hende. En bølge af tilsyneladende uforklarlige selvmord spreder sig hen over by og land. Og på universitetet, hvor Mattie har sin gang, tynder det efterhånden alvorligt ud i både hendes venner og medstuderende. En selvmords virus syntes at have spredt sig. Det viser sig nemlig, at kommer du i kontakt med tilbuddet om at se et spøgelse og accepterer du, så viser det sig at være en webcam optagelser af folk som begår selvmord! Men hvad for ellers sunde og fornuftige mennesker til det? Og hvordan undgår du, at blive det næste internet spøgelse? Og nok så vigtig: Hvordan stopper man det, før hele verden er smittet?

Hey...blondie. Tjek lige min puls. Jeg tror der er noget helt galt.

Pulse (06’) eller måske mere korrekt originalen Kairo (01’) som indrømmet, jeg endnu ikke at har stiftet bekendtskab med, lægger sig solidt i samme rille som Ringu og Ju-On. Det passer så samtidig meget godt med den tidslomme filmen befinder sig i, nemlig mellem de to mere profilleret søskende; The Ring fra 1998 og The Grudge fra 2003. Det er da også de samme konventioner og hylder med virkemidler vi her har fat i. Vi snakker igen en forbandelse, som denne gang rammer igennem det vi alle efterhånden er lige så afhængig af som mad, søvn, ilt og realityshows, nemlig vores adgang til elektronisk data og masse kommunikation (som senere så også blev afprøvet i Takashi Miike's One missed Call som blev amerikaniseret i 08'). For skal man hjemsøge folk i dag og er man et moderne ”spøgelse”, ja så er computere, smartphones m.m. selvfølgelig også en anelse mere oplagt, end et gammelt støvet slot. På den måde opgraderer man også trusselbilledet og placerer det i en kontekst som vi alle, unge som gamle, er i daglig kontakt med. Samtidig er det et meget fint billede på den fremmedgørelse som nettet og den elektroniske verden kan bidrage med og hvor sårbare vi er overfor samme.

H..hvad siger du?...er der også en Pulse Afterlife og Invasion også?

Så langt så godt. Desværre er Pulse umiddelbare problem, at den ikke er specielt vellykket, overraskende, medrivende eller sågar uhyggelig. Bearbejdelsen af det amerikanske remake er ellers lagt i hænderne på en af branchens veteraner og sværvægtere, selveste Wes Craven. (Last House on the Left, A Nightmare on Elm Street, Scream) Men Freddy's far har desværre (for os) valgt at slå autopiloten til, og gøre det hele så rutinemæssigt kedeligt, at det ligner et spejlbillede på hvad vi har set alt for mange gange før og allerede kender til hudløshed, så selv plotudviklingen i en episode af Glamour kommer til at virker uforudsigelig til sammenligning. Filmens karaktere er der heller ikke brugt megen tid på. Skuespillerne er fra skuffen med ukendte tv-skuespillere og vi er helt ligeglad med hvem der dør, hvem der overlever og mindst af alt hvorfor. For vores venner i Pulse er nemlig filmens virkelige spøgelser. Vi nærer ingen sympati eller interesse for dem, som de spadserer som transparente spøgelser igennem filmen, hvor deres eneste berettigelse synes at være, at gå langsomt hen til en computerskærm for så at kigge på et billede af ja, et spøgelse. Her må man selvfølgelig ikke glemme, at de konstant er akkompagneret af lyden af MEGET høje effekter. Dette mønster gentages så trofast hele filmen igennem, så man til sidst tror, at ens dvd-afspiller er virusangrebet, eller blot gået i samme hak som filmen.

Indsæt elevator muzak

Visuelt er Pulse filmet i et koldt blåligt skær, tilsat trøsteløs forstads beton arkitektur. En ramme som vi allerede kan nikke genkendende til fra The Grudge og ikke mindst Dark Water og som efterhånden er temmelig slidt. Effekterne er mere end middelmådige (med en enkelt undtagelse eller to) og ejer slet ikke The Rings eller The Grudge's effektive eksekvering. Her skal vi skræmmes op i en krog af sofaen af photoshop monstre. Set i forhold til filmens præmis, er det måske også ganske passende?

Pulse indre logik skal man heller ikke kigge for meget efter i sømmene. På den ene side vil den have os til at acceptere uforklarlige tåbelighed. Blandt andet at rød gaffatape kan holde spøgelserne ude (!). Og på den anden, vil den gerne være med på noderne som en high tec historie, men efterlader desværre samtidig indtrykket af, at Cravens og co’s research, har begrænset sig til at have læst forordet til internettet 101. Alt i alt en god idé som er svagt udført - eller elendigt konverteret til engelsk om man vil - for den japanske skulle være ganske fremragende. Det er så hverken første og næppe sidste gang, vi er vidner til den proces og bliver det hele for meget på et tidspunkt, ja så kan man jo håbe på, at der dukker en lille tekstbesked op på ens skærm med ordne: Har du lyst til at se et spøgelse? Well do ya?

                                                          Pulse 2006 IMDB