The Slumber Party Massacre

Anmeldt af Søren Nielsen

I den nærmest uendelige rækken af Halloween kloner som fulgte i kølevandet på Carpenters overraskende boxoffice succes og moderne genregrundlægger, ja så var langt de fleste lige så hurtig glemt igen, som de dukkede op til overfladen. Og selv om The Slumber Party Massacre fra 1982 næppe er en film som ret mange i dag nikker genkendende til i blandt det brede filmpublikum, så er der faktisk tale om en fin lille underholdene og små bizar sag. En film som på trods af, at den naturligvis på ingen måde evner at byde genrens sværvægtere op til blodig kinddans, dog alligevel har formået at tilkæmpet sig en velfortjent plads som en semi-klassiker blandt alle 80’er slasherne. Hvis ikke for andet, så dens baggrund.

Vi befinder os i en forstad til L.A. 18-årige Trish’s forældre skal på weekendophold og efterlader der med døren på vid gab for Trish til at invitere tøserne fra skoles basketballteam over til pizza og tjald og en snak om drenge, sex, musik og ikke mindst hårlak. Alt sammen selvfølgelig, iført pyjamas.  Men hvad Trish, hendes forældre og veninderne ikke ved er, at Russ Thorn, en mand med hang til powertools og som tilbage i 69’ myrdede en hel række af mennesker, netop er undsluppet fra den lukkede afdeling og nu, har indstillet psykopat GPS’en- mod Trish’s highschool! – heldig nok kan man mene, for filmens videre udvikling og spændingskurve.

Heeeeere's Rush!

The Slumber Party Massacre som oprindeligt var udstyret med titlerne Sleepless Nights/Don’t Open the Door, er skrevet af feministen Rita Mae Brown som en genre parodi og blev efterfølgende samlet op af New World Pictures. De gjorde så ikke rigtig mere ved det og gav til sidst manuskriptet til Amy Holden Jones som frygtlig gerne ville være instruktør og lave film. Og da hun kunne konstatere, at de første otte sider både havde en dialog, en spændings og en splatter scene, besluttede sig for at realisere projektet. Amy Holdens mand, den nu berømte filmfotograf Michael Chapman, havde et par ruller film liggende og sammen hyrede de en håndfuld unge, ukendte og håbfulde skuespillere. Lånte filmudstyr og investerede 1000$ i projektet og skød så nogle scenerne i løbet af en weekend i filmparrets hus. Her efter viste de resultatet til kongen af B-film, legendariske Roger Corman, som indvilligede i at producere den. The rest is history – so to speak.

Highlander 8: The Drilling

The Slumber Party Massacre har flere gode elementer klistret på sig hvor af altså humoren er et af dem. Den er lidt som en komedie, hvor man har beslutter sig for at fjerne humoren fra manuskriptet, men bevarer gags’ene. Det gør den her og der temmelig morsom. Både på det frivillige og ufrivillige plan og hvis ikke andet, så anderledes. Der ud over har den en håndfuld fine likvideringer, som fornuftigt nok, bliver drysset ud med rund hånd (syv kvinder og fem mænd) og som samtidig bliver mere og mere udpenslet som filmen skrider frem. Den obligatoriske nudity snydes vi heller ikke for. Her er skam både skamløs dvælen ved indsmøring af sæbe. Der er black & white og der er til gården og gaden. Med andre ord, alle burde kunne finde et eller-andet som passer til deres smagsløg. Pacingen er samtidig overraskende god og med en spilletid på blot 1 time og 17 minutter, ja så er der heller ikke plads til megen slinger i valsen. På godt dansk: Her er der ikke så meget bullshit, vi skærer bogstavligt til benet. Noget nutidens 2 timer plus film kunne lære en ting eller to af.

På minussiden trækker desværre en af filmens helt store svagheder ned. Vores obligatoriske psykopat bliver afsløret alt, alt for tidligt. Samtidig er han, noget overraskende, ikke maskeret som det ellers både er og var trenden i genren. Han ligner faktisk (i sine jeans og cowboyjakke) en der kunne være flygtet over grænsen og nu underviser i spansk på pigernes highschool. Desuden er han udstyret med en underlig fistelstemme når han endelig åbner munden. Men selv om han altså er oppe mod svære odds (der er ingen der har lovet livet skulle være let som psykopatisk seriemorder), er han faktisk okay effektiv, med de midler han nu engang har til sin rådighed. 

Han er bag os...er han ikke?

Hans weapon of choice, en boremaskine, er ret beset....ja, lidt tåbelig. Men indrømmet, man skal være temmelig blind for ikke at anerkende effekten af den. Plus den helt sikkert kan fremelske lidt freudianskanalyse og hjertebanken som han penetrerer pigerne med det meter lange bor igen og igen og...

I film som Halloween (og derfor også i stort alle copycats) skal der være plads til fornuftens stemme. I Slumber Party er valget faldet på pigen som ikke blev inviteret med til pyjamasfesten, da hun både er lidt for køn og lidt for kvik til de andre tøser vil have noget med hende at gøre. Til gengæld er hun nabo til festen og må haste til, som ligene begynder at hobe sig op. The Slumber Party Massacre's egen Laurie Strode om man vil. I øvrigt er alle medvirkende et godt stykke oppe i 20’erne, som det er og bør være i alle amerikanske highschool film og tv-serier. Hvem bøvsede 90210?

Hej jeg er Dylan og jeg er 16 år gammel og lidt af en rebel.

Af mere eller mindre prominente navne i filmen bør man holde øje med Brinke Stevens, som med sine mere end 100 film (hvor af mange af rollerne er i horror/sci-fi genren) har givet hende en mere end velfortjent plads i dronningerækken af Scream Queens. En anden af py-pigerne Valerie Bates, spilles af debutanten Robin Stille. Stille (eller Rochelle), kan også nydes i bl.a. Soroity Babes in the Slimball Bowl-O-Rama og Vampire Knights. Stille blev desværre kun 34 år. Hun begik selvmord i 96’. Som filmens mere end almindelig uheldige pizzabud ses Aron Lipstadt som senere hen skiftede karrieren som pizzabud ud med en som filminstruktør, og hvis første feature er ingen ringere end Android med selveste Klaus Kinski.

The Slumber Party Massacre er som sagt instrueret af Amy Holden Jones og bør alene ved det faktum vække berettiget opsigt. Både en kvindelig manuskriptforfatter og instruktør i en mandsdomineret branche, og ikke mindst genre, er ca. lige så sjældent som vi vinder EM i fodbold. At det netop er en kvindelig instruktør som er dirigent til pyjamasfesten, blev senere hen seriens varemærke. The Slumber Party Massacre 2 (87’) er instrueret af Deborah Brock og 3’eren af Sally Mattison. For begge sequels gør det sig gældende, at bagmanden, Roger Corman, var af den overbevisning, at en kvindelig instruktør ville være mere i touch med slumber party segmentet end en mand. Noget som Deborah Brock ikke var helt enig i, men omvendt var hun mere end taknemmelig for at få chancen for at instruere. Brock som oven i købet også producerede og skrev manuskriptet til 2’eren.

Som en naturlig afgren af The Slumber Party Massacre serien, groede Soroity House Massacre frem (86’) efterfulgt af Soroity House Massacre 2 (90’) og 3’eren fra samme år: Hard to Die. De to sidste instrueret af ingen ringere end Jim Wynorski som også instruerede Cheerleader Massacre fra 2003, et små forkølet forsøg på at genoplive serien. Wynorski som optræder under et hav af dæknavne, har lavet omkring 80 film siden begyndelsen af 80’erne, stort set alle er i exploitation og B- movie segmentet. Hans cv. består bl.a. af Curse of the Komodo, Komodo vs. Cobra, Demolition High og ikke mindst Chopping Mall.