Anmeldt af Søren Nielsen
The
Return of the Living Dead
var en af de film som ubarmhjertigt flåede dig i næsehårene og tvang dig til at
ignorere Politiskolen og The Blue Lagoon, mens du med rystende
hænder pillede den ned fra videobiksens øverste hylde. Hvor efter du højt på tå
og med dyb basstemme, prøvede at lyve dig et par år ældre og undgå direkte øjenkontakt med ekspedienten. Alene coveret til
filmen indgav et gyldne løfte om, at her havde du med en filmoplevelse at gøre,
som dine venner enten vil ophøje dig til afgud for, eller hovedrysten forlade
stuen og du ville aldrig se eller høre et ord fra dem igen. Et ord du til gengæld ville
høre om og om igen de næste mange år var BRAINS! For dette var rent
faktisk filmen, som introducerede verden for zombiernes forkærlighed for netop
hjernemassen. Som en zombie forklarer i filmen: Det hjælper på smerten ved at
være død! Bøvs og velbekomme.

I dag hvor zombiefilm er så meget det nye sort, at Hollywoods
største stjerner står i kø for at få en en bid af kagen og selv husmødre slubre dem
lystigt i sig mellem strikkeopskrifterne i Familie Journalen og TV2 Fri. Ja,
så er der endnu mere grund til at åbne garagedøren, kickstarte Delorean'en og taste
1985 på displayet. Dengang blomstrede genrefilmene nemlig som var det ufortyndet
gødning der væltede ned fra de regntunge efterårs skyer og et af de bedste og sjoveste
offsprings fra dette fantastiske årti var og er utvivlsomt Dan O’ Bannons lige
delt satiriske og groteske zombie epos om de levende døde fra chokoladefabrikken –
eller well...almost.
The Return of the Living Dead, eller Ligene er Ligeglade, som
blev den danske titel, kan umiddelbart tolkes som en navnebror og fortsættelse til
Romero’s milepæl Night of the Living Dead. Og der er da også et både kreativt
og retslig slægtsskab mellem de to. Return of the Living Dead er nemlig skrevet af Romero's medforfatter på Night of the Living Dead John A. Russo og det var meningen, at det var The Texas Chainsaw Massacre's Tobe Hooper der skulle instruere, men han forlod projektet og det endte i stedet i hænderne på O' Bannon som insisterede på at skrive historien om og give den en mere humoristisk vinkel. Og tak for det. Faktisk gør O' Bannon
alt hvad der er menneskeligt muligt for at distancere sig, og bryde med Romeo’s
sorte dommedags profeti. Men samtidig (sjovt nok) at omfavne og hylde den. For
det første så kaster O' Bannon sin zombie film i den stik modsatte retning af Romero’s
med en comedy-horror approach. Genren som måske er den vanskeligste af alle at mestre
og hvor langt de fleste falder fladt på røven i forsøget eller som minimum, brækker
skinnebenet.
![]() |
Frank, Freddy og Burt i gør det selv mode |
I The Return of the Living Dead kan zombierne nemlig udføre forholdsvise komplicerede opgaver. Plus de kan løbe, tale og kommunikere. For eksempel griber en zombie ambulancens walkietalkie, efter de har overfaldet og dræbt de to ambulancereddere og beder stationen om at sende flere falckreddere. Der ud over (og nok så vigtigt) så dør de ikke, selv om de får smadret hjernen eller hovedet savet af. Når alverdens zombie puritanere (og dem er der mange af) så ikke øjeblikkeligt brændte hedningen O’ Bannon på bålet for at ødelægge zombie mytologiens A-B-C, så skyldes det selvfølgelig ene og alene, at resultatet af denne "fornedrelse" fremstod både morsom og med stor kærlighed til originalen.
Og nok så vigtigt, var skabt ud fra respekt og med det rette glimt i øjet, så publikum hurtigt både accepterede og adopterede hans anything goes stil i zombie wonderland. Faktum er faktisk, at mange år efter, hvor den store debat omkring de nye og lynhurtige "moderne" zombier blussede op, havde mange glemt, at de levende døde ikke bare løb, men løb fandens hurtigt allerede i O' Bannons film. Mb-Mb...
Frank og Freddy er to medarbejdere hos Uneeda Medical
Supply House, som uheldigvis kickstarter zombie epidemien da de mere eller
mindre tilfældigt kommer til at ødelægge en beholder hvor the left overs fra
Night of the Living Dead er ”begravet” og der med vækker et kadaver i frysekammeret til live. De to herrer spilles henholdsvis af Thom Mathewes
(Freddy) og veteranen James Karen (Frank). Frank og Freddys boss Burt, som
hurtigt bliver tilkaldt for at at afhjælpe den lurende katastrofe, spilles af Clu Gulager. Skuespillet i RotLD er generelt
intet mindre end fremragende. Balancen mellem det sjove, det hysteriske og det
overspillede er perfekt timet. Især James Karen er spot on. Et af filmens
absolutte højdepunkter er da også makkerparrets Freddy og Franks langsomme nedbrydning til først syge, så døde og
sluttelig zombier som en konsekvens af, at de har været i direkte kontakt med
indholdet i beholderen. Da rigor mortis sluttelig indtræffer, er der ikke et øje tørt.
![]() |
Send more BRAINS! |
Trash som i øvrigt spilles af Scream Queen favoritten Quigley som igennem årene har henrykket filmelskere i perler som Hollywood Chainsaw Hookers, Sorority Babes in the Slimball Bowl-O-Rama, Nightmare Sisters, Beach Babes from Beyond og mange, mange flere. I Return of the Living Dead, har hun sit ikoniske øjeblik med strip og dans på en gravsten. Vi er mange som takker.
Nænner man at kalde sig selv zombiefan, bør man selvfølgelig have set The Return of the Living Dead minimum 20 gange. Og har man ikke, bør man altid husk på, at et gensyn med de levende døde hverken kræver hjerne eller en undskyldning. Og slet ikke i så fornemt selskab som med Dan O’ Bannon og co. og husk så i øvrigt, at nyde det helt igennem fremragende soundtrack.
The Return of the Living Dead 1985
Instruktør: Dan O' Bannon
Manuskript: John A. Russo & Dan O' Bannon
Fototgraf: Jules Brenner
Medvirkende: Clue Gulager, James Karen
Don Calfa, Linnea Quigley, Thom Mathews
Ingen kommentarer:
Send en kommentar