torsdag den 16. oktober 2014

Glemmer du, så husker jeg.





I disse tide hvor DR leger den rige onkel fra Amerika, først med Melodi Grand Prix også en check på 170 millioner gode danske kroner til Ole snork Bornedals genslagtning af slaget ved Dybbøl, så var det måske meget relevant at indstille tidskarrusellen til en af stats tv’ets tidligere historiske succeser, da vingesuset fra Gøngehøvdingen ramte land og by i det herrens år 1992. Nu kunne man godt mistænke DR for bevidst at smide gode penge efter gedigne danske krigsfiaskoer. For efter Kalmarunionens ophør lavede vi stort set ikke andet end at gå i krig med svensken. Det blev til 11 styk i alt og endte med at reducere os til den lilleput nation vi er i dag, hvor man med lidt tung speederfod kan køre fra den ene ende til den anden på en solid eftermiddag. 



Men som om de ydmygende nederlag til vor svenske broderfolk ikke var salt nok i det blodige krigssår, så skal kniven åbenbart liiige vrides rundt en ekstra gang eller tre, med tv-serien om slagene ved Dybbøl hvor vi endnu engang fik en solid røvfuld. Denne gang af den preussiske-østrigske hær – bare sådan for variationens skyld. Men måske er det i virkeligheden ikke, når det nu kommer til stykket, DR der skamrider det morbide og selvudslettende danske krigstrauma.

Men det vi som glade licensgidsler er vidner til, konsekvensen af en mission impossible; at grave noget der blot dufter af dansk krigslykke og masser af succes frem fra historiebøgerne? Vrøvl! Selvfølgelig er det ikke det. For i det selv samme år som Gøngehøvdingen indtog de danske tv-stuer, ja der opnåede vi den størst tænkelige revanche som er menneskeligt muligt i et moderne og oplyst samfund. For ikke alene kunne vi krones som de ubestridte fodboldkonger af Europa, men vi triumferede sågar i fjendeland og erobrede titlen i svenskens egen højborg på Nya Ullavi og hvor vi som kronen på værket slagtede Prøjsen i finalen. Hævnen var ikke bare sød som sukker blandet op med sirup og honning, den var perfekt. En historisk triumf som med et eneste trylleslag annullerer trevides års krigen og sletter samtlige nederlag fra historiebøgerne kan selvfølgelig ikke stå uberørt hen, så her, et par og tyve år efter, kommer filmen så om den vigtigste af alle sejre, dobbelt Jeopardy hos svensken. Triumfen vi sikrede os på magisk vis en lun sommeraften i 92’. Ta’ den Sverige og Tyskland. Føl smerten og nederlaget. Svier det i skridtet?

Nå, men det var Gøngehøvdingen vi kom fra. Serien var ikke blot et historisk sats af Gyngemosen, det var et prestige projekt og samtidig den dyreste danske tv-produktion nogensinde. Samtlige kanoner var kørt i stilling for at tryllebinde


Tror du det er det her, vi bliver husket for Per?
nationen uge efter uge, når vi på kanten af sofaen fulgte i fodsporene på Svend Poulsen, hans tro væbner Ib og de gæve og evigt sultne snaphaner som drev gæk med den svenske overmagt. Makkerparret Søren Pilmark og Per Pallesen der i midt 80’erne havde haft stor succes med Pallesen Pilmark show og sågar vandt Sølvrosen ved Rose d’Or festivalen, var det knap så oplagte valg til at fortolke Carit Etlar’s dynamiske duo. Alligevel blev opgaven lagt i hænderne på de to, at forsvare de danske farver og tæve svensken gule og blå. Det kunne selvfølgelig kun gå galt. Og det gjorde det så også.


Serien som oprindeligt var på 13 afsnit af ca. en halv times varighed, blev genudsendt i 2004, hvor den nu var klippet ned til seks afsnit af ca. 45 min. Desværre gjorde dette kirurgiske kunstindgreb ikke oplevelsen større. Kortere utvivlsomt, men ikke større. Når man genser Gøngehøvdingen i dag, så kan det faktiske ikke undgå at undre en smule, at der ikke er vokset mere kult op omkring serien igennem årene for den indholder faktisk samtlige ingredienserne. Skumsprøjt sne. Traktorhjulspor. Armbåndsur og tennissko for blot at nævne en håndfuld af de ting,
Bare rolig bette Karen, han viser sig ikke igen.
som overraskende nok for de fleste, folk var i besiddelse af i midten af 1600 tallets Danmark. Et andet element som også hyper serien er skuespillet. Per Pallesen vælger modigt at fortolke sin rolle, som var tidsmaskinen stoppet i 50'ernes Morten Korch land og ikke i 1600 tallet. Hans karikerede overspil og slå på tæven henleder tankerne mod et klassisk Ib Mossin salgsmål i dennes velmagtsdage når Karen Maren skulle reddes fra den onde beriders lidt for nysgerrige fingre. Plads er der også blevet til hans figur "Yes my boys" Mathiesen fra satireprogrammet Dansk Naturgas. Nu er Fru Kristof så blot byttet ud med våbenbroren Søren Pilmark. Per Pallesens præstation peaker da stakkels Ib er ramt af tandpine, og skal have tanden trukket ud hos smeden. Plus han som bonus konsekvens vælger at spankulere rundt som har han skidt i bukserne og skal skridte 9.15 meter op i en fodboldkamp.

Svend og Ib indtager København. Vi kunne også kalde den Jensen's Kronhjort restaurant?
   
Har man sagt Ib, må man selvfølgelig også sige Svend. Den danske folkehelt om hvem vi ved forbavsende lidt. Ud over selvfølgelig, at han var født i Sverige, og det derfor mere er tale om en svensk landsforræder end en dansk folkehelt. Et traumatiserende faktum som blot lægger endnu et par kilo til vores i forvejen hårdt prøvede selvforståelse. I Gøngehøvdingen vækkes Svend til live af Søren Pilmark. Og det gør han med lige delt blanding af damernes ven, Robin Hood og et drys Ørkenens Sønner.

Svend forklædt og svensken narret endnu engang
Ud over det ufrivillige (må man formode?) skuespil der præger serien, er der en anden ting som fanger øjet; mangel på skala og storhed. Om det så er bal på slottet med blot et dusin festklædte gæster. Kampe på slagsmarken eller når den hårdt prøvet konge Frederik d. 3. står og vinker i vinduet til folket (som vi aldrig ser, men blot hører) så mangler serien volume og ikke mindst statister. Det hele er lidt som at forestille sig landsgangsscenen i Saving Private Rayn med deltagelse af kun Tom Hanks, ni allierede og tre tyskere. Småt er ikke altid godt og mindre er langt fra altid mere. 

Men er der så slet ikke noget positivt at berette om DR’s prestige projekt og monster satsning spørger du sikkert? Selvfølgelig er der det. Jens Okking spiller med så stor overbevisning den skruppelløse og kyniske tyske (kan det være anderledes?) Kaptajn Manheimer, så du kun kan sidde med svedige håndflader og heppe på den tyske lejesoldat i hans utrættelige jagt efter ussel mammon og købt lykke. Manheimer skåner nemlig ingen. Hverken kvinder, børn, hekse, heste eller kirkesølvet. Jens Okking, som i øvrigt er en af de få skuespillere her til lands som altid evner at løfte en film eller tv-produktion, hvor elendig oplægget så end er. En evne som Gene Hackman i øvrigt også besad.

Susanne tænker over livet i Tyrens Tegn 74'
På plus siden trækker Susanne Breuning, som spiller Den Sorte Dame (seriens svar på Alexander Dumas Mylady) også gevaldigt op. Breuning der som altid er tæske lækker (både med og uden tøj på) har selvfølgelig, til ingens overraskelse, alt for få scener i serien. Heldigvis kan de både pauses og ses igen og igen. Afslutningsvis kan det fortælles, at Gøngehøvdingen i øvrigt blev levendegjort på det store lærred allerede i 61’ med Dirch Passer som Ib og Ove Sprogøe som Kulsoens hårdtprøvede mand, Tam. Bedste udgave er dog uden konkurrence Orla Klausens tegneserie som udkom i fem albums fra 1989-93.



Sidder du nu med høj puls og bider neglene ned til roden, mens du med koldsved på panden afventer tv-ugens kommen med højdepunkterne Vild med dans og Tæsk ved Dybbøl, så kan du med fordel i mellemtiden snige dig forbi DR’s arkiver og Bonanza. Her kan du se (eller gense) alle 13 afsnit om den svenske forræder Svend Poulsen, hans svoger Ib og de modige snaphaner. DR's krigslykke vil ingen ende tage.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar