What Dreams May Come?

Anmeldt af Søren Nielsen

 

Sidder du nu og da og tænker, mens aftenkaffen brygges og reklameblokken på TV2 snegler sig af sted, at der er i bund og grund er for få ting at undres over i denne verden. Ja, siger du? Så kan det stærkt anbefales, at du zapper væk fra Kvægtorvet og smider Dreamcatcher i dvd-afspilleren. For Dreamcather giver dig om noget rig mulighed for at netop dette – kunsten at undres. Først undrer du dig over, hvad der lige skete med den ellers så lovende start. De fine karakterer og den interessante historie. Derefter undrer du dig over, hvorfor du i grunden undrer dig, nu det er en Stephen King filmatisering du sidder og kigger på?

Lawrence Kasdan (manden der havde hænder dybt begravet i fundamentet til Lucas rumepos og manden med hatten og selv stod fadder til bl.a. Silverrado og The Big Chill) er her gået i ubarmhjertig infight med Stephen King, analfikseret aliens og ikke bad ass - men BAAAAAD ASS militær fyre. Det er ikke en Kasdan kombination vi ser på menukortet hver dag og resultatet ender da også mildest talt i ganske ujævnt trav.

DreamCatcher åbner for så vidt ganske lovende, ja faktisk rigtig lovende. Introduktionen til vores firkløver og deres specielle evner (og årlige hyttetur) tegner streger i sandet til noget ganske interessant. Ikke mindst på grund af "Stand By Me" flashback scenerne til drengeårene. Smider vi så oven i gryden et uventet besøg fra en højt pruttende mand med alvorlige afføringsproblemer og skovens dybe ro der veksles til en besynderlig fælles dyrmarch, ja så er vi faktisk ganske godt i gang med en spændende historie som både lykkes med at prikke til vores nysgerrighed og etablere en fin creepy stemning.

For hvad er der lige der sker i skoven, og ikke mindst med den fremmede med udslæt og galoperende dårlig mave? Samt den mystiske tavse kvinde midt på vejen? Og hvad er det alle dyrene flygter fra? Men før vi kan nå at undre os sådan for alvor, så har Kasdan manøvreret os og historien ca. lige så elegant som en høj gravid T-Rex med ADHD igennem en kongelig porcelæn forretning. Nu præsenteres vi nemlig for The Blue Boys. "De blå drenge" er nogle tosset farlige gutter. En speciel enhed som ikke gør honnør, ikke siger sir, men boss og arbejder selvstændigt inden for militærets egne rækker. Det betyder blandt andet, at lyver du, kan du forvente at blive skudt i igennem klør fem i stedet for at blive stillet for en krigsdomstol. Så skal du nemlig både lære at skyde og onanere med venstre hånd. Tricky!

Lederen af "de blå drenge" er ingen ringere end Morgan Freeman som på trods af fortsat førlighed med egen højre hånd har endnu en til rådighed i skikkelse af Tom Siezmore. Freeman der har viet sit liv til at bekæmpe E.T’er og selv om han burde kunne spille en så stereotype og klichefyldt rolle som han præsenteres for her på autopilot, så lykkes det alligevel på mirakuløs vis for Kasdan, at skabe et mindre filmisk mirakel. Her gik jeg (og mange andre) nemlig og troede, at vi aldrig skulle opleve en film hvor Freeman spillede dårligt (det var før jeg så Driving Miss Daisy). Men ved du hvad? Det udvikler sig for øjnene af dig. Dialogen bliver afleveret lige så elegant som klumper i syltetøj og både fremtoning og hans ageren virker helt ude af synk for skuespilleren der ellers har et fortjent ry for at kunne løfte selv den mest håbløse roller til et hæderlig niveau. Med andre ord; Oberst Abraham Curtis som Freeman skal vække til live, er mere død en salget af flæskesvær i Bagdad. 

Filmens anden halvdel og militær vinklen er samtidig dødsstødet for alt det der ellers lovede så godt i indledningen af Dreamcatcher. For som resultatet har været med talrige andre King filmatiseringer igennem årene, så kæntrer projektet midtvejs og går hurtigere til bunds end du kan nå at fremstamme isbjerg. Den fine intime stemning vi blev præsenteret for i hytten i den snedækkede skov, samt de veltegnede karaktere og en mulig under siege tonser fed lille alien gyser flicka, bliver hældt i lokummet til fordel for en bollefed militær klapjagt som ikke bare begraver historien, skuespillerne, men også interesse og finalen i ti meter gul sne. Synd og skam, for det hele var ellers ganske lovende. Hvordan kunne det gå så galt? Ja, du er ikke den eneste der undrer dig. Vi bliver smidt hovedkulds ud over kanten på en blå plastic bobslæde med helikopterangreb, moderrumskib og jeg skal komme efter dig. Jeg skal her undlade at afsløre, hvordan Freeman helt grinagtig finder frem til Siezmore og co. i filmens finale og hvordan deres OK. Corall opgør forløber. Det skal du, har du endnu ikke set dette makværk, selv have lov til at vidne. Du kan selvfølgelig også bare se første halvdel og efterfølgende retunere til aftenskaffen og sendefladen på TV2. Valget er helt dit - skulle du undre dig.

Dreamcatcher 2003

Instruktør: Lawrence Kasdan

Manuskript: Stephen King, William Goldman, 

Lawrence Kasdan

Fotograf: John Seale

Medvirkende: Morgan Freeman, Thomas Jane, 

Jason Lee, Damian Lewis, Timothy Olyphant, 

Tom Seizemore

IMDB