lørdag den 19. maj 2018

Mord i mørket




Anmeldt af Søren Nielsen

Om det skyldes jeg har indløst billet til danskernes seneste livsstilsklub: Mangel på kvalificeret søvn.

Eller kildens knastørre udspring skal findes i selve forspillet til en god solid nattesøvn: sex og ikke mindst manglen på samme. Ja, det skal her være usagt.

For måske er der i virkeligheden blot tale om endnu en hidsig sjælevandring i min desperate søgen efter en ublodig, men til gengæld yderst pinefuld variant af cutting for voksne.

Faktum er i hvert fald, at jeg lod mig på en gang både overliste og rumple af Viaplay og Dræberne Fra Nibe en tidlig lørdag morgenstund i det smukke maj. Symbolsk akkompagneret i øvrigt af mågernes hidsige og hånlige skrig udenfor mit vindue.



Jeg mener mine damer og herrer, at jeg burde være advaret efter Ole Bornedals ambitiøse voldtægtsforsøg på danmarkshistorien med sin monstrøse og alternative udlægning af begivenhederne i 1864, som pludselig fik Pilmark og Pallesens svingom med svensken og Gøngehøvdingen til at fremstå som en skarpslebet dansk pendant til Game of Thrones, ja så kommer en af førnævnte spekulationer for alvor i spil igen.

Nørresundbys og dermed nordjyllands autodidakte filmskaber number uno, har denne gang valgt at kaste sin slowfox-kærlighed på byen som ligger hensunken i glemsel i det meste af årets 365 dage, men vågner som fugl Phønix når der kaldes til samling på Den lille Fede. En sovs og kartofler festival helt fritaget for overraskelser og kant, men hvor Tordenskjolds soldater trofast indtager begge sider af scenekanten år efter år til fællessang, bajere og vi sejler op ad åen. Kald det kærlighed som vi siger på disse breddegrader.  Vi ved hvad vi får, og det er nu engang så rart. 

Lidt samme tanke må manuskriptforfatteren Bornedal også have tænkt, da han plottede Dræberne fra Nibe til instruktøren Bornedal - genkendelse.

Forsøget (for det er det vel, et forsøg?) på at lave en hip-moderne sort action-komedie kommer ikke bare små tyve år for sent, men evner ikke så meget som at træde et skridt ud over scenekanten i bestræbelserne på at få fat i kraven på sit publikum (for nu at blive i festivaltermen). Men hvad værre er, så har den kære Bornedal store problemer med blot at indstille sigtekornet og hvilket ben han og dermed sin film skal stå på. Det ender som den slags ofte gør med lussinger og et brækket haleben.


Vi smider lidt forkælet vestlig samlivsproblematik ned i kødgryden, suppleret med klassisk screwball elementer. Dertil tilføjes et brændende ønske om at lave en sort satire over Udkantsdanmark moduleret over kroens og købmandens dødskamp. Tilsæt dertil lidt moderigtigt Tom og Jerry-vold som filmens klister og håbet er født om både statslige støttekroner og en hjertestarter i form af en plads på menukortet hos Filmklub Danmark.

Dræberne fra Nibe roterer om to håndværkere der ud over mangel på sex og et fælles mål om at snyde så mange kunder som muligt, også er trætte af deres frigide koner. Den små-racistiske, surmulende og kvindefjendske Edward (vakt til live af Ulrich Thomsen, som virker mere end pinligt berørt igennem det meste af filmen) er manden der kickstarter ”handlingen” da han i fuldskab liiige kommer til at bestille en russisk lejemorder i en scene i øvrigt, der tangerer de værste øjeblikke i Hvidstens Gruppen. Her taler vi dansk dilletant skuespil 101. Hos hans partner in crime Ib, spilles af Nicolas Bro i en klassisk Nicolas Bro rolle, toppes kampvægt kun af de seksuelle opsparet frustrationer som tilsyneladende giver ham stiv diller selv når bregnen skal vandes.

Pssst...det er IKKE en Bilka reklame.

Kvinderne i deres liv udgøres af Mia Lyhne som Gritt, der uden rødmen bruger hele sin kunstneriske spændvidde fra Bilka-reklamerne og Edwards kone, Chardonnay-alkoholikeren Ingrid (Lene Maria Christensen), hvis fælles højdepunkt, ud over at nægte deres mænd sex, er de ugentlige salsatimer i den (surprise-surprise) nedlagte kirke hvor den uimodståelige landsforviste svenske (endnu mere surprise) bøsseinstruktør uddeler erotiske håndmadder til de sukkende og vuggende kvindebarme, men selvfølgelig har et forhold til byens spasser (sådan nogle er nemlig altid sjove). 

De to kvinder støder en nattetime tilfældigt på den konstant beruset russiske hyret lejemorder (filmens højdepunkt, polske Marcin Dorocinski) som er blevet parkeret i kælderen hos Edward og nu både kan belære damerne om passion (den russiske slags, ikke den svenske), sex med jomfruer og følelsen ved at slå ihjel. 



Med nyvunden viden om at deres mænd ikke blot i et udslag af nordjysk sparsommelighed har hyret en lejemorder for at reducerer omkostninger ved en skilsmisse, men denne allerede er ankommet og nu sidder overfor dem i samtalekøkkenet, ja så må der selvfølgelig skrides til et feministisk modsvar. Det kommer i skikkelse af en Mary Poppins lejemorder fra England. Som til gengæld udviser stor-stor humor ved at eksekvere Hanibal Lector reference joke nummer 5739957365 i filmhistorien. Så er niveauet lige som lagt.

På rollelisten af stereotyper kendisser finder vi selvfølgelig også Søren Malling som en happy gunslinger Sofus-betjent der er bevæbnet med en pistol der vil give Dirty Harry akutrejsning og som, for at gøre ham du-ved sådan rigtigt sjov, benytter sig af (nord)jysk engelske ord som twentyforseven.

Plads er der søreme også blevet til Ole Thestrup i en enkelt scene. Her har den kære Bornedal luret kollegaen Anders Thomas Jensen over skulderen og set det element fungerer rigtigt fornuftigt. Altså små tyve år tidligere i Blinkende Lygter



Og her ligger et af filmens mange problemer så samtidig begravet. Humoren som Bornedal så krampagtige prøver at gøre sin, ved at plagiere det der netop placerede Anders Thomas Jensen på filmkortet. Først som manuskriptforfatter og senere som instruktør med bedrifter som I Kina Spiser De Hunde, De Grønne Slagtere, Adams Æbler og føromtalte Blinkede Lygter rammer Bornedal ca. lige så præcist som indstillede Putin sigtekornet efter Nobels Fredspris.

Dialogen er opstyltet og krampagtigt afviklet og her og der decideret pinlig i forsøget på at føde klassikere som netop Blinkende Lygter var så rig på. Folk husker stadig den dag i dag (18 år efter) citater fra Anders Thomas Jensens film om en flok Matador-glade og hjertevarme voldspsykopater der flygtede ud i skoven. Det gør med garanti et fåtal af hr. og fru Danmark når de har fået rettet tæerne ud igen og skoene på og forladt biografmørket og Dræberne fra Nibe. Og med garanti ikke om 18 år.



En anden alvorlig pointe som Bornedal har misset da han plottede sin film er, at det er uimodståeligt svært at engagere sig i et persongalleri hvor ingen ejer et sympatisk træk. Især når det hele handler om at tage et andet menneskes liv. Her er det en fordel, vægter sympatien enten til fordel for den forurettede eller udøvende part. 

Vores to håndværkere er svære at fatte sympati for, om de så optræder i hvid Kansas eller i drag-kostumer. Hvad i øvrigt i hård konkurrence må tage prisen som filmens mest pinagtige scene. Marginalt mere sympatiske er deres koner, men alt i alt nærmest en usynlig forskel på en skala som kræver en smuttur forbi Louis Nielsen for at spotte differencen på. 

Dræberne fra Nibe er om noget klichéernes holdeplads. Det er så dejlig let. De korrupte håndværkere, den homoseksuel salsa-instruktør, den fordrukken russer i beskidt undertrøje, spasseren med de sjove ansigtstræk og tale og ja, listen fortsætter.



Et andet fælles træk er, at ingen af rollerne er hverken defineret eller tegnet så de opfordrer til indlevelse eller medfølelse. Selv filmens katapult, bestillingen af en lejemorder, skal undskyldes med alkohol. Sprut er manuskriptforfatteres go-to og billige løsning, skal en person foretaget noget dumt og man ikke evner eller orker at retfærdiggøre, at personens karakter vil gøre det samme i ædruelig tilstand.

Er det vanskeligt at fatte sympati for deres karakter, så er det til gengæld ikke for spillerne. Selv om det bliver til et enkelt majet her og der, så kæmper alle som en, en fortvivlet kamp med de nordjyske gloser og dialekt, så samtlige medvirkende i et kollektivt selvmord har valgt at konvertere til et fælles københavnsk-jysk. Moralen må være: Sådan taler de jo alle over there om geografien så dikterer sønderjylland eller Nibe. Komisk, ikke mindst med Bornedals opland in mente.

Musikalsk pynter Loveshop tilgengæld på filmens lydspor, når filmen altså ikke druknes i tung uprovokeret orkestergravsmusik.

Dræberne fra Nibe ender som en dårlig parodi på den danske vinkel på action-komedie genren som blev født med I Kina Spiser de Hunde for 19 år siden og som toppede med Blinkende Lygter. Som en glemt pointe til en joke der ville have tryllet tusserne af din blonde borddame til festen, men først rammer dig mandag på jobbet. 

Ole Bornedal vil så gerne det hele og lefler ihærdigt for filmnørderne med mere eller mindre indspiste filmreferencer når der ikke plaffes løs efter affolkningsproblematikken i udsatte landdistrikter til lyden af vindmøllernes dødsspiral sonate på braklægningsmarkerne. Det tilsat en enkelt teskefuld tilstoppet håndvasksocialrealisme omkring det moderne ægteskab, flytter sammenlagt hele projektet fra Stor Scene til Reservatet. Med andre ord: Der er meget langt til Anders Thomas Jensen og endnu længere til Fargo.



 
























Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar