Det var aldrig sket i Ikea

Anmeldt af Jes Beier

The Possession tager sit udgangspunkt i en begivenhed for ikke så mange år siden, hvor en familie måtte stå sammen for at overleve truslen fra en såkaldt ufattelig ondskab. Clyde (Jeffrey Dean Morgan) og Stephanie Brenek (Kyra Sedgwick) er – til at begynde med – ikke specielt opmærksomme, da deres yngste datter, Em (Natasha Calis) i stigende grad knytter sig til en antik træboks, som hun har købt ved at garagesalg. Men i takt med, at Ems opførsel bliver mere og mere skræmmende, begynder Clyde og Stephanie at få mistanke om, at noget ondt er ved at tage magten over familien. Og da de begynder at undersøge sagen, finder de ud af, at den gamle boks i sin tid blev bygget for – til evig tid – at fastholde en Dibbuk, en ond dæmon fra helvedes forgård, der trænger ind i sit offers sjæl med en altfortærende ondskab, inden den ultimativt helt fortærer sit menneskelige offer.

Ole Bornedal har skyldt en god film i mange år og har vel dybest set ikke lavet noget af betydning siden Vikaren i 2007, og her er der så noget der tyder på, at han er ved at finde en slags form (igen). Jeg sætter med vilje ordet i parantes, fordi Bornedal ikke siden Nattevagten har fundet en klar linje i sin produktion, men jeg vover påstanden, at han måske bør blive i Hollywood og lave genrefilm, for det er tilsyneladende det han er bedst til.

Glem alt om navlepillende og pretentiøse dramaer om kvindeskæbner og lad være med at gå Godard eller andre dekonstruktivistiske instruktører i bedene og fokusér på den gode, klassiske fortælling. Bornedal bør gøre ligesom Bille August: Få fingeren ud af bageriet og lav det der fungerede i gamle dage. I Billes tilfælde altså: Find de gamle klassiske romaner frem og smæk et manus sammen. Der står den ene reolmeter efter den anden og venter.

Nå, men tilbage til filmen. Det er en helt traditionel besættelsesfilm (altså om en ånd der bemægtiger sig en andens krop) og Bornedal leverer hvad han skal og heller ikke mere. Men det fungerer og han bygger sin film op stort set efter bogen. Filmen bliver aldrig 100 % skræmmende, men det gør ikke så meget når den elementære spænding er på plads. Den afgørende scene til sidst er også ramt rigtigt.

At historien er baseret på virkelige begivenheder er også med til at hjælpe filmen på vej, selvom det ikke er til at afgøre hvor meget af det der faktisk er sket. Filmen har en del løse ender og efterlader tilskueren med et par ubesvarede spørgsmål, men hvis man kan leve med dette, så er dette filmen til en sen nattetime.

Bliv i Californien, Ole og lav noget mere af det hér!

Ole Bornedal:

I en del af verden (TV-film) 1993

Mastubator (TV-film) 1993

Nattevagten 1994

Nightwatch 1997

Dybt vand (TV-film) 1997

Jeg er Dina 2002

Vikaren 2007

Just Another Love Story 2007

Fri os fra det onde 2009

The Possession 2012

The Possession 2012

IMDB 

Back in Black

Anmeldt af Søren Nielsen

80’erne var årtiet hvor du blev retsforfulgt med amputering eller døden til følge, afleverede du dine videofilm uden at spole dem tilbage. Det var samtidig årtiet hvor de sortklædte ninjaer rejste sig fra den japanske muld og revancherede slaget ved Midway, ved at indtage den amerikanske B-films industri. Enter the Ninja, Revenge of the Ninja, Pray for Death, Ninja Projects Daredevils, Nine Deaths of the Ninja, Ninja the Violent Sorceror, Ninja in the Killing Fields, The Ninja Mission, Ninja Terminator og selvfølgelig Amaerican Ninja var blot toppen af det isbjerg som lærte os alle i koldkrigs 80'erne, at det eneste der kunne konkurrere med de stumme japanske lejemordere i effektivitet, var en rusten motorsav med en røvfuld benzin på tanken. Filmen der for alvor fik Hollywooods øjne op for disse lydløse mordere i den japanske buksedragtsudgave af burkaen, var selvfølgelig The Octagon med en ung Chuck Norris (hans femte film) som Vestens sidste bolværk mod den sorte død.

He told you so!

Når jeg nu bladrer igennem min flimrende hukommelse, så er der især fire film fra den periode der fortjener et stillbillede. Den første er Kvindefængslet i Sydamerikas Jungle. Nummer to er Porky's. Tredje velfortjente pittstop, er Escape From New York og sidst, men absolut ikke mindst, samuraisværdet i pølseenden: The Octagon. Med andre ord, fire film jeg med fråde om munden flåede ned fra filmhylderne igen og igen. Og holder vi fast i sidstnævnte, så var The Octagon simpelthen indbegrebet af kult og det endda før nogen havde det mindste begreb om hvad kult var. Men hvorfor er og var den så det spørger du sikkert dig selv. Er det ikke bare endnu en Chuck Norris cirkelspark film fra samlebåndet? Hell no! Mary Lou!

1. Den er om nogen introduktionshåndbogen til de-der før omtalte ninjaer. 

2.Chuck Chup er i top 5 form og hans mustage på vej til at være full grown.

3. Filmindustriens bad ass number uno, selveste Mr. Lee Van Cleef, drysser rundhåndet stjernestøv ud over hele produktionen. På trods af desværre, en alt for kort  screentime. Og ved du hvad? Så er jeg end ikke kommet til det bedste endnu. Det der gør at The Octagon stadig fremstår som et tatoveret frimærke i panden på ninja genren. 

4. Robert fuckin’ Norton.

Norton har en dobbeltrolle i filmen. Den første som en blond grydeklippet lejesoldat (Long Legs), der som tak for det tvivlsomme fashion statement belønnes med et los i bollerne af Chuck. Snip-snap-snude og væk med ham. Det Norton til gengæld huskes for, er hans portræt af ninajen over dem alle: Kyo the Enforcer! Det er måske Chucky-drengen sammen med Lee Van Cleef der hiver overskrifterne hjem, men det er Kyo der stjæler filmen (og plakaten). 

The Octagon er nemlig mere en ninja film, end det er en Chuck film. 

Chuck som ellers på dette tidspunkt havde taget et solidt afsat på vej mod stjernerne. Men man forstå hvorfor: Kyo er en gud. Måske ikke en ægte en af slagsen, men en ninja gud. Især hvis du er 14 og sidder måbende i en halv meters afstand fra tv’et, på trods af din mors utallige advarsler om at du bliver blind før dagen er omme. Kyo’s outfit var out of this world og hans bevægelser, hans blærede håndtering af sine våben og det han ikke talte, ikke et ord, men istedet hvæsede moddelerede ham fra første øjekast til det perfekte billede på både frygt og fascination. Kyo dansede dødens ballet.

Er The Octagon så et mesterværk? Næ, det er den ikke. Langt fra. Historien introducerer alt for mange personer (og subplots), til den kan håndtere bare halvdelen og selve The Octagon (en kampplads), spiller en næsten ligegyldig rolle i filmen. På samme måde gør Chuck’s forsvundne halvbror, der nu dukker op som ninja træner, heller ikke meget væsen af sig. Slutopgøret mellem de to, som hele filmen bygger op til, og som finder sted efter Chucks legendariske fight med Kyo, er en fuser af rang. Hvad skete der? Løb de tør for penge eller råbånd på grund af de endeløse subplots? På samme måde udgør (som tidligere nævnt) Lee Van Cleef en alt, alt for lille del af filmen. 

Selve grund idéen, at der er et hemmelig sted hvor man træner almindelig mennesker til ninjaer i vor tid, kommer heller aldrig til udfoldelse. I hvert fald kommer det aldrig klart til udtryk hvad de får ud af det og de fleste af rekrutterne virker også til at være der mod deres vilje, selv om det er ganske frivilligt. På plus siden tæller det til gengæld, at Karen Carlson smider trøjen og forkæler os med en side boob. Det skal man ikke undervurdere glæden af når man var 14 år gammel og hormonerne slog flik-flak hen af stuegulvet.

På trods af filmens svagheder, hvortil også tæller at de sorte, ”almindelige” ninjaer, virker temmelig harmløse. Selv om de skal forstille at være verdens bedst trænede assasins. Så er alt selvfølgelig tilgivet og mere til, alene for filmens finale mellem Chucky N og Kyo. Well lad os bare gå planken helt ud og bekende kulør til de højere magter: alle scener med Kyo er fuldblods ninja viagra lige ned i skridttælleren. 

Som martial arts movie gør The Octagon sig også godt. Den var en af genrens første med et huuuuuge bodycount samt et par sjove onliners her og der. Plus et big blow up til slut. Samtidig har vi her at gøre med en film af den gamle skole. Skuespillerne hænger ikke og dingler i endeløse stålwire. Her er det the real

deal. Robert Norton sparkes igennem både træ og ild af Chuck og kampscenerne er primært holdt i totalbilleder og ikke det close-up klippe hysteri som vi ser alt for meget af i dag, for at skjule de mangelfulde evner. Faktum er, når støvet har lagt sig, så står Kyo tilbage som ninjaen over dem alle og Chuck og alle os andre foran tv-skærmene, fik allernådigst lov til at kigge med fra første parket. Long live the king baby!

Bonus: Sideboob, ninja style.

The Octagon 1980
 
IMDB