Anmeldt af Søren Nielsen
80’erne var årtiet hvor du blev retsforfulgt med amputering eller døden til følge, afleverede du dine videofilm uden at spole dem tilbage. Det var samtidig årtiet hvor de sortklædte ninjaer rejste sig fra den japanske muld og revancherede slaget ved Midway, ved at indtage den amerikanske B-films industri. Enter the Ninja, Revenge of the Ninja, Pray for Death, Ninja Projects Daredevils, Nine Deaths of the Ninja, Ninja the Violent Sorceror, Ninja in the Killing Fields, The Ninja Mission, Ninja Terminator og selvfølgelig Amaerican Ninja var blot toppen af det isbjerg som lærte os alle i koldkrigs 80'erne, at det eneste der kunne konkurrere med de stumme japanske lejemordere i effektivitet, var en rusten motorsav med en røvfuld benzin på tanken. Filmen der for alvor fik Hollywooods øjne op for disse lydløse mordere i den japanske buksedragtsudgave af burkaen, var selvfølgelig The Octagon med en ung Chuck Norris (hans femte film) som Vestens sidste bolværk mod den sorte død.
 |
| He told you so! |
Når jeg nu bladrer igennem min flimrende hukommelse, så er der
især fire film fra den periode der fortjener et stillbillede. Den første er
Kvindefængslet i Sydamerikas Jungle. Nummer to er Porky's. Tredje velfortjente
pittstop, er Escape From New York og sidst, men absolut ikke mindst, samuraisværdet
i pølseenden: The Octagon. Med andre ord, fire film jeg med fråde om munden flåede
ned fra filmhylderne igen og igen. Og holder vi fast i sidstnævnte, så var The Octagon
simpelthen indbegrebet af kult og det endda før nogen havde det mindste begreb om hvad kult var. Men
hvorfor er og var den så det spørger du sikkert dig selv. Er det ikke bare
endnu en Chuck Norris cirkelspark film fra samlebåndet? Hell no! Mary Lou!
1. Den er om
nogen introduktionshåndbogen til de-der før omtalte ninjaer.
2.Chuck Chup er i
top 5 form og hans mustage på vej til at være full grown.
3. Filmindustriens bad ass number uno, selveste Mr. Lee Van
Cleef, drysser rundhåndet stjernestøv ud over hele produktionen. På trods af
desværre, en alt for kort screentime. Og
ved du hvad? Så er jeg end ikke kommet til det bedste endnu. Det der gør at The
Octagon stadig fremstår som et tatoveret frimærke i panden på ninja genren.
4. Robert fuckin’
Norton.
Norton har en dobbeltrolle i filmen. Den første som en
blond grydeklippet lejesoldat (Long Legs), der som tak for det tvivlsomme fashion
statement belønnes med et los i bollerne af Chuck. Snip-snap-snude og væk med ham.
Det Norton til gengæld huskes for, er hans portræt af ninajen over dem alle: Kyo
the Enforcer! Det er måske Chucky-drengen sammen med Lee Van Cleef der hiver overskrifterne hjem, men det er Kyo der stjæler filmen (og plakaten).
The Octagon er nemlig mere
en ninja film, end det er en Chuck film.
Chuck som ellers på dette tidspunkt
havde taget et solidt afsat på vej mod stjernerne. Men man forstå hvorfor: Kyo er en gud.
Måske ikke en ægte en af slagsen, men en ninja gud. Især hvis du er 14 og
sidder måbende i en halv meters afstand fra tv’et, på trods af din mors
utallige advarsler om at du bliver blind før dagen er omme. Kyo’s outfit var
out of this world og hans bevægelser, hans blærede håndtering af sine våben og det han
ikke talte, ikke et ord, men istedet hvæsede moddelerede ham fra første øjekast til det
perfekte billede på både frygt og fascination. Kyo dansede dødens ballet.
Er The Octagon så et mesterværk? Næ, det er den ikke. Langt
fra. Historien introducerer alt for mange personer (og subplots), til den kan
håndtere bare halvdelen og selve The Octagon (en kampplads), spiller en næsten ligegyldig rolle i filmen.
På samme måde gør Chuck’s forsvundne halvbror, der nu dukker op som ninja
træner, heller ikke meget væsen af sig. Slutopgøret mellem de to, som hele filmen
bygger op til, og som finder sted efter Chucks legendariske fight med Kyo, er en
fuser af rang. Hvad skete der? Løb de tør for penge eller råbånd på grund af de endeløse
subplots? På samme måde udgør (som tidligere nævnt) Lee Van Cleef en alt, alt for
lille del af filmen.
Selve grund idéen, at der er et hemmelig sted hvor man træner
almindelig mennesker til ninjaer i vor tid, kommer heller aldrig til udfoldelse.
I hvert fald kommer det aldrig klart til udtryk hvad de får ud af det og de
fleste af rekrutterne virker også til at være der mod deres vilje, selv om det er ganske frivilligt.
På plus siden tæller det til gengæld, at Karen Carlson smider trøjen og forkæler os med en side boob.
Det skal man ikke undervurdere glæden af når man var 14 år gammel og hormonerne slog flik-flak hen af stuegulvet.
På trods af filmens
svagheder, hvortil også tæller at de sorte, ”almindelige” ninjaer, virker
temmelig harmløse. Selv om de skal forstille at være verdens bedst trænede
assasins. Så er alt selvfølgelig tilgivet og mere til, alene for filmens finale
mellem Chucky N og Kyo. Well lad os bare gå planken helt ud og bekende kulør til de højere magter: alle scener med Kyo er fuldblods ninja viagra lige ned i skridttælleren.
Som martial arts movie gør The Octagon
sig også godt. Den var en af genrens første med et huuuuuge bodycount samt et
par sjove onliners her og der. Plus et big blow up til slut. Samtidig har vi her at gøre med en film af den gamle skole. Skuespillerne hænger ikke og dingler i endeløse stålwire. Her er det the real
deal. Robert Norton sparkes igennem både træ og ild af Chuck og kampscenerne er
primært holdt i totalbilleder og ikke det close-up klippe hysteri som vi ser
alt for meget af i dag, for at skjule de mangelfulde evner. Faktum er, når støvet har lagt sig, så står Kyo tilbage
som ninjaen over dem alle og Chuck og alle os andre foran tv-skærmene, fik allernådigst lov til at kigge med fra første
parket. Long live the king baby!
 |
| Bonus: Sideboob, ninja style. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar