Anmeldt af Søren Nielsen
Er der noget Peter Jacksons serie om træer der går og går og går plus små mænd med hår på fødderne har lært os, ja så er det, at der kun er én trilogi og én konge. Og ved i hvad mine damer og herrer? Sidstnævnt har netop genindtaget sin retmæssige plads på troen. Hail to the king baby!
En anden og ligeså vigtig filmlærdom er, at man ikke skal pille ved det der engang var (hvem bøvsede en rynket rosin i et flyvende køleskab tilsat GCI aliens og en bastard søn på motorcykel?) men, på trods af adskillige afbrudte samleje og lige ved og næsten encounters på samvittigheden igennem de seneste 23 år, ja så er tiden endelig moden til at snuppe endnu en sving om med manden der kan kigge Gunnar Hansen i øjnene når det kommer til at jonglere med en motorsav.
Men hvad er der så sket i Ash’s liv siden hans skar hånden af og var i infight med sin døde kæreste? Ikke meget er svaret. Han ”arbejder” stadig i et dead end job i et varehus som stock boy (nu med andet navn på grund af rettighedes problemer) han bor i en trailertrash park, kører rundt i den samme øse og fritiden bedrives med at drikke sig wasted på den lokale bar og bolle endnu mere wasted kvinder. Men Ash hygger sig - det gør han da. Eller det vil sige, at det gør han lige til at han er godt i gang med at indkassere medlidenhedsbonussen for at det er 30 år siden ”han mistede sin hånd ved at redde en lille dreng fra døden” med barens eneste kvindelig islæt på toilettet. Da fortiden indhenter ham. The Dead is back
1992 er lang tid siden. Det var dengang vi på afbud kravlede op på den
Europæiske fodboldtrone. Gav EF en lussing og Paven med en smule forsinkelse,
undskyldte over for Galileo. Det var også året hvor Army of Darkness
så dagens lys og Ash røg igennem et tidshul og kunne sige: Get me back
to the future. 23 år er med andre ord mange og der har været rig mulighed for
både at snige en håndfuld sukkerknalder i tanken til motorsaven eller sjat
urin. Men ved du hvad? Kædesaven er måske ikke smurt, men den brummer
upåklagelig og passer stadig vores antihelt som øh hånd i handske.
Så var du en af mange som lå søvnløs og svedig over at Ash
skulle rejse sig som fugl Phønix og forvandle sig til endnu et tragisk offer på
den lange liste af fordomshelte der skulle være forblevet et minde, ja så kan
du godt skifte sengetøjet og pakke bekymringerne langt, langt væk. Ash vs
The Evil Dead leverer. Og leverer 100% Vi har fingrene så dybt begravet i
kagedåsen at der også er blevet plads til at skrue gevaldigt op for splat o’
meteret igen, efter det var udfaset i Army of Darkness som alene slog
sig op på humoren. Her flyder blod, indvolde og de afhuggede lemmer til højre
og venstre i et tempo som kan give selv den mest impotente gamle horror hund en
tiltrængt blondansamling i de nedre regioner.
Timingen er god, historien sjov og persongalleriet er spot on. Tonen
rammer perfekt fortidens bedrifter og det er den samme fine pose bland selv
slik af komik, over the top vold og her og der glimt af uhygge (som absolut
ikke må undervurderes) vi præsenteres for i dette første afsnit. Børnlille, Ash
og horror comedy elskere, der må nejes og jubles over denne genfødsel og at Mr.
Raimi med sit fodaftryk både bag kamera og skrivemaskinen endelig har
slettet det frygtlige minde han tatoverede i panden på os med Drag Me to Hell.
Vi lader pumpgun’en og fylder brændstof på motorsaven og venter spændt på Round
2. Grooovey!
