Dr. Lector, I presume?

Anmeldt af Søren Nielsen

Så blev De skrigende lam langt om længe genfortæret en små-kold oktober aften, efter et meget langt tilløb. Den bedrift alene kunne vel med en hvis retfærdighed påkalde sig retten til en anmeldelse af denne ja...klassiker? 

Er der så sket noget med den kære doktor og miss Foster i mellemtiden? Både ja og nej. Silence of the Lambs står faktisk stærkere i dag, end da den kom frem. Men samtidig ikke som det pejlingspunkt man med rette kunne forvente (og forlange) af en film med den overvældende succes, hype og ikke mindst Oscar-regn som den befandt sig i for snart 25 år siden og som havde fået selv Gene Kelly til at søge ly.

SOTL var nemlig filmen som langt om længe gjorde horrorgenren stueren og der med inviterede klassens bad boy (for en stund i hvert fald) indenfor i det fine selskab. For med ikke mindre end fem af de tungeste Oscar statuetter i bagagen, ja så er der ingen der banker på ret længe i Hollywood. Et par af disse guldsatuetter kan man dog med god grund stille spørgsmålstegn ved. Bl.a. bedst mandlige hovedrolle. Hopkins har omkring 30 min. screentime.

Jonathan Demmes Oscar swup af en film, bygger på den anden i rækken af Thomas Harris bøger om den gode doktor med smag for både det finkulturelle og ikke mindst menneskekød og opnår der med et slags slægtskab med Michaels Manns langt mere interessante Manhunter. En forløber som både blev født og døde i stort set al ubemærkethed. 

SOTL var filmen hvor nyhedsmedierne kunne rapportere om publikummer som med rædslen malet i ansigtet insisterende på at få assistance ud til deres biler efter forestillingen. Nogle besvimede sågar, når den gode doktor foldede sig ud og slubrede sine lyster ud mellem tænderne. Den slags historier følger nu og da i kølevandet på film. Et eksempel var The Exorcist og et andet Paranomal Activity. 

Men er SOTL så en skræmmende film, da efterlader dig søvnløs og med natlampen tændt? Nææ, det er den ikke. Jeg vil endda gå så langt som at betragte den mere som en thriller end en gyser. Indrømmet, den har nogle gory elementer, men ikke mere end du kan finde i en mainstream Hollywood actionfilm. Og uhygge? Ja, det er selvfølgelig subjektiv, men igen, så er det nærmere udslaget på spændingsbarometeret vi skal aflæse temperaturen på her, end selve gyset. Skuespillerne gør det til gengæld fint. Især Foster er overbevisende. Et minus er hendes anstrengende dialekt, men den kan og har de fleste (forhåbentlig) vænnet sig til. Det der til gengæld gør Foster så god, er hendes evner til veksle mellem det skrøbelige og handlekraftige og samtidig formå, at fylde nok kilo flæsk på sin figur til vi bekymrer os med og om hende. 

Et af de mest intense og underspillede øjeblikke i filmen, er scenen hvor hun står blandt en gruppe lokale (mandlige) betjente efter en begravelse og man fornemmer hendes utryg -og sårbarhed i situationen. At hun ufrivlligt er havnet i centrum for deres skjulte blikke og opmærksomhed. Om det udspringer i en tidligere oplevelse med misbrug eller hun simpelthen blot er en spirende (og sensitiv) ung lesbisk kvinde, lader Demme stå usagt hen. Han prikker kun til os. Og netop derfor er scenen så udtryksfuld og vigtig fordi det får lov at forblive i det uvisse og blot ligger og lurer under overfladen. Modsat eksempel er flashback scenerne fra Fosters barndom. Hvorfor vi skal vidne disse oplevelser, da de dramaturgisk intet bidrager med end blot at dokumentere hun havde en far, er mig en gåde. De er kedelige, dårlig formidlet og ville have fungeret langt bedre blot ord eller antydninger.

Over for Foster tårner Hannibal Lector sig op i skikkelse af Anothony Hopkins. Hopkins der med denne rolle blev et horror-ikon på størrelse med sværvægtere som Jason og Freddy, og med ca. lige så mange oneliners. Hopkins udlægning af den gode doktor ramte dog ikke direkte ned i mit nervesystemet da jeg så filmen i tidernes morgen og den følelse har ikke ændret sig her mange år senere. 

Hannibal virker alt for karikeret i min optik. Hans overmenneskelighed bliver for meget, ja nærmest tegneserieagtigt. Når Hopkins er bedst, så er det de små intime øjeblikke med Foster. Når han er værst, truer han med at kæntre hele filmen. Helt galt går det, da han ankommer med fly og er omgivet af et dusin vagter, fastlåst på en oprejst borre og transporteres på en gaffeltruck og påført mundkurv. Her er det svært ikke at smile og tænke lidt på en af de mere bizarre episoder af Batman tv-serien fra 60’erne. Holy atomic pile, Batman. It's Hannibal the Cannibal!

På helhedsindtrykket hjælper det heller ikke med den gotiske grotte den kære doktor er opmagasineret i (hvor mange gotiske fængsler er der i US of A?) og derefter den store afdansnings balsal. Det er simpelthen over the top for filmens egen tone og efterlysning af realisme. Filmen lider desuden under, at to af nøglescenerne har for åbenlyse twist. Her tænker jeg på scenen, hvor Lector foregiver at være en af fangevogtere han har overfaldet. Den anden er krydsklipningen mellem Foster ankomst til Buffalo Bills hus. Også det FBI stormer. 

Selve sub-plottet (som man vel godt kan tillade sig at kalde hovedhistorien) med Buffalo Bill og hans jagt på at skabe sin kvindekrop, er faktisk rigtig god. Og Ted Levine er intet mindre end fremragende. Generelt er birollerne stærkt besat og jeg sad faktisk og ærgrede mig godt og grundigt over, at Levine ikke havde flere scener og filmen ikke fokuserede mere på hans del af historien. Men se, det vil være en helt anden film.

Jonathan Demme har aldrig været en instruktør som har haft den store tiltrækningskraft på mig. Something Wild og Stop Makin’ Sense er filmene der popper op når jeg hører hans navn. Hans visuelle fodaftryk synes jeg heller ikke er specielt stærkt. Heller ikke i SOTL. Filmen er smart nok holdt i mørke, lidt tunge farver som er med til at underbygge stemningen. Men ellers dufter det faktisk lidt af tv-produktion.

Selv om Oscar æderen Silene of the Lambs har sine kvaliteter og øjeblikke, ja så blev den heller ikke i anden omgang det knock out punch jeg kunne have håbet på. Hverken som film eller i genren. Der til findes der simpelthen langt bedre og mere kompromisløse serial killer film out there. Her ville et valg fra Oscarjuryens side af John McNaughtons mesterlige og foruroligende Henry: Portrait of a Serial Killer fra 86' havde været et lige så modigt og kontroversielt valg, som det vil være usandsynligt. Sluttelig så er Ondskabens Øjne nok en af de dummeste titler jeg kan komme i tanke om. Men det er jo hverken Demmes, Hopkins eller Harris skyld.

The Silence of the Lambs 1991 IMDB