Skriget!

Anmeldt af Søren Nielsen

Da jeg skulle finde information om de medvirkende i Silent Scream tjekkede jeg, smart som jeg er, IMDB. IMDB er Ikke bare verdens største filmdatabase, men også samlingssted for det forudsigelig og blankpoleret. 2.9 i karakter til Silent Scream? Sig mig, hvorfor fanden ser folk andet end Hunger Games og Hobitten 9? IMDB's bruger rating er filmsmagens svar på Ikea.

Nå, det var det tavse skrig vi kom fra. En gruppe studerene som har været så venlige at hjælpe deres professor året igennem med et forskningsprojekt omkring hjerneaktivitet (i en slasher film? Høhø), for til gengæld lov til at låne hans hyggelig bjælkehytte som er placeret på en mere eller mindre øde ø i navlen af ingenting. Midt isvinter med dårlig mobildækning forstås! 

Hvad de til gengæld ikke ved er, at en af indbyggerne på øen (så helt øde er den altså ikke) har en økse i siden på de smukke unge mennesker. Han er i øvrigt let genkendelig fordi hans killer outfit er noget så udspekuleret som en af de army-grønne jakker som du sikkert kan huske (hvis du altså er gamle nok?) som du var tvungen i af din mor i 5. klasse og som havde en hætte med imiteret lorte brun pelskant. Og lige meget hvordan du så end bevægede hovedet fra side til side for at se noget, ja så kunne man aldrig se en skid. Hætten blev hvor den var. Men gud hjælpe dig, tog du den ned!

Silent Scream er en backwood b-slasher movie fra den sjove hylde af. Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig ikke narres. Vi har her med at gøre med en flok skuespillere, om hvem det retfærdigvis skal siges, ikke er 100% talentløse (på nær den mørke fyr - oh my god!). Omvendt kalkulerer de forhåbentlig heller ikke med at skulle finansierer deres alderdom igennem skuespillet. Der ud over beriges vi med en skarpskåret dialog, der de bedste steder får Days of Our 

Lives til at virke lige en anelse for sofistikeret for dens egen bedste og ..hov? Hvad er nu det? Siger du, at du allerede er hoppet af bussen til hyttenferien og på vej ind på IMDB for at tjekke den seneste Twilight trailer? Well, så misser du både forret, hovedret og dessert min fine ven. For inden uret har passeret ti minutter efter ankomst, har vi vidnet en gang sweeeeet girl on girl action, med strittende attributter i tæt samspil med knitren fra pejsen. En fyr som får sit ansigt ommøbleret ved at få det trykket ned i et bål (til hans store utilfredshed i øvrigt). En flækøkse i smasken til en og i nakken på en trejde. Plus selvfølgelig, en pige der bliver revet over på midten af en....ja, du gættede det: kaninfælde! Damn right - true believer!

 

Her efter trykker man så lige pause, trækker vejret og snupper en slurk lunken cola og tænker: fordømt, har de søde mennesker bag Silent Scream nu fejlvurderet antallet af deltagere til at kunne fortsætte i dette hæsblæsende tempo? Men no need to worry, der er gudskelov forstærkning af slagtekvæg på vej.

Silent Scream vinder hverken tekniske priser eller gyldne statuetter uddelt af gamle mænd i lejet smokings, men elsker du genren, så må du ikke snyde dig for den lille gory lækkerbisken med søde tøsepiger og dumme drenge som man er parat til at tilgive næsten alt, bare for underholdningsværdien.

Silent Scream 2005

Instruktør: Matt Cantu & Lance Kawas

Manuskript: Bob Brown, Matt Cantu, Lance Kawas

Fotograf: Anthony Simms

Medvirkende:Melissa Schuman, Scott Vickayous, 
Shanti Lowry, Thomas Zellen, Carey Torrice

IMDB

Fem los i skridtet.

Anmeldt af: Søren Nielsen

Har du nogensinde spekuleret over hvor mange irriterende film der er lavet igennem årene? Five Across the Eyes bør hyldes som toppen af poppen. Sjældent har jeg oplevet en film der allerede efter små fem minutter, fik mig til febrilsk at række ud efter remoten og desperat press fast forward til det styrt blødte fra neglen.

Five Across the Eyes er historien....den tager vi lige igen. Five Across the Eyes er en film om fem fjantede highscool tøser, som er på vej hjem efter en football match. Her lykkes det dem mirakuløst at fare vildt og på en tankstation, sætter de så den endegyldige streg under det faktum, at kvinder ikke kan køre bil, da de rammer en parkeret bil og ødelægger den ene forlygte. I stedet for at kontakte ejeren af køretøjet, beslutter de sig for at stikke af og ja....rigtigt gættet, det skulle de så ikke have gjort. For kort tid efter opdager de (stadig faret vildt) at en bil forfølger dem. En bil med kun én funktionel forlygte og det er ikke dansk autohjælp.

Pigerne i bilen

Five Across the Eyes er en low, low, looooow budget horror movie og det er der sådan set intet galt i - tvært i mod. Tænk hvad folk som Sam Raimi, George A. Romero, Peter Jackson og Jonh Carpenter drev det til i de unge år af herligheder for en uges catering pris på Iron Man. Lad mig dog afsløre allerede her, at dette ikke er en film der vil gøre nogle af de førnævnte herres selskab.

Filmen er skudt med et grynet digitalkamera inde fra bilen af. Og nej, det er ikke en af pigerne der laver en P.O.V dokumentarfilm om kunsten at fare vildt, men filmen er optaget som om det er. Altså bare med en kameramand i bilen. Det betyder samtidig, at vores ”udsyn” konstant hopper og danser, så man kan have filmen mistænkt for primært at have til opgave, at dokumentere bilen er udstyret med et gulv og loft.

Pigerne i bilen endnu engang

Det betyder samtidig at vores udsyn er afgrænset til selve bilen, da kameramanden åbenbart ejer en enorm modvilje mod at forlade kørertøjet. Alt der foregår i og uden for bilen er filmet inde fra bilen. Meninger er vel, at give det hele et dokumentarisk look, ala The Blair Witch Project. Her altså bare uden nogen logisk forklaring på hvorfor? Den "skjulte" dagsorden skal sikkert findes i at vores to (intet mindre) instruktørvenner, vil prøve at give os den samme intime og intens følelse som pigerne har, og på den måde at gøre dig og mig til en sjette passager i bilen. Det eneste problem er så blot, at it sucks BIG TIME!

Five Across the Eyes er udråbt (visse steder) til at være en både møg uhyggelig og yderst blodig film. Well, den er vel mest af alt blot møg! Uhyggelig er den ikke, hvis man ser bort fra uhyggelig irriterende, uhyggelig ringe og uhyggelig langtrukken. Blodig? Åh ja, der er skam blod i filmen og den er også temmelig voldsom. Eller det må man formode den er. For pigerne bliver udsat for lidt af hvert. Blandt andet skal de strippe og pisse på deres tøj (hvilken straf) og en af dem bliver voldtaget med en skruetrækker (almindelig, ikke stjerne - altså skrutrækkeren) Men da kameramanden forsat ligger og roder rundt i bunden af bilen og leder efter en tic tac, mens han filme bevidstløst ud i mørket, ser man nada og det gælder sådan set for størstedelen af filmen. Og for en film som så i forvejen ikke vælter sig i hverken twist eller overraskelser, er det ikke ligefrem et plus. 98% af filmen går nemlig med, at pigerne drøner rundt på mørke veje mellem træerne og skriger i munden på hinanden og peger ud i mørket i deres jagt på margueritruten. 

Hov! Pigerne uden for bilen, men filmet fra bilen.

Jeg vil sluttelig (på trods af min negative kritik) måske lidt overraskende for de fleste, tilråde at I alligevel anskaffe jer Five Across the Eyes, og holde den i baghånden til I har siddet igennem en film hvor I tænker; nu bliver det sgu’ ikke værre. Så finder i denne turen går til shitworld frem og vupti – den forrige film ses pludselig i et helt andet lys. Win-win.

Five Across the Eyes 2006

Instruktør: Greg Swinson & Ryan Thiessen

Manuskript: Marshall Hicks & Greg Swinson

Fotograf: Ryan Thiessen

Medvirkende: Sandra Paduch, Danielle Lilley, 

Mia Yi, Angela Brunda, Jennifer Barnett

IMDB

Vive la France

Anmeldt af: Søren Nielsen

Nu står det jo ikke nedfældet i de internationale filmkonventioner, at fordi en genrefilm er lavet i et land uden for US of A, ja så skal der også sættets et nationalt fingeraftryk på den. Når det så er sagt, vil det være unaturligt ikke at spejde efter en eller anden form for national identitet som kunne skubbe eller vinkle genren i en anden retning end de mange amerikanske forløbere. Det er i hvert fald sådan med zombie film, at de i de seneste år har spredt sig som en virus ud over den ganske verden og ikke mindst Europa, hvor både England, Spanien og her med La Horde også Frankrig gerne vil lege med og byde de døde op til dans.

Lykkedes det så for La Horde at kreere en særlig fransk afart, eller ny afstikker af zombie genren? Nej, det gør det ikke. På ingen måde. Ud over at personerne taler…ja, fransk er alt ved det gamle. Det kunne sådan set også være let tilgiveligt, var La Horde så bare en god film. Det er den så heller ikke. Den er til gengæld ligegyldig. Vanskelig at hidse sig op over, hverken i positiv eller negativ retning og det er sjældent et sundhedstegn. Min partner in crime denne aften faldt faktisk i søvn. Sjældent godt tegn for en zombiefiilm.

Historien er ganske universal. En flok betjente beslutter sig for at tage loven i egne hænder og hævne en kollega, som en narkobande har dræbt. De holder til i en faldefærdig og udtjent boligblok i et af de områder i Paris, hvor du ikke lufter hunden efter solnedgang. Missionen går dog grueligt galt og snart er betjentene døde, hårdt såret eller taget til fange. Langt værre skal det dog blive, da det hurtig viser sig, at bygningen også huser en flok temmelig aggressive og sejlivet zombier. Nu må vores to grupper slå sig sammen i bestræbelserne på at overleve og finde en vej ud. 

Desværre er franske La Horde en dødssejler fra start. Filmen har et så gennemført usympatisk persongalleri, at det vil kræve en overmenneskelig styrke at fremelske den mindste sympati for om nogle af personer slipper levende ud eller bliver zombie Happy Meals. Der ud over irriteres man hurtigt over små detaljer i den ellers ukomplicerede historie. F.eks. at situationen går fra at være normal, til at Paris står i flammer og der er tusindvis af zombier over alt på mindre end en halv time. Og ikke en levende sjæl før politiaktionen, havde så meget som hørt ordet zombie og endnu mindre epidemi.

Som i de fleste zombiefilm følger vi i La Horde en lille gruppe og deres fælles kamp for overlevelse. Både mod zombierne, men i lige så høj grad mod hinanden. 

Her er modsætningerne og konflikten allerede trukket skarpt op fra første sekund, da gruppens modsætningsforhold i politi og narkoforbrydere er ganske åbenlyse. Filmens to instruktører Yannick Dahan og Benjamin Rocher prøver på klassisk vis at vise os, at der er godt og ondt på begge side og undlader selvfølgelig heller ikke den obligatoriske scene, hvor spørgsmålet stilles: Hvem er virkelighedens monstre? De døde som intet valg har, men reagerer instinktivt. Eller os, de levende, som stadig har valget om vi vil være menneske eller monster. I La Horde kommer det til udtryk i scene med en kvindelig ”hjælpeløs” zombie, som en del af gruppen finder øh....lækker.

Snakker vi zombiefilm, er en vigtig ingrediens selvfølgelig det rent visuelle. Her er der heller intet nyt under solen. Der er masser af guns og testosteron i La Horde. Desværre er det hele bare uhyggeligt kedelig afviklet. De to instruktører formår aldrig på samme måde som i The Raid eller Dredd at implantere højhuset som en del af handlingen som klaustrofobisk dødsfælde. Vores gruppes jagt på en vej ud, de indre stridigheder og alliancer på tværs af grupperne forbliver på samme måde helt på flade fødder. Også er antallet af zombier og kulissens potentiale jo helt ligegyldigt. På et punkt skiller La Horde sig dog ud. Aldrig tidligere har jeg set så meget nærkamp med zombier i en film før. Her får zombierne rent ud sagt tæsk. Mavepumpere, brækket knogler og skaller i et væk er øverst på menuen. Det ændrer dog ikke på det samlede indtryk, at dette franske zombie udbrud forbliver en lunken parentes i genren.

La Horde 2009
Instruktør: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Manuskript: Arnaud Bordas & Yannick Dahan
Fotograf: Julien Meurice
Medvirkende: Claude Perron, Jean-Pierre Martins, 
Eriq Ebouaney, Jo Prestia

IMDB