Tun i sand

Anmeldt af Monkeyman

Århundredes strandparty skal afholdes i det idylliske White Sands, da en flok uindbudne gæster begynder at terrorisere omgivelserne. Hajeksperten Sandy Parkers kaldes ind for at lokalisere de forhistoriske havmonstre inden af ta’ selvbordet af unge mennesker ankommer. Og denne gang kan de heller ikke føle sig sikre ude af vandet.

Hvis jeg skal komme med en positiv kommentar omkring denne film, så er det at jeg, tror det eller ej, så den færdig! For ellers kan jeg kun sige at dette er en film der hurtig løber ud i sandet... kviksandet! Og hvis du nu er en af dem der har læst nogle af de anmeldelser jeg tidligere skrevet her på Movie Madness, når det kommer til b-film, så ville du sikkert sige til dig selv: Hvorfor helvede synes Abemanden ikke at denne film er pisse fed, når han førhen har givet gode karakterer ud til film hvis plot mindst er ligeså tåbelig som i den hér film?

Jo, fordi alt handler om tilgangen til emnet! Og Sand Sharks har ingen ordenlig tilgang, hverken charme eller et glimt i øjet.

Jeg kan leve med det elendige plot, de sindssyge dårlige effekter og skuespillet plus dialogen, synes at være taget ud fra en middelmådig bulgarsk pornoproduktion med titlen Luderen & Lommetyven For HALLO, hvor er kemien og gå på modet for at lave en sjov gang B-film? Ja, den er nærmest sprængt til atomer hér!

 

Så det vi i stedet får serveret på White Sands fiskerestauranten er en grå, kedelig direct to video produktion, hvor ingredienserne af humor, gore og blodeffekter stort set er ikke eksisterende, og hvor der på intet tidspunkt bliver vist topløse madammer... og det selvom filmen foregår under Spring Break!!! 

Dette er i sig selv et regelbrud på samtlige konventioner for retten til lidt T&A!!!

Og så spiller Hulk Hogans datter Brooke (jeps, hende fra de utallige reality-shows AKA Amerikas svar på Amalie) en haj-forsker... hvilket synes langt mere usandsynlig, end chancen får at støde på en glubsk sand-haj i Hvide Sande!

Sand Sharks 2012 IMDB

Up Hill

Anmeldt af Søren Nielsen

Den tidligere lejemorder, Jimmy Bonomo (Sylvester Stallone) fra New Orleans, indgår en usandsynlig alliance med Washington-detektiven Taylor Kwong (Sung Kang), da de to har én ting til fælles: At få hævn over manden der myrdede deres respektive partnere. 

Nu og da sker det, at en gammel ven stikker snuden forbi. En de venner der går alt for længe imellem jeg ser, og har lidt dårlig samvittighed over jeg ikke er bedre til at holde kontakten med. Walter Hill er sådan en ven og når han kigger forbi, ja så drikker vi en røvfuld bajere sammen, fortæller løgn historie og genoplever gamle minder. Sådan et minde er Bullet to the Head. Men, men, men er det ikke en nyere Sylvester film? Jo det er min ven og som kritikken har pippet flere steder fra, så er der absolut intet nyt under solen. Vi har set det hele mange gange før - og bedre. 

 

Bullet to the Head (pip-pip) er en bagatel. En skamløs leflen for den laveste fællesnævner og svunden tid og blah blah blah....og ved I hvad børnlille? Det er netop hvad den er og gudskelovogtak for det - og ikke mindst den velkendte Hill duft i bageriet. Det er nemlig sådan, at selvfølgelig er både Stallone og Hill godt klar over hvad klokken har slået og det hverken ligger i kortene eller deres DNA, at genopfinde actiongenren på dette sene tidspunkt af karrieren. Derfor slentrer vi i stedet en tur ned af memory lane hånd i hånd med d'herrer. Det er med andre ord en velguidet tur vi her bliver tilbudt. En du kan vælge at styre udenom eller stige på. At brokke sig over form eller indhold, vil være som at åbne en dåse makrel og tøse bitche over lugten af fisk.

Bullet to the Head er hverken værre eller bedre end hvad man kunne forvente. Den repræsenterer det forventelige og det er i sig selv er pokkers underholdne. Langt mere end The Expendables II + III i øvrigt er. Kemien mellem Stallone og Sung Kang er samtidig overraskende god og den gamle mand er mere brutal end længe set i denne type roller.

Der ud over er filmens babe ikke Stallones love interest, men 'datter'. Se, det er en ting mange af de ældre gråhåret herre i Hollywood kunne lære en ting eller to af. Fik jeg nævnt, at Christian Slater er med?

 Bullet to the Head 2012 IMDB 

Tik-Tak 3:10 to Yuma

Anmeldt af Svend Erik Ejstrup

Når en ny western skal se dagens lys... øh, biografens mørke, er vi nogle, der er spændte på, hvilke fornyelser den skal bringe og hvilke kommentarer til USA's politiske situation, den vil fremsætte. Andre, mere pietetiske western-tilhængere, er mere interesserede i at se, hvorledes filmen konsoliderer genren og holder dens traditioner i hævd.

Min umiddelbare reaktion på 3:10 er, at den har noget af hvert, mest af det sidste. Den er en western, der mest koncentrerer sig om at vise den gamle kamp mellem de humanistiske og sociale tendenser og de hensynsløse og skruppelløses kamp for egne og kapitalistiske landvindinger. Det kommer nok af, at dens grund-manuskript stammer fra 1957, en periode, der var præget af USA's "genopbygning". Dans ur kunne henvise til High Noon og en forståelse af hans ensomme kamp som kampen mod alle de ydre kræfter, der forsøger at nedbryde USA's anseelse i disse tider. Man kan koge filmen helt ned til en skildring af den evige og nødvendige kamp mellem godt og ondt.

Farmeren Dan vil sikre, at banditten Ben Wade kommer med fængselstoget til Yuma. Dan og Ben viser sig at være de to eneste mænd i filmen, der er i stand til at reflektere over tilværelsesbetingelsernes dobbelthed uden at miste handlepotentiale. Det bygger en spænding mellem de to mænd, som ikke kun domineres af modsætning, men efterhånden af gensidig interesse og gryende forståelse. James Mangold lægger vægt på dette tema, og man fornemmer, at hans pointe er, at USA har brug for dialog og politikere, der vil lytte til hinanden.

 

Filmen synes at have mindre hentydninger til Iraq og Afghanistan. Ben bliver således i filmens begyndelse skildret som en veritabel krigsherre og senere udsættes han for elektrisk tortur. Mangold skildrer hans bande som mere eller mindre psykopatiske dræbere, hvoraf mindst én (hans "fundamentalistiske" næstkommanderende, der foretager et selvmordstogt, hvor han skyder tilfældige uskyldige) tydeligvis anser Ben Wade for en næsten hellig (fader)figur.

Dan kan opfattes som en Iraq-veteran, som har besvær med at få anerkendelse efter sin hjemkomst, og besvær med statens erstatning for sit ben.

Spillet mellem Christian Bale og Russel Crowe er fint udbygget og rigtigt godt, og det er et scoop at inddrage Peter Fonda i en rolle, der ligner Henry's i Once Upon a Time. Mangold henviser hermed selv til gælden til Sergio Leone. Filmens afsluttende shootout kunne henvise til Peckinpah.

Dialogen er værd at lytte til og fremhævet på baggrund af en i øvrigt lydmæssigt ret dæmpet holdning - som man kan diskutere effekten af. Filmen rummer masser af action.

  

Helhedsindtrykket er en velspillet, velfotograferet og velovervejet western, der lægger sig tæt op ad det klassiske westerntema. Man må bestemt hilse den velkommen i den ret korte række af nyere westerns som f.eks.: Pale Rider, Unforgiven, Dances With Wolves og Open Range.

3:10 to Yuma 2007 IMDB