torsdag den 23. oktober 2014

Days of future past

Mr. Beier pudser brillerne og indstiller kikkerten til 1984. Året hvor Prince sang om grædende duer, Danmark fik sat sit kryds på foldboldlandkortet og så var det ikke mindst året, hvor kreativiteten og fantasien for alvor blomstrede i Hollywood og en 2'er mere var undtagelsen end reglen.





Af Jes Beier

I disse for filmen så trange tider når det kommer til nytænkning og kreativitet og hvor ­hovedsageligt ­ Hollywood­samlebåndet nytteløst og kostbart spytter det ene remake af gamle klassikere ud efter det andet, er det måske på sin plads at tænke på engang, hvor der faktisk blev lagt hjerner i blød for at gøre noget godt for publikum og ikke blot lefle for bundlinjetal og grådige producenter med dollars tegn i deres blodskudte øjne.

1980'erne var et godt årti også for filmen og særligt et enkelt årstal, nemlig 1984, der ikke alene bød på den foreløbigt sidste filmatisering af den klassiske George Orwell­ roman, men tillige ikke mindre end to af filmhistoriens mest ikoniske publikumsmagneter. Der er naturligvis tale om Gremlins og Ghostbusters. Selvom de to film er meget forskellige, har de alligevel en del til fælles og det ud over det blotte faktum, at de trak folk i 


biffen i et helt
uhørt omfang. Det er begge film om det paranormale, det magiske og samtidigt historier om menneskets forhold til naturen i og uden for sig selv. Uagtet at det naturligvis på overfladen er rene underholdningsfilm, dette gælder navnlig for Ghostbusters, så er det også fortællinger, der kalder på en vis eftertanke, idet de begge er inde at røre ved det metafysiske eller ­ om man vil ­ mennesket og den anden verden. Mere om det senere.

De to film er også påfaldende, idet de begge uden undtagelser fik en 2 ́er, en manøvre der 30 år efter snarere får filmgeeks til at sukke af ærgrelse og ikke af fryd. Utallige er de film der siden 1984 har fået ikke alene en 2 ́er, men også en 3 ́er, en 4 ́er osv. men som hverken har lagt til eller fra i forhold til den oprindelige film, men derimod snarere blot har kogt suppe på en pølsepind til glæde for producenterne, men sjældent for det reflekterende publikum, der i dyre domme indløste billet til rædslerne.


Ghostbusters blev fra begyndelsen et fænomen og ramte lige ned i mainstream­filmen som et projektil og skudhullet er stadig lige tydeligt på filmstrimlen. Det er en historie, der ligesom Tobe Hoopers Poltergeist der kom to år før, handler om det paranormale og hvad der kommer efter døden, samt forestillingen om hvor vidt der eksisterer entiteter uden for ­ eller sågar i­ vores verden. Ghostbusters handler tillige om skeptikerne, der ikke tror på disse ting og fokus er lagt på humor og mindre på en seriøs tilgang til emnet. Ikke så mærkeligt når hovedrollerne som spøgelsesjægerne spilles af Bill Murray, Dan Aykroyd, Harold Ramis og Rick Moranis, alle skuespillere der stort set uden undtagelse kendte hinanden på forhånd fra komikerfaget og det er omdrejningspunktet for filmen, der er dialog ­og plotdrevet og ikke 
temaorienteret som sådan. 

Sigourney Weaver danner blikfang i hvad der må være hendes mest sexede rolle til dato (Alien...trusser...sved..anyone? Red.). Filmen er ikke mange facetteret og har bestemt sine svagheder undervejs, ligesom den ikke i nævneværdig grad forsøger sig med en refleksion over sit tema, men holder sig til at pirre publikums nysgerrighed og skrækblandede fryd over det ukendte land som er spøgelsernes. Der skulle kun gå 5 år, så var folkene tilbage med 2'eren og ganske overraskende fungerede den lige så godt som den første. Dette skyldes tildels, at den fortsatte enkelte plottråde fra tidligere, men også det faktum, at den tilførte universet og historien dét element som var lidt fraværende i originalen, nemlig forholdet mellem menneskets liv på Jorden og konsekvenserne af dette i den anden dimension. I 2 ́eren har beboerne i 
 New York nemlig akkumuleret så megen ondskab og dårlige vibrationer, at der

har dannet sig en flod af "ooz" (altså slim!) i kloakkerne under byen og vakt en ond dæmon til live på et galleri. Det varer ikke længe før spøgelsesjægerne må trække i arbejdstøjet endnu engang og gå til kamp for at sikre millionbyens overlevelse. Filmens succes er todelt, idet den viderefører mange af de vellykkede elementer fra den første film, både på plot ­og karakterdelen, men at den også går et vigtigt tematisk skridt videre, nemlig ved sit aspekt af, at der eksisterer en parallel virkelighed som påvirker ­ og er påvirket af ­ den menneskelig virkelighed og måde vi lever på. Temaet foldes ikke helt ud, men gad vide om den kommende Ghostbusters ­film (hvad for en størrelse det så ender med at blive?!?) ikke vil rumme sin del af det? Man kan jo have lov at håbe, omend man kan være skeptisk over for en film der ikke engang har Harold "Egon" Ramis på rollelisten!?!


Gremlins er en på ganske anden måde anderledes størrelse, idet den griber tilbage til traditionen fra det gamle Hollywood­film (den indledende scene synes nærmest at være en slags hommage til drømmefabrikken fra første halvdel af 40'erne), men hverken instruktøren Joe Dante eller producer Steven Spielberg viser større koncentrationsevne eller fokus til at skabe en helstøbt film, men lader den i stedet accelerer i et eksprestempo, så der ikke bliver tid til hverken karakterer eller egentlig handling. Filmen handling ­ dén der er ­ er imidlertid velkendt: en forretningsmand finder i en gammel butik i Chinatown nogle små søde dyr af ukendt artsoprindelse, som han tager med hjem til sin søn, der uden videre betragter dem som sine kæledyr; man undrer sig lidt over hans mangel på skepsis, men det er jo en eventyrfilm også. Det viser sig dog


hurtigt, at der skal tages visse forholdsregler i omgangen med de små væsener og da de ikke honoreres, bryder helvede løs i den lille by midt i juletidens stilfærdige hyggeatmosfære. Idéen er brandgod og filmen er også ganske underholdende, men det er lidt for meget et freakshow for familiens lidt større børn og selvom der er rigtigt mange aspekter fra den klassiske Hollywood­film der her gives credit (scener fra It ́s a Wonderful Life vises bl.a. på TV undervejs), så mangler filmen ultimativt at bekende sit eget selvstændige tema. Dermed ikke være sagt at det ikke er der, blot kan man se det i kimform og ikke fuldt udfoldet. 6 år senere var det så blevet tid til at inkarnere de løse ender og det skulle blive en af de mest vellykkede og selvstændigt fungerende 2 ́ere nogensinde. Ikke alene er den fuldkommen tro over for den første film, men den bibringer alt dét til universet og fortællingen som enten ikke var medtænkt eller lå indholdet i den første film. Det er svært lige på stående fod at komme på andre film der så ubesværet bliver sin forgængers tvilling ­ og så ovenikøbet selv smider sin egen DNA med ind i fødslen og netop DNA synes at være et kodeord for Gremlins 2, da det er dette tema der udforskes i sin begyndelse: sønnen fra den første film og hans kæreste arbejder i et forretningskompleks, hvor udlejerne også har kontrakt med et lyssky firma, der arbejder med gensplejsning og andet godt (jo, det passer skam!). Men da en gruppe gremlins begynder at mutere uhæmmet som følge af inkompetence og sjusk, bliver højhuset snart til et veritabelt helvede, hvor de ækle væsener skaber død og ødelæggelse som i den første film, men her er det taget et væsentligt skridt videre: mennesket har ikke respekt eller moral nok til at inddæmme skadevirkningerne af sin egen uformåenhed og dårskab og må følgelig høste de rådne frugter af sine dårlige valg. Det er omdrejningspunktet for filmen, en helt vidunderlig satire over videnskabens bundløse arrogance og manglen på sund fornuft, sat ind i en eskapistisk ramme, der vedbliver at være lige morsom hver gang man ser på den. 



Gremlins 2 skal yderlige roses uforbeholdent for sin forbilledlige filmrytme, der er længder foran sin forgængers, der mildest talt humpede lidt ujævnt afsted i sin første halvdel. Desuden indeholder filmen et væld af opfindsomme vignetter, der fungerer i kraft af sig selv (den intelligente gremlin samt scenen med stockmarket gremlins er for længst blevet klassikere!) og ydermere en veloplagt Christopher Lee, der subtilt findyrker sin egen filmpersona og simultant ironiserer over den. Det bliver ikke meget bedre.

1984 var et år med både EM i fodbold og Melodi Grand Prix, men det var først og fremmest året hvor Gremlins og Ghostbusters trak horder ind i biografmørket og 5­6 år senere ikke alene gentog succés ́, men tillige udvidede den, ikke bare kommercielt men så sandelig også kunstnerisk. Det kommer næppe til at ske igen og i hvert fald ikke på samme kreative og filmiske facon som tilfældet var dengang. Vi siger tak for filmene og at de stadig holder efter 30 år!

















Ivan Reitman udvalgte film:

Meatballs (79')
Stripes (81')
Ghostbuster (84')
Twins (88')
Ghostbuster II (89)
Kindergarten Cop (90')
Junior (94')
Six Days Seven Nights (98')
Draft Day (14')
 


















Joe Dante udvalgte film:

Piranha (78')
The Howling (81')
Twilight Zone the Movie (segment 3) (83')
Gremlins (84')
Explorers (85')
Innerspace (87')
The Burbs (89')
Gremlins 2: The New Batch (90')
Small Soldiers (98')

2 kommentarer:

  1. Gode pointer og gennemgang. Alt for mange fortsættelser i dag er lavet ude hjerte og sjæl. Dog er Gremlins en langt bedre film end fortsættelsen som dog heller ikke er dårlig.

    SvarSlet
  2. Jeg skal se Gremlins igen :D

    SvarSlet