Anmeldt af Søren Nielsen
It Follows var en af sidste års overraskelser ikke bare på horror-scenen, men i biografmørket generelt. Det i sig selv var måske ikke verdens største overraskelse i en genre der har for vane at spytte 95% lort ud og 5% kvalitet. Hvis du altså måler kvalitet med de almindelige dødlige Stryhn's leverpostej indsmurte Netflix briller på. Genren har det nemlig nu og da med at ramme en guldåre, og selv om It Follows langt fra nåede Blair Witch eller Scream højder på the almighty dollar boxoffice skalaen, mon så alligevel ikke vi har set fødslen på et nyt horror franchise her? I bet your ass my friend.
Præmissen er
ganske simpel, som den ofte er på disse breddegrader. En pige er på date med sin
kæreste som efter traditionelt og stolt amerikansk 3-2-1 that's it babe-backseat sex, liiiige smider en overraskende dessert anretning oven i festmenuen, da han som ekstra krydderi først bedøver også
binder hende til en kørerstol. Her efter fortæller han så den glædelige nyhed, at han er ramt af en
forbandelse som vil slå ham ihjel, medmindre altså, han giver den videre. Forbandelsen manifisterer sig i skikkelse af en person, som kun den der bærer den kan se. En person som kan dukke op i hvilken som helst skikkelse. Ung som gammel. Mand som kvinde. Personen forfølger dig i gå tempo indtil den indhenter og
slår dig ihjel på brutalt vis. Den eneste måde at slippe af med forbandelsen på, er altså at give den videre til en anden via….ja, du gættede det,
sex! Dør personen der bærer forbandelsen, så vender den tilbage til den forrige. There's no escape.
Det lyder lidt som et drikkespil ikke? Og nu
kunne vores heltinde, der er en ung smuk og attraktiv blondine, selvfølgelig
blot gå ned på den lokale bar og hive den første og bedste med hjem og vupti
forbandelsen var givet videre. Måske endda udvide konceptet og blive gangbanget af en syv-otte
stykker og der med forvirre forbandelsen mht. hvem der afleverede den afgørende
klat og nu er næst i køen? Meeeen sådan fungerer film -og horror
logikken selvfølgelig ikke. I stedet for allierer hun sig med sin søster,
hendes to venner og nabo, og af sted det går på jagt efter hendes eks (må man formode
han er nedgraderet til nu?) kæreste og der med forhåbentlig en forklaring og ikke mindst løsning på problemet. Alt i mens selvfølgelig, at forbandelsen forfølger
dem i adstadig Michael Meyers og Jason tempo.
It Follows er
ikke en film med ambitioner om hverken at revolutionere genren eller servere en ret du aldrig har smagt før. Tvært i mod. Den dyrker (som genren netop ofte gør) det
rituelle og genkendelige og bygger så videre på det fundament og vores vores
forventninger til hvad som nu skal ske og prøver, når gyset skal eksekveres, at forsinke eller skubbe udløsningen lidt. So to speak. Strukturen er adopteret fra den japanske J-horror genre. Hvor bl. a. The Grudge, One Missed Call og hende den emsige lille satan med
videobåndet alle har stået fadder, da It Follows blev nedsunket i døbefonten. Film med en
forbandelse som du nok kan løbe fra, men aldrig slippe helt væk fra – sådan da.
På plus siden trækker det gevaldigt op på scoreboardet, at It Follows (modsat tidens tendens) helt er blottet for den afvæbnede selvironi der i mange år ellers har voldtaget og forkrøblet
teen-horror genren og ikke nok med det, så er den oven i købet ganske ublodig. Samtidig er det befriende
med en film der for en gang skyld tør tage både sig selv og sit publikum seriøst. Det er langt fra hverdagskost.
Filmens forfatter og instruktør Robert Mitchell, har ikke kun skulet
mod fortidens koryfæer for inspiration, men også i bedste tradition formået
at vride et mikroskopiske budget på 2 millioner dollars langt ud over hvad der
burde være fysisk muligt. Vi er med andre ord i Carpenter og Halloween land her. Uden selvfølgelig, at Mitchell rammer de samme høje toner som mesteren selv. Hvad iøvrigt også både ville være en urimelig forventing og ambition på filmens vegne. Det
Mitchell til gengæld gør så godt, det er at skabe en tidslomme hvor du
umiddelbart ikke kan placerer filmen i et bestemt årti. På den ene side er den meget
nutidig og på den anden sendes vi tilbage til fortiden med gamle tv-apparater, biler og ikke mindst indretning af huse samt biografen det unge par besøger, som er i gammel stil mens filmen de skal se (men aldrig når), er Charade fra 60'erne med Cary Grant og Audrey Hepburn hvor hun meget symbolsk jages af forskellige mænd og ikke ved hvem hun kan stole på. Alle disse detaljer er sammen med den velvalgte baggrundskulissen (et forfalden og øde Detroit) med til at give både film og stemning et hvis ikke unikt look og
følelse, så fornemmelsen, at nok er vi hensat til et sted hvor alle ting er
genkendelige, men omvendt ikke befinder sig på deres rette hylde. En følelse af at
nogle har været i dit hjem og flyttet rundt på ting uden du præcist kan sætte fingeren på hvad og hvor. På samme måde er de voksne næsten helt udfaset af historien. De er der kun i glimt og uden reel indflydelse på hverken den unge cast eller historiens udvikling.
Nok er It Follows formet over J-Horror, men det er før omtalte Halloween den spejler sig i. Ikke kun brugen af bredformat
for at skabe illusionen om en langt dyre film, men hele forstads
looket. Efteråret og træerne. De gule blade der farver vej og fortorv har Carpenter og Dean Cundey fingeraftryk over alt. Ja, selv en klasseværelsescene er som taget ud af Carpenters klassiker. På samme måde er
det insisterende soundtrack også en hyldest eller kopi af Carpenters
minimalistiske synthesizere score. Alt efter med hvilken sympati og briller du
kigger på filmen med.
For mig personligt, som holder Carpenter og Halloween ca.
lige så højt over hovedet som min egen familie, så kunne jeg sagtens fordøje tyveriet. Ikke
mindst på baggrund af Mitchells andre kvaliteter som filmmager. Når jeg så
alligevel ikke ligger søvnløs over It Follows, så skyldes primært, at nok er
stemningen og billedsiden forførende og de unge skuespillere gør det forbavsende godt. Ikke mindst vores hovedperson Maika Monroe.
Men alligevel så mangler filmen det sidste dybe knivstik. Der hvor blodet skifter fra rødt til sort. Den
mangler det-der x-factor touch af overraskelse der flytter den fra a til b og som for alvor rykker os rundt i sofaen. Her er for mange genkendelige ingredienser til det
bliver sådan rigtig uhyggeligt og det er nu engang genrens opgave at skræmme os, nu den ikke visuelt vælter sig i tarmrudrivninger og afhugget lemmer. Når det
så er sagt, så bør man gøre sig selv den tjeneste at lure It Follows. Om du så vælger at se den som ren
popcorn gys eller allegori over AIDS og HIV. En ting er dog sikkert, teenagere og sex har aldrig fået kastet fribilleter efter sig i horrorgenren og får det nok heller aldrig.You fuck, you pay!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar