mandag den 12. oktober 2015

Don't Look Back in Anger




Anmeldt af Søren Nielsen

It Follows var en af sidste års overraskelser ikke bare på horror-scenen, men i biografmørket generelt. Det i sig selv var måske ikke verdens største overraskelse i en genre der har for vane at spytte 95% lort ud og 5% kvalitet. Hvis du altså måler kvalitet med de almindelige dødlige Stryhn's leverpostej indsmurte Netflix briller på. Genren har det nemlig nu og da med at ramme en guldåre, og selv om It Follows langt fra nåede Blair Witch eller Scream højder på the almighty dollar box office skalaen, mon så alligevel ikke vi har set fødslen på et nyt horror franchise her? I bet your ass my friend.

 
Præmissen er ganske simpel, som den ofte er på disse breddegrader. En pige er på date med sin kæreste som efter traditionelt og stolt amerikansk 3-2-1 that's it babe-backseat sex, liiiige smider en overraskende dessert anretning oven i festmenuen, da han som ekstra kryderi først bedøver også binder hende til en kørerstol. Her efter fortæller han så den glædelige nyhed, at han er ramt af en forbandelse som vil slå ham ihjel, medmindre altså, han giver den videre. Forbandelsen manifisterer sig i skikkelse af en person, som kun den der bærer den kan se. En person som kan dukke op i hvilken som helst skikkelse. Ung som gammel. Mand som kvinde. Personen forfølger dig i gå tempo indtil den indhenter og slår dig ihjel på brutalvis. Den eneste måde at slippe af med forbandelsen på, er altså at give den videre til en anden via….ja, du gættede det, sex! Dør personen der bærer forbandelsen, så vender den tilbage til den forrige. There's no escape.


Det lyder lidt som et drikkespil ikke? Og nu kunne vores heltinde, der er en ung smuk og attraktiv blondine, selvfølgelig blot gå ned på den lokale bar og hive den første og bedste med hjem og vupti forbandelsen var givet videre. Måske endda udvide konceptet og blive gangbanget af en syv-otte stykker og der med forvirre forbandelsen mht. hvem der afleverede den afgørende klat og nu er næst i køen? Meeeen sådan fungerer film -og horror logikken selvfølgelig ikke. I stedet for allierer hun sig med sin søster, hendes to venner og nabo, og af sted det går på jagt efter hendes eks (må man formode han er nedgraderet til nu?) kæreste og der med forhåbentlig en forklaring og ikke mindst løsning på problemet. Alt i mens selvfølgelig, at forbandelsen forfølger dem i adstadig Michael Meyers og Jason tempo.


It Follows er ikke en film med ambitioner om hverken at revolutionere genren eller servere en ret du aldrig har smagt før. Tvært i mod. Den dyrker (som genren netop ofte gør) det rituelle og genkendelige og bygger så videre på det fundament og vores vores forventninger til hvad som nu skal ske og prøver, når gyset skal eksekveres, at forsinke eller skubbe udløsningen lidt. So to speak. Strukturen er adopteret fra den japanske J-horror genre. Hvor bl. a. The Grudge, One Missed Call og hende den emsige lille satan med videobåndet alle har stået fadder, da It Follows blev nedsunket i døbefonten. Film med en forbandelse som du nok kan løbe fra, men aldrig slippe helt væk fra – sådan da. 

På plus siden trækker det gevaldigt op på scoreboardet, at It Follows (modsat tidens tendens) helt er blottet for den afvæbnede selvironi der i mange år ellers har voldtaget og forkrøblet teen-horror genren og ikke nok med det, så er den oven i købet ganske ublodig. Samtidig er det befriende med en film der for en gang skyld tør tage både sig selv og sit publikum seriøst. Det er langt fra hverdagskost.


Filmens forfatter og instruktør Robert Mitchell, har ikke kun skulet mod fortidens koryfæer for inspiration, men også i bedste tradition formået at vride et mikroskopiske budget på 2 millioner dollars langt ud over hvad der burde være fysisk muligt. Vi er med andre ord i Carpenter og Halloween land her. Uden selvfølgelig, at Mitchell rammer de samme høje toner som mesteren selv. Hvad iøvrigt også både ville være en urimelig forventing og ambition på filmens vegne. Det Mitchell til gengæld gør så godt, det er at skabe en tidslomme hvor du umiddelbart ikke kan placerer filmen i et bestemt årti. På den ene side er den meget nutidig og på den anden sendes vi tilbage til fortiden med gamle tv-apparater, biler og ikke mindst indretning af huse samt biografen det unge par besøger, som er i gammel stil mens filmen de skal se (men aldrig når), er Charade fra 60'erne med Cary Grant og Audrey Hepburn hvor hun meget symbolsk jages af forskellige mænd og ikke ved hvem hun kan stole på. Alle disse detaljer er sammen med den velvalgte baggrundskulissen (et forfalden og øde Detroit) med til at give både film og stemning et hvis ikke unikt look og følelse, så fornemmelsen, at nok er vi hensat til et sted hvor alle ting er genkendelige, men omvendt ikke befinder sig på deres rette hylde. En følelse af at nogle har været i dit hus eller lejlighed og flyttet rundt på inventaret uden du præcist kan sætte fingeren på hvad og hvor. På samme måde er de voksne næsten helt udfaset af historien. De er der kun i glimt og uden reel indflydelse på hverken den unge cast eller historiens udvikling.

  
Nok er It Follows formet over J-Horror, men det er før omtalte Halloween den spejler sig i. Ikke kun brugen af bredformat for at skabe illusionen om en langt dyre film, men hele forstads looket. Efteråret og træerne. De gule blade der farver vej og fortorv har Carpenter og Dean Cundey fingeraftryk over alt. Ja, selv en klasseværelsescene er som taget ud af Carpenters klassiker. På samme måde er det insisterende soundtrack også en hyldest eller kopi af Carpenters minimalistiske synthesizere score. Alt efter med hvilken sympati og briller du kigger på filmen med. 

 
For mig personligt, som holder Carpenter og Halloween ca. lige så højt over hovedet som min egen familie, så kunne jeg sagtens fordøje tyveriet. Ikke mindst på baggrund af Mitchells andre kvaliteter som filmmager. Når jeg så alligevel ikke ligger søvnløs over It Follows, så skyldes primært, at nok er stemningen og billedsiden forførende og de unge skuespillere gør det forbavsende godt. Ikke mindst vores hovedperson Maika Monroe.

Men alligevel så mangler filmen det sidste dybe knivstik. Der hvor blodet skifter fra rødt til sort. Den mangler det-der x-factor touch af overraskelse der flytter den fra a til b og som for alvor rykker os rundt i sofaen. Her er for mange genkendelige ingredienser til det bliver sådan rigtig uhyggeligt og det er nu engang genrens opgave at skræmme os, nu den ikke visuelt vælter sig i tarmrudrivninger og afhugget lemmer. Når det så er sagt, så bør man gøre sig selv den tjeneste at lure It Follows. Om du så vælger at se den som ren popcorn gys eller allegori over AIDS og HIV. En ting er dog sikkert, teenagere og sex har aldrig fået kastet fribilleter efter sig i horrorgenren og får det nok heller aldrig.You fuck, you pay!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar