fredag den 21. april 2017

Donky Kong



Anmeldt af Søren Nielsen

Monster movies har været på Hollywood menuen siden ja, tidernes morgen. King Kong var måske ikke første mand på dansegulvet i 33, men satte til gengæld standarden for kommende monster film og bidrog med en uset kompleksitet af hjertevarm avekat (bag det bidske og gigantiske ydre) som sidenhen aldrig er blevet overgået. Og det på trods af mange mere eller mindre kreative forsøg. 

 
Den japanske version, Godzilla, rejste sig fra atomasken i 50’erne og blev senere amerikaniseret af bl.a. Master of Disaster Ronald Emmerich i 99’ og på trods af de omfattende ødelæggelser, så blev den japanske eksport succes inviteret indenfor i det gode selskab igen i 2014. Myerne som er vores overmænd på samtlige parametre, vil grine højt og længe af en 42 timers arbejdsuge og når vi tillige med gør dem gigantiske, som i den fremragende Them! fra 54, ja så er vi for alvor i øjenhøjde med problemer. 
Parrer du stop-motion guruen Ray Harryhausen med Jules Verne, så skal der selvfølgelig komme noget stort og fantastisk ud af anstrengelserne og det gjorde der i 61’ med Mysterious Island. Men allerede i 58’ havde Harryhausen fået øjnene op for hvad filmmediet nu var i stand til og leverede første og bedste indspark i sin fascinerende Sinbad trilogi med The 7th Voyage of Sinbad.  

The Blob var måske ikke et monster i traditionel klassisk forstand, men der imod en….jelly klump. King size naturligvis. En på alle måder idiotisk drive in forestilling i bedste Roger Corman stil som er vanskelig ikke både at grine og blive fascineret af på samme tid. Og på samme måde som Return of the Killer Tomatoes gav verden Mr coffy, aka. George Clooney, så fødte The Blob The King of Cool Steve McQueen. The Lost World er undertitlen på Spielbergs efterfølger til sin egen teknisk fremragende dino genoplivning: Jurassic Park. Jurassic Park er en af de film der dukker op nu og da i biografmørket og sparker niveauet for effekter på film tre hylder op. En anden er Terminator 2, men det er et helt andet monster og historie. The Lost World er til gengæld også titlen på en af filmhistoriens mest ikoniske lynnedslag. En af de film der definerer en hel genre. Trekløveret Harry O. Hoyet, Arthur Conan Doyle og stop-motion pioneren Willis O’ Brien rystede ikke bare biografpublikummet, men verden, da de præsenterede os for The Lost World!

Og selv om der hverken var brøl eller jordrystelser i 1925 når de gigantiske uhyre bevægede sig i stive ryk hen over biograflærredet, så blev der skrevet filmhistorie med versaler fra første minut. O’ Brien blev sidenhen en institution i Hollywood og arbejde blandt andet også på førnævnte King Kong. Og selveste Sherlock Holmes skaber, Sir Conan Doyle, stod nu ikke blot fadder til verdens mest berømte detektiv, men havde også en finger med i spillet da dinosaurane blev bragt tilbage til live efter 65 millioner års dvale. En ny tid, ny genre og nye muligheder var født. En madbillet Hollywood aldrig sidenhen har ladet glide sig af hænde. Sidste bud på monster stammen er Kong: Skull Island. En film der har set dagens lys i forsøg på at kapitalisere på Peter Jackson halvbagte King Kong, men ikke mindst fjerde segment i Jurassic Park serien. Vil verden have monstre, så lad os give dem det. Jo større, jo bedre.

Kong tager sit udgangspunkt i USA mest sviende nederlag; Vietnam krigen. Verdens mægtigste magt har måtte se sig besejret af en flok asiater med stråhatte og vandbøfler og er nu på vej hjem med halen mellem benene. Det gælder dog ikke Samuel L Jackson som spiller Preston Packard, den hårdkogte leder af den berømmende og berygtede helikopter deling The Sky Devils. Jackson og de andre djævle er udset til at være militær back up for en ekspedition til Skull Island, ledt af Bill Randa (vakt mere død end til live af en halv John Goodman). Her skal de undersøge øen for…ja? Det er der ikke rigtig

nogen der ved. Men undersøges, det skal den. Med på ekspeditionen er der også en krigsfotograf fra Vietnam. Hun er selvfølgelig pacifist og lækker. Gruppen bør selvfølgelig også indeholde noget mundgodt for det kvindelige øje. Det hul bliver udfyldt af selveste Loke; Tom Hiddleston, som spiller en engelsk special agent som er god til at finde vej uden GPS. Gruppen består blandt andet også af en kinesisk biolog, så er det asiatiske filmmarked ligesom dækket ind.

Vores venner bliver bragt til Skull Island pr. skib, men da de ankommer er øen (som den slags bør) indhyllet i en frygtelig storm med lyn, bulder, brag og nul sigtbarhed. Goodman trodser alle råd og advarsler og beordrer at de går i luften og flyver direkte igennem stormen til paradis på den anden side. Som sagt så gjort og snart er de tre helikoptere vi så på skibsdækket, forvandlet til femten og eventyret kan begynde.



Marinesoldater på opdagelse med videnskaben på slæb, kan der komme ganske underholdende film ud af. Aliens er et eksempel. Det samme gælder specialtropper i ukendt terræn på monster jagt. Her er Predator et andet. Så, historien om Kong sat i 70’erne, til tonerne af bl.a. Bowie og Hendrix og med det overskydende våbenarsenal fra Nam som skal brændes af, ja så kunne du sagtens få den tanke, at her venter der en fin gang popcorn underholdning. Så heldig er vi langt fra.

Når du frivilligt vælger at klemmer måsen ned i det røde biografsæde, fordi du har indløst billet til en kæmpeabe med et veludviklet moderkompleks, så har du næppe fostret de største forventninger om at skal holde styr på et Usual Suspects twist, diverse subplots og dybtgående personskildringer. Alligevel er det vanskelig ikke at blive forbavset over hvor lidt Kong har at byde ind med både når det kommer til..*host* handling, plotudvikling og ikke mindst persongalleri. Selv om vi ikke bare er i popcorn segmentet af underholdningsindustrien, men i den usaltet del, så er Kong forbavsende ligegyldig.

Der er flere spørgsmål end svar og det kan undre, da filmen i sig selv ikke har den ringeste ambition om hverken at fremmane eller provokere et eneste af slagsen. Hvorfor skal den foregå i Vietnams skygge? Krigen bliver ikke brugt til andet end at levere helikoptere og en vrissen Samuel Jackson (mere om ham senere). Og selv om vi taler et papirtyndt persongalleri, hvor alle er i indædt nærkamp om at opføre sig idiotisk som overhovedet muligt, så viser det sig sjovt nok ofte, at evner du, hvis ikke at menneskeliggøre disse objekter, så i det mindste give dem et gran personlighed, så har publikum en lille risiko for at bekymre sig om hvem der overlever og hvem der bliver slugt. Faktum er dog, du finder mere dedikeret skuespil i en reklameblok på tv end du gør i skyggen af Kong på Skull Island. Og det på trods, bør det bemærkes, af fine kræfter er i spil.

Look at my tits goddamnit. Look at them!


Goodman virker mere end træt af det hele og man fornemmer et lettelsen suk, da han endelig bliver spist. Samuel L Jackson som engang var bad n’ black, er og har længe været en parodi på sit tidligere farverige jeg. Det er som om, han har erkendt, at karrieren lakker mod enden, og skal huset i Malibu have en facaderenovering og den sidste Porsche tilføjes garagen, ja så må jeg hellere deltage i alt hvad min agent kaster i nakken af mig. Det mest opsigtsvækkende ved hans figur i Kong er faktisk, at han på intet tidspunkt siger nigga. 

Som i Jackson's Kong film, er her også lokale øboer. De er dog placeret i filmen uden grund og bidrager, som det eneste, med lidt vandfarve i ansigtet. Når de altså ikke står tavse og bukker. I Jacksons besad de måske ikke ligefrem en nøglerolle for historien, men var et vigtigt element og klar filmens mest skræmmende og intense indslag. 



Problemet med Kong er mange og stiller de sig på skuldrene af hinanden, vil de uden problem kunne hviske den tårnhøje abe i øret, at den blot er statist i egen film. For Kong dvasker dovent rundt på øen og dukker op her og der hvor han nu passer ind. Det samme kan man sige om vores ekspeditionsgruppe, som straks da de ankommer, for ødelagt samtlige helikoptere, da de alle, uden undtagelse, vælger at flyve så tæt på Kong, at han kan daske dem ned fra himlen en efter en. Ikke en af de garvede Vietnamveteraner forslår: Hey, måske skal vi skyde på bæstet, udenfor dens rækkevidde? Ikke så underligt at de tabte krigen. Herefter beslutter en vrissen Samuel Jackson sig for, at vil hævne sine døde mænd. Hvad de ikke kunne med femten kamphelikoptere, kan de utvivlsomt udrette med et par geværer og en pistol.

En kæmpe abe er selvfølgelig ikke nok for et moderne publikum. Især ikke nu, filmskaberne ikke ved hvad de skal bruge den til, så i stedet opfinder de et fabeldyr. Et hybridt monster. Der mest ligner en krydsning mellem en sølvfisk og komodo. Dette monster er selvfølgelig øens virkelige trussel og kun Kong kan holde den og de mindre udgaver i skak og dermed bevare øens naturlige balance. En detalje som den krigsliderlige og trætte Samuel Jackson selvfølgelig ikke har øje for og nok engang må vi mennesker betale prisen for at bolle moder natur i røven. 


Er der så ikke noget godt at berette om Kong? Åh jow, det er der da. Traileren er ganske veludført og altid fede John C Reilly som spiller en pilot der blev skudt ned på øen for snart 30 år i siden og har (over)levet der lige siden, gør det godt som en rund, mere human og menneskelig udgave af Walther Kurtz fra Apocalypse Now. Og dermed har vi så langt om længe koblingen til Vietnam og filmens plakat. This is the end. My only friend the end.- heldigvis.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar