Hollywood finds a way

Anmeldt af Søren Nielsen

Det er efterhånden 25 år siden Spielbergs banebrydende monster adventure Jurassic Park indtog biografmørket og satte en ny standard for hvad vi kunne forvente fra CGI-fabrikken i Tinseltown. Og efter den ganske underholdende Jurassic Park III afsluttede trilogien, og dermed det første rigtige farvelade dino-kapitel i 2001, ja så blev serien lagt i dvale i fjorten år indtil 2015 hvor Hollywood og skaberne konkluderede, at nu var verden atter klar til fortidens uhyre og hvem ved, med en lille-bitte smule held i sprøjten, ja så har myndighederne muligvis glemt alt om katastrofen på øerne. Så lad os bare åbne et nyt legeland med 1000vis af besøgende. Denne gang blot tættere på civilisationen. For hvad i alverden kan dog gå galt?

Alt gik galt og alligevel intet - i Hollywood forstand. Jurassic World var ubeskrivelig fordummende og hvad værre var, ublodig, uden overraskelser og med et kedeligt og farveløst persongalleri og plot. Manglede Spielberg-magien i The Lost World og var Jurrasic Park III for nogle, lidt for ”lille” i skala, så var alt tryllestøv vasket pist væk nu. 

”Historien” er støbt ind i betonstøvler i form af et par irriterende møgunger, som tilsyneladende er en fast ingrediens i dette franchies og herfra var det eneste håb, at du blev ædt så tidligt som muligt. Men alt dette var selvfølgelig ligegyldige detaljer, da filmen blev et gigantisk hit. Og er der én ting der er mere sikker end døden og skatten her i livet, så er det dollartegn avler sequels og romertal i Hollywood.  Hvem bøvsede Star Wars og Disney?

Og det mine damer og herrer, bringer os frem til det herrens år 2018 og Jurassic Park: Fallen Kingdom. To til i øvrigt (en, tæller vi Jurassic Lego med) og antallet tangerer Police Acadamy serien og det samme gør kvaliteten. Den serie sluttede i øvrigt af i Moskva. Det kunne være oplagt at gøre det samme med Jurassic Park 7 med Putin der rider mod solnedgangen på en T-Rex på vej mod den mexicanske mur. Well…time will tell.

Efter det højest overraskende og ganske uforudsigeligt gik galt igen-igen i Jurassic World med en dino- forlystelsespark, så er de kære kræ nu atter i fare for at uddø endnu engang, da en vulkan truer øen hvor de sørgelige rester af Jurassic World befinder sig. Vi er nu tvunget til som samfund at træffe en principiel beslutning om disse knap så forhistoriske monstre skal reddes eller overlades til deres skæbne. 

Her er Dr. Ian Malcolm (i skikkelse af Jeff Goldblum, nu med gråt skæg) hentet frem fra arkivet og støvet af som fortaler for at dyrene skal vende tilbage til, hvis ikke deres skaber, så til status som uddød. Da de efter kaos-doktorens bedste overbevisning aldrig skulle være blevet genskabt i første omgang. Her har man fra manuskriptforfatters side bekvemt valgt at ignorere det faktum, at der fortsat er en røvfuld dino'er at finde på de to første øer fra Jurassic Park filmene.

Overfor Dr. Ian Malcom’s udryddelse ønske, at lade T-Rex'er og ø forvandle til et vulkanask monoment over menneskets misformåen, står lederen af det nystiftet Dinosaur Protection Group, Claire Dearing. Hende husker vi som daglig leder og medansvarlig for katastrofen i Jurassic World.

Her vil de fleste nok undre sig over at kvindemennesket ikke er havnet i fængslet i 20 eller 30 år efter den affære og ikke mindst de mange døde park-gæster og utallige søgsmål om erstatning. Men hvem ved? Måske har amerikanerne blot ændret natur og tilgivet hende. 

Udfaldet af høringen bliver, at Jurassic World skal lukkes ned og dermed drukne i vulkanens opkast med hud og hår. I øvrigt et fremragende sted at placere en forlystelsespark til en trillion million dollars i første omgang. Vores bedste estimat fortæller os, at forlystelsesparken har en levetid på to-tre år, så er der vulkanudbrud.

Lige som alt håb er ude for Claire og vennerne og ikke mindst jordens største beboere (ser vi igen bort fra indbyggerne på de to oprindelige øer) så er der lys for enden af tunnelen. John Hammond (manden der søsatte den fantastiske idé med en dino theme park i første omgang tilbage i 93') partner, Benjamin Lockwood, sender bud efter Clarie til sit slot. Her kan han løfte sløret for at han sammen med sin arving har planer om at redde de truede dyr og flytte dem til en ny lokalisation hvor de kan leve lykkeligt til deres dages ende. Happy Meal 101.

For den mission dog kan søsættes, skal de bruge et tracking-system og dino-verdens svar på Crocodile Dundee, Owen Grady, som viste os alle i Jurassic World, at holder du hovedet lidt på skrå og drejer hånden frem og tilbage, ja så kan man kontrollere jordens farligste kødædere. 

Men, men, men. Helt mirakuløst og til alles overraskelse ikke mindst, så er der atter engang en der har udspekulerede planer om at tjene penge på de hårdt prøvede dinoer. Denne gang Lockwoods arving der vil transformere dyrene til dræbermaskiner og bruge dem i …øh krigsførelse. Eli Mills (ham den skumle arving) vil ikke bare bringe dinoerne fra Jurassic World til slottet og sælge dem på aktion til endnu mere skumle våbenhandlere, diktatorer og terrorister, nej han har sågar stået bag endnu et udviklingsprojekt, hvor de har fremavlet den perfekte dræbermaskine af to dino’er i kælderen under Benjamin Lockwood’s slot. Uden selvfølgelig, at denne eller andre har fattet mistanke. En så udspekuleret og cunning plan at Baldrick fra Blackadder må lure misundeligt med fra sidelinjen.

Den fantastiske idé som ambitiøse Eli Mills gerne vil sælge, består i al sin enkelhed i at med den nye afart af killer-dino’en, så sigter du med et laserlys fra et specialvåben på en person, og når du så udløser en lyd med samme våben, ja så angriber dinoen og dræber vedkommende. Hvorfor du ikke blot skyder personen, nu du alligevel sigter på denne, men overlader drabet til en aggressiv og million-dyr udviklet dinosaur, med et ilter temperament, ja det melder hverken logikken eller historien noget om.

Logik og Hollywood sci-fi-adventure behøves nu en gang ikke at gå hånd i hånd (og gør det sjældent), men når ting bliver så idiotisk som i Fallen Kingdom, så når alt en grænse. Ikke mindst når filmen ikke har andet end idioti på menukortet.

Chris Pratt er underholdene og med komisk kant i Guardians filmene, her virker han blot som en der er trængt ind på et filmset, hvor han ikke ved hvad de har i støbeskeen. Bryce Dallas Howard ser sød ud, som hun også gjorde i Jurassic World - that's it og hendes to ”assistenter” som er proppet ind i historien, har om muligt slået ny Hollywoods verdensrekord for ingen berettigelse at have i hverken film eller plot. Og ved du hvad? Det er lidt af en bedrift. 

Ja, selv Buffalo Bill fra de skrigende lam er der blevet plads til i skikkelse af Ted Levine. Han kopierer storvildtjægeren fra Lost World som en endnu mere samvittighedsløs ”jæger” og trofæsamler. Gæt hvordan han ender sine dage.

Nu tænker du nok, kære læser, at der i det mindste ingen irriterende møgunger er med denne gang? Og du har ret. Det er faktisk også det eneste positive der er at sige om Fallen Kingdom….Ahh Gotcha! Selvfølgelig er der det. Og der, lige der, for få øjeblikke siden, præsenterede jeg et større twist end filmens to timer spilletid bød ind med. Masie Lockwood er Benjamin Lockwoods barnebarn (eller er hun? Gæt hvordan hun er kommet til verden og du vinder muligvis en billet til Bonbonland) som Lockwood adopterede efter datter og svigersøn's omkom i et trafikuheld. 

På skalaen over irriterende Jurassic Park børn, rammer hun et lidt anonymt femtal. Bedste scene, hvor hun gemmer sig i sin seng, efter at være forfulgt af super-dinoen hen over hustagene på slottet og denne forvandler sig til en listetyv og kravler ned af nedløbsrøret og langsomt åbner to glasdøre til hendes soveværelse helt lydløst. Priceless! 

Hvordan hele dette storslåede og mageløse eventyr ender, og om vi nu skal frygte for super-dino’er i forreste geled som kampsoldater, ja det må du selv finde ud af. Én ting er dog sikkert, med mere end en milliard i indtjening, ja så venter der os et tredje kapitel i Jurassic World-serien.

IMDB 

Mord i mørket

Anmeldt af Søren Nielsen

Om det skyldes jeg har indløst billet til danskernes seneste livsstilsklub: Mangel på kvalificeret søvn.

Eller kildens knastørre udspring skal findes i selve forspillet til en god solid nattesøvn: sex og ikke mindst manglen på samme. Ja, det skal her være usagt.

For måske er der i virkeligheden blot tale om endnu en hidsig sjælevandring i min desperate søgen efter en ublodig, men til gengæld yderst pinefuld variant af cutting for voksne.

Faktum er i hvert fald, at jeg lod mig på en gang både overliste og rumple af Viaplay og Dræberne Fra Nibe en tidlig lørdag morgenstund i det smukke maj. Symbolsk akkompagneret i øvrigt af mågernes hidsige og hånlige skrig udenfor mit vindue.

Jeg mener mine damer og herrer, at jeg burde være advaret efter Ole Bornedals ambitiøse voldtægtsforsøg på danmarkshistorien med sin monstrøse og alternative udlægning af begivenhederne i 1864, som pludselig fik Pilmark og Pallesens svingom med svensken og Gøngehøvdingen til at fremstå som en skarpslebet dansk pendant til Game of Thrones, ja så kommer en af førnævnte spekulationer for alvor i spil igen.

Nørresundbys og dermed nordjyllands autodidakte filmskaber number uno, har denne gang valgt at kaste sin slowfox-kærlighed på byen som ligger hensunken i glemsel i det meste af årets 365 dage, men vågner som fugl Phønix når der kaldes til samling på Den lille Fede. En sovs og kartofler festival helt fritaget for overraskelser og kant, men hvor Tordenskjolds soldater trofast indtager begge sider af scenekanten år efter år til fællessang, bajere og vi sejler op ad åen. Kald det kærlighed som vi siger på disse breddegrader.  Vi ved hvad vi får, og det er nu engang så rart. 

Lidt samme tanke må manuskriptforfatteren Bornedal også have tænkt, da han plottede Dræberne fra Nibe til instruktøren Bornedal - genkendelse.

Forsøget (for det er det vel, et forsøg?) på at lave en hip-moderne sort action-komedie kommer ikke bare små tyve år for sent, men evner ikke så meget som at træde et skridt ud over scenekanten i bestræbelserne på at få fat i kraven på sit publikum (for nu at blive i festivaltermen). Men hvad værre er, så har den kære Bornedal store problemer med blot at indstille sigtekornet og hvilket ben han og dermed sin film skal stå på. Det ender som den slags ofte gør med lussinger og et brækket haleben.

Vi smider lidt forkælet vestlig samlivsproblematik ned i kødgryden, suppleret med klassisk screwball elementer. Dertil tilføjes et brændende ønske om at lave en sort satire over Udkantsdanmark moduleret over kroens og købmandens dødskamp. Tilsæt dertil lidt moderigtigt Tom og Jerry-vold som filmens klister og håbet er født om både statslige støttekroner og en hjertestarter i form af en plads på menukortet hos Filmklub Danmark.

Dræberne fra Nibe roterer om to håndværkere der ud over mangel på sex og et fælles mål om at snyde så mange kunder som muligt, også er trætte af deres frigide koner. Den små-racistiske, surmulende og kvindefjendske Edward (vakt til live af Ulrich Thomsen, som virker mere end pinligt berørt igennem det meste af filmen) er manden der kickstarter ”handlingen” da han i fuldskab liiige kommer til at bestille en russisk lejemorder i en scene i øvrigt, der tangerer de værste øjeblikke i Hvidstens Gruppen. Her taler vi dansk dilletant skuespil 101. Hos hans partner in crime Ib, spilles af Nicolas Bro i en klassisk Nicolas Bro rolle, toppes kampvægt kun af de seksuelle opsparet frustrationer som tilsyneladende giver ham stiv diller selv når bregnen skal vandes.

Pssst...det er IKKE en Bilka reklame.

Kvinderne i deres liv udgøres af Mia Lyhne som Gritt, der uden rødmen bruger hele sin kunstneriske spændvidde fra Bilka-reklamerne og Edwards kone, Chardonnay-alkoholikeren Ingrid (Lene Maria Christensen), hvis fælles højdepunkt, ud over at nægte deres mænd sex, er de ugentlige salsatimer i den (surprise-surprise) nedlagte kirke hvor den uimodståelige landsforviste svenske (endnu mere surprise) bøsseinstruktør uddeler erotiske håndmadder til de sukkende og vuggende kvindebarme, men selvfølgelig har et forhold til byens spasser (sådan nogle er nemlig altid sjove). 

De to kvinder støder en nattetime tilfældigt på den konstant beruset russiske hyret lejemorder (filmens højdepunkt, polske Marcin Dorocinski) som er blevet parkeret i kælderen hos Edward og nu både kan belære damerne om passion (den russiske slags, ikke den svenske), sex med jomfruer og følelsen ved at slå ihjel. 

Med nyvunden viden om at deres mænd ikke blot i et udslag af nordjysk sparsommelighed har hyret en lejemorder for at reducerer omkostninger ved en skilsmisse, men denne allerede er ankommet og nu sidder overfor dem i samtalekøkkenet, ja så må der selvfølgelig skrides til et feministisk modsvar. Det kommer i skikkelse af en Mary Poppins lejemorder fra England. Som til gengæld udviser stor-stor humor ved at eksekvere Hanibal Lector reference joke nummer 5739957365 i filmhistorien. Så er niveauet lige som lagt.

På rollelisten af stereotyper kendisser finder vi selvfølgelig også Søren Malling som en happy gunslinger Sofus-betjent der er bevæbnet med en pistol der vil give Dirty Harry akutrejsning og som, for at gøre ham du-ved sådan rigtigt sjov, benytter sig af (nord)jysk engelske ord som twentyforseven.

Plads er der søreme også blevet til Ole Thestrup i en enkelt scene. Her har den kære Bornedal luret kollegaen Anders Thomas Jensen over skulderen og set det element fungerer rigtigt fornuftigt. Altså små tyve år tidligere i Blinkende Lygter. 

Og her ligger et af filmens mange problemer så samtidig begravet. Humoren som Bornedal så krampagtige prøver at gøre sin, ved at plagiere det der netop placerede Anders Thomas Jensen på filmkortet. Først som manuskriptforfatter og senere som instruktør med bedrifter som I Kina Spiser De Hunde, De Grønne Slagtere, Adams Æbler og føromtalte Blinkede Lygter rammer Bornedal ca. lige så præcist som indstillede Putin sigtekornet efter Nobels Fredspris.

Dialogen er opstyltet og krampagtigt afviklet og her og der decideret pinlig i forsøget på at føde klassikere som netop Blinkende Lygter var så rig på. Folk husker stadig den dag i dag (18 år efter) citater fra Anders Thomas Jensens film om en flok Matador-glade og hjertevarme voldspsykopater der flygtede ud i skoven. Det gør med garanti et fåtal af hr. og fru Danmark når de har fået rettet tæerne ud igen og skoene på og forladt biografmørket og Dræberne fra Nibe. Og med garanti ikke om 18 år.

En anden alvorlig pointe som Bornedal har misset da han plottede sin film er, at det er uimodståeligt svært at engagere sig i et persongalleri hvor ingen ejer et sympatisk træk. Især når det hele handler om at tage et andet menneskes liv. Her er det en fordel, vægter sympatien enten til fordel for den forurettede eller udøvende part. 

Vores to håndværkere er svære at fatte sympati for, om de så optræder i hvid Kansas eller i drag-kostumer. Hvad i øvrigt i hård konkurrence må tage prisen som filmens mest pinagtige scene. Marginalt mere sympatiske er deres koner, men alt i alt nærmest en usynlig forskel på en skala som kræver en smuttur forbi Louis Nielsen for at spotte differencen på. 

Dræberne fra Nibe er om noget klichéernes holdeplads. Det er så dejlig let. De korrupte håndværkere, den homoseksuel salsa-instruktør, den fordrukken russer i beskidt undertrøje, spasseren med de sjove ansigtstræk og tale og ja, listen fortsætter.

Et andet fælles træk er, at ingen af rollerne er hverken defineret eller tegnet så de opfordrer til indlevelse eller medfølelse. Selv filmens katapult, bestillingen af en lejemorder, skal undskyldes med alkohol. Sprut er manuskriptforfatteres go-to og billige løsning, skal en person foretaget noget dumt og man ikke evner eller orker at retfærdiggøre, at personens karakter vil gøre det samme i ædruelig tilstand.

Er det vanskeligt at fatte sympati for deres karakter, så er det til gengæld ikke for spillerne. Selv om det bliver til et enkelt majet her og der, så kæmper alle som en, en fortvivlet kamp med de nordjyske gloser og dialekt, så samtlige medvirkende i et kollektivt selvmord har valgt at konvertere til et fælles københavnsk-jysk. Moralen må være: Sådan taler de jo alle over there om geografien så dikterer sønderjylland eller Nibe. Komisk, ikke mindst med Bornedals opland in mente.

Musikalsk pynter Loveshop tilgengæld på filmens lydspor, når filmen altså ikke druknes i tung uprovokeret orkestergravsmusik.

Dræberne fra Nibe ender som en dårlig parodi på den danske vinkel på action-komedie genren som blev født med I Kina Spiser de Hunde for 19 år siden og som toppede med Blinkende Lygter. Som en glemt pointe til en joke der ville have tryllet tusserne af din blonde borddame til festen, men først rammer dig mandag på jobbet. 

Ole Bornedal vil så gerne det hele og lefler ihærdigt for filmnørderne med mere eller mindre indspiste filmreferencer når der ikke plaffes løs efter affolkningsproblematikken i udsatte landdistrikter til lyden af vindmøllernes dødsspiral sonate på braklægningsmarkerne. Det tilsat en enkelt teskefuld tilstoppet håndvasksocialrealisme omkring det moderne ægteskab, flytter sammenlagt hele projektet fra Stor Scene til Reservatet. Med andre ord: Der er meget langt til Anders Thomas Jensen og endnu længere til Fargo.

IMDB Dræberne fra Nibe