Anmeldt af Søren Nielsen
I anledning af at sommerens gigantiske blockbuster brag Jurassic World nok engang har vakt dinoerne til live, så spænder vi løbeskoene og kigger nærmere på de tre søskende i serien om de menneskeædende fireben. Første stop, Jurassic Park.
For mange, maaaange år siden levede der den mest fantastiske filmskaber som verden nogensinde
havde set - og måske vil komme til at se? En troldmand vil nogen gå så langt
som at kalde ham. Han skabte det ene mere utrolige og fascinerende eventyr efter det andet. Han introducerede os for fremmede og sære livsformer og
tog biografpublikummet med til nye ukendte højder.
![]() |
Yo! We got Nazi' too! |
Steven
Spielberg er i hvert fald blevet voksen, om det så også er årsagen til at
magien er forsvunden, ja det er et godt spørgsmål. Skal man prøve at efterlyse
de sidste støvpartikler fra en svunden tid, så skal tidsmaskinen indstilles til
1989 og The Last Crusade. Måske en yderst passende titel, når man nu tænker over
det?
![]() |
Mmm...chaos...mm....chaos....m..mm...chaos....ah shut the fuck up! |
Jurassic Park
er på stort set alle niveauer en kikset og helt igennem idiotisk film. Omvendt
er den så også det perfekte billede på hvad Spielberg ikke længere evner.
Oplægget fejlede bestemt ellers ikke noget. Michael (Westworld) Crichtons
bestseller af samme navn er en intens, medrivende og blodig historie om den
ultimative forlystelsespark fyldt med DNA fremtryllet dinosaurusser og
mennesket selvtilfredshed med at lege vorherre. Uden fokus på hverken etik og
konsekvens, men ene og alene med resultat og profit for øje. Desværre er denne
både barske, underholdene og vedkommende historie i Spielbergs hænder blevet
reduceret til et omskrevet Disney eventyr i stil med Klokkeren fra Notre Dame,
Pocahontas eller vores egen Lille Havfrue. Her er alt rosenrødt og der er ingen
ubehagelige kanter man for alvor kan skære sig på. For som Shu-bi-dua synger i
Askepot: Hvem vil se på en som ikke ler?
I Spielbergs
poleret Disney eventyr udsættes vi for det mest karikerede, flade og livløse
persongalleri længe set. Fra første færd bevæger alle sig rundt som i en
bundløs sump af idioti. Den ene halvdel indhyllet i fortænkt pseudovidenskab og
den anden med et kryds på ryggen, så vi alle ved før de har åbent munden for
første gang, hvem der lever og hvem der dør. Laura Dern lægger endnu et par kilo
flæsk på vægten til det alt overskyggende spørgsmål der har plaget Hollywood i årtier: Hvordan er hun blevet A-liste skuespiller?
![]() |
Porncast....really? |
Med andre ord, så er Jurassic Park 100 % syntetisk og blottet for alt hvad der tidligere kendetegnede Spielberg og det-der han
gjorde bedre end alle andre. Eventyr sat i scene i fantastiske omgivelser, men
med fortællingen og mennesket i centrum. Det er blandt andet grunden til at en
gummi haj med problematisk hydraulik, stadig den dag i dag fremstår som noget
af det mest ægte, medrivende og fantastisk drama filmverden har skabt. Og
samtidig et kodak moment på hvorfor alverdens penge ILM og Stan Winstons samlede
kræfter ikke kan kompensere for dette.
Jurassic Park
har ikke mere nerve eller sjæl end en strømløs computer. Filmen vil ingenting og har intet på hjertet ud over en flok karikerede idioter på en ø, som er
placeret i skyggen af en voldtaget historie (endda af manden selv) med det ene
formål, at få lov at præsentere verden for levende dinosaurer. Jamen hold da op
hvor er det betagende og ikke mindst flot. Lidt som en plakat. Du kan kigge på den, men
ikke rigtig bruge den til noget. Som den ene
møgunge siger i filmen, da han måbende kigger på en T-Rex som gnasker en anden
dino-ting i sig. Nøøj, hvor er der meget blod. Ja, det må vi så tage hans ord for.
Er der så
slet ikke noget positivt at berette om Jurassic Park? Det er der da så absolut. Jeg
har umiddelbart svært ved at komme i tanke om film i den moderne CGI-tidsalder,
som har genereret mere underbuks pre-sperm og en holyfuckin’christ fornemmelse end T2 og Jurassic Park gjorde. Ingen der så disse to film i biografmørket, var et
splitsekund i tvivl om, at her var vi vidner til effekter der ikke bare havde
sparket døren ind til hvad vi tidligere havde set, men taget Hollywood xpress-elevatoren til the next level.
Effekterne var fantastiske og bliver underligt nok, blot endnu mere imponerende som årene går. Prøv f.eks. at tage et godt kig på George toyboy Lucas’ Attack of the Clones. Den er fra 2002 og så Jurassic Park fra 93’ Det er et lysår, når vi taler effekter på film. Alligevel er det Lucas’ monstre der kommer til kort, sammenligner du dem med Spielbergs ditto ni år tidligere. Jurassic Park skabte levende dinosaurusser på film. Det er det mest imponerende man kan sige om den film. Desværre stod resten af produktionen ikke mål med den ambitioner. Eller så var det i virkeligheden Spielbergs simple ambitioen med filmen og resten af energien i stedet fokuseret på Schindlers List fra samme år?
Attack of the Clones vs. Jurassic Park |
Effekterne var fantastiske og bliver underligt nok, blot endnu mere imponerende som årene går. Prøv f.eks. at tage et godt kig på George toyboy Lucas’ Attack of the Clones. Den er fra 2002 og så Jurassic Park fra 93’ Det er et lysår, når vi taler effekter på film. Alligevel er det Lucas’ monstre der kommer til kort, sammenligner du dem med Spielbergs ditto ni år tidligere. Jurassic Park skabte levende dinosaurusser på film. Det er det mest imponerende man kan sige om den film. Desværre stod resten af produktionen ikke mål med den ambitioner. Eller så var det i virkeligheden Spielbergs simple ambitioen med filmen og resten af energien i stedet fokuseret på Schindlers List fra samme år?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar