mandag den 24. august 2015

They Live!




Anmeldt af Søren Nielsen

I anledning af at sommerens gigantiske blockbuster brag Jurassic World nok engang har vakt dinoerne til live, så spænder vi løbeskoene og kigger nærmere på de tre søskende i serien om de menneskeædende fireben. Første stop, Jurassic Park.

 
For mange, maaaange år siden levede der den mest fantastiske filmskaber som verden nogensinde havde set - og måske vil komme til at se? En troldmand vil nogen gå så langt som at kalde ham. Han skabte det ene mere utrolige og fascinerende eventyr efter det andet. Han introducerede os for fremmede og sære livsformer og tog biografpublikummet med til nye ukendte højder.
Yo! We got Nazi' too!
Han skabte effekter og cliffhangers der skiftevis fik os til at gispe efter vejret og bore neglene ned i armlænet. Han fik os på en gang til at kigge op mod nattehimlen efter liv derude blandt stjernerne og samtidig tænke os om en ekstra gang, før vi kastede os ud i bølgen blå. Ja, det var næsten som en ekstra juleaften når jeg fik lokket far eller moar til at køre mig og et par af vennerne i biffen. Og i stedet for at købe billet til filmen som vi højt og helligt havde sværget på vi skulle ind og se, så var det i et desperat alt eller intet forsøg op på tå i håbet om, at snyde sig et par år ældre og der med adgang til Raiders of the Lost Ark og paradis på jord. Men hvem ved, måske er det med Steven Spielberg som det er med Puff the Magic Dragon? Når man bliver voksen, så tror man ikke længere på drager og de forsvinder ned i glemslens sorte hul sammen med al magien.

Steven Spielberg er i hvert fald blevet voksen, om det så også er årsagen til at magien er forsvunden, ja det er et godt spørgsmål. Skal man prøve at efterlyse de sidste støvpartikler fra en svunden tid, så skal tidsmaskinen indstilles til 1989 og The Last Crusade. Måske en yderst passende titel, når man nu tænker over det?

Mmm...chaos...mm....chaos....m..mm...chaos....ah shut the fuck up!
  
Jurassic Park er på stort set alle niveauer en kikset og helt igennem idiotisk film. Omvendt er den så også det perfekte billede på hvad Spielberg ikke længere evner. Oplægget fejlede bestemt ellers ikke noget. Michael (Westworld) Crichtons bestseller af samme navn er en intens, medrivende og blodig historie om den ultimative forlystelsespark fyldt med DNA fremtryllet dinosaurusser og mennesket selvtilfredshed med at lege vorherre. Uden fokus på hverken etik og konsekvens, men ene og alene med resultat og profit for øje. Desværre er denne både barske, underholdene og vedkommende historie i Spielbergs hænder blevet reduceret til et omskrevet Disney eventyr i stil med Klokkeren fra Notre Dame, Pocahontas eller vores egen Lille Havfrue. Her er alt rosenrødt og der er ingen ubehagelige kanter man for alvor kan skære sig på. For som Shu-bi-dua synger i Askepot: Hvem vil se på en som ikke ler? 


I Spielbergs poleret Disney eventyr udsættes vi for det mest karikerede, flade og livløse persongalleri længe set. Fra første færd bevæger alle sig rundt som i en bundløs sump af idioti. Den ene halvdel indhyllet i fortænkt pseudovidenskab og den anden med et kryds på ryggen, så vi alle ved før de har åbent munden for første gang, hvem der lever og hvem der dør. Laura Dern lægger endnu et par kilo flæsk på vægten til det alt overskyggende spørgsmål der har plaget  Hollywood i årtier: Hvordan er hun blevet A-liste skuespiller?
Porncast....really?
Med hendes konstante fnisen og motoriske handicap minder hun mest af alt om en der vil blive siet tidligt fra til en østeuropæisk pornocasting. Jeff Goldblum stammer sig endnu engang rutinemæssigt og små neurotisk igennem en rolle og man må vel snart stille sig selv spørgsmålet, spiller han…eller? I Sir Richard Attenborough har vi der i mod det perfekte typecast som vores alle sammens dino hygge bedstefar. Så langt væk fra bogens figur som overhovedet muligt. Og sluttelig, så skal vi selvfølgelig ikke glemme de to møgunger. Bedst af alle klarer Sam Neill sig selvfølgelig.

Med andre ord, så er Jurassic Park 100 % syntetisk og blottet for alt hvad der tidligere kendetegnede Spielberg og det-der han gjorde bedre end alle andre. Eventyr sat i scene i fantastiske omgivelser, men med fortællingen og mennesket i centrum. Det er blandt andet grunden til at en gummi haj med problematisk hydraulik, stadig den dag i dag fremstår som noget af det mest ægte, medrivende og fantastisk drama filmverden har skabt. Og samtidig et kodak moment på hvorfor alverdens penge ILM og Stan Winstons samlede kræfter ikke kan kompensere for dette. 


Jurassic Park har ikke mere nerve eller sjæl end en strømløs computer. Filmen vil ingenting og har intet på hjertet ud over en flok karikerede idioter på en ø, som er placeret i skyggen af en voldtaget historie (endda af manden selv) med det ene formål, at få lov at præsentere verden for levende dinosaurer. Jamen hold da op hvor er det betagende og ikke mindst flot. Lidt som en plakat. Du kan kigge på den, men ikke rigtig bruge den til noget. Som den ene møgunge siger i filmen, da han måbende kigger på en T-Rex som gnasker en anden dino-ting i sig. Nøøj, hvor er der meget blod. Ja, det må vi så tage hans ord for.


Er der så slet ikke noget positivt at berette om Jurassic Park? Det er der da så absolut. Jeg har umiddelbart svært ved at komme i tanke om film i den moderne CGI-tidsalder, som har genereret mere underbuks pre-sperm og en holyfuckin’christ fornemmelse end T2 og Jurassic Park gjorde. Ingen der så disse to film i biografmørket, var et splitsekund i tvivl om, at her var vi vidner til effekter der ikke bare havde sparket døren ind til hvad vi tidligere havde set, men taget Hollywood xpress-elevatoren til the next level. 

Attack of the Clones vs. Jurassic Park
 
Effekterne var fantastiske og bliver underligt nok, blot endnu mere imponerende som årene går. Prøv f.eks. at tage et godt kig på George toyboy LucasAttack of the Clones. Den er fra 2002 og så Jurassic Park fra 93’ Det er et lysår, når vi taler effekter på film. Alligevel er det Lucas’ monstre der kommer til kort, sammenligner du dem med Spielbergs ditto ni år tidligere. Jurassic Park skabte levende dinosaurusser på film. Det er det mest imponerende man kan sige om den film. Desværre stod resten af produktionen ikke mål med den ambitioner. Eller så var det i virkeligheden Spielbergs simple ambitioen med filmen og resten af energien i stedet fokuseret på Schindlers List fra samme år?





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar