What Dreams May Come?

Anmeldt af Søren Nielsen

 

Sidder du nu og da og tænker, mens aftenkaffen brygges og reklameblokken på TV2 snegler sig af sted, at der er i bund og grund er for få ting at undres over i denne verden. Ja, siger du? Så kan det stærkt anbefales, at du zapper væk fra Kvægtorvet og smider Dreamcatcher i dvd-afspilleren. For Dreamcather giver dig om noget rig mulighed for at netop dette – kunsten at undres. Først undrer du dig over, hvad der lige skete med den ellers så lovende start. De fine karakterer og den interessante historie. Derefter undrer du dig over, hvorfor du i grunden undrer dig, nu det er en Stephen King filmatisering du sidder og kigger på?

Lawrence Kasdan (manden der havde hænder dybt begravet i fundamentet til Lucas rumepos og manden med hatten og selv stod fadder til bl.a. Silverrado og The Big Chill) er her gået i ubarmhjertig infight med Stephen King, analfikseret aliens og ikke bad ass - men BAAAAAD ASS militær fyre. Det er ikke en Kasdan kombination vi ser på menukortet hver dag og resultatet ender da også mildest talt i ganske ujævnt trav.

DreamCatcher åbner for så vidt ganske lovende, ja faktisk rigtig lovende. Introduktionen til vores firkløver og deres specielle evner (og årlige hyttetur) tegner streger i sandet til noget ganske interessant. Ikke mindst på grund af "Stand By Me" flashback scenerne til drengeårene. Smider vi så oven i gryden et uventet besøg fra en højt pruttende mand med alvorlige afføringsproblemer og skovens dybe ro der veksles til en besynderlig fælles dyrmarch, ja så er vi faktisk ganske godt i gang med en spændende historie som både lykkes med at prikke til vores nysgerrighed og etablere en fin creepy stemning.

For hvad er der lige der sker i skoven, og ikke mindst med den fremmede med udslæt og galoperende dårlig mave? Samt den mystiske tavse kvinde midt på vejen? Og hvad er det alle dyrene flygter fra? Men før vi kan nå at undre os sådan for alvor, så har Kasdan manøvreret os og historien ca. lige så elegant som en høj gravid T-Rex med ADHD igennem en kongelig porcelæn forretning. Nu præsenteres vi nemlig for The Blue Boys. "De blå drenge" er nogle tosset farlige gutter. En speciel enhed som ikke gør honnør, ikke siger sir, men boss og arbejder selvstændigt inden for militærets egne rækker. Det betyder blandt andet, at lyver du, kan du forvente at blive skudt i igennem klør fem i stedet for at blive stillet for en krigsdomstol. Så skal du nemlig både lære at skyde og onanere med venstre hånd. Tricky!

Lederen af "de blå drenge" er ingen ringere end Morgan Freeman som på trods af fortsat førlighed med egen højre hånd har endnu en til rådighed i skikkelse af Tom Siezmore. Freeman der har viet sit liv til at bekæmpe E.T’er og selv om han burde kunne spille en så stereotype og klichefyldt rolle som han præsenteres for her på autopilot, så lykkes det alligevel på mirakuløs vis for Kasdan, at skabe et mindre filmisk mirakel. Her gik jeg (og mange andre) nemlig og troede, at vi aldrig skulle opleve en film hvor Freeman spillede dårligt (det var før jeg så Driving Miss Daisy). Men ved du hvad? Det udvikler sig for øjnene af dig. Dialogen bliver afleveret lige så elegant som klumper i syltetøj og både fremtoning og hans ageren virker helt ude af synk for skuespilleren der ellers har et fortjent ry for at kunne løfte selv den mest håbløse roller til et hæderlig niveau. Med andre ord; Oberst Abraham Curtis som Freeman skal vække til live, er mere død en salget af flæskesvær i Bagdad. 

Filmens anden halvdel og militær vinklen er samtidig dødsstødet for alt det der ellers lovede så godt i indledningen af Dreamcatcher. For som resultatet har været med talrige andre King filmatiseringer igennem årene, så kæntrer projektet midtvejs og går hurtigere til bunds end du kan nå at fremstamme isbjerg. Den fine intime stemning vi blev præsenteret for i hytten i den snedækkede skov, samt de veltegnede karaktere og en mulig under siege tonser fed lille alien gyser flicka, bliver hældt i lokummet til fordel for en bollefed militær klapjagt som ikke bare begraver historien, skuespillerne, men også interesse og finalen i ti meter gul sne. Synd og skam, for det hele var ellers ganske lovende. Hvordan kunne det gå så galt? Ja, du er ikke den eneste der undrer dig. Vi bliver smidt hovedkulds ud over kanten på en blå plastic bobslæde med helikopterangreb, moderrumskib og jeg skal komme efter dig. Jeg skal her undlade at afsløre, hvordan Freeman helt grinagtig finder frem til Siezmore og co. i filmens finale og hvordan deres OK. Corall opgør forløber. Det skal du, har du endnu ikke set dette makværk, selv have lov til at vidne. Du kan selvfølgelig også bare se første halvdel og efterfølgende retunere til aftenskaffen og sendefladen på TV2. Valget er helt dit - skulle du undre dig.

Dreamcatcher 2003

Instruktør: Lawrence Kasdan

Manuskript: Stephen King, William Goldman, 

Lawrence Kasdan

Fotograf: John Seale

Medvirkende: Morgan Freeman, Thomas Jane, 

Jason Lee, Damian Lewis, Timothy Olyphant, 

Tom Seizemore

IMDB 

Waterworld

Anmeldt af Jesper Ørsted

 

Lige siden en kæmpe meteor ramte jorden i det herrens år 2030, har intet været det samme. Ingen Amalie, ingen X-Factor, ingen McDonalds og og måske værst af alt; intet vand. Verdens sidste superskurk Kesslee, sidder nemlig på verdens sidste vandreserver og gør ham der med samtidig til jordens mægtigste mand eller det tror han, for to af hans fjender har nemlig udset sig hans gyldne dråber. The Rippers en bande af halvt mennesker og halvt Kænguruer og den anakistiske Tank Girl og da de slutter sig sammen får Kesslee og hans Water & Power gang for alvor sin sag for.

Det er et ret originalt twist på den postapokalyptiske genre. Med indlagte animationssekvenser. Petty og Watts er glimrende casted som makkerparret Tank Girl og Jet Girl og Malcolm McDowall gi'r den endnu engang som skurk. Filmen kalder mere på grinet end gyset, men der er glimrende actionsekvenser i den og en pimpet kampvogn, der kommer selv, når man fløjter! Tank Girl og Jet Girl går i krig med vandbaronen (ja, endnu en mangel på vand dystopifilm!), men hjælp af rippere, mutanter gensplejset til at føre krig. Filmen er nærmest en psykadelisk oplevelse, Mad Max 2 på LSD med Hellboy-mutantaction. Det er en ganske vellykket actionkomedie, men som de karaktere den har fået vidner om, er det absolut en smagssag. Jeg morede mig. Glimrende rock soundtrack, fine effekter og flot fotograferet og designet.

Tank Girl 1995

Instruktør: Rachel Talalay

Manuskript: Alan Martin, Jamie Hewlett

Fotograf: Gale Tattersall

Medvirkende: Lori Petty, Naomi Watts, 

Ice T, Malcolm McDowell, Don Harvey

IMDB

It knows what scares you!

Anmeldt af: Jes Beier

 

I 1982 var Steven Spielberg aktuel med sin store publikumsmagnet og crowdpleaser om en lille venlig rummand, der bliver efterladt på Jorden og bliver ven med en lille trist dreng. Han var dog også involveret i en anden film, og selvom det er Tobe Hooper der står krediteret som instruktøren, så står der Spielberg over det hele på ”Poltergeist” der godt nok er en gyser, men det er også på mange måder et eventyr og frem for alt er det en historie om hvad der er på den anden side af den fysiske verden (om noget). For selvom familien Freeling helt klart har mere end bare en almindelig drilleånd på spil i deres hus, og der er langt voldsommere og mere ondskabsfulde kræfter på spil, så er Spielberg lige så optaget af at pirre vores nysgerrighed om hvad der er på den anden side af døden og om det er muligt for et levende menneske at opholde sig på astralplanet mens det stadig er i livet. 

Svaret er tilsyneladende ja, for da familiens lille Carol Anne (Heather O’Rourke der senere tragisk døde som kun 12-årig) pludselig forsvinder efter nogle af de første paranormale begivenheder på matriklen, bliver det hurtigt klart, at hun er blevet suget over i den åndelige verden, hvor hun nu opholder sig sammen med væsener der absolut ikke har reelle hensigter. Efterhånden som episoderne eskalerer beslutter familien sig for at tilkalde hjælp i form af en parapsykolog (Beatrice Straight) og hendes to assistenter. De stiller deres udstyr op og tror at det bliver endnu en dag på kontoret, men det gør det selvfølgelig ikke. Så ind fra højre kommer en af filmhistoriens mest originale og besynderlige skikkelser, det clairvoyante medie Tangina (Zelda Rubinstein), der gør det klart for dem at der skal helt andre boller på suppen, hvis de skal have datteren såvel som husfreden tilbage igen. Fra da af accelerer filmen henimod et flot crescendo og med et ekstra svirp med halen til allersidst. Sådan!

Filmen blev en instant classic og publikum tog imod filmen med lige så megen varme som med ”E.T.”, så Spielberg havde bestemt et godt år og den holder da også pænt efter godt 30 år. Men alligevel er det som om den er falmet noget og ikke længere har helt den samme gennemslagskraft som tidligere. Det har mindre at gøre med at der sidenhen er sket meget inden for genren og at man måske skal have mere kul på fyret for at blive rigtig skræmt. Men det er nu ikke her skoen trykker, for ”Poltergeist” er både spændende, uhyggelig og
fascinerende, selvom det på mange måder er en film for (næsten) hele familien.

Man rives med i kraft af den elementært spændende historie og det kan man ikke tage fra den. Grunden til at den ikke helt har det antal slidlag som først antaget skal findes et andet sted. Det skyldes først og fremmest at Hooper (eller er det Spielberg?) ikke bygger historien rigtigt op fra starten; scenen med tordenvejret kommer i bogstaveligste forstand som lyn fra en klar himmel og fremstår langt mere som et klimaks end som den første mundsmag på, hvad familien senere kommer til at stå over for. Derfor kommer man meget skævt ind i filmen og havde det ikke været for den tykke atmosfære – som skabes i kraft af Jerry Goldsmiths fremragende score og Matthew F. Leonettis mættede billeder – beskrivelsen

af den helt almindelige familie og – måske særligt – Zelda Rubinsteins festlige figur, så var ”Poltergeist” nok kommet i ret store problemer. Desuden havde man gerne set at den ældste datter kommer mere med i filmen og dramaet svækkes af at hun mest af alt er en birolle. Men det lykkes heldigvis at fastholde tilskueren uden de store kritikpunkter og Spielberg leger med vores primalfrygt med en række tricks og effekter som kun han kunne trække ud af ærmet. 

Lige om lidt kommer der så et remake. Det var vel hvad man kunne forvente. Men det bliver næppe en film der kan matche den originale, ligesom de to film der fulgte i ektoplasma-sporet fra den lykkelige Hooper-Spielberg koalition heller ikke kom på omgangshøjde med denne.

Poltergeist 1982

Instruktør: Tobe Hooper

Manuskript: Steven Speilberg, Michael Grais, 

Mark Victor

Fotograf: Matthew F. Leonetti

Medvirkende: JoBeth Williams, Heather O'Rouke, 

Craig T Nelson, Zelda Rubinstein, Beatrice Straight

IMDB