Vi snupper Metroen

Anmeldt af: Jes Beier 

Det kan sagtens være at Walter Matthau mest lykkedes med sine komiske rollepræstationer, men han kunne bestemt også gøre indtryk i det dramatiske rollefag, hvilket man klart ser i to af 70’ernes bedste spændingsfilm, nemlig Don Siegels ”Charley Varrick” og Joseph Sargents ”The Taking of Pelham 123” der kom lige efter i hinanden i henholdsvis 1973 og 1974. Her over 40 år efter står de begge lige så stil- og slidstærkt som dengang de havde premiere og formår stadig at gribe publikum i struben, hvilket blandt andet skyldes Matthaus no-nonsense approach til begge roller.

 

I sidstnævnte spiller han den lidt dvaske inspektør Zachary Garber, der leder trafikpolitiet og mest af alt er dødtræt af sit arbejde, der ikke byder på de store udfordringer, bortset fra sølle blottere, aflyste tog og falske bombetrusler. Men da en gruppe svært bevæbnede mænd en dag kaprer et tog, får han pludselig sin sag for og skal bruge al sin snarrådighed for at regne forbrydernes næste træk ud i tide, så han kan forhindre at de begynder at skyde gidslerne ned ét efter ét! Jo og så at de ikke slipper af sted med den million dollars som de forlanger i løsepenge!  

Det lyder jo enkelt, for hvordan skulle fire mænd kunne forsvinde midt i storbyen, når samtlige metrostationer på strækningen er massivt dækket op af betjente og centralen kan følge hver en bevægelse toget foretager sig? Men der er desværre bare noget hverken Garber eller politiet har taget i betragtning, og dette bliver begyndelsen på en af filmhistoriens mest nervepirrende nedtællinger nogensinde. Filmen er forrygende. Enklere kan det ikke siges. Man sidder med livet i hænderne fra start til slut og velsignes oven i købet med en af de mest intense finaler i nogen film.

Men hvordan er det lykkedes Joseph Sargent – hvis CV ellers ikke byder på de helt store bedrifter – at skrue så adrenalinfyldt en film sammen, som stadigvæk kan holde sit publikums opmærksomhed i en skruestik i samtlige 104 minutter? Det er der flere grunde til og efterhånden som man lister dem op, bliver man bare endnu mere begejstret over hvor utroligt vellavet det hele er. For det første er der skuespillerne og hvilket cast! Altid fremragende Robert Shaw spiller gruppens leder, en fuldkommen hensynsløs master-criminal med det helt store overblik over hver en detalje, der med sadistisk fryd nyder sit syge spil med Garber over radioen. Dernæst er der Martin Balsam som forsmået jernbanemand med løbetud, der ligger inde med vigtig viden om metroteknik og endelig Hector Elizondo som afstumpet psykopat med konstant kløen i aftrækkerfingeren. Han leverer i øvrigt nogle af filmens bedste replikker og som den sidste kaprer ser man Earl Hindman. 

På metrocentralen overbeviser Dick O’Neill som trafiklederen og – i en afsindigt morsom og typerigtig rolle – Tom Pedi som Caz Dolowicz, den koleriske daglige leder af metroen, der bander og svovler i ét væk over at hans jernbane ikke fungerer og er fuldkommen ligeglad med at 18 mennesker er i overhængende livsfare. I det hele taget er hele filmen besat med de 100 % rigtige skuespillere der alle leverer toppræstationer, således også Jerry Stiller (ja, Bens fader!) som den luddovne skrivebordsfunktionær Rico Patroni, der først får fingeren ud af bageriet, da sagens alvor rigtigt går op for ham. Ligeledes er der Julius Harris som politiinspektøren og Kenneth McMillan som

lederen af SWAT-teamet, der står klar til at uskadeliggøre kaprerne. ALLE får credit her i hele betydningen af ordet og uanset om de har to minutter eller en halv times screentime, så husker man dem alle lige godt. Så nu vi er i gang: Lee Wallace som New Yorks ubeslutsomme borgmester med influenza, Doris Roberts som hans lakoniske hustru, Tony Roberts som embedsmand med stress, James Broderick som den perplekse lokofører osv. osv. Jo, og så i øvrigt alle passagererne som man alle danner sig et indtryk af og hvor der ikke er blevet plads til statister, ja man kan nærmest sige, at selv statisterne har fået en hovedrolle i denne film! Alle bærer med og er ligestillede og byen New York har måske i virkeligheden den egentlige star-credit her; sjældent har man oplevet så autentisk location-atmosfære i en spændingsfilm af denne type! Det er faktisk som at være der selv.

For det andet er der humoren, for selvom ”Togkapring”, som den kom til at hedde på dansk, er en nailbiter, så sætter Sargent det hele på spidsen med en sort humor og nogle bizarre indslag, der kun er med til at få nervespidserne til at stå endnu mere på højkant. Det er ikke nemt at få komik til at indgå i så gnidningsløs en cocktail med benhård spænding og eksploderende action, men Sargent slipper af sted med det til UG. Man skiftevis gyser og griner og ved i det hele taget ikke rigtigt hvilket ben man skal stå på, hvilket kun gør oplevelsen så meget mere fantastisk.

 

For det tredje er der klipningen som måske i virkeligheden er hovedårsagen til at denne film har holdt over fire årtier. Den er uhyre godt disponeret og Sargent har fuldkommen styr på de indledende scener og opbygningen af spændingskurven og når først filmen kommer helt op i gear, så er der simpelthen bare ikke noget let-up: den accellerer bare derudaf  indtil den dramatiske konklusion og finurlige slutscene.

Den fjerde og sidste komponent i denne overlegne opskrift på den perfekte thriller er selvfølgelig musikken af David Shire (Norma Rae, Zodiac m.fl.), der ikke alene passer som fod i hose til filmens enestående puls og særlige nerve, men simpelthen ER en integreret del af hele historien og fortæller lige så meget som billederne selv og den suveræne montage. .Der findes ikke mange film hvor musik, lyd- og billedside samt narrativ indgår i en fuldkommen korrelation med hinanden, men ”The Taking of Pelham 123” hører indiskutabelt til dette eksklusive selskab. Der findes heller ikke mange film der bliver bedre for hver gang man ser dem, men det gør denne. Eureka! 

Owen Roizman (The French Connection, The Exorcist m.fl.) lavede billederne og det slap han altså ret godt fra. Det gjorde alle der havde med denne enestående film at gøre. Tak til dem alle sammen. Jeg ved ikke hvem der leverede maden på settet, men det står på credits.

Filmen er i øvrigt baseret på John Godeys bestsellerroman der blev væsentligt forbedret – og fik forøget sit i forvejen komfortable salgstal – fordi Joseph Sargent smed den op på det hvide lærred.

The Taking of Pelham  One Two Three 1974

Instruktør: Joseph Sargent

Manuskript: John Godey & Peter Stone

Fotograf: Owen Roizman

Medvirkende: Walther Matthau, Robert Shaw, 

Martin Balsam, Hector Elizondo, Earl Hindman, 

Dick O'Neill, Lee Wallace

IMDB