Den tid du er ung i er den bedste, er der nogle som påstår. Er det sandt, så er jeg yderst taknemlig for at jeg udklækkede min bumser i 80’erne. Ikke mindst hvis vi kigger på udbuddet af actionfilm og musik. Og min damer og herre, det skyldes to små ord: Sly og Arnold! De to var ikke blot filmstjerner som Orlando Bloom, Vin Diesel, Matt Damon, Leonardo DiCaprio og hvad de ellers alle sammen hedder nu om dage, nej d'herrer var SUPERSTJERNER! De var out of this world. Måske var filmen ikke den bedste. Måske var dialogen mere end cheesy. Måske var plottet mere transparent end Helle Thornings smil på en valgaften, MEN de og de alene løftede oplevelsen op på et helt andet niveau ved deres blotte tilstedeværelse, som ville få selv Errol Flynn til at lette på filthatten. Det var med andre ord dengang at Canon Group tonede frem på tv-skærmen når man trykkede play på videomaskinen. Ja, sådan hed det før fladskærm tv'et holdt sit indtog, og man kunne endda vælge at betale licens for enten farve eller S/H. Og når medarbejderne i DR strejkede, ja så var skærmen sort og familien Danmark tvungen ud i vanvittige tiltag som Matador (altså spillet) eller Ludo. I kid you not!
Musik var ikke noget man stjal på nettet i computerskærmes skær. Nej, her sad man trofast foran radioen med høj puls, tilbageholdt åndedræt og optog på sit BASF kassetebånd. Helst i selskab med mesteren selv Kim Schumacher i Studiet et-eller-andet. Eller Hej P3 fra 17.05 til klokken 18.00 med oraklet og Mr. music Christian Flagstad.
Mr. Music in action
Her kunne play og rec knappen så trykkes i bund når tonerne fra Thompsons Twins, Dead or Alive, Erasure, Depeche Mode, Bananarama, Aha, Taco, MenWithout Hats, Kim Wilde, Nena, The Bangles, Prince, MJ, CultureClub, New Order og Duran Duran og..og..og..strømmede ud fra anlægget som var købt for konfirmationspengene. Lommepengene der i mod, prydede væggen med dyrt købte Sabrina og Samanthe Foxplakater fra Bravo ogPopcorn...Oh be still my gentle heart!
Miss Foxy Fox
Og lad os da så ikke forsømme lejligheden til at hylde Sabrina og Miss Fox, nu den er her. Det kan simpelthen ikke gøre ofte nok. Det burde så samtidig en gang for alle aflive diskussionen om Lady Gaga og musikidolers påklædning i dag er blevet for vovet og fordærver ungdommens moral og sind.
Nå, det var Cobra vi kom fra. Cobra er ikke Sly’s bedste film oh no, men make no mistake, det er FED action. Og til folk som vrænger på næsen af den…wake the fuck up! Har I luret coveret før jeres små fedtede fingre skubbede dvd-skiven indenbords? Manden står med spejlsolbriller, en tændstik i kæften og sorte læderhandsker. Han har en uzi-maskinpistol med lasersigte i højre hånd og en pistol med en kobra på skæftet, stoppet godt ned i bukserne og som flankeres af et par håndgranater. Og nå ja, så kører han selvfølgelig rundt i en 50'er Mercury Monterey custom med nummerpladen "Awesom". Det her små venner, er så rå, uforfalsket, tegneserieunderholdning som det overhovedet kan blive. Make no miskake!
Det er faktisk med actionfilm fra 80’erne (og skal vi være fair, en del af 90’erne) som med Side 9 pigen i Ekstra Bladet. Dengang var hun sgu’ ægte. Du ved ægte som i hun lignede en kvinde...ja, man kunne næsten...næsten dufte hende. Det var ikke et Frankenstein photoshop monster, men en kvinde støbt af kød og blod. I dag skriger side 9 pigen mere af computerredigering og har en nærmest tegneserieagtig "glød" når hun stikker silliconeattributterne frem fra avisen eller Se & Hør og ens tanker går automatisk fra det syndige til hvor lækker hun mon er i virkeligheden?
Det samme kan man sige om nutidens CGI film. Der er intet galt i at udvikle teknikken man laver film med. Men når teknikken bliver et mål i sig selv og drukner filmen i kunstige tilsætningsstoffer og samtidig sylter bevidstheden om, at actionfilm dybest set lever af ganske banale og helt lineære fortæller og virkemidler, så drænes potensen og man mister samtidig grebet og evnen til at skrue dem effektivt sammen. Og netop derfor er selv de actionfilm fra 80’erne som ikke umiddelbart popper frem som nummer tre eller fire på en all time greatest filmliste, stadig klasser over hvad man duplikerer i CGI helvedet i dag.
Der er ikke meget logik at finde i Cobra og leder man efter den alligevel, burde man måske revurdere sin opfattelse af begrebet og i øvrigt hvad man bruger sin tid på. For fra samme øjeblik som LT. Marion Cobra Cobretti, fra LAPD’s Zombie Squard (intet mindre) gør sin entre i supermarkedet og annoncer over højtaleren til gidseltageren fra den neo nazistiske et-eller-andet New World crap gruppe:Hey, dirtbag! You're a lousy shot! I don't like lousy shots! You wasted the kid...now it's time to waste you! Ja, så ved både vi og Sly hvad klokken har slået. Og da den kære ungdomsforbryder (som selvfølgelig har parkeret sin motorcykel på en handicap parkeringsplads) i et sidste øjebliks desperat forsøg truer med at sprænge supermarkedet, sig selv og gidslerne i luften, så vrisser Sly køligt, som var det blot endnu en meddelelse om et forsinket tog i højtaleren på KBH hovedbanegård: Go ahead, I don’t shop here! Og før vores nu overrasket wannabe terrorist for fremstammet: A hva’? Så skærer Sly maven op på ham, mens han hvisker ham i øret: I don’t deal with psychos, I put ’em away! Sådan Sly! Og ved I hvad børnlille? Vi er kun lige begyndt!
Sly befinder sig i øvrigt i fornemt selskab med selveste Birgitte Nielsen (uden bryster) som spiller Ingrid Knudsen.....den lader vi lige stå et øjeblik.
Cobra's superkurk og leder af The New World, er ingen ringere end BrianThompson. Manden med verdens måske mest markeret hageparti. Thompson som vi i øvrigt også har haft fornøjelsen af i bl.a. The Three Amigos som filmens tyske højdepunkt. The Terminator og ikke mindst horror-comedy perlen Fright Night Part II.
Fright Night Part II er den yderst undervurderet fortsættelse til ja, godt gættet: Fright Night som der kører (suprise-suprise) remake af i biograferne for tiden. Fright Night PartII kan (skulle man underligt nok ikke sætte pris på en god vampyr comedy) lures alene på grund af den underskønne og dejlige vamp godte, Julie Carmen...please bite me Miss Carmen! I øvrigt nærmere det sig med hastige skridt en 8. dødssynd, at denne perle endnu ikke har set lyset på en Blu Ray eller dvd udgivelse i sit rette format.En film som burde belønnes med en anmeldelse her på siden, men indtil da, kan I nyde Carmen så længe.
Sly var med Cobra leveringsdygtig i endnu en 80’er action-basker-klassiker og til med Warners største weekend åbning. Derfor bør vi alle med stolthed og en lille-bitte smule æresfrygt nu og da finde svinet frem, når vi er samlet med gutterne fra den-der-gang hvor bumsecreme, en pose fyldt med lunkne øl og den evige debat om hvem af pigerne fra naboklassens bryster var vokset mest hen over weekenden. Sluttelig må vi selvfølgelig ikke glemme filmens udmærkede soundtrack med bl.a. John Cafferty og Voice of America’s sons, som blev sparket ud igennem æteren og ind i de små danske hjem af Kim Schumacher i Harakiri
eller for den sags skyld Jean Beauvoir og Feel the Heat. Until next time...enjoy!
Selv om jeg efterhånden er blevet et halv gammelt fjols, så kan jeg dog stadig huske, da jeg begyndte at gå i byen. Det skete på den lokale Kro i nabobyen, som bød op til dans med både et farverigt mobildiskotek og drinks til en flad ti’er. Udenfor var der strategisk klogt parkeret en pølsevogn, hvor du kunne stille din sult i hotdogs, bøfsandwich (den med sovs) ribbensburgere og hvad hjertet ellers kunne begære af livets kulinariske herligheder. Det var før nogen så meget som havde spekuleret på at lægge afgifter på fedt og forældre stadig røg i bilen, så du dårligt kunne skimte forruden fra bagsædet. Og dristede du dig til at rulle vinduet ned (rulle spørge du? Ja, den er god nok, de var ikke elektriske dengang og iPhonen var stadig tyve år ude i fremtiden) ja, så fik du hurtigt påskrevet, at det skulle op igen, da det var et velkendt faktum, at nedrullet vinduer gav akut lungebetændelse!
Blev du i løbet af natten for overrislet, ja så kunne du bare lægge sig til at sove på to stole og endda helt uden helbredsmæssige problemer med stedets udsmider. Modsat i dag, hvor du får flækket kraniet blinker du to gange med øjnene. Det hedder så heller ikke længere udsmider, men ”Security”. Det gør det hele lidt mere smart og ikke mindst internationalt. Nå, som kronen på værket, så var der i øvrigt ikke længere, end du kunne vakle hjem. Sig mig, bliver livet bedre?
Ja, det gør det rent faktisk, for senere fik Kroen også strip på programmet hver fredag. Se, det var en dødbringende kombination. Billig sprut, pølsevognsmad og strip. Tænker jeg nærmere over det, så tror jeg faktisk aldrig livet har været mere rigt og sorgløst.
Opskriften på en fredag var følgende: Typisk mødtes vi et par stykker eller tre hos hinanden før vi skulle af sted. Lige for at varme op med en enkelt øl eller to. Hvor efter vi så fik lokket en af vores forældrene til at give os et lift de få kilometer til kroen. De måtte dog aldrig, ALDRIG! holde lige foran kroen, for det var virkelig ikke cool. Opvarmningen til sådan en fredag i happy wonderland kunne sagtens være i overdådigt selskab med en film som Porky’s. For ved du hvad? Porky’s er nemlig, på trods af fin kulturelles meninger, en feeeee vi-skal-i-byen-film. Og det er der rigtig, rigtig mange årsager til. Men primært selvfølgelig, fordi den indeholder de-der-bryster du-ved!
Bryster var der på det tidspunkt noget magisk, ja nærmest mytologisk og out-of-this-world over, og ved du hvad? Det har sjovt nok ikke ændret sig efter alle disse år. Bryster er stadig magiske. Modetrends kommer og går. Samfundskonjekturerne skifter. Regeringer falder, verdensmesterskaber bliver vundne…men bryster er bryster. Mænd bliver stille når der er byster. Snakken kan gå, og pludselig er der bryster i sigte og alle er helt musse stille. Lidt som en hemmelig dagsorden eller måske er det blot frygten for de forsvinder igen, tales der.
Kvinder har måske intuition, men mænd har tilgengæld en brystradar. Blandt 85 mennesker der passere i bybilledet på et splitsekund: Så du hende der? -Yæp! Der bliver nikket ankerkendende. Mere er ikke nødvendigt. For modsat hvad kvinder vitterlig tror, så kan mænd faktisk kommunikere på et højere sensitivt niveau som for delfiner til at minde om burhøns. Snakker vi altså om bryster.
Nå, tilbage til Bob Clarks film. Der er ikke meget sammenhængende handling i Porky’s. Den består ret beset mest af små brudstykker, optrin om man vil, frem for en decideret fortløbende historie. Det afspejler meget godt Bob Clarks præmis og baggrund for filmen, som han i øvrigt også skrev og netop afspejlede episoder og oplevelser fra hans highschool år. Filmens overordnede formål, eller fokus om du vil, er da også det simple spørgsmål som optager de fleste teenagedrenge dengang og i dag: How to get laid?
Dette evigt aktuelle spørgsmål er så parret op med platte, sjove og rigtige sjove gags. Pænt pakket ind i både bryster og såkaldt full front nudity (lyder sjovt nok pænere på engelsk) og enough wool to nick a sweater with. Og den kombination min ven, kan aldrig, aldrig, være dårlig underholdning.
Bedste scene i filmen (ud over selvfølgelig badescenen, som blev set op til flere gange i træk) er scenen hvor den kvindelige gymnastiskinstruktør (Ms. Balbricker) har haft et solidt greb og kig på en af de unge herres vedhæng og bagefter, da banditten er gledet hende af øh hænde, sidder på inspektørens kontor med de tre mandlige gymnastiskinstruktører og forlanger en line up, så hun kan udpege den - eller mere korrekt - dens ejermanden. Til stede er også den hårdt prøvede skoleinspektør, som blot beder om én ting, at de for fremtiden kan omtale den som en tallywacker . Det er simpelthen et lyn nedslag i filmhistorien helt på niveau med åbningen i Apocalypse Now, John Hurts mavekramper i Alieneller brusebads scenen i Psycho.
Der er ingen tvivl om, at Porky’s både har været inspirationskilde og katalysator for nutidens generation af ungdomsfilm medAmerican Pie i spidsen og ikke mindst (og langt, langt vigtigere) Bart Simpsons prank call jokes: Mike Hunt? Anyone seen my My Cunt?
På rollelisten skiller især Dan Monahan sig ud som Pee Wee. Generelt kan man dog sige, at forskellen fra dengang også til i dag er, at det virker sgu' ægte. Ægte set i det lys, at der ingen tvivl er om at de unge mennesker har haft det røvsjovt mens filmen blev lavet og det er med til at give hele oplevelsen et løft og en følelse af uskyld over sig. Ikke ulig Grease i øvrigt. På rollelisten kan man også lure en (og ung livlig) Kim Catrall fra Sex & the City, som Miss Lassie Honeywell. Oh yes!
Er du teenagere i dag, og skal du have et par venner over til øl…eller måske et par baner coke og tre flakser vodka, eller hvad I unge mennesker nu indtager. Og har du hørt, at du simpelthen må tage sjælerejsen med George ZzzZ Lucas lang gaberen American Graffiti. Så lyv for pokker og sig: jamen den har jeg skam set og nøøøj og iiiih og åååh hvor er det altså bare en indsigtsfuld coming of age film om opbrud, udbrud og venskab. Tilsat biler og golden oldies. Også i stedet smid Porky’s på dvd'en og få nå ja, både bryster og latter i rigelige doser. Rigtig god fornøjelse.
N.B Porky’s blev efterfulgt af to sequels. Porky’s the Next Day og Porkey’sRevenge. Porky’skostede i øvrigt den nette sum af 4 millioner $ og indtjente alene i USA over 100.000.000.
Bob Clark, som altså både instruerede og skrev Porky’s, har desuden stået bag film som Children Shouldn’t Play With Dead Things, Sherlock Holmes/Jackthe Ripper filmen Murder by Decree. Også stod han nok så vigtig fadder til den fremragende Black Christmas. Bob Clark blev i øvrigt dræbt i en trafikulykke i 2007 sammen sin søn.
Det er faktisk med actionfilm fra 80’erne (og skal vi være fair, en del af 90’erne) som med Side 9 pigen i Ekstra Bladet. Dengang var hun sgu’ ægte. Du ved ægte som i hun lignede en kvinde...ja, man kunne næsten...næsten dufte hende. Det var ikke et Frankenstein photoshop monster, men en kvinde støbt af kød og blod. I dag skriger side 9 pigen mere af computerredigering og har en nærmest tegneserieagtig "glød" når hun stikker silliconeattributterne frem fra avisen eller Se & Hør og ens tanker går automatisk fra det syndige til hvor lækker hun mon er i virkeligheden? 
