Anmeldt af Søren Nielsen
Den tid du er ung i er den bedste, er der nogle som påstår. Er det sandt, så er jeg yderst taknemlig for at jeg udklækkede min bumser i 80’erne. Ikke mindst hvis vi kigger på udbuddet af actionfilm og musik. Og min damer og herre, det skyldes to små ord: Sly og Arnold! De to var ikke blot filmstjerner som Orlando Bloom, Vin Diesel, Matt Damon, Leonardo DiCaprio og hvad de ellers alle sammen hedder nu om dage, nej d'herrer var SUPER STJERNER! De var out of this world. Måske var filmen ikke den bedste. Måske var dialogen mere end cheesy. Måske var plottet mere transparent end Helle Thornings smil på en valgaften, MEN de og de alene løftede oplevelsen op på et helt andet niveau ved deres blotte tilstedeværelse, som ville få selv Errol Flynn til at lette på filthatten. Det var med andre ord dengang at Canon Group tonede frem på tv-skærmen når man trykkede play på videomaskinen. Ja, sådan hed det før fladskærm tv'et holdt sit indtog, og man kunne endda vælge at betale licens for enten farve eller S/H. Og når medarbejderne i DR strejkede, ja så var skærmen sort og familien Danmark tvungen ud i vanvittige tiltag som Matador (altså spillet) eller Ludo. I kid you not!
Musik var ikke noget man stjal på nettet i computerskærmes skær. Nej, her sad man trofast foran radioen med høj puls, tilbageholdt åndedræt og optog på sit BASF kassetebånd. Helst i selskab med mesteren selv Kim Schumacher i Studiet et-eller-andet. Eller Hej P3 fra 17.05 til klokken 18.00 med oraklet og Mr. music Christian Flagstad.
 |
| Mr. Music in action |
Miss Foxy Fox
Og lad os da så ikke forsømme lejligheden til at hylde Sabrina og Miss Fox, nu den er her. Det kan simpelthen ikke gøre ofte nok. Det burde så samtidig en gang for alle aflive diskussionen om Lady Gaga og musikidolers påklædning i dag er blevet for vovet og fordærver ungdommens moral og sind.
Nå, det var Cobra vi kom fra. Cobra er ikke Sly’s bedste film oh no, men make no mistake, det er FED action. Og til folk som vrænger på næsen af den…wake the fuck up! Har I luret coveret før jeres små fedtede fingre skubbede dvd-skiven indenbords? Manden står med spejlsolbriller, en tændstik i kæften og sorte læderhandsker. Han har en uzi-maskinpistol med lasersigte i højre hånd og en pistol med en kobra på skæftet, stoppet godt ned i bukserne og som flankeres af et par håndgranater. Og nå ja, så kører han selvfølgelig rundt i en 50'er Mercury Monterey custom med nummerpladen "Awesom". Det her små venner, er så rå, uforfalsket, tegneserieunderholdning som det overhovedet kan blive. Make no miskake!
Det er faktisk med actionfilm fra 80’erne (og skal vi være fair, en del af 90’erne) som med Side 9 pigen i Ekstra Bladet. Dengang var hun sgu’ ægte. Du ved ægte som i hun lignede en kvinde...ja, man kunne næsten...næsten dufte hende. Det var ikke et Frankenstein photoshop monster, men en kvinde støbt af kød og blod. I dag skriger side 9 pigen mere af computerredigering og har en nærmest tegneserieagtig "glød" når hun stikker silliconeattributterne frem fra avisen eller Se & Hør og ens tanker går automatisk fra det syndige til hvor lækker hun mon er i virkeligheden? 
Det samme kan man sige om nutidens CGI film. Der er intet galt i at udvikle teknikken man laver film med. Men når teknikken bliver et mål i sig selv og drukner filmen i kunstige tilsætningsstoffer og samtidig sylter bevidstheden om, at actionfilm dybest set lever af ganske banale og helt lineære fortæller og virkemidler, så drænes potensen og man mister samtidig grebet og evnen til at skrue dem effektivt sammen. Og netop derfor er selv de actionfilm fra 80’erne som ikke umiddelbart popper frem som nummer tre eller fire på en all time greatest filmliste, stadig klasser over hvad man duplikerer i CGI helvedet i dag.
Cobra's superkurk og leder af The New World, er ingen ringere end Brian Thompson. Manden med verdens måske mest markeret hageparti. Thompson som vi i øvrigt også har haft fornøjelsen af i bl.a. The Three Amigos som filmens tyske højdepunkt. The Terminator og ikke mindst horror-comedy perlen Fright Night Part II.
Fright Night Part II er den yderst undervurderet fortsættelse til ja, godt gættet: Fright Night som der kører (suprise-suprise) remake af i biograferne for tiden. Fright Night Part II kan (skulle man underligt nok ikke sætte pris på en god vampyr comedy) lures alene på grund af den underskønne og dejlige vamp godte, Julie Carmen...please bite me Miss Carmen! I øvrigt nærmere det sig med hastige skridt en 8. dødssynd, at denne perle endnu ikke har set lyset på en Blu Ray eller dvd udgivelse i sit rette format. En film som burde belønnes med en anmeldelse her på siden, men indtil da, kan I nyde Carmen så længe.
Sluttelig må vi selvfølgelig ikke glemme filmens udmærkede soundtrack med bl.a. John Cafferty og Voice of America’s sons, som blev sparket ud igennem æteren og ind i de små danske hjem af Kim Schumacher i Harakiri
eller for den sags skyld Jean Beauvoir og Feel the Heat. Until next time...enjoy!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar