fredag den 2. september 2016

Lake Terror


Anmeldt af Søren Nielsen


Når den store bog en dag skal skrives om de mest indflydelsesrige amerikanske filminstruktører, så vil du helt sikkert finde Martin Scorseses navn på en af de første sider. Scorsese var indiskutabel en af USA’s mest toneangivende instruktører i 70 og 80’erne med film som Mean Street, Taxi Driver, Raging Bull, King of Comedy og Goodfellas, og selv om der er blevet længere mellem snapsene, så er Scorsese nyt altid spændende nyt. Her gør vi dog et stop i tidsmaskinen i 1991, hvor den lille hurtig talende New Yorker med et langt tilløb og den ene arm vredet halvt om på ryggen, kastede sig over sit første remake -og det med blandet succes. 

  
Scorsese fortæller os historien om voldtægtsforbryderen Max Cady (De Niro) som selv bliver offer da hans beskikkede forsvarsadvokat Sam Bowden (Nick Nolte) svigter sit kald ved ikke at yde sin klient det bedst mulige forsvar. Bowden vælger bevidst at tilbageholde informationer der (måske?) kunne have fået Cady frikendt fra en grum voldtægtsanklage og han ender i stedet bag tremmer - gemt og glemt - i hvert fald af Bowden. I fængslet bruger Cady til gengæld tiden fornuftig og lærer ikke bare at læse og skrive, men får også indblik i jura, litteratur og kultur og ikke mindst sin sag og kan hurtig lugte, at der er something rotten in the state of Denmark og da Cady 14 år senere atter er en fri mand, ja så er der payback time.

Tænker du Scorsese, så er tanken der følger efter ofte De Niro. De to herrer har ikke bare haft et tæt og frugtbart samarbejde, der har løftet dem begge op på øverst hylde i Hollywood, men også resulteret i et tæt venskab der d.d. har kastet otte film af sig, men ironisk nok ikke den film (The Departed) som langt om længe sikrede Scorsese filmbranchens mest dato overskredne Oscar. At der så minimum er fire film han burde have haft den for i stedet, er en helt anden historie.

  
At Cape Fear hverken tilhører puljen af film som Scorsese blev berøvet en Oscarstatuette for, eller cremen af Scorsese/De Niro samarbejdet, er ikke verdens bedst bevaret hemmelighed. Her til er det en alt for upersonlig og konventionel Scorsese film. Cape Fears alt overskyggende problem er, at Scorsese vil alt, alt for meget. Modsat originalen fra 62' med Gregory Peck og Robert Mitchum, som var en simpel fortalt straight forward B film, så overlæsser Scorsese i den grad sin udgave med alle tænklige og utænkelige subplots. Der er simpelthen for mange problematikker: De Niros hævn motiv. Religion. Juliette Lewis (Noltes datter) spirende seksualitet og løsrivelse fra mor og far. Noltes utroskab og manglende ansvar for sin elskerindes skæbne. Hans moralske svigt som advokat, far og ægtemand ...and the list goes on.



Kigger vi på filmens flotte cast, så lægger De Niro alle kræfterne i og spiller Hawaii klædt psykopat med lige delt charme og vildskab, men er dog lagt fra sine bedste præstationer. Her bliver det hele en tand for karikeret. Nolte's figur overlades der ikke meget sympati til (Cady sagen, utroskab m.m.) Cape Fear blev til gengæld Juliette Lewis store gennembrud. Hun spiller Noltes teenagedatter der selvfølgelig finder Cady både spændende og farlig, som hun små tripper på kanten af sin seksuelle debut. En figur som hun synes at have gentaget i uendelighed lige siden. Jessica Lang spiller uden større indtryk den forsmåede hustru til Nolte. Og her, lige her, ligger Cape Fears største problem begravet. Det er, på trods af de mange og oplagte temaer, mere end vanskelig at sympatisere med nogle af filmens personer. Der er med andre ord, ingen at hænge sin hat på. Hverken hvis du kigger ud mellem tremmerne til friheden og uretfærdigheden der blev begået mod Cady. For da han endelig er en fri mand igen, er han ikke en forandret mand, men bekræfter blot han er den psykopat og voldtægtsforbryder Bowden forsvarede sin handling med og han burdes spærres inde for good. 


Sympati er det også vanskelig at opdrive for Nolte som ja, bøjede loven, men gjorde det for at sikre at en modbydelig satan røg i fængslet. Nolte er nemlig, når alt kommer til alt, også i alle andre facetter af livet en snyder, løgner og på godt dansk, usympatisk bekendtskab. Det efterlader os så med mor og datter. Jessica Lang burde være det virkelig offer i denne film, men hun evner aldrig at tilkæmpe eller fastholde den position og ender i stedet som filmens bitter fisse. Hvad måske er meget logisk, men ikke specielt sympatisk. Juliette Lewis figur er til gengæld ikke tung nok. Hun er kun en brik i det store spil, en bonde, og derfor aldrig rigtig i spil. 


På plus siden leverer Freddie Francis til gengæld smukke billeder og der er momenter, her og der,  hvor der pustes til nogle af de Scorsese/De Niro gløder vi alle sammen sidder og venter på skal udvikle sig til et flammende bål. Men før det sker, så drukner forestillingen i Elmer Bernsteins bombastiske score tilsat De Niros jodle finish, som alene ville kunne sikre ham en hel aftens sendeflade på DK4, som han går til bunds med husbåd mand og mus.

Hvad er så det bedste man kan konkludere om Cape Fear her, 25 år efter? 1 så gav den Scorsese mulighed for økonomisk at kunne forfølge projektet han havde hjertet med i og 2… og vigtigst, en helt igennem superb Simpsons parodi som måske står som seriens højdepunkt.


                                                         Cape Fear 1991 IMDB

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar