Anmeldt af Søren Nielsen
You're ghostin' us, motherfucker. I don't care who you are back in the world, you give away our position one more time, I'll bleed ya, real quiet. Leave ya here. Got that?
Der er
monumenter her i verden, som tårner sig op. Rusker dig i kraven og kræver din udelte opmærksomhed, respekt og tilbedelse. Både de menneskeskabte og de naturen har fremmanet.
Monumenter er der så sandelig også i filmverden og sidder du nu og tænker et
eller andet fra Kieslowski eller Bergmans hånd. Ja, så løb i rask tempo ud i
køkkenet. Tænd for kogepladen og hvil de fem fede pølser der på i et kvarters
tid. For vi skal selvfølgelig have fat i testoteron burgeren over dem alle. Action
genrens svar på et storsmilende Happy meal. Sig efter mig: Get to da chopper!
I et gyldent årti med film som: Death Wish II, Escape From New York, Commando, Lethal Weapon, Cobra, Mad
Max: The Road Warrior, For Your Eyes Only, Robocop, The Exterminator, 48 Hrs,
Raiders of the Lost Ark, First Blood, Lone Wolf McQuade, Beverly Hills Cop…og..og..og.. ja,
så var der én mand der uden hverken at rødme eller blinke, kunne stirre
James Terminator & Aliens Cameron i øjnene. Den mand var John McTiernan.
Alright you primitive screwheads, listen up! Predator er ikke en film der har det hele. Den
har simpelthen ALT! Men vent..er der
ikke lige den detalje at..lyt nu efter. Predator
er perfekt! Da brødrene Jim og John Thomas kom til tippe krydderihylden
ned i deres Predator blender, så kreerede
de en Mike Tyson mavepumper der ubarmhjertigt
flår dine smagsløg ud af røvhullet og dingler dem fra loftet som guirlander. Et *SMAAAASK* kindkys, der vil få Miraculix til at pensionere sit guldsegl.
Hælde trylledrikken i kloakken og konvertere til Bonanza.
But..but..but
hvad er det så lige, der gør denne testosteronbombe så højeksplosiv?
Det Predator gør perfekt, er den tager et
traditionelt actionfilm set-up: En gruppe lejesoldater skal befri nogle fanger.
De bliver så snydt og efterladt i en håbløs situation hvor de må klare sig selv
(The Wild Geese f.eks.) Filmen bliver så en hybrid da de smider en
badmotherfucker alien in the mix og leverer der med den uventede drejning til plottet,
da jægerne bliver de jagede. For dette visit fra rummet er ikke blot endnu et i
rækken af good or bad. Denne gang er det en jæger.
Han kommer her for the
sports og vi er trofæet der skal hjem og hænge over kaminen. Det sidste
element, og måske i virkeligheden filmens største styrke er, at det ikke er en
Arnold film. A ba hva’? Jamen Arnold
er da..?? Selvfølgelig er Predator
en Arnold film…men ikke en Arnold and that’s it film. Det er f.eks. Commando og en lang række andre af eks. Guvernørens film og ikke et
ondt ord om dem, men her er Arnold ”just”
one of the guys. Og selv om Arnold
selvfølgelig er last man standing, som reglerne foreskriver, så er han her placeret i en gruppe af personligheder og kampmaskiner (hvem hviskede Sonny Landham, Bill Duke og Carl Weathers?)
hvor alle matcher østrigeren og et par stykker sågar overgår ham.
Samtidig så sker
der et fokus og hovedrolleskifte i filmen fra Arnold til vores Predator,
da denne bliver introduceret. Det klæder Arnold
og det klæder ikke mindst filmen.
Kigger man på
Predator figuren og designet, så kan det ganske enkelt konstateres: Nobody does
it bettet -og det har tiden bevist. To i denne kategori skiller sig ikke alene ud fra mængden,
men er i sin helt egen klasse og det er selvfølgelig Alien fra 79’ og Predator
fra 87’ vi taler om. Intet andet space monster design kommet bare tæt på. Med undtagelse
af måske Rob Bottins fra The Thing, men det er en helt anden
boldgade, historie og monster.
Predators våben arsenal med en eksplosiv laser monteret
på skulderen. "Wolverine" klør. Termisk og infrarød syn og ikke mindst evnen til at gøre sig
(næsten) usynlig er mesterlig udtænkt. Læg der til Stan Winstons blærede fiske design (med James Camerons input til rastahår) og ikke mindst de karakteristiske
Predator klik lyde. Det er mine
damer og herrer, ikke bare kulminationen på det perfekte besøg fra rummet, men samtidig den ultimative jæger.
Siger man Predator, bliver man også nødt til at
sige Alan Silvestri. Silvestri der
har lagt navn til mange mindeværdige scores igennem årene. Film som Forrest Gump, The Abyss, Young Guns, Captain America og ikke mindst selvfølgelig
Back to the Future, topper her karrierestigen med
et jungle score der vil stå til evigtid som baggrundstæppet for denne action juvel og desperate 10 små cykelisters flugt og overlevelskamp.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar