Post Apokalyptisk italiensk dommedags feber

Kommer talen ind på italiensk film, ja så vil visse personer straks rive hele hårtotter ud og skrige: Aldrig i livet! om det så kunne udrydde malaria og tømmermænd! De er endnu værre end hysteriske franske kunstfilm. Mens andre igen, vil få et intellektuelt og stærkt drømmende blik i øjnene mens der gryntes: Fellini, Michelangeo Antonio, Bernardo Bertoluccio, Visconti, Vittorio De Sica ..ZzZzzzzz

Well...begge dele er selvfølgelig en gang crap! For italiensk filmkunst er selvfølgelig andet og heldigvis meget, meget mere end de før omtalte søvngængere. Det er først og fremmest folk som Sergio Corbucci, Tonino Valerii, Sergio Leone, Ennino Morricone og Sergio Sollimaolk som introducerede os for den italienske sub-western genre. De vendte vores forestilling om hest og rytter på hovedet. Gav os dårlig dubbing, skægstubbe, støvfrakker, svedperler, close-up's og endeløse krydsklipninger. De berigede vores verden med personer som Henry Fonda, Lee Van Cleef, Claudia Cardinale, Clint Eastwood, Klaus Kinski, Franco Nero, Terrence Hill, Eli Wallach, Marianne Koch, Charles Bronson,

James Coburn, Barbara Bouchet og Jack Palance og..og... Med andre ord: The filthy few and dirty dozen...mænd og ikke mindst kvinder af den rette støbning. Også selvfølgelig så selvfølgelig italiensk horror. Giallo, zombie, kannibalisme ja, italienerne mandsopdækker hele den blodige palette med en stjerneparade af navne som Argento, Fulci, Bava (far og sønnike) Ruggero Deodato, Renato Polselli, Michele Soavi, Joe D'Amato og Antonio Margheriti, Paolo Cavara. Folk som gav os film som: Deep Reed,  The Beyond, Black Sunday, Suspiria, Cannibal Holocaust, Zombie 2 Flesh Eaters, Porno Holocaust og og og...men meget mere om den fortryllende italienske horror buffet på et senere tidspunkt.

Det bringer os så endelig frem til det tredje segment i min lille notesbog om italiensk film.  En kort, svimlende og stormfuld kærlighedsromance der tog sit udspring, peakede og døde i 80’erne. Post Apokalyptisk wasteland trash movies (PA film) og lad mig da så bare indrømme det med det samme, her er der ikke plads til fine fornemmelser. Er du typen der tæller dagene og kommer i bukserne med udsigten til en Transformes 7. Eller syntes du at to dværges vandring på bare fødder i 254736 timer med en fedtet ring til en udbrændt vulkan, er erektions fremkaldende, ja så er det ikke sikkert, at dette er genren for dig. Er du der imod nysgerrig eller en decideret trash-movie-aficionado og småforelsket i b-film segmentet fra dengang, at en gas eller benzineksplosion kostede minimum tre stuntmænd livet og ikke var brygget sammen i en computer? Ja, så er der ingen tvivl om at PA genren vil ramme dig lige i mellemgulvet..



The mothership

Tsunamien fra det italienske fastfood filmkøkken skyllede ind over Europa (og USA) i forlængelse af især to historiske pejlingsmærker: Mad Max også John Carpenters Escape From New York. To film som ofte stod model for sub-genren. For det var netop disse to film, om nogle, der blev refereret lystigt til på coverne til de italienske PA film. Ofte i stil med:  After Mad Max (eller) After Escape From New York came…

Den italienske bølge udmærkede sig typisk ved kendetegn som: Hovedløst skuespil, håbløs scenografi (ofte en grusgrav, mine eller nedlagt fabrik som ikke var svært at opdrive i fattigefirserne), mangelfuld eller decideret fraværende instruktion og typisk overraskende uopfindsomt kameraarbejde. Læg der til et plot som der hverken er hoved eller hale i. Grinagtig pseudo videnskab, idiotiske slutninger og klister så det hele sammen med mikroskopiske budgetter. Ja, så har du et ganske godt billede på den gennemsnitlige italienske PA produktion. Instruktører og forfattere (typisk den samme) kunne sagtens skrive og instruerer op til to-tre film på et år hvor det samtidig lykkedes ham, både at stjæle fra andre film og sine egne film.

Så med andre ord er du typen, der hænger dig i disse ubetydelige små-detaljer, når du ser film, ja så er det nok ikke liiige genren du hverken skal op eller genopdage. Er du der imod fascineret af B filmens herlige anarkisme, grovkornet spekulation, skruppelløshed og en nærmest barnagtig naivitet og tilgang til mediet. Koblet op på en gang herlig exploitation af bedste (værste?) skuffe, så er dette til gengæld menuen du skal bestille alle tre retter fra.

Filmene foregår som udgangspunkt altid engang ude i fremtiden i 000'erne et-eller-andet og gerne med et ni tal i. Altid efter en 3. verdens(atom)krig, hvor samfundet har givet fortabt og lovløsheden og magtkampe hærger banderne i mellem. Typisk med uspring i deres evige jagt på vand og brændstof til de store ombyggede benzinslugere som de logisk nok har valgt at køre rundt i, når der nu er mangel på de gyldne dråber. Midt i dette anarkistiske ragnarok befinder vores antihelt sig som ofte, og han bliver som regel modvilligt "overtalt" til en mission, hvor jordens sidste frugtbare kvinde eller et messias barn skal reddes, så kloden kan overleve. Det hele er så sat i scene af farout set-pieces, tidstypisk 80’er synthesizer score, sværd, flammekastere, motorcykler, køller med pigge, masser af skulderpuder. Kreative kostumedesigns, mutanter, opfidsomme navnevalg og personligheder. Plus en dialog pænt ude af synk.

Nå, men lad os kigge på et par stykker fra perioden.

2019 After the Fall of New York (1983)

Af alle disse film som blev spyttet ud på ganske få år, er 2019 After the Fall of New York absolut en af genrens ypperste. Efter en atomkrig (ta-da) er samfundsstrukturen kollapset og bl.a NYC ligger i ruiner (der af titlen). I byen der nu sover temmelig meget regerer en flok sortklædte facist mutanter kaldt Euraks som desperat leder efter klodens sidste frugtbare kvinde, da det er år og dag siden der er blevet født et barn. Ud over jagten på hende indsamler de også mennesker til diverse eksperimenter, sådan for hyggens skyld. Overfor Euraks'erne står  Pan American Confederacy (PAC) som har base på Polarcirklen (som åbenbart ikke er smeltet hr. Søvndal).

De har også en vis interesse i jordens sidste frugtbare kvinde som de har lokaliseret til at befinder sig på Manhattan og hende vil de gerne have kløerne i før Euraks'erne, så de kan sende hende og en udvalgt gruppe personer til planeten Alpha Centauri (believe or not!). For at finde hende skal de bruge lejesoldaten Snake Plissken Parsifal. Som bliver bragt til live af Michael Sopkiw. Parisfal lever ellers det søde liv. Han drøner rundt på sin ombygget trehjulet chopper, i et et klassisk post-nuke wasteland som består af ja, en grusgrav (Gud hjælpe dig, lavede du en PA film uden) hvor han deltager i gladiator lignende konkurrencer. Efter en konkurrence hvor han bl.a. vinder retten til at dræbe (!) eksekverer han lynhurtig denne ret, ved at likvidere tre personer som har drukket radioaktivt vand, og nu hoster grønt slim op. Vand er og bliver tilsyneladende et stort problem i disse film, hvor i mod benzin og patroner er der som reglen rigeligt af, selv om de altid påstår at mangle det.

Nå, Parisfal bliver så samlet op af PAC og lokket med en plads ombord på rumskibet til Alpha Centauri tilgengæld for at han begive sig til NYC og finde den-der sidste frugtbare kvinde. Her efter teamer vores helt op med to dusørjægere som skal hjælpe ham. På deres vej møder de bl.a. dværgen............Shorty og abe (pirat) mennesket Big Ape (veteranen George Eastman). De støder også på The Harlem Hunters (som burde hedde mumlerne). Rottefolket og ikke mindst dejlige Giara (Valentine Monnier) som overraskende nok forelsker sig i Parisfal. Hun er så heldigt nok en af de få på Manhattan, som ikke har bylder og knopper over hele ansigtet og kroppen (selv om hendes yndlings spise er rotter) hvad Parisfal forståeligt nok sætter pris på. Og ja, så har de end ikke stiftet bekendtskab med Eurakerne endnu.

2019 After the Fall of New York er fantastisk underholdene og godt skruet sammen. Den er selvfølgelig håbløst uoriginal og er en slags Escape From New York Grindhouse version krydret med godbidder fra en anden PA klassiker The New Barbarians (1982) og så er der drysset lidt Mad Max, Planet of the Apes, Star Wars og hvad de ellers har kun komme i nærheden af i gryden. Det ændrer dog ikke et sekund på, at den cocktail er en yderst seværdig film med en fantastisk pacing, flot miniature modelarbejde, og for genren, surprise-surprise hæderligt skuespil. Læg der til kreativt kameraarbejde og yderst vel koreograferet actionsekvenser ja, så ligner 2019 The Fall of New York faktisk et af de bedste bud på en italiensk PA film. 

2019 er instrueret af Sergio Martino, der som så mange andre italienske instruktører fra den hylde bevægede sig indenfor flere genre. Bl.a. Giallo, westerns og sci-fi. Martino er bl.a. kendt for La montagna del dio Cannibale (Kannibalernes Dronning) med dejlige Ursula Andress. The Violent Professionals og Arizona.

2020 Texas Gladiators (82)

Vi præsenteres her for en gruppe af svedige mænd med bar overkrop, matchende halskæder, stramme jeans og et patronbælte på tværs af ryg og mave og...ja, ja, jeg ved det. Det lyder kind of gay, men det er de nu ikke. De bærer der imod navne som Catch Dog, Nisus, Halakron og Jab og de er The Rangers, a band of brothers og det tætteste vi kommer på begrebet helte i 2020 Texas Gladiators. Efter en gruppe zombie lignende mænd (ligner nu mest mænd med mel i hovedet) har plyndret en kirke og korsfæstet præsten og i gang med at voldtage nonnerne (på nær en enkelt som vælger at skære halsen over på sig selv med et stykke glas) beslutter de sig for, at træde i karakter og gribe ind og nedkæmper "zombierne" til tonerne af pumpende synthesizer muzak selvfølgelig.

Her efter forgriber den ene af brødrene sig (Catch Dog) på en smålækker og halvnøgen blondine (som er filmens pacifist og øko freak) som har skjult sig og overlevet massakren. En af de andre brødre, Nisus griber dog ind, og synderen bliver så strippet for sin halskæde og smidt ud af broderskabet - så kan han lære det. Her efter slår Catch Dog (fuck et fedt navn) sig sammen med en neo-nazistisk biker gang (det manglede da bare). Alt imens blondinen forklarer på pædagogiskvis Nisus, at der altså er alternativer til blot at slå ihjel og øje for et øje logikken. Nisus tænker : Shut the fuck up bitch, men vil alligevel gerne have noget fisse, så han køber hendes lommefilosofi og de bliver gift og slår sig ned i et lille samfund, hvor han arbejder på et projekt om alternativ energi (damn hippies!). Men det lille øko-fællesskab bliver (selvfølgelig) angrebet af Catch Dog og hans nye venner og Maida (hippi-blondinen) bliver voldtaget igen (komisk). Men hvad værre er, Nisus bliver dræbt. Her gik vi ellers lige og troede, at han var helten? Det betyder selvfølgelig, at The Rangers som ellers er spredt ud over det ganske wasteland, igen må finde sammen og hævne deres bror.

2020 Texas Gladiators  er absolut ikke det ypperste genren har at byde på, men er man til den, eller blot nysgerrig, ja så skal den selvfølgelig lures. I hvert fald første halvdel før der går økologi og rundbordssamtaler i det og man faktisk fjerner sig en del fra de klassiske PA. dyder.

2020 Texas Gladiators er instrueret af notoriske Joe D'Amato som sjældent lå fingre i mellem når han lavede film og desuden bevægede sig rundt i stort set alle tænkelige genre. Lige fra sværd og sandaler, til westerns og sci-fi til horror og porno. Så hvis du har fine fornemmelse, er det ikke hans filmkatalog du skal smide i afspilleren, når der er dømt lørdags guf og hyggeaften i sofaen med lillemor. Vi snakker manden som har beriget verden med film som Porno Holocaust, 120 Days of Anal, Absurd og Antropophagus, Erotic Nights of the Living dead for nu blot for at nævne en brøkdel af hans kæmpe produktion. D'Amato var også manden der introducerede Black Emanuelle som i modsætningen til den franske pendant (Emmanuelle), er ren sexploitaionen. En kombination af her og der temmelig bizar sex, ekstrem vold og masser af sweeeet lesbisk cometogether. Feks. er der en scene i Emanuelle in America hvor en nøgen kvinde (med publikum) river den af på en...hest! Hun slap i øvrigt heller ikke fri af kannibalgenren den gode Emanuelle, men kiggede indenfor med Emanuelle and the Last Cannibals. Helt så vildt går det dog ikke for sig i 2020 Texas Gladiators. som dog stadig er et must see, er man bare det mindste interesseret i genren eller Joe D'Amato.

Exterminators of the Year 3000 (1983)

Her er vi laaaangt ude i fremtiden. Jorden er forvandlet til en gold ørken efter en(dnu) et atomragnarok og vi følger en flok overlevende i et klassike PA set-up med huler og ørken, hvor det lille mini samfund har barikaderet sig med pigtråd og makingevære. Her spejder en 12-13 årig dreng (Tommy) med længsel efter sin far, som er sendt på en mission efter vand. Alle andre er dog overbevist om, at han allerede er død. Imens bliver manglen på vand mere og mere katastrofal. Det lykkedes for en af beboerne at overtale deres senator (man ser dog på intet tidspunkt et senat, selv om det vil være temmelig tåbeligt med en senator uden et?) til at sende en ny gruppe afsted til den hemmelige vandforsyning som de har et ligeså hemmeligt kort til. Det lykkes Tommy at snige sig med på ekspeditionen sammen med hans hamster-rotte. Ekspeditionen kommmer dog ikke langt, før den bliver angrebet af The Exterminators, en gruppe skupeløse wasteland lovløse (hvad alle vel i øvrigt er, i kraft af, at der ingen lov er?).

The Exterminators ledes af den karismatiske Crazy Bull. En stor ball headed nigger...okay, han er så ikke sort, men hvid. Men alligevel. De smadre snart den lille gruppe i hvad, som er en af filmens fedeste scener. Det er nemlig altid cool med Mad Max lignende kampscener med klassike ombygget PA biler, lasbiler og motorcykler pimpet op med gitter, spikes og maskingeværer og flammekastere. Kun vores unge ven Tommy overlever sammenstødet, og det lykkedes ham endda mirakuløst at snige sig væk med det hemmelig kort over vandforsyningens tanken. I mellemtiden er Bull blevet ganske pissed, da han opdager, at de tanke de havde med fra basen ikke indeholder vand, men er tomme. Her efter støder Tommy på Alien som er en ensom ulv der dog har en kæreste som han tiltaler Trash. De slår efter lidt start vanskeligheder sig sammen(Alien udleverer nemlig Tommy til Crazy Bull til gengæld for en motorcykel og sin frihed. Bull river så Tommys ene arm af, hvor efter Alien befrier ham igen) og Alien lover at hjælpe Tommy med at bekæmper The Exterminators og...tror ja, hvad tror du? Finder den hemmelig vandforsyning.

Exterminators of the Year 3000 er i sig selv lidt komisk titel. Ikke mindst set i lyset af de biler og mortorcykler de fræser rundt i - stadig! Her kan man da snakke om biler som holder og holder og holder. God reklame i øvrigt for producenterne. Filmen kom ud et par år efter Mad Max som den absolut ingen skam i livet har med at stjæle fra. Hell, den italienske copy paste-movie making stil har nu aldrig haft skam i livet, lige meget hvilken genre der så har været tale om. Så med andre ord, der er ikke meget nytækning at komme efter her. Selv skuespillerne er genbrug. Allerede på det tidspunk, før det blev rigtig populært var man miljøbevidste. Det er i øvrigt mere reglen end undtagelsen i den genre, at de samme ansigter dukker op i flere af filmene. Alligevel eller netop på grund af dette, er Exterminators of the Year 3000 super underholdnene. Den er faktisk lidt low-key mht. vold, men heldigvis så badet i eksplosioner og car battles og on-screen kills. Omkring de 25 styk og endda 45 eksplosioner Oh yes.

Endgame (1983)

Endgame er endnu et Joe D’Amato bidrag til genren og absolut et af de bedre.

Vi befinder os i 2025. Lige efter tredje verdenskrig og verden er ikke et særligt hyggeligt sted længere. Gaderne er fyldte med grupperinger af weirdos som lemlæster, dræber og kidnapper i stor stil. Så folk holder sig klogelig inden døre. Her kan de så se, at de utallige vejrudsigter er aflyst (det ville betyde at TV2 og DR måtte fyre 275 medarbejdere). Vejrudsigten er så til gengæld blevet afløst af dagens radioaktivitetstal (det er også meget hyggeligere).

De ca. fem millioner som har overlevet atomkrigen, er ikke blevet meget klogere. De sidder stadig klistret til tv-skærmen, nu for at se reality shows i yderste konsekvens. Nemlig Endgame (en kombination af Rollerball og Running Man). Her kæmper tre jægere mod et bytte i en 12 timers duel sat i scene i en by-ruin hvor den som overlever går vidre til the grande fianle. Der med er Endgame, alt det som Robinson Ekspeditionen burde være, havde TV3 lidt nosser. 

Ron Shannon (Al Clive kendt for bl.a. Fulci’s Zombie 2 og The Beyond) er en Endgame veteran og har overlevet i showet 22 gange. Han kæmper denne gang mod blandt andet hans bitter rival (og ærkefjende) Kurt Karnak (prægtige spillet af George Eastman). Imellem de to duellanter tripper mutanten (ingen PA film uden sådan en størrelse) Lilith i skikkelse af den tæske lækre Laura ”Emanuelle” Gemser. Som i øvrigt kommunikerer via teleparti. Lilith redder Shannons liv, som så til gengæld skåner Karnak’s. Herfter hyre Lilith og hendes mutant slæng Shannon til at fører gruppen og en professor og dreng med ekstraordinære evner ud af byen og igennem ørkenen og mod lysere tider. 

Shannon får blandt andet hjælp af ”Ninja” (Hal Yamanouchi, som også sparkede alvorlig røv i 2019: After the Fall of New York, 2020 Texas Gladiators og The New Gladiators. Og som der med vel gør ham til P.A.’s genrens svar Bruce Lee eller Chakie Chan). Undervejs bliver de forfulgt af en gal S.S. oberst og hans sympatiske mænd, som gerne vil vide hvad meningen er med deres rejse. De får desuden tilslutning af Kanak og støder bl.a. både på en fedladende blå mutant som er leder af en gruppe bikere, som heldigvis beslutter sig til at voldtage Lilith, så vi kan se hende nøgen. En anden gruppe de også løber på, består af blinde sværd svingende munke. Endgame starter blødt ud, men når først vores gruppe når ørkenen eksploderer det hele i et orgie af traditionelt action-packed ultra violent italiensk PA. - når det er bedst. Der ud over fanger Endgame sågar et fint touch af post-nuke trøstesløshed. The (end)game is on.

Sluttelig før vi får fo meget sand mellem tæerne og den radioaktivestråling bliver for høj. Så lad os runde af med andre italienske PA film som bør nævnes, enten fordi de er værd at se, af den grund de er underholdnene, eller fordi man simpelthen tror det er løgn:

1990: The Bronx Warriors/Krigere På To Hjul (82), Bronx Warriors 2 (83), The New Barbarians/Warriors of the Wasteland (82) alle i øvrigt af legendariske Enzo G. Castellari, som også instruerede det yderste succesfulde Jaws rip off The Last Jaws (81), Interzone (87).

Until next time.