Round Up

Anmeldt af Monkeyman

Eli Roth har sagt det utallige gange; Ruggero Deodatos mesterværk, Cannibal Holocaust, er hans absolutte favoritfilm...og nu har Roth så endelig taget chancen og letter ærbødigst på hatten for Deodato, i forsøget på bringer kannibalfilmene frem i lyset igen. Men, hvis man seriøst havde siddet og håbet på, at denne sub-genre ville blive genfødt med denne gestus, ja så bliver "The Green Inferno" næppe filmen der gør det.

 

I filmen møder vi en gruppe unge studerende, der ved siden af studierne har taget rollen som aktivist til sig, og derfor laver de en plan for, at rejse ned til den sydamerikanske regnskov, for at protestere over træfældning og ødelæggelse af indiansk territorium. Men, alt går ikke som smurt, og aktivisterne styrter ikke bare ned med deres fly... lige midt i indianer-land, men hos en stamme kannibaler. Og så kan du nok godt gætte dig til, hvad der så sker.

Det mest positive, som jeg kan sige om denne film, er klart de praktiske effekter, der til tider er ret grusomme, og som ikke vil skuffe os gore-fans. Men, nu er Eli Roth heller ikke typen, der normalt skruer ned for volden, så det overraskede mig heller ikke. Roth har klart nogle filmiske talenter, og ved hvordan man skaber et set-up på en film, og derfor så synes filmen ikke som en ekstremt lav budget produktion.

Men... Roth er bare ikke dygtig til at skrive film. Hans dialoger er tit og ofte ikke særlig fantastiske, og i The Green Inferno, der synes jeg, at han rammer et lavpunkt, med bullshit dialoger, og karakterskabelser, der hver og en, er så ligegyldige, at jeg ikke bekymrede mig om nogen, men håbede inderligt på, at de alle sammen ville blive spist!

Skuespillerne i filmen er heller ikke særlig stabile, og blandingen med deres talent, og den måde som Roth har skrevet deres karakterer på... ja, så kan du godt regne ud, hvad jeg så ville sige!

Havde filmen ikke taget sig selv så fandens seriøs, men fuldstændig kørt det hele ud på sleaze-stilen i ren Umberto Lenzi volds dans... ja, så havde den klart været bedre, om end hvert fald mere underholdende. Men, som en hyldest til Cannibal Holocaust, så fejler The Green Inferno gevaldigt.

Deodatos kontroversielle kannibalfilm fra 1979, er en tour de force, i realisme og menneskets mørke natur, og det var en film der startede nye standarder, og er bedstefaderen/skaberen af Found Footage genren.

Roths film der i mod, er en lidt ligegyldig menneskeæder-film, der hverken har dybde, nyt eller noget interessant at komme med. Det er blot en film, som Roth har lavet fordi han kan lide italienske kannibalfilm, og ikke fordi han vil noget særligt med sin film.

   

Jeg er ikke syndelig imponeret, og holder mig derfor til originalen, der ikke svigter en!

 

The Green Inferno 2013 IMDB 

The lion dosen't sleep tonight!

Anmeldt af Jesper Ørsted

 

Noel Marshall, filmens ophavsmand, bor i Afrika, sammen med 110 løver, diverse tigre, sorte pantere, leoparder, pumaer og et par øllefanter. Og når jeg siger "bor sammen med", så mener jeg det helt bogstaveligt: De store katte kommer overalt i huset. Katte på størrelse med shetlandsponyer!

 

Hans familie, konen Tippi Hedren og børnene, herunder Melanie Griffith, kommer til Afrika for at bo dér. Men han er ikke lige hjemme den dag de kommer, så de må selv introducerer sig selv til kattedyrerne, og det går ikke stille af! De må søge tilflugt i skabe og tønder. Alle kender at slå katten af tønden. Men her slår kattene altså menneskene af tønden. En af dem gemmer sig i en tønde med vand på husets tag, som tilfældigvis er løvernes drikkeskål! Bæsterne river, bider og flår og alle de medvirkende får de store kattes kærlighed at føle. På et tidspunkt flygter de i en robåd, blot for at komme fra asken til ilden: De støder på en sur øllefant, der smadre deres aluminiumsbåd og løfter Tippi op! 

 

Ind i historien er også flettet historien om et par jægere, der vil udrydde kattene. Helt unødvendigt fiktionselement, kattene leverer ægte rædsel. Der er kun minutter mellem legesyge og søde katte og voldsomme og farlige katte, der river og flår! Skuespillerne behøver slet ikke at spille bange, for det er de i forvejen.  

Roar blev en eklatant fiasko, da den havde premiere i 1981. Antageligvis fordi den sætter sig mellem så mange stole, at den er umulig at rubricere som det ene eller det andet. Men tro mig: Det er en fuldstændig unik film og filmoplevelse, der aldrig nogensinde vil blive gentaget! Der er ganske enkelt ingen i verden der er gale nok til at bo sammen med så mange store, livsfarlige rovdyr og have dem med i bad, i sengen, ja overalt. Og ikke mindst udsætte sin familie for den slags Det her er the real deal McCoy, ingen filmtricks, ingen special effects. At alle slap fra det med livet i behold, det var mere lykken end forstanden. SE DEN!

 

Citat:

Mativo: These are your friends there, and do you know what your friends are probably doing to your family right now?

They're making dinner of them, they're eating them!

Noel Marshall: Mativo, shut up!

Mativo: They're sitting around eating them, cracking their bones!

Noel Marshall: Shut up!

Mativo: They're licking their bones CLEAN!

Noel Marshall: Shut up!

Flere kom alvorlig til skade under optagelserne. Bl.a. fotograf Jan de Bont som senere hen satte sig i instruktørstolen til film som Twister og Speed. Jan de Bont blev nærmest skalperet af en løve og måtte have syet hovedbunden på igen med mere end 120 sting. Dejlige Tipi Hedren (The Birds) slap heller ikke. Hun blev bidt i baghovedet og fik 38 sting. Angrebet kan i øvrigt ses i filmen. Assistent instruktøren slap heller ikke for et close encounter med dyrens konge. Han blev bidt først i halsen, så kæben og øret og var tæt på at miste livet.

Roar 1981 IMDB

Vampire Hotel

Anmeldt af Søren Nielsen

Jeg har sagt det før og jeg er ikke bange for at gentage mig selv: Horror comedy er måske det vanskeligste krydsfelt at bevæge sig indenfor i film genren. Succeserne er få, til gengæld er katastroferne mange. Tilføjer du så også mockumentary og vampyr film til menukortet, ja så står du praktisk talt som masterChef og skyder dig selv i begge fødder med en Uzi.

Mockumentary er film som udgiver sig mere eller mindre åbenlyst for at være dokumentariske. Film som Spinal Tap, Cannibal Holocaust, REC, The Blair Witch Project, Forgotten Silver og Borat - for blot at nævne toppen af isbjerget. Film hvor det subjective kamera ofte indgår på lige fod med skuespillerne i filmen og der ved spiller en aktiv rolle. Inden for denne genre er især found footage film blevet populære og har lige siden The Blair Witch Project genopfandt genren spyttet den ene titel efter den anden ud af røven. Heldigvis er What We Do in the Shadows ikke en found footage, men en ”ægte” dokumentarfilm. Og hvilken en.

Et filmhold har fået den helt unikke mulighed at følger fire rumænske vampyrer; Vadislav, Deacon, Viago og Petyr der bor i en forstad til Wellington New Zealand i månederne op til The Unholy Masquerade, som er en samling for the undead hvor zombier, vampyrer og andet godtfolk mødes og deler ud af erfaringerne og hilser på gamle venner. De fire vampyrer bor sammen i et stort gammel hus og hvor de tre første aldersmæssigt ligger nogenlunde ligelig fordelt i hundrederne så er Petyr til gengæld 8000 år gammel og fremstår ganske mut og som et spejlbillede på Max Schreck’s legendariske vampyrfigur Count Orlok fra Nosferatu. Filmholdet (som af sikkerhedsmæssige årsager bære krucifix) giver os her en sjælden mulighed for at kigge ind bag facaden på en gruppe vampyrer og hvordan de lever og har indrettet sig i en fagre ny verden. Og det er så også her, at det halter alvorligt for vores fire venner. 

 

En ting er at bo fire sammen under samme tag, det vil også kunne skabe konflikter og gnidninger for os almindelige dødlige og disse udfordringer bliver absolut ikke mindre når der er tale om et vampyrkollektiv. Både de lavpraktiske som hvis tur er det til at tage den-der opvask som er ved at nå køkkenloftet? Eller hvem skal tørre blodbadet på gulvet op når man nu er så uheldig at hakke hugtænderne i hovedpulsåren på aftensmaden? Men samtidig er der så også de lidt større udfordringer som følger i kølvandet på at have været levende død i flere hundrede år. Det kan f.eks. være udfordringen i at prøve at skjule sin nazi fortid eller noget så banalt som at følge med tiden og udviklingen. Ikke mindst moden og den teknologiske udvikling, nu man kun kan bevæge sig udenfor om natten, når butikkerne er lukket og kun kan besøge de barer og klubber hvor de er villig til at invitere gruppen indenfor. En regel man nu engang skal og bør overholde som vampyr. Med andre ord; det at være mere eller mindre udødelig, ja det er ikke altid lige så let og sexet som det fremstået i de såkaldte moderne teenage vampyrfilm. 

Især ikke når du gerne vil i byen og score, men hænger ubehjælpelig fast i modebilledet for tre-fire hundrede år siden og samtidig er så uheldig, ikke at kan tjekke dit look i spejlet, men må tage til takke med den tvivlsomme tegning som dine venner har lavet. Alt dette ændrer sig dog radikalt, da de ved et uheld for udvidet gruppen med en ny (og håbløs) vampyr og ikke mindst dennes ven, som er IT kyndig. Nu åbnes skodderne pludselig til en helt ny verden for vores lille vampyr flok i form af internettet, mobiltelefoner og Skype.

Der er noget i vandet i New Zealand, i hvert fald når det kommer til skæve indspark i horror-comedy genren. Lige siden Mr. Jackson for altid placerede LOTR kulissen på landkortet med Bad Taste, så har de formået med jævne mellemrum at spytte nye perler ud og sidste skud på den gren er så denne off-beat vampyr komedie som kommer som et sidste sekunds blodtransfusion til en genre som i lang, lang tid ikke blot har stået i skyggen af zombie tsunamien, men for alvor fik en træpæl banket igennem hjertet med glansbillede vampyrerne i  look ma' - we sparkel like fags i Twilight serien.

Og ja, sidder du stadig og slår korset tegn og dupper panden i vievand, så kan du rolig stoppe. What We Do in the Shadows er sjov – sådan for alvor sjov. Ikke mindst når vores fire venner løber på de lokale rivaler, en yderst høflig gruppe af varulve som vampyrerne elsker at provokere med tilråb som go home and suck on your balls. Eller den mere morbide, når de i nattelivet møder de to små vampyrpiger som bruger natten på at lokke pædofile i baghold. 

Man kunne gå så vidt at kalde What We Do in the Shadows en film for folk der ikke kan lide vampyr film. Men det vil lugte helt forkert, da den er brygget på kærlighed til genren. Og os, der elsker den, elsker også denne perle. Men når det er sagt, ja så er det en film som på trods af den klart humoristiske tilgang og tone, samtidig kaster et nyt-gammelt lys over en genre der for alvor har trængt til en toptunet hjertestarter og tak for det.

What We Do in the Shadows evner nemlig på den ene side at genføde den klassiske vampyrmytologi og samtidig koble den op på den moderne samtid. Det at placere personer i en tid der ikke er deres egen, er ikke et nyt fænomen i filmverden, men her er det eksekveret med helt uhørt perfektionisme og modsat mange andre forsøg, så er de denne gang ikke fjernet fra deres egen tid, de har bare ikke fulgt med den. For som sagt, så er det vanskeligt at adoptere tiden og nye trends når du vækkes i kisten hver aften af et vækkeur og det er med livet som indsats når du skal tjekke gardinerne og se om den-der satans sol nu også er gået ned før dagen kan begynde.

What We Do in the Shadows 2014 IMDB