They shoot dogs. Don't they?

Anmeldt af Søren Nielsen

De to venner og amatør forbrydere, Sonny og Sal (Al Pacino og John Cazale), røver på amatøragtig vis en bank for at skaffe penge til Sonny's vens kønsskifteoperation. Men alt går galt og i løbet af ingen tid er banken omringet af politi og den groteske situation eskalerer til et mediecirkus, hvori både røvernes privatliv og ydmygelsen af politiet udstilles for hele byens befolkning. 

Er Scorsese og Allen New York instruktører, så er Sidney Lumet det så sandelig også. Måske endda i endnu større grad.

Med den smukke musikalske åbningsmontage (filmens eneste i øvrigt) af Elton John som ret beset intet (eller meget lidt) har med filmen at gøre, anslår Lumet pulsslaget for Dog Day Afternoon som hverken slipper film eller sit publikum igen.

Sidney Lumet 1924-2011

Dog Day nævnes ofte som en autentisk film og det er den da også, hvis ikke andet, så delvist. Al Pacinos figur John Wojtowicz har i forskellige interviews udtalt at han vil vurdere den er omkring 30-40% autentisk (han skifter dog af og til holdning). Det betyder i bund og grund også mindre for der hvor filmen til gengæld er fuldblodsautentisk, er i den helt utrolige tidslomme som Lumet indhyller os i. En tidsånd med autoriteternes forrådelse af masserne. Vietnam, Watergate, Nixon’s retræte, bestikkelsessager, FBI’s ulovlige aflytninger af almindelige amerikanere og så selvfølgelig Attica. I Dog Day repræsenterer det overvældende politiopbud staten og magten, mens Sonny er den lille mand på gulvet. Hvor sympatien ligger begravet er ikke vanskeligt at få øje på. Hverken blandt de hårdt prøvede New Yorkere eller Lumet.

Dog Day er Pacino’s film. Manden er outstanding og vel aldrig sidenhen set bedre? Vi lever og ånder igennem hans up’s and downs som den hjælpe -og håbløse bankrøver med et hjerte af guld. Der skulle en Nicholson og Gøgerede til for at fravriste ham Oscarstatuetten. Tænk at manden var på vej til at udvandre på et tidspunkt. Sarandon (i hans debut) og Durning leverer begge fremragende præstationer, men bedst af alle er John Cazale, der spiller Pacinos socialt handicappet makker og endnu mere hjælpeløse bankrøver. Cazale der som få, i sin al for korte karriere, formåede at udtrykken en trished og samtidig fængslende tilstedeværelse i sine roller er her filmens x-factor. En tikkende bombe som samtidig skal holdes i hånden. Ingen tror for alvor at Sonny kan skyde et gidsel, men Sal?  

 

John Caqzale nåede kun at medvirke i fem film, men hvilke film: Godfather I + II, The Conversation, Dog Day og The Deer Hunter som punktummet. En film han aldrig så det færdige resultat af. Til gengæld blev alle fem film nomineret til en Oscar som årets bedste. Cazale var i øvrigt kærester med Meryl Streep da han døde alt for tidligt blot 42 år gammel.

Lumet der i en generation af fremragende instruktører tilhørte toppen, bliver ikke bedre end her. Som sædvanligt er der ikke så mange dikkedarer. Vi smides resolut ind i handlingen og både som stilist og som skuespillerinstruktør er han eminent. Den konstante balanceakt mellem den euforiske stemning udenfor med Attica tilråbene og Put down your guns. Sat i scene til politiopbud, helikoptere og pressen, til de intime øjeblikke indenfor i banken og ikke mindst telefonsamtalen mellem Sonny og hans ”kone” er eminent håndteret. Der er alle chancer for at falde i, men Lumet forvalter bøsseelementet til perfektion. Det ligger og lurer lige under overfalden. Alle kan mærke det, men Lumet fristes aldrig af Hollywood sygen til at oversælge sit budskab, men behandler det vanskelige emne både subtilt og med udsøgt værdighed. Tør en tænke tanken til ende, havde Oliver Stone siddet i instruktørstolen?

Dog Day er 70’erne. Vi sætter os ind i tidsmaskinen og vupti, er vi tilbage. Og samtidig er det måske om nogen filmen, der er med til at understrege ikke bare hvor vigtigt et årti det var for amerikansk film, men for film i al almindelighed. 

Dog Day Afternoon 1975 IMDB