Anmeldt af Søren Nielsen
Jeg har sagt
det før og jeg er ikke bange for at gentage mig selv: Horror comedy er måske
det vanskeligste krydsfelt at bevæge sig indenfor i film genren. Succeserne er
få, til gengæld er katastroferne mange. Tilføjer du så også mockumentary og vampyr
film til menukortet, ja så står du praktisk talt som masterChef og skyder dig
selv i begge fødder med en Uzi.
Mockumentary er
film som udgiver sig mere eller mindre åbenlyst for at være dokumentariske. Film
som Spinal Tap, Cannibal Holocaust, REC, The Blair Witch Project, Forgotten Silver og Borat - for blot at nævne toppen af isbjerget. Film hvor det subjective kamera ofte indgår på lige fod
med skuespillerne i filmen og der ved spiller en aktiv rolle. Inden for denne
genre er især found footage film blevet populære og har lige siden The Blair
Witch Project genopfandt genren spyttet den ene titel efter den anden ud af røven. Heldigvis er What We Do in the Shadows ikke en found
footage, men en ”ægte” dokumentarfilm. Og hvilken en.
Et filmhold
har fået den helt unikke mulighed at følger fire rumænske vampyrer; Vadislav,
Deacon, Viago og Petyr der bor i en forstad til Wellington New Zealand i månederne
op til The Unholy Masquerade, som er en samling for the undead hvor zombier,
vampyrer og andet godtfolk mødes og deler ud af erfaringerne og hilser på gamle
venner. De fire vampyrer bor sammen i et stort gammel hus og hvor de tre første aldersmæssigt
ligger nogenlunde ligelig fordelt i hundrederne så er Petyr til gengæld 8000 år gammel og fremstår
ganske mut og som et spejlbillede på Max Schreck’s legendariske vampyrfigur
Count Orlok fra Nosferatu. Filmholdet (som af sikkerhedsmæssige årsager bære
krucifix) giver os her en sjælden mulighed for at kigge ind bag facaden på en
gruppe vampyrer og hvordan de lever og har indrettet sig i en fagre ny verden. Og
det er så også her, at det halter alvorligt for vores fire venner.
En ting er at bo fire sammen under samme tag, det vil også kunne skabe konflikter og gnidninger for os almindelige dødlige og disse udfordringer bliver absolut ikke mindre når der er tale om et vampyrkollektiv. Både de lavpraktiske som hvis tur er det til at tage den-der opvask som er ved at nå køkkenloftet? Eller hvem skal tørre blodbadet på gulvet op når man nu er så uheldig at hakke hugtænderne i hovedpulsåren på aftensmaden? Men samtidig er der så også de lidt større udfordringer som følger i kølvandet på at have været levende død i flere hundrede år. Det kan f.eks. være udfordringen i at prøve at skjule sin nazi fortid eller noget så banalt som at følge med tiden og udviklingen. Ikke mindst moden og den teknologiske udvikling, nu man kun kan bevæge sig udenfor om natten, når butikkerne er lukket og kun kan besøge de barer og klubber hvor de er villig til at invitere gruppen indenfor. En regel man nu engang skal og bør overholde som vampyr. Med andre ord; det at være mere eller mindre udødelig, ja det er ikke altid lige så let og sexet som det fremstået i de såkaldte moderne teenage vampyrfilm.
Især ikke når du gerne vil i byen og
score, men hænger ubehjælpelig fast i modebilledet for tre-fire hundrede år siden og samtidig er så uheldig, ikke at kan tjekke dit look i spejlet, men må tage til takke med den tvivlsomme
tegning som dine venner har lavet. Alt dette ændrer sig dog radikalt, da de ved et uheld for
udvidet gruppen med en ny (og håbløs) vampyr og ikke mindst dennes ven, som er IT kyndig. Nu åbnes skodderne pludselig til en helt ny verden for vores lille vampyr flok i form af internettet, mobiltelefoner og Skype.
Der er noget
i vandet i New Zealand, i hvert fald når det kommer til skæve indspark i
horror-comedy genren. Lige siden Mr. Jackson for altid placerede LOTR kulissen
på landkortet med Bad Taste, så har de formået med jævne mellemrum at spytte nye
perler ud og sidste skud på den gren er så denne off-beat vampyr komedie som
kommer som et sidste sekunds blodtransfusion til en genre som i lang, lang tid
ikke blot har stået i skyggen af zombie tsunamien, men for alvor fik en
træpæl banket igennem hjertet med glansbillede vampyrerne i look ma' - we sparkel like fags i Twilight serien.
Og ja, sidder
du stadig og slår korset tegn og dupper panden i vievand, så kan du rolig
stoppe. What We Do in the Shadows er sjov – sådan for alvor
sjov. Ikke mindst når
vores fire venner løber på de lokale rivaler, en yderst høflig gruppe af
varulve som vampyrerne elsker at provokere med tilråb som go home and suck on your
balls. Eller den mere morbide, når de i nattelivet møder de to små vampyrpiger
som bruger natten på at lokke pædofile i baghold.
Man kunne gå så vidt at kalde What We Do in the Shadows en film for folk der ikke kan lide vampyr film. Men det vil lugte helt forkert,
da den er brygget på kærlighed til genren. Og os, der elsker den, elsker også denne
perle. Men når det er sagt, ja så er det en film som på trods af den klart
humoristiske tilgang og tone, samtidig kaster et nyt-gammelt lys over en genre
der for alvor har trængt til en toptunet hjertestarter og tak for det.
What We Do in the
Shadows evner nemlig på den ene side at genføde den klassiske vampyrmytologi og
samtidig koble den op på den moderne samtid. Det at placere personer i en tid
der ikke er deres egen, er ikke et nyt fænomen i filmverden, men her er det
eksekveret med helt uhørt perfektionisme og modsat mange andre forsøg, så er de
denne gang ikke fjernet fra deres egen tid, de har bare ikke fulgt med den. For som sagt, så er det vanskeligt at adoptere tiden og nye trends når du vækkes i kisten hver
aften af et vækkeur og det er med livet som indsats når du skal tjekke gardinerne og se om den-der satans sol nu også er gået ned før dagen kan begynde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar