City of Angels

Anmelt af Svend Erik Ejstrup

Det er sergent Nantzs (Aaron Eckhart) sidste dag som marinesoldat. Jorden angribes af overvældende styrker af en ukendt race, og efterhånden som menneskeheden rædselsslagne bliver vidne til, at verdens største nationer tvinges i knæ og storbyer pulveriseres til aske, bliver der færre og færre steder, hvor der stadig ydes modstand. Los Angeles er den sidste by, der står imod, og her skal menneskehedens ultimative slag om racens overlevelse stå. Nantz og hans nye deling trækker en linje i sandet. De er den sidste stopklods mod den frygtelige fjende, som har invaderer kystområdet og slår alle på stranden ihjel. Delingen skal nu hjælpe så mange overlevende som muligt i kampen mod den ukendte fjende.

  

Aron Eckharts hage spiller en væsentlig rolle i denne film. Den er firkantet og sammenbidt, så meget, at det bliver en kliche. Michelle Rodriguez er med sin type en kliche i sig selv i denne genre. Og her skal jeg bemærke, at jeg ikke har noget mod klicheer. Det kan være ret hyggelige, især i hænderne på folk, der ved, hvor de vil hen med det.

Her kommer så miseren. Folkene bag dette brag, ved intet om, hvor de vil hen. Desværre, for ud over Michelle og Aron har de haft disposition over en helvedes masse isenkram, der kunne have gjort filmen spændende og givet en stribe gode billeder. Men de har givet afkald på alt til gengæld for en endeløs og monoton leg i skydegalleriet. De har moret sig, medens vi keder den berygtede del ud af bukserne.

  

Hvorfor ikke holde et par skydepauser og diske op med nogle personhistorier og lidt personkarakteristik? så dramaturgien kunne spændes lidt op og historien kunne få nogle peakes. Det kan man godt nå at fundere over, medens støvet hvirvles op for 117'ende gang.

                                          Battle Los Angeles 2011 IMDB

Bang bang i shot you down

Anmeldt af Svend Erik Ejstrup

Jesse Woodson James (1874-1882) var Amerikas første rigtige berømthed. Der er blevet skrevet utallige bøger omkring en af USA’s mest kendte fredløse – alle farverige og fascinerende med fokus på hans kolossale larger-than-life offentlige person og vovede bedrifter; og de fleste af dem indeholder kun tilfældige referencer til sandheden. For dem, han overfaldt og røvede, og for familierne til dem, han dræbte, var han en gemen kriminel, men i avisernes sensationsprægede nyhedsartikler og billige bøger, der fortalte om James Banden gennem 1870’erne, var Jesse genstand for stor ærefrygt og beundring.

Han var en mand med en tragisk sag, en forbundssoldat, der blev såret og uretfærdigt behandlet og derfor slog tilbage mod Unionen, der ødelagde hans liv. Og mest vigtigt, så repræsenterede han det sidste af det vilde vesten over for den befolkning, der nu levede et mere civiliseret liv – et symbol på frihed og den amerikanske ånd. En karismatisk rebel, der undslap loven og fulgte sine egne love - på alle måder en legende!

Jesse James & Robert Ford

Det er fristende at placere The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford i skuffen med revisionistiske westerns, hvis sigte bl.a. var at tilføre westerngenren en form for social realisme (ikke at forveksle med socialrealisme). Den fremtræder elegisk og revisionistisk i sin stil, men handlingen koncentrerer sig imidlertid tilsyneladende om noget helt andet end at forsøge at vise "hvordan det var". 

Andrew Dominik interesserer sig for kendisproblematikken. Hvorledes sikrer Jesse James sig sin fortsatte celebretystatus, nu da hans karriere evidentligt er for nedadgående? James vælger at lade en fan komme sig så nær, at problematikken omkring uindskrænket tilbedelse, bliver drivkraften i filmen og bevægelsen mod "martyrdøden", som James i realiteten selv arrangerer. Han udfordrer Ford ved at sige, at han aldrig kan blive som James, inviterer ham til sit hjem og forærer ham et flagrant våben.

Filmen opererer i samme elegiske toneleje som McCabe and Mrs Miller eller Days of Heaven, hvilket understreges fint, men uden subtilitet af Nick Caves score. Brad Pitts spil fremstiller Jesses figur skrupelløs og stærkt i historien godt fulgt op af Afflecks præstation som den næsten elskovssyge kujon. Vi får Sam Shephard i en cameo, der medvirker til at understrege, at James-bandens tid er omme. Roger Deakins (No Country for Old Men) understreger for 

 anden gang i løbet af kort tid sin evne for at lade landskabet spille en aktiv, næsten afgørende rolle i udformningen af mændenes karakter.

Og billederne passer godt til den dvælende rytme, hvor Dominik giver sig god tid til karaktertegning. Filmen er - heldigvis - lang, men kører dramatisk set lidt tomgang i en for lang midterperiode. Det skæmmer en ellers yderst seværdig film, der i løbet af en kort periode føjede sig til rækken af spektakulære westerns - jeg tænker på 3:10 to Yuma og No Country for Old Men.

                 The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford 2007 IMDB

Neit Gillen...Dat Overleef Je Niet!

Anmeldt af Monkeyman

Vietnam-veteranen Norman Hopper (John Saxon) forsøger at leve et fredeligt liv, da han en dag bliver opsøgt af sin krigs-buddy Charlie Bukowski, som er på flugt efter at have overfaldet og bidt et uskyldigt offer. Grusomme flashbacks begynder at vække nogle instinkter i Norman

Så drenge og piger og ja, jer der måske falder midt imellem, så er det bare med at sprede ballerne og blive liggende, for hvis du kan lide at blive skampulet godt og grundigt i din exploitation-vold, så var italienerne i 70’er og 80’erne mestre i at servere groteske og yderst spøjse film, og blandt disse finder vi Antonio Margheritis Cannibal Apocalypse, der bringer både kannibal og zombie genren op på et niveau, som man måske kun har set i denne film….. og Gud tak og lov siger den konservative biografgænger, der ene og alene tager ind til smalle filmsteder, for at se usbekiske køkkenbordsdramaer, og franske art-house film der udelukkende handler om epifænomener! 

  

Filmens præmis er meget enkel…. Hvis du bliver bidt af en kannibal, så bliver du selv kannibal, da din smag for lyserødt og dugfrisk menneske koteletter, vil blive vækket grusomt til live, som at smide en donut ind på et Julemærkehjem. Hvilket heller ikke er et rart syn!

Filmen er plotmæssigt lidt noget nonsens, der muligvis kræver et fandens masse besvarede spørgsmål, men nonsens kan også godt være så underholdende, at man nogle gange giver lidt efter.

  

Et eksempel på hvordan denne film er så herlig morbid, er da én af vor kannibal-venner finder en rundsav og begynder langsomt at save benet af et offer, imens en kvindelig kannibal ser interesseret på, og man tydelig kan mærke den surrealistisk erotisme der spiller ind, alt imens noget tidstypisk funky bas-musik spiller i baggrunden... mere italiensk bli'r det altså ikke!

Cannibal Apocalypse har nogle ret fede gore-effekter, der måske ikke er bund realistiske, men som vitterlig giver det hele en slags rå baggårds-biograf stemning, som en vis flok mennesker, hvor jeg bestemt er inkluderet, ikke takker nej, til en gang sleazie-knaldrød-splatter fiesta, som vi nok bedre kender under ordet… Grindhouse… og det er langt fra noget, som jeg skammer mig over, at nyde for fuld skrald, imens man hælder en god bajser i sig, der ikke behøver at være af høj promille, med mindre du havde regnet med at se Borte med Blæsten eller Notting Hill i stedet for, men så kunne du for helvede da også har tjekket titlen, før du smed den ind i Betamax maskinen 

  

Så, hvis du spørger mig… så gå til biddet, når det kommer til denne smagfulde lille italienske kødbolle ☺

Cannibal Apocalypse 1980 IMDB