Anmeldt af Monkeyman
Vietnam-veteranen
Norman Hopper (John Saxon) forsøger at leve et fredeligt liv, da han en dag
bliver opsøgt af sin krigs-buddy Charlie Bukowski, som er på flugt efter at
have overfaldet og bidt et uskyldigt offer. Grusomme flashbacks begynder at vække nogle instinkter i Norman
Så drenge og
piger og ja, jer der måske falder midt imellem, så er det bare med at sprede
ballerne og blive liggende, for hvis du kan lide at blive skampulet godt og
grundigt i din exploitation-vold, så var italienerne i 70’er og 80’erne mestre
i at servere groteske og yderst spøjse film, og blandt disse finder vi Antonio Margheritis Cannibal Apocalypse, der bringer både
kannibal og zombie genren op på et niveau, som man måske kun har set i denne
film….. og Gud tak og lov siger den konservative biografgænger, der ene og alene tager ind til smalle filmsteder, for at se usbekiske
køkkenbordsdramaer, og franske art-house film der udelukkende handler om
epifænomener!
Filmens
præmis er meget enkel…. Hvis du bliver bidt af en kannibal, så bliver du selv
kannibal, da din smag for lyserødt og dugfrisk menneske koteletter, vil blive
vækket grusomt til live, som at smide en donut ind på et Julemærkehjem. Hvilket
heller ikke er et rart syn!
Filmen er
plotmæssigt lidt noget nonsens, der muligvis kræver et fandens masse besvarede
spørgsmål, men nonsens kan også godt være så underholdende, at man nogle gange
giver lidt efter.
Et eksempel
på hvordan denne film er så herlig morbid, er da én af vor kannibal-venner finder
en rundsav og begynder langsomt at save benet af et offer, imens en kvindelig
kannibal ser interesseret på, og man tydelig kan mærke den surrealistisk
erotisme der spiller ind, alt imens noget tidstypisk funky bas-musik spiller i
baggrunden... mere italiensk bli'r det altså ikke!
Cannibal Apocalypse har nogle ret fede gore-effekter, der
måske ikke er bund realistiske, men som vitterlig giver det hele en slags rå
baggårds-biograf stemning, som en vis flok mennesker, hvor jeg bestemt er
inkluderet, ikke takker nej, til en gang sleazie-knaldrød-splatter fiesta, som
vi nok bedre kender under ordet… Grindhouse… og det er langt fra noget, som jeg
skammer mig over, at nyde for fuld skrald, imens man hælder en god bajser i
sig, der ikke behøver at være af høj promille, med mindre du havde regnet med
at se Borte med Blæsten eller Notting Hill i stedet for, men så kunne
du for helvede da også har tjekket titlen, før du smed den ind i Betamax
maskinen
Så, hvis du
spørger mig… så gå til biddet, når det kommer til denne smagfulde lille
italienske kødbolle ☺
Ingen kommentarer:
Send en kommentar