...Hvad fan'en sgu' jeg engentlig her?

Anmeldt af Søren Nielsen

 

Franc Roddam bidrag til subgenren bjergbestigningsfilm, kan vel bedst sidestilles med for 4,- kr. bland-selv-slik til en børneflok på ti.

Michael Biehn (Aliens, Terminator) spiller hot shot advokaten Taylor Brooks, som lever det sorgeløs liv. Han drøner rundt i åben sportsvogn og knepper kvindfolk til højre og venstre, når han altså ikke lige kravler på klipper med sin nørd ven Harold Jameson (spillet af Matt Craven). Modsat Brooks ubekymret livsstil, så har Jameson til gengæld hænderne fulde med sin forskning samt kone og barn der ikke længere har den helt store forståelse for hans passion.

På en af disse klatreture ”løber” de imidlertid ind i en af Taylors gamle venner (læs: rivaler) Dallas (Luca Bercovici) som er ved at forberede en tys-tys hemmelig tur med en adventure millionær (dem er der heldigvis mange af i Hollywood film) til toppen af verdens næsthøjeste bjerg K2. Heldigvis for vores to venner, dør et par af gruppens medlemmer og hokus pokus så står de pludselig og mangler to. Gæt hvem der kommer med?

K2 er i bund og grund en små-kedelig film, som ikke gør et specielt stort indtryk og det på trods af de nu og da flotte bjergbilleder. Rent faktisk opdagede jeg efterfølgende, at jeg havde set fimen før, men ikke kunne huske det. Umiddelbart ikke et sundhedstegn for en film der gerne vil spille de høje toner på adrenalin klaveret. 

  

Jamen hvorfor det? Jo ser du, først og fremmest så vægter Mr. Roddam sin historie skidt. Temmelig skidt endda. Introduktionen af vores to climbing buddys er laaaang (og kedelig) og forsøget på at klæde dem menneskelig på, så vi senere kan føle med dem, fungerer slet ikke. Matt Cravens figur er så intetsigende og grå, at man har svært ved at forstå at hans kone (lækkerbisken Julian Nickson Soul fra Rambo II) overhovedet bekymrer sig, om han nu kommer hjem igen. Filmens ubestridte højdepunkt er i øvrigt, hvor vi ser hende butt naked. En tilstand hun også kan nydes i i White Tiger.  Biehns figur er til gengæld så karikeret og usympatisk, at hans senere transformering virker ca. lige så troværdig som havde man valgt en alternativ slutning til Der Untergang hvor Hitler groede slangekrøller og konverterede til Jødedommen.

  

K2 mangler simpelthen basal nerve og har en spændingskurve som en østrigsk schlager aften på DK4. Der bliver brugt evigheder på at nå frem til det satans bjerg og da de endelig rammer foden, er det slut-prut forbi før det for begyndt.  

K2’s øvrige persongalleri fylder overraskende godt i landskabet, men gør som vores to hovedpersoner meget lidt for at refærdiggøre denne ære eller overbevise om, at her ligger dit næste Blu Ray køb begravet. Det samme kan man sige om Dallas og Taylors rivalisering som kan dateres helt tilbage til jurastudiet. De to herrer Biehn og Luca Bercovici der imod, kæmper begge en indædt kamp om hvem der mestre skuespillets overdrev mest. Vi erklærer i alt fairness kampen uafgjort.

We see dead people.

  

At bestige K2 får ifølge eksperter Mount Everest til at lige en slentre tur til Himmelbjerget. Om turen til toppen af verdens næsthøjeste bjerg matcher at sidde igennem filmen K2, vil jeg godt lade komme an på en prøve. Indrømmet, bjergbestigning film bliver aldrig min kop te, men der findes heldigvis langt bedre bud der ude end det her.

K2 1991 IMDB