Movie Madness: Det rene pip!

Anmeldt af Søren Nielsen

Selv om KAW på papiret og i udgangspunkt er sin egen og ikke et frame by frame remake af The Birds, så er det alligevel fra samme sæk fuglefrø fundamentet er bygget. Historien lægger sig nemlig tæt op ad Hitchcocks mesterværk om de aggressive fugle der samlede stafetten op og udfordrede os som planetens dominerende race.

Kaw udspiller sig i det obligatoriske provinshul i USA, hvor historien er centreret om byens sherif, den lokale diner, to mormoner (som alligevel ikke er mormoner, men en afgren), og så en alkoholiseret buschauffør med baseballbat. Pludselig og uden varsel begynder ravne at angribe byen. Først en landmand, der efter buschaufføren and so on. Lidt efter lidt går det op for byens sherif (som er af den snu slags), at der er tale om andet og mere end tilfældige fugleangreb.

Kaw er håndplukket fra de lavt hængende grene på lowbudget horror film træet og fred være med det. I mange tilfælde er det der netop der fra innovationen og nytænkningen udklækkes i filmverden. Desværre for os, så er KAW’s genpulje ikke beriget med hverken nytænkning, kreativitet eller opfindsomhed. Tvært i mod. Filmens minimalistiske tilgang med det lille isoleret samfund og begrænset cast, har været grundpillen i mange klassikere. Tænk på film som Night of the Living Dead, Psycho, Alien, The Thing og The Texas Chainsaw Massacre. I KAW falder resultatet dog knap så heldigt ud. Det hele bliver desværre en tand for ufrivilligt komisk. Politistationen er bemandet af en enkelt radiodame. Der til gengæld så altid er i close-up, som hun sidder ved sit bord, svært underbelyst af en enkelt bordlampe. Der er blikskuret der udgør buschaufførens hjem også må vi ikke glemme, at da situationens alvor endelige går op for byens sheriff og han tilkalder forstærkning fra nabobyen, ja så kommer de selvfølgelig aldrig frem fordi er optaget af et trafikuheld. Med andre ord: Vi ser dem aldrig, men hører den blot over radioen. Det samme gør sig (næsten) gældende med mormonerne, som ellers spiller en større rolle i filmen. De udgøres af to individer, plus den enes datter. Lystig flok på alle måder.

I Hitchcocks film, var det et samlet fugleangreb vi var vidne til. Måger, krager, spurve osv. slog sig sammen på kryds og tværs i et fælles angreb mod mennesket. I Kaw er det ravne som angriber det lille lokalsamfund og det fungerer sådan set også fint nok, så længe de smukke sorte fugle sidder og…øh sidder. Så snart de skal flyve eller angribe, så hopper kæden til gengæld af og fornemmelsen af en utilsigtet hyldest til en Hammer Dracula film fra 60’erne melder sig. Men selv om det altså er nogle stivvinget sataner vi har med at gøre og det er mere end svært at se hvordan de nogensinde skulle kunne lette fra et træ, ja så er de til gengæld ikke dumme. Og ravnen er da også, sammen med kragen, en af de mest intelligente fugle. Dette dokumenterer de til fulde i KAW, hvor de samler sten op fra jorden og lancerer et B52 lignende bombeangreb mod byens bus og smadrer vinduerne. Clever thinking mine damer og herrer og hvem ved? En mulig undskyldning for DSB i fremtiden, skulle nedfaldende køreledninger og blade på sporet blive for slidt.

Er filmens kulisser og det visuelle touch 5-6 km i fugleflugt tilbage af ønske, så er skuespillet faktisk ganske udmærket. Ingen falder for alvor og slår hul på knæet, men da de samtidig intet har at arbejde med, ja så ender det alligevel som skønne spildte kræfter og endnu en pip-parentes i den store animal horror bog. KAW’s problem er nemlig ikke anderledes end 99.9% af alle andre film i genren, de evner hverken at skabe eller formidle en stemning der gør filmens trusselbillede troværdig. De formår ikke at skubbe os ud på stolekanten og hive os ind i fortællingen. At få os til at heppe på eller begræde personernes skæbne. Det var den evne og det talent ved netop Spielberg og Hitchcock som gjorde, at vi i tidernes morgen frygtede at gå i vandet og på Rådhuspladsen gik i en stor bue uden om hver eneste due der skulede ondt i vores retning. De skabte stemningen og tidslommen der overbeviste os om og fik os til at glemme, at det vitterlig var en gummihaj med hydraulik problemer og en flok udstoppede fugle vi kiggede på. Det er det der sker, når håndværk kortvarig forvandles til filmmagi. Vi forføres.

Lad os slutte hvor vi begyndte denne anmeldelse. Det er forholder sig nemlig rent faktisk sådan, at KAW har tillusket sig lidt "royalt" blod, så det hele dufter lidt mere af fisk – eller her - fugl. Selveste Rod Taylor har af alle mennesker fundet vej til filmplakaten. Taylor som spillede sympatiske Mitch Brenner i netop Fuglene. Så endnu engang kan man konstatere, at horror genrens glæde ved at hente fortidens helte ind i mere eller mindre betydningsløse rolle eller cameos, sjældent fornægter sig og altså heller ikke i KAW, som der med selv cementerer sit slægtsskab med The Birds.- skulle nogen være i tvivl.

Så når tegningerne til fuglebrættet skal slås og KAW fordøjes, så er det med munden fuld af lånte fjer du sidder tilbage og resultatet forbliver en mild gang fugleinfluenza som højest kalder på en enkelt sygedag. Atju!