Let's get a taco

Anmeldt af Søren Nielsen

Jeg husker stadig mit første møde med Quentin Tarantino. Det var i Aalborg, det var i begyndelsen af 90’erne og det var før du kunne gafle en dvd eller Blu Ray fra hylden til under en 50’er. Det var dengang, at var du filmsamler, altså sådan rigtig filmsamler, ja så gik turen først forbi din bankrådgiver og dernæst Laserdisken i Prinsensgade. Her blev du mødt af al verdens lækkerrier som alle kappes om at flå dig og din konto mest mulig. Alien og Aliens boksen lå på den anden side af 1000 slag med spanskrøret. Det samme gjorde T2, The Abyss og Close Encounters. Star Wars The Ulitmate Edition kunne sågar købes på afbetaling - i kid you not! Det sved for alvor når der skulle hentes nyt guld hjem til samlingen og blev gravet dybt i lommeulden. Til gengæld var fornøjelsen og timerne der blev brugt i selskab med Ripley og Han Solo priceless. Og skulle der nu alligevel være lidt mønt tilbage på kistebunden når du fattigere på ussel mammon, men høj på forventninger forlod dette filmmekka, ja så kunne du dreje om hjørnet og bruge de sidste kroner på Fontænen hvor du kunne spise dig mæt i ristede eller røde hotdogs til en 5’er. Se, det var ægte Yin og Yang mine damer og herrer.

Det var her så også her, hos Laserdisken, lige foran disken med nyheder, at jeg så ham første gang. Instruktøren der sidenhed skulle blive et brand i sig selv og indbegrebet af mainstream kult. Mr. Tarantino. Et laserdisc cover med en mand der lå på gulvet og en anden der stod over ham. De sigtede på hinanden i hvad vi alle skulle komme til at kende som en Tarantiono vairant af et mexicansk stand off. Det var intet mindre end magisk! Men hvad nu hvis det var en svipser jeg stod med, og det var verdens næst dårligste film? Dengang var et fejlkøb en dyr fornøjelse, selv om Reservoir Dogs var i den "billige" ende. Muligt fejlkøb eller ej. Jeg vidste i hvert fald én ting, som jeg stod der og snappede efter vejret, den her film skulle være min alene på grund af det-der cover. Nu viste det sig så, at både indhold og cover for en gang skyld var i synk. Reservoir Dogs var og er ikke bare en fantastisk film, det er også QT’s bedste. Et wham-bam-thank-you-mam Mike Tyson knock out - no contest!

Efter Reservoir Dogs begyndte at skabe overskrifter, og der med tiltrak sig en masse opmærksomhed, ja så føg det samtidig med beskyldninger om at QT ikke bare havde plagieret historien (City on Fire) men selve stilen og udtrykket fra Asien. Hong Kong actionfilm med andre ord, som på dette tidspunkt endnu ikke havde en nævneværdig udbredelse i den vestlige versten. Og kigger man med kritiske øjne på Reservoir Dogs og spejler den mod City on Fire og Hong Kong stilen (ikke mindst i skikkelse af John Woo) ja, så er der absolut sammentræft at spore.

Men når det så alligevel er sammentræf som hverken helt eller halvt kan betegnes som plagiater, så skyldes det naturligvis, at der er så meget Tarantino DNA i filmen, at han formår at gøre den helt sin egen. Ikke mindst via dialogen som er skarp, vittig, kompromisløs, hurtig og noget verden endnu ikke havde oplevet helt på samme måde før. Det såkaldte Tarantino touch var født. Og skal Tarantino beskyldes for at plagiere nogen, ja så er det sig selv. En kunstform han til gengæld siden hen har yndet at praktisere med største fornøjelse igen og igen og igen.

Hvorfor er Reservoir Dogs så en bedre film end hvad mange betegner som toppen af hans karriere og ikke mindst signatur film, Pulp Fiction?

Først og fremmest ligner de to film hinanden. De er mere eller mindre bygget op på samme måde, hvor vi springer rundt i handlingen og får serveret småbidder af hvad som sker, skal ske og er sket. Og lad mig da bare slå fast med det samme, jeg synes på ingen måde at Pulp er nogen dårlig film, men den er – især ved gensyn – enormt konstrueret. Det hele fremstår meget poleret og kunstig. Pauserne, historierne og ikke mindst figurerne. Det ændrer ikke på, at Pulp er en film med sin helt egen tidslomme og berettigelse, bladre vi det store filmlektion igennem. Men samtidig også en film som bliver mindre og mindre interessant for hver gang man ser den. Og selv om det er en film jeg ejer på stort set samtlige medier, så er det også en film jeg meget sjældent finder frem.

Reservoir Dogs er der i mod en svedig satan. Du kan lige frem lugte det igennem skærmen. Angsten, begejstringen, vanviddet, mistroen og paranoiaen. Det er der det hele og det klistre til huden som Glasuld en varm sommerdag i en krybekælder. Og det er ligegyldigt om det så er første eller tyvende gang du stifter bekendtskab med denne heist perle. Filmen har kant. Den er usleben og du skærer dig, kommer du for tæt på. Persongalleriet er levende og troværdigt og keminen mellen spillerne slår gnister. Mr. Brown, Mr. White, Mr. Orange. De er ikke skabt eller konstrueret til at passe ind i en historie eller segment. De bløder og de dør som mennesker og ikke tegneseriefigurer. Reservoir er intet mindre end the real deal. Filmen blev kult på baggrund af hvad den er og ikke fordi den søgte det. Det er lidt som med Gasolin’ vs. Kim Larsen. Gasolin’ nåede bredt ud og blev et folkeeje på trods. Ikke fordi det var et mål i sig selv at nå ind i familiens danmarks stuer. Kim folkesanger der i mod, ville på dansktoppen og skyder med spredehagl mod alt fra Kære Lille Mormor i Giro 413 til oprørske teenagere og har med sin solokarriere (med få undtagelser) lige siden plasket rundt i ingen mandsland. Sådan er det også med Reservoir Dogs og Pulp. Pulp vil så gerne være kult at den foretager samtlige krumspring der eksisterer i forsøget at opnå denne status. Reservoir blev det ved sin blotte tilstedeværelse. Pulp er designer drugs, Reservoir er en bønne der vil give Cheet & Chong en fed på. Spørgsmålet er så, om de to film nogensinde bliver forenet i en The Vega Bros movie, eller Travolta og Madsen er blevet for gamle.

Reservoir blev et fænomen. Ikke kun på baggrund på af et kick ass cast hvor Harvey Keitel blev genfødt for et yngre publikum og Michael Madsen ikke bare slog flik-flak ind på scenen, men tog den og publikum som gidsler. Samtidig var det filmen, hvor vi var mange der blev introduceret til den små neurotiske Steve Buscemi der spillede bukserne af alt og alle som Mr. Pink - den eneste der fatter bare lidt af hvad der foregår. Men også på grund af musikken, som alle dage har været en lige så vigtigt ingrediens i QT’s film som spillerne.

 

Og det er lige meget om det er d’herrer Travolta, De Niro eller Pitt der har stået øverst på plakaten. Og igen må man blot konstatere, at for en Tarantino film, så har den sømbeslådede træskostøvle aldrig sidenhen siddet mere præcist plantet i løgene end i Reservoir Dogs. Alt fra The Torture Song Stuck in the Middel With You, til I Gotcha, er som bodypaint for filmens billedside. 

Et andet frisk element er den berømte Tarantino snik-snak. En visuel og billedskabende small talk dialog der tegner og fortæller og spiller ping-pong mellem skuespillerne og os. Suppleret med en monolog eller to. Et trademark og en opskrift som har fulgt instruktøren lige siden og efterhånden er mere forudsigelig end næste sæsons Vild Med Dans. Men tilbage i 90’erne var det skarpt, nyt og forbandet morsomt. Vi skal vel have fat i en mand af Kevin Smiths kaliber for at finde en der matche QT’s når denne er bedst. Personificerede i filmen vi taler om her og ikke mindst True Romance.

Mr. Pink: You kill anybody?

Mr. White: A few cops

Mr. Pink: No real people?

Mr. White: Just Cops

Reservoir Dogs var ikke blot min indgangsbillet til QT’s univers, men også et hel nyt kontinent af film som The Killer, Hard Boiled, Bullet in the Head og A Better Tomorrow - på toppen af krudttønden.

Med andre ord, Reservoir Dogs var svingdøren og er filmen om nogen, der har gjort den tidligere videoekspedient fortjent til a full house. Og det for han så her med. Mindre kan ikke gøre det. Dick, dick, dick, dick, dick, dick. How many dicks is that? A lot!

Reservoir Dogs 1992

Instruktør: Quentin Tarantino

Manuskript: Quintin Tarantino & Roger Avary

Fotograf: Andrzej Sekula

Medvirkende: Harvey Keitel, Michael Madsen, 

Tim Roth, Steve Buscemi, Chris Penn 

IMDB