Movie Madness: Henry

Anmeldt af Søren Nielsen

John McNaughton kontroversielle lowbudget debut om seriemorderen Henry (Lucas) skiller sig på flere punkter markant ud fra strømmen af fiktive og halv dokumentariske seriemorderfilm, som Hollywood har spyttet ud på samlebånd de sidste 20 år plus.

Henry er et unikt portræt af en morder som slår ihjel uden synlig fornøjelse eller formål. Han har ingen indebrændt vrede der skal dulmes via de mange mord. Han slår ikke ihjel med glæde eller i raseri. Han har hverken noget han skal hævne, eller et ønske om at lege kispus med politiet. Han har absolut intet ønske om at blive fanget, eller berøve sine ofre for værdier eller livet for den sags skyld livet. Henry slår andre ihjel for selv at leve. Dette er hvad han gør.

Rollen som Henry spilles skræmmende afdæmpet og med hypnotisk intensitet af Michael Rooker (Mississippi Burning, Tombstone, Cliffhanger) og hans fængselskammerat Otis, bliver vakt til live med en nærmest sygelig troværdighed af Tom Towles. Otis søster Becky, spilles af Tracy Arnold og det er igennem hendes tilstedeværelse at vi her og der får et sjældent glimt bag

gardinet til Henrys tanker og fortid. Tracy som er tidligere stripper, prøver nu at etablere et nyt liv hos sin bror, så hun kan få sit barn igen. Selv blev hun gentagende gange voldtaget af sin far som lille. En stolt familietradition som Otis prøver at holde i hævd og tilføjer der med det sidste penselstrøg til billedet af en dybt forstyrret person og efterlader sin søster som det ultimative offer. Et studie af et trekløver der på hver sin måde er frarøvet al menneskelig værdighed.

McNaughton film er fra midt 80’erne, selv om den først fik premiere i 90’. Det afspejler sig tydeligt i både fortællingen og billedesiden. Vi befinder os i en periode med voksende klasseskel, virksomhedslukninger, masse fyrringer, nedskæringer og en dybt forankret pessimisme i befolkningen på fremtiden. Her danner den fattige og grå bagside af million byen Chicago, den perfekte ramme for filmen. Tonen er grå, vejret er gråt og persongalleriet er gråt. Samtidig bruge McNaughton ikke mange ressourcer på hverken at etablere sin historie eller scener. Vi bliver holdt i uvisheden som tilskuer, men får tillusket os enkle brikker til puslespillet om Henry - selv om figuren gør alt for ændre dem fra gang til gang. Han slog sin mor ihjel (som var luder) fordi hun tvang ham i kjoler og ham (som os) i den hjælpeløse tilskuerrollen når hun havde sex med sine kunder. På trods af dette, så tillader lader McNaughton på ingen måde at dette bliver svaret på Henrys agerern og såkaldte liv.

Vi får nemlig aldrig lov at komme ind i hovedet på Henry. Vi får ikke nøglen til hans tanker og der med en forklaring på hvad der antænder eller driver hans blodrus og hvorfor han gør hvad han gør.

Der er ingen forløsning at hente. Ingen forklaring vi kan gemme os bag eller søge beskyttelse i. Vi er forsvarsløse.

Filmens anden hovedperson Otis, er en novice i forhold til sin læremester. Hans reaktionsmønster er samtidig spejlvendt i forhold til Henry's. Han bliver vred, han bliver ophidset, han bliver liderlig. Han slår ihjel for sjov! For ham er det en leg, et eventyr. Som et barn der har fået et nyt legetøj, som han endnu ikke har forstået konsekvensen af. Otis er den åbne bog, Henry forbliver mysteriet.

McNaughton vælger på samme måde helt bevidst ikke at gøre sin hovedperson til et horror-ikon. Han har ingen ishockeymaske, eller yndlingsvåben. Ingen smarte catchframe eller en overlegen intelligens. Her spiser ikke lever med fava beans og Chianti. Han får heller ikke på noget tidspunkt lov til at glide over i rollen som antihelt. McNaughton portrætterer Henry som volden i hans kølvand: Rå, kold og ind til benet. Henry er ligeledes befriet for den humor og afvæbnende ironi, som ellers er blevet en mindst lige så vigtig ingrediens for filmmordere, som den udpenslet og grafiske vold. De fleste af mordene i Henry foregår faktisk offscreen. Der med er Henry samtidig strippet for virtuost kameraarbejde, hidsig MTV klipning og overbelysning. Dette ikke blot forstærker, men løfter en af filmens mest foruroligende scener, hvor Henry og Otis slår en familie ihjel, mens Henry filmer overfaldet med et hjemmevideokamera.

Virkelighedens Henry Lucas og Ottis

Henry Portrait of a Serial Killer bygger løsligt på Henry Lee Lucas og Ottis Toole gerninger og en en sjælden unik, foruroligende og ikke mindst kompromisløs nøgen fortælling. En reference film og pejlingspunkt som du kun laver en af i karrieren og som slagter alt andet i genren. Hollywoods kæledække, Silence of the Lambs er et glansbillede i forhold. Den er hvad den udgiver sig for, en film - fiktion. Henry er en tidslomme en trance du er i mens den står på. Det er uforfalsket filmhistorie vi præsenteres for her. Intet mindre.

Info: 27 år efter mordet på seks-årige Adam Walsh blev Ottis Toole dømt for det. Han indrømmede at have samlet drengen op foran et indkøbscenter og lokket ham ind i sin bil. Her havde han slået ham da han begyndte at græde og til sidst hugget hovedet af ham med en manchete. Sagen vakte stor opsigt i USA og Walsh blev længe eftersøgt. Hans far er John Walsh, som mange kender som vært på TV-Programmet Americas Most Wanted.