lørdag den 30. juli 2016

First we take Manhattan...

Anmeldt af Søren Nielsen

Jason Takes Manhattan er faktisk, tror det eller ej, lidt af et mirakel. Ja, ja jeg kan godt se du allerede nu ligner et stort spørgsmålstegn, så jeg må hellere løftet sløret for hvordan det kan lade sig gøre. Jeg var faktisk på vej til at springe på et midnats tilbud om en tur ned af Amazon floden med en velvoksen slange, Jon Voight, Jennifer Lopez røv, cola og chips, da jeg tænkte: Ahh den tur har jeg ladet mig narre på én gang for meget. Så stafetten som aftens filmguide blev i stedet overdraget til selveste mors dreng aka. Mr. Jason Vorhees. Og her kommer vi så til mirakel delen, som du med tilbageholdt åndedræt har siddet og ventet på. Jason Takes Manhattan får simpelthen ikke blot Anaconda til at fremstå som et mirakel af en film, men endda et af de større. Og se mine damer og herrer, det kræver en del mere end blot at kunne konvertere vand til vin.

  
8. del af serien, der synes at være endnu svære at tage livet af end selve hovedpersonen, vækkes til live da Jason’s tornerosesøvn forstyrres af et overrevet elkabel på bunde af Crystal Lake og vupti, Jason er back in business. Jason kravler ombord på et fragtskib (S.S. Lazarus – get it?) som skal ekspedere en flok highscool elever til The Big Appel. Sjovt nok, er der ikke specielt mange elever ombord, men så igen, der er vel ingen grund til at forvirrer nogen med et alt for stort persongalleri. Vi har med andre ord the ususal suspects: Dydsmønstret som trækkes med en sløret fortid om vand. Hendes onkel, som ved mere end han fortæller. Skolens blonde prom queen og den unge mandlige helt. Asiaten, the black dude og ja, så filmens publikum -og salgs demografi hvis også ved at være på plads.

Shhhy..!
  
Selv om det er (som titel antyder) Manhattan der denne gang er udset til at være next stop for den berejste Jason, så er det forbavsende lidt vi ser til selve byen der aldrig sover. Man kunne faktisk gå så langt som at påstå, at der er større chance for at blive trampet på af en enhjørning i Blade Runner end antal af NYC locations. Så har du sat sig godt til rette i stuens bedste lænestol og troede du nu skulle se Jason svinge stålet over top attraktionerne på Trip Advisor:

Brooklyn Bridge, Central Park eller kongen af teenage kills sågar skulle skule mod himlen og gå i fodsporene på en anden konge, ja så bliver du hurtig klogere.

Stort set hele filmens øhm…”handling” udspiller sig nemlig om bord på Lazarus. Her sjasker en umotiveret og små forkølet Jason rundt i våd kedeldragt mens han rutinemæssigt og overraskende ublodigt decimerer besætningen. Til slut, da der kun er den forudsigelig håndfuld tilbage, leverer filmen så endelig hvad den lovede os i titlen; Manhattan, da vores venner (i en robåd med et passende antal redningsveste) langt om længe har fået nok, og sætter kursen mod New Yorks havn. Eller det vil så sige Canada og Vancouver, hvor hovedparten af NYC scenerne er optaget.

  
Ud over at serien nu åbenbart helt har opgivet at tilfører noget nyt til universet og er blevet ren formel, så overraskes man dog af den total fraværende handling og mangel på den ingrediens man trods alt skulle kunne forvente at en Jason ret indholdte selv om alt andet halter: Nemlig udpenslet teenage mord. Sjældent er Jason set så kedelig og uinspireret som her. Det man faktisk løfter øjenbrynene mest over i denne langgaber, er at vores heltinde formår at falde i havet. Kravle rundt på alle fire i ”NYC's” gyder, subwaysystem og endda igennem en kloak med forurenet vand og alt dette uden overhovedet at blive beskidt! Se, det er endnu et mirakel og så er, tror det eller ej, vi oppe på to og det redder samtidig Jasons tandløse bid af The Big Apple fra et rundt nul på vores ubamhjerte karakterskala.



torsdag den 28. juli 2016

2'eren


Anmeldt af Svend Erik Ejstrup


Ni år efter den katastrofale ekspedition til Jupiter bliver en ny mission samlet. Den skal finde ud af hvad der helt præcist gik galt. Men tiden er knap. Det forladte Discovery rumskib vil ikke kunne holde sit kredsløb omkring planeten ret meget længere, så for at nå frem i tide, så må amerikanerne ty til et lift på det russiske skib Leonov. Spørgsmålet er, om de sammen vil finde svarene på de mange spørgsmål, eller blot blive mødt med endnu flere? Under alle omstændigheder gemmer der sig noget helt specielt på Jupiter.

  
Hvorfor mon Clarke gad skrive en opfølgning til filmen 2001? Mit bud er, at han bl.a. reagerede på de synspunkter om HAL 9000's malfunktion, der fremsattes af filmkritikere verden over. Mange foreslog, at kæmpecomputerens adfærd er Clarks advarsel om at lægge beslutninger i "hænderne" på en chip. Andre mente, at det er hans advarsel om, at selvlærende neurone netværk med menneskelige egenskaber kan blive grebet af ondskab og udøve magtfordrejning.

Hvis jeg forstår Clarke ret, er ingen af delene hans synspunkt. Clarke var bestemt ikke nogen maskinstormer. Hans synspunkt er, at samspillet mellem computer og menneske kan gå galt, fordi mennesket er politisk og løgnagtigt, medens computeren er lineær, logisk og uden skjulte dagsordener. Beder man en computer administrere hemmelige agendaer, vil det uvægerligt gå galt - set ud fra det menneskelige, manipulerende synspunkt.



Det gik galt i 2001, hvilket Clarke efterfølgende forklarede tydeligere i bogen: de 2 HAL 9000 maskiner (en på jorden og en i rumskibet) er forbundne af sikkerhedsmæssige årsager men den ene "ved" mere end den anden. Det kan de ikke administrere.

I 2010 uddyber Clarke sit synspunkt ved at lade Dr. Shandra skære problematikken ud i pap for sine amerikanske kolleger. Desuden benytter Clarke lejligheden til endnu en gang at fortælle om sine forestillinger om en stor fælles intelligens, der påvirker universets gang.

  
Filmen bæres dog af andre typiske Clarke-kendetegn som: En minutiøs fremstilling af de tekniske omstændigheder og miljøer, menneskenes behov for og fordele ved at arbejde sammen samt Clarkes livslange mistillid til politik, når denne udøves af mennesker, der udelukkende forfølger egen gruppes mål og ikke magter at se de større linier og muligheder.

Disse ting får Hyams og hans gode besætning fint frem, og det sker i en passende rytme og med superflotte billeder. Helen Mirren får demonstreret, hvor indfølt sans hun har for filmmediet, idet hun finder sin plads i en birolle uden at shine over nogen og uden på nogen måde at forsvinde i billederne. Hun leverer varen.

 
Med 2010 får vi den ret sjældne 2'er, der kan stå alene, selv om det i udgangspunktet var halsbrækkende gerning at lægge sig op ad en kubrickfilm. Underholdende og sine steder spændende.

                                   2010: The Year We Make Contact 1984 IMDB



tirsdag den 26. juli 2016

You Sumbitch!

Anmeldt af Søren Nielsen


Hmm? Nu jeg tænker over det, så har jeg faktisk aldrig fabrikeret en liste med film jeg har set flest gange. Men fik jeg armen vredet godt og grundigt om på ryggen og skulle hoste op med et par titler eller fire der vil snige sig ind i en top 20, og måske endda i den pænere halvdel, ja så ville The Thing være der. Det samme ville El Dorado, The Lost Boys, Evil Dead II, Tremors, Jaws, Halloween, Ghostbusters og nå ja selvfølgelig; Smokey and the Bandit.

  
Smokey and the Bandit er ligeså meget historien om en film, som det er en af de mest underholdene af slagsen.

Stuntmanden Hal Needham der ud over at være den højest betalte inden for sit felt i 70’erne, også brækkede ryggen (to gange) samt 56 knogler var desuden bedste venner med datidens ubestridt største superstjerne Burt Reynolds. Og ja, Reynolds var ikke stor. Han var, sådan du ved, rigtig STOR!Needham, smart som han var, præsenterede Reynolds for sit manuskript om en lastbil der skulle smugle øl fra den ene stat til den anden skarp forfulgt af en mere end dedikeret sheriff. Burt læste det, og syntes at dialogen stank, men idéen var god. Needham gik hjem og pudse historien af, også gik jagten ind på et filmselskab som ville spytte penge i projektet og den mission burde være en formsag med Reynolds ombord. 

  
Det var det også. Alle som et stod i kø for at blive selskabet bag den nye Reynolds film, lige indtil Needham smed bomben, at han havde tænkt sig at indtage instruktørstolen. En stuntman, uden synderlig filmerfaring, foran kameraret? Oh no sire! Men så ringede telefonen en dag, og det var selveste Universal der gerne ville invitere den-der stuntmand til kaffemøde (Needham drak ironisk nok sjældent øl). Universal kendte allerede til hans krav og gav ham efterfølgende 5 millioner dollars at lege med. Herre gud, med så få penge, så var det risikoen værd. Burt Reynolds var trods alt med og han havde tidligere instrueret film, så de forventede at han holdt Needham i kort snor, nu hans eget rygte og navn stod øverst på plakaten.

Men udfordringerne var ikke over endnu. Før Needham havde skudt den første scene, så var budgettet allerede reduceret med en million af Universal og da Reynolds i forvejen skulle have en for at medvirke, ja så var der ikke meget tilbage. Men Needham der alle dage har været en kreativ sjæl, kom i tanke om en Trans Am han havde set i et bilblad. Pontiac havde det ikke let på dette tidspunkt, så Needham fik lavet en af de første placement reklameaftaler og bilfirmaet stillede fire biler til rådighed. Noget han i øvrigt blev kritiseret for mange gange i sin karriere, at have ægte produkter i sine film. Det kan man så grine af i dag, hvor netop product placement udgør en væsentlig del af de vanvittige budgetter Hollywood opererer med. 


Needham selv, havde forhandlet sig frem til at han skulle have 7% af filmens indtjening. Det endte med 3% efter at alle andre også havde dyppet fingrene i kagedåsen. Anmelderne hadede ikke bare Smokey and the Bandit, de H A D E D E den og gik både efter filmen, Reynolds, Sally Field og ikke mindst ham der stuntmanden der troede han kunne lave film. Men Needham og især publikum, var fuldstændig ligeglad. Biografgængerne elskede nemlig The Bandit and Snowmans musens leg med katten, Budford T Justice og fire hundrede rammer øl. Faktisk var der kun en film der overgik Hal Needhams debutfilm i 77 og det var selvfølgelig Lucas space opera. Smokey and the Bandit har i dag indtjent mere end 300 millioner dollars på et budget langt under 5 og ja, så er 3% lige pludselig en ganske fornuftig forretning. Selv med nordjyske briller.


Men hvad er det så som gør, at Needhams film i dag må betragtes som ikke bare et stykke amerikansk filmhistorie, men en vaskeægte klassiker i sin genre? Et af svarene er, at der er mange film man er vokset op med og hvor et senere gensyn desværre er en mere smertelig end glædelig fornøjelse og ja, lad os bare sige det som det er, burde være blevet ved nostalgien og minderne der nu engang var så fine. Sådan er det ikke med Smokey and the Bandit, for det Needham bl.a. gør så godt, modsat mange andre film, er han ikke prøver at klemme en eller flere biljagter ind i et i forvejen tyndt manuskript. Eller skjule hvad filmen er. "Historien" i Smokey and the Bandit er simpelthen en lang biljagt. Elegant pakket ind i en energisk cast og serveret med stor charme. Sådan amigos!

Big Enos og Little Enos (Pat McCormick og Paul Willimas) eller som The bandit adresserer farmand og sønnike: Oh i love your suits. It must be a bitch gettin’ a size 68 ekstra-fat and a 12 dwarf - udfordrer the King of the Road til et venskabeligt væddemål. En lille smuttur fra Atlanta til Texarkana og hent 400 rammer øl og tilbaws igen på 38 timer. Ud over tidsfaktoren, er der en anden udfordring. Det er nemlig bootlegging -smugleri. Meeeen med udsigten til 80.000 dollars, skulle det lykkes, så kan de bedste sjæle fristes - også The Bandit. Og voila my little friends, vi har den simple præmis for Smokey and the Bandit.

  
Selv om Burt, filmens stjerne og trækplaster, helt åbenlyst nyder rollen som outlaw og resten af trekløveret; Sally Field som The Bandit samler op som run away bride og ikke mindst hans partner in crime (super sympatiske) Jerry Reed, alle gør det fremragende - ja, så tilhører filmen én mand og en mand alene og det er Mr. Jackie Gleason. Der har været mange ikoniske ordenshåndhævere igennem årene i Hollywood: Dirty Harry, John McClayne, Robocop, Marge Gunderson, Axel Foley, Frank Drebin og Frank Bullit for nu blot at nævne nogle få, men ingen..jeg gentager lige INGEN når Sheriff Buford T. Justice of Montague County til sokkeholderne og når talen falder på perfekt castning: Marlon Brando i The Godfather, De Niro i Taxi Driver og Nicholson i Gøgereden, så er man nødt til at nævne Gleason i Smokey and the Bandit i samme sætning.

Gleason er nemlig Sheriff Budford T. Justine. En karikerede, overvægtig, små racistisk og høflig sydstats sheriff med et temperament som en vulkan. Budford udviser en hidtil uset dedikation i sin utrættelig jagt efter The bandit på tværs af USA som ville få en Terminator til at forlange overtidsbetaling. Budford er sheriffen der uden skrupler losser anholdte i røven eller leverer et knæ i skridtet og kalder det en ”attention-getter  - Budfords lunte ligger også i omegnen af en centimeter eller tre, når det kommer til junior, som ud over at være hans søn, er medpassager filmen igennem. Junior er nemlig indirekte årsagen til forfølgelsen af The bandit, da han skulle have været gift med Frog (Sally Field) som til gengæld fik kolde fusser og stak af under selve brylluppet. 

 
Det var Gleason selv der forslog han skulle have selskab i bilen, så han havde nogle at spille op i mod. I det hele taget improviserede Gleason mange af sine monologer og scener i filmen. Ikke mindst en af filmens bedste, hvor Budford og The Bandit mødes for første gang (uden nogle af dem ved det til at starte med) på en roadside diner. Gleasons beskrivelse af sin jagt på The Bandit (inkl. et lille hjertestop) er fra samme hylde som Robert Shaw's pæstation i Jaws.



Jerry Reed, var ud over sidekick til The Bandit, samtidig countrystjerne (kan det være anderledes?) og bryggede titelmelodien sammen til filmen som han kort fik lov at præsentere for Needham før denne stoppede ham efter få sekunder. Reed troede han hadede den, men Needham der ikke bare havde blik for en god historie og de-der placement reklamerer, konkluderede, at uden ”Eastbound and Down” var der ingen film.



En kassesucces som Smokey and the Bandit fik selvfølgelig ikke lov at stå alene. Så der kom to mere i serien. Samtidig kickstartede filmen et helt årti med film der bestod af farverige amerikanske muskelbiler. I dag er langt de fleste af disse car movies fra det forrige århundrede glemt til fordel for selvlysende CGI romertals film og moderigtige unge mennesker. I en broget flok af bilfilm bør bl.a. nævnes: Needhams egen The Cannonball Run hvor stort set alt der kunne gå og kravle i Hollywood var med. Walther Hills mesterlige The Driver, Mad Max, Convoy, Spielbergs debut The Duel, Christine, The Blues Brothers, The Italian Job (69), Death Race 2000, Vanishing Point (71), National Lampoon’s vacation og The Getaway (72).

Hal Needham døde i 2013. Han blev 82 år gammel.