Jason Takes Manhattan er faktisk, tror det eller ej, lidt
af et mirakel. Ja, ja jeg kan godt se du allerede nu ligner et stort spørgsmålstegn, så
jeg må hellere løftet sløret for hvordan det kan lade sig gøre. Jeg var faktisk på vej til at springe på et midnats
tilbud om en tur ned af Amazon floden med en velvoksen slange, JonVoight, Jennifer Lopez røv, cola og chips, da
jeg tænkte: Ahh den tur har jeg ladet mig narre på én gang for meget. Så
stafetten som aftens filmguide blev i stedet overdraget til selveste mors
dreng aka. Mr. Jason Vorhees. Og her
kommer vi så til mirakel delen, som du med tilbageholdt åndedræt har siddet og ventet på. Jason Takes Manhattan får simpelthen ikke blot Anaconda til at fremstå som et mirakel af en film, men endda et af de større.
Og se mine damer og herrer, det kræver en del mere end blot at kunne konvertere vand
til vin.
8. del af serien,
der synes at være endnu svære at tage livet af end selve hovedpersonen, vækkes
til live da Jason’s tornerosesøvn
forstyrres af et overrevet elkabel på bunde af Crystal Lake og vupti, Jason er back in business. Jason kravler ombord på et fragtskib
(S.S. Lazarus – get it?) som skal ekspedere en flok highscool elever til The Big
Appel. Sjovt nok, er der ikke specielt mange elever ombord, men så igen, der er vel ingen
grund til at forvirrer nogen med et alt for stort persongalleri. Vi har med andre ord the ususal suspects: Dydsmønstret
som trækkes med en sløret fortid om vand. Hendes onkel, som ved mere end han
fortæller. Skolens blonde prom queen ogden unge mandlige helt. Asiaten, the black dude og ja, så filmens publikum -og salgsdemografi hvis også ved at være på plads.
Shhhy..!
Selv om det er (som
titel antyder) Manhattan der denne gang er udset til at være next stop for den berejste
Jason, så er det forbavsende lidt vi
ser til selve byen der aldrig sover. Man kunne faktisk gå så langt som at påstå, at
der er større chance for at blive trampet på af en enhjørning i Blade Runner end antal af NYC locations. Så
har du sat sig godt til rette i stuens bedste lænestol og troede du nu skulle se Jason svinge stålet over top attraktionerne på Trip Advisor:
Brooklyn
Bridge, Central Park eller kongen af teenage kills sågar skulle skule mod himlen og gå i fodsporene på en anden konge, ja så bliver du hurtig klogere.
Stort set
hele filmens øhm…”handling” udspiller sig nemlig om bord på Lazarus. Her
sjasker enumotiveret ogsmå forkølet Jason rundt i våd
kedeldragt mens han rutinemæssigt og overraskende ublodigt decimerer besætningen. Til
slut, da der kun er den forudsigelig håndfuld tilbage, leverer filmen så
endelig hvad den lovede os i titlen; Manhattan, da vores venner (i en robåd med et passende
antal redningsveste) langt om længe har fået nok, og sætter kursen mod New Yorks havn. Eller det
vil så sige Canada og Vancouver, hvor hovedparten af NYC scenerne er optaget.
Ud over at
serien nu åbenbart helt har opgivet at tilfører noget nyt til universet og er
blevet ren formel, så overraskes man dog af den total fraværende handling
og mangel på den ingrediens man trods alt skulle kunne forvente at en Jason ret indholdte selv om alt andet
halter: Nemlig udpenslet teenage mord. Sjældent er Jason set så kedelig og uinspireret som her. Det man faktisk løfter
øjenbrynene mest over i denne langgaber, er at vores heltinde formår at falde i havet. Kravle
rundt på alle fire i ”NYC's” gyder, subwaysystem og endda igennem en kloak med
forurenet vand og alt dette uden overhovedet at blive beskidt! Se, det er endnu et
mirakel og så er, tror det eller ej, vi oppe på to og det redder samtidig Jasonstandløse bid af The Big Apple fra et rundt nul på vores ubamhjerte karakterskala.
Ni år efter
den katastrofale ekspedition til Jupiter bliver en ny mission samlet. Den skal
finde ud af hvad der helt præcist gik galt. Men tiden er knap. Det forladte
Discovery rumskib vil ikke kunne holde sit kredsløb omkring planeten ret meget
længere, så for at nå frem i tide, så må amerikanerne ty til et lift på det
russiske skib Leonov. Spørgsmålet er, om de sammen vil finde svarene på de
mange spørgsmål, eller blot blive mødt med endnu flere? Under alle
omstændigheder gemmer der sig noget helt specielt på Jupiter.
Hvorfor mon Clarke gad skrive en opfølgning til
filmen 2001? Mit bud er, at han
bl.a. reagerede på de synspunkter om HAL 9000's malfunktion, der fremsattes af
filmkritikere verden over. Mange foreslog, at kæmpecomputerens adfærd er Clarks advarsel om at lægge
beslutninger i "hænderne" på en chip. Andre mente, at det er hans
advarsel om, at selvlærende neurone netværk med menneskelige egenskaber kan
blive grebet af ondskab og udøve magtfordrejning.
Hvis jeg
forstår Clarke ret, er ingen af
delene hans synspunkt. Clarke var
bestemt ikke nogen maskinstormer. Hans synspunkt er, at samspillet mellem
computer og menneske kan gå galt, fordi mennesket er politisk og løgnagtigt,
medens computeren er lineær, logisk og uden skjulte dagsordener. Beder man en
computer administrere hemmelige agendaer, vil det uvægerligt gå galt - set ud
fra det menneskelige, manipulerende synspunkt.
Det gik galt
i 2001, hvilket Clarke efterfølgende forklarede tydeligere i bogen: de 2 HAL 9000
maskiner (en på jorden og en i rumskibet) er forbundne af sikkerhedsmæssige
årsager men den ene "ved" mere end den anden. Det kan de ikke
administrere.
I 2010 uddyber Clarke sit synspunkt ved at lade Dr. Shandra skære problematikken ud i pap for sine amerikanske
kolleger. Desuden
benytter Clarke lejligheden til
endnu en gang at fortælle om sine forestillinger om en stor fælles intelligens,
der påvirker universets gang.
Filmen bæres
dog af andre typiske Clarke-kendetegn
som: En minutiøs fremstilling af de tekniske omstændigheder og miljøer,
menneskenes behov for og fordele ved at arbejde sammen samt Clarkes livslange
mistillid til politik, når denne udøves af mennesker, der udelukkende forfølger
egen gruppes mål og ikke magter at se de større linier og muligheder.
Disse ting
får Hyams og hans gode besætning
fint frem, og det sker i en passende rytme og med superflotte billeder. Helen Mirren får demonstreret, hvor
indfølt sans hun har for filmmediet, idet hun finder sin plads i en birolle
uden at shine over nogen og uden på nogen måde at forsvinde i billederne. Hun
leverer varen.
Med 2010 får vi den ret sjældne 2'er, der
kan stå alene, selv om det i udgangspunktet var halsbrækkende gerning at lægge
sig op ad en kubrickfilm.
Underholdende og sine steder spændende.
Hmm? Nu jeg
tænker over det, så har jeg faktisk aldrig fabrikeret en liste med film jeg har
set flest gange. Men fik jeg armen vredet godt og grundigt om på ryggen og
skulle hoste op med et par titler eller fire der vil snige sig ind i en top 20,
og måske endda i den pænere halvdel, ja så ville The Thing være der. Det samme
ville El Dorado, The Lost Boys, Evil Dead II, Tremors, Jaws, Halloween, Ghostbusters
og nå ja selvfølgelig; Smokey and the Bandit.
Smokey and
the Bandit er ligeså meget historien om en film, som det er en af de mest
underholdene af slagsen.
Stuntmanden
Hal Needham der ud over at være den højest betalte inden for sit felt i 70’erne,
også brækkede ryggen (to gange) samt 56 knogler var desuden bedste venner med
datidens ubestridt største superstjerne Burt Reynolds. Ogja, Reynolds var ikke stor.
Han var, sådan du ved, rigtig STOR! Så Needham, smart som han var, præsenterede
Reynolds for sit manuskript om en lastbil der skulle smugle øl fra den ene stat
til den anden skarp forfulgt af en mere end dedikeret sheriff. Burt læste det,
og syntes at dialogen stank, men idéen var god. Needham gik hjem og pudse
historien af, også gik jagten ind på et filmselskab som ville spytte penge i
projektet og den mission burde være en formsag med Reynolds ombord.
Det var det
også. Alle som et stod i kø for at blive selskabet bag den nye Reynolds film,
lige indtil Needham smed bomben, at han havde tænkt sig at indtage
instruktørstolen. En stuntman, uden synderlig filmerfaring, foran kameraret? Oh
no sire! Men så ringede telefonen en dag, og det var selveste Universal der
gerne ville invitere den-der stuntmand til kaffemøde (Needham drak ironisk nok sjældent
øl). Universal kendte allerede til hans krav og gav ham efterfølgende 5
millioner dollars at lege med. Herre gud, med så få penge, så var det risikoen
værd. Burt Reynolds var trods alt med og han havde tidligere instrueret film,
så de forventede at han holdt Needham i kort snor, nu hans eget rygte og navn
stod øverst på plakaten.
Men
udfordringerne var ikke over endnu. Før Needham havde skudt den første scene,
så var budgettet allerede reduceret med en million af Universal og da Reynolds i
forvejen skulle have en for at medvirke, ja så var der ikke meget tilbage. Men
Needham der alle dage har været en kreativ sjæl, kom i tanke om en Trans Am han
havde set i et bilblad. Pontiac havde det ikke let på dette tidspunkt, så
Needham fik lavet en af de første placement reklameaftaler og bilfirmaet stillede
fire biler til rådighed. Noget han i øvrigt blev kritiseret for mange gange i
sin karriere, at have ægte produkter i sine film. Det kan man så grine af i
dag, hvor netop product placement udgør en væsentlig del af de vanvittige
budgetter Hollywood opererer med.
Needham selv,
havde forhandlet sig frem til at han skulle have 7% af filmens indtjening. Det
endte med 3% efter at alle andre også havde dyppet fingrene i kagedåsen. Anmelderne
hadede ikke bare Smokey and the Bandit, de H A D ED E den og gik både efter
filmen, Reynolds, Sally Field og ikke mindst ham der stuntmanden der troede han
kunne lave film. Men Needham og især publikum, var fuldstændig ligeglad.
Biografgængerne elskede nemlig The Banditand Snowmans musens leg med katten,Budford T Justice og fire hundrede rammer øl. Faktisk var der kun en film
der overgik Hal Needhams debutfilm i 77 og det var selvfølgelig Lucas space opera. Smokey and the Bandit har i dag indtjent mere end 300 millioner
dollars på et budget langt under 5 og ja, så er 3% lige pludselig en ganske fornuftig
forretning. Selv med nordjyske briller.
Men hvad er
det så som gør, at Needhams film i dag må betragtes som ikke bare et stykke
amerikansk filmhistorie, men en vaskeægte klassiker i sin genre? Et af svarene
er, at der er mange film man er vokset op med og hvor et senere gensyn desværre er
en mere smertelig end glædelig fornøjelse og ja, lad os bare sige det som det
er, burde være blevet ved nostalgien og minderne der nu engang var så fine. Sådan
er det ikke med Smokey and the Bandit, for det Needham bl.a. gør så godt,
modsat mange andre film, er han ikke prøver at klemme en eller flere biljagter
ind i et i forvejen tyndt manuskript. Eller skjule hvad filmen er. "Historien" i
Smokey and the Bandit er simpelthen en lang biljagt.Elegant pakket ind i en energisk cast og serveret med stor charme. Sådan amigos!
Big Enos og
Little Enos (Pat McCormick og Paul Willimas) eller som Thebandit adresserer
farmand og sønnike: Oh i love your suits.
It must be a
bitch gettin’ a size 68 ekstra-fat and a 12 dwarf - udfordrer the
King of the Road til et venskabeligt væddemål. En lille smuttur fra Atlanta til Texarkana og hent 400
rammer øl og tilbaws igen på 38 timer. Ud over tidsfaktoren, er der en anden
udfordring. Det er nemlig bootlegging -smugleri. Meeeen med udsigten til 80.000
dollars, skulle det lykkes, så kan de bedste sjæle fristes - også TheBandit. Og
voila my little friends, vi har den simple præmis for Smokey and theBandit.
Selv om Burt,
filmens stjerne og trækplaster, helt åbenlyst nyder rollen som outlaw og resten
af trekløveret; Sally Field som The Bandit samler op som run away bride og ikke
mindst hans partner in crime (super sympatiske) Jerry Reed, alle gør det
fremragende - ja, så tilhører filmen én mand og en mand alene og det er Mr.
Jackie Gleason. Der har været mange ikoniske ordenshåndhævere igennem årene i
Hollywood: Dirty Harry, John McClayne, Robocop, Marge Gunderson, Axel Foley, Frank
Drebin og Frank Bullit for nu blot at nævne nogle få, men ingen..jeg gentager
lige INGEN når Sheriff Buford T.Justice of Montague County til sokkeholderne og når talen falder på perfekt castning: Marlon Brando i The Godfather, De Niro
i Taxi Driver og Nicholson i Gøgereden, så er man nødt til at
nævne Gleason i Smokey and the Bandit i samme sætning.
Gleasoner nemlig Sheriff Budford T. Justine. En
karikerede, overvægtig, små racistisk og høflig sydstats sheriff med et temperament som en vulkan.
Budford udviser en hidtil uset dedikation i sin utrættelig jagt efter The bandit på
tværs af USA som ville få en Terminator til at forlange overtidsbetaling. Budford
er sheriffen der uden skrupler losser anholdte i røven eller leverer et knæ
i skridtet og kalder det en ”attention-getter”- Budfords lunte ligger også i omegnen af en
centimeter eller tre, når det kommer til junior, som ud over at være hans søn, er medpassager filmen igennem. Junior er nemlig indirekte årsagen til
forfølgelsen af The bandit, da han skulle have været gift med Frog (Sally
Field) som til gengæld fik kolde fusser og stak af under selve brylluppet.
Det var Gleason
selv der forslog han skulle have selskab i bilen, så han havde nogle at spille
op i mod. I det hele taget improviserede Gleason mange af sine monologer og
scener i filmen. Ikke mindst en af filmens bedste, hvor Budford og The Bandit
mødes for første gang (uden nogle af dem ved det til at starte med) på en
roadside diner. Gleasons beskrivelse af sin jagt på TheBandit (inkl. et lille hjertestop) er fra samme hylde som Robert Shaw's pæstation i Jaws.
Jerry Reed, var ud over sidekick til The Bandit, samtidig countrystjerne (kan det være anderledes?) og bryggede
titelmelodien sammen til filmen som han kort fik lov at præsentere for Needham før denne stoppede
ham efter få sekunder. Reed troede han hadede den, men Needham der ikke bare
havde blik for en god historie og de-der placement reklamerer, konkluderede, at uden ”Eastbound
and Down” var der ingen film.
En kassesucces som Smokey and the Bandit fik selvfølgelig ikke lov at stå alene. Så der kom to mere i serien. Samtidig
kickstartede filmen et helt årti med film der bestod af farverige amerikanske
muskelbiler. I dag er langt de
fleste af disse car movies fra det forrige århundrede glemt til fordel for
selvlysende CGI romertals film og moderigtige unge mennesker. I en broget flok af bilfilm bør bl.a. nævnes: Needhams egen TheCannonball Run hvor stort set alt der kunne gå og kravle i
Hollywood var med. Walther Hills mesterlige The Driver, Mad Max, Convoy,
Spielbergs debut The Duel, Christine, The Blues Brothers, The Italian Job (69),
Death Race2000, Vanishing Point (71), National Lampoon’s vacation og The Getaway
(72).