Anmeldt af Søren Nielsen
Hmm? Nu jeg
tænker over det, så har jeg faktisk aldrig fabrikeret en liste med film jeg har
set flest gange. Men fik jeg armen vredet godt og grundigt om på ryggen og
skulle hoste op med et par titler eller fire der vil snige sig ind i en top 20,
og måske endda i den pænere halvdel, ja så ville The Thing være der. Det samme
ville El Dorado, The Lost Boys, Evil Dead II, Tremors, Jaws, Halloween, Ghostbusters
og nå ja selvfølgelig; Smokey and the Bandit.
Smokey and
the Bandit er ligeså meget historien om en film, som det er en af de mest
underholdene af slagsen.
Stuntmanden
Hal Needham der ud over at være den højest betalte inden for sit felt i 70’erne,
også brækkede ryggen (to gange) samt 56 knogler var desuden bedste venner med
datidens ubestridt største superstjerne Burt Reynolds. Og ja, Reynolds var ikke stor.
Han var, sådan du ved, rigtig STOR! Så Needham, smart som han var, præsenterede
Reynolds for sit manuskript om en lastbil der skulle smugle øl fra den ene stat
til den anden skarp forfulgt af en mere end dedikeret sheriff. Burt læste det,
og syntes at dialogen stank, men idéen var god. Needham gik hjem og pudse
historien af, også gik jagten ind på et filmselskab som ville spytte penge i
projektet og den mission burde være en formsag med Reynolds ombord.
Det var det
også. Alle som et stod i kø for at blive selskabet bag den nye Reynolds film,
lige indtil Needham smed bomben, at han havde tænkt sig at indtage
instruktørstolen. En stuntman, uden synderlig filmerfaring, foran kameraret? Oh
no sire! Men så ringede telefonen en dag, og det var selveste Universal der
gerne ville invitere den-der stuntmand til kaffemøde (Needham drak ironisk nok sjældent
øl). Universal kendte allerede til hans krav og gav ham efterfølgende 5
millioner dollars at lege med. Herre gud, med så få penge, så var det risikoen
værd. Burt Reynolds var trods alt med og han havde tidligere instrueret film,
så de forventede at han holdt Needham i kort snor, nu hans eget rygte og navn
stod øverst på plakaten.
Men
udfordringerne var ikke over endnu. Før Needham havde skudt den første scene,
så var budgettet allerede reduceret med en million af Universal og da Reynolds i
forvejen skulle have en for at medvirke, ja så var der ikke meget tilbage. Men
Needham der alle dage har været en kreativ sjæl, kom i tanke om en Trans Am han
havde set i et bilblad. Pontiac havde det ikke let på dette tidspunkt, så
Needham fik lavet en af de første placement reklameaftaler og bilfirmaet stillede
fire biler til rådighed. Noget han i øvrigt blev kritiseret for mange gange i
sin karriere, at have ægte produkter i sine film. Det kan man så grine af i
dag, hvor netop product placement udgør en væsentlig del af de vanvittige
budgetter Hollywood opererer med.
Needham selv,
havde forhandlet sig frem til at han skulle have 7% af filmens indtjening. Det
endte med 3% efter at alle andre også havde dyppet fingrene i kagedåsen. Anmelderne
hadede ikke bare Smokey and the Bandit, de H A D E D E den og gik både efter
filmen, Reynolds, Sally Field og ikke mindst ham der stuntmanden der troede han
kunne lave film. Men Needham og især publikum, var fuldstændig ligeglad.
Biografgængerne elskede nemlig The Bandit and Snowmans musens leg med katten, Budford T Justice og fire hundrede rammer øl. Faktisk var der kun en film
der overgik Hal Needhams debutfilm i 77 og det var selvfølgelig Lucas space opera. Smokey and the Bandit har i dag indtjent mere end 300 millioner
dollars på et budget langt under 5 og ja, så er 3% lige pludselig en ganske fornuftig
forretning. Selv med nordjyske briller.
Men hvad er
det så som gør, at Needhams film i dag må betragtes som ikke bare et stykke
amerikansk filmhistorie, men en vaskeægte klassiker i sin genre? Et af svarene
er, at der er mange film man er vokset op med og hvor et senere gensyn desværre er
en mere smertelig end glædelig fornøjelse og ja, lad os bare sige det som det
er, burde være blevet ved nostalgien og minderne der nu engang var så fine. Sådan
er det ikke med Smokey and the Bandit, for det Needham bl.a. gør så godt,
modsat mange andre film, er han ikke prøver at klemme en eller flere biljagter
ind i et i forvejen tyndt manuskript. Eller skjule hvad filmen er. "Historien" i
Smokey and the Bandit er simpelthen en lang biljagt. Elegant pakket ind i en energisk cast og serveret med stor charme. Sådan amigos!
Big Enos og
Little Enos (Pat McCormick og Paul Willimas) eller som The bandit adresserer
farmand og sønnike: Oh i love your suits.
It must be a
bitch gettin’ a size 68 ekstra-fat and a 12 dwarf - udfordrer the
King of the Road til et venskabeligt væddemål. En lille smuttur fra Atlanta til Texarkana og hent 400
rammer øl og tilbaws igen på 38 timer. Ud over tidsfaktoren, er der en anden
udfordring. Det er nemlig bootlegging -smugleri. Meeeen med udsigten til 80.000
dollars, skulle det lykkes, så kan de bedste sjæle fristes - også The Bandit. Og
voila my little friends, vi har den simple præmis for Smokey and the Bandit.
Selv om Burt,
filmens stjerne og trækplaster, helt åbenlyst nyder rollen som outlaw og resten
af trekløveret; Sally Field som The Bandit samler op som run away bride og ikke
mindst hans partner in crime (super sympatiske) Jerry Reed, alle gør det
fremragende - ja, så tilhører filmen én mand og en mand alene og det er Mr.
Jackie Gleason. Der har været mange ikoniske ordenshåndhævere igennem årene i
Hollywood: Dirty Harry, John McClayne, Robocop, Marge Gunderson, Axel Foley, Frank
Drebin og Frank Bullit for nu blot at nævne nogle få, men ingen..jeg gentager
lige INGEN når Sheriff Buford T. Justice of Montague County til sokkeholderne og når talen falder på perfekt castning: Marlon Brando i The Godfather, De Niro
i Taxi Driver og Nicholson i Gøgereden, så er man nødt til at
nævne Gleason i Smokey and the Bandit i samme sætning.
Gleason er nemlig Sheriff Budford T. Justine. En
karikerede, overvægtig, små racistisk og høflig sydstats sheriff med et temperament som en vulkan.
Budford udviser en hidtil uset dedikation i sin utrættelig jagt efter The bandit på
tværs af USA som ville få en Terminator til at forlange overtidsbetaling. Budford
er sheriffen der uden skrupler losser anholdte i røven eller leverer et knæ
i skridtet og kalder det en ”attention-getter”
- Budfords lunte ligger også i omegnen af en
centimeter eller tre, når det kommer til junior, som ud over at være hans søn, er medpassager filmen igennem. Junior er nemlig indirekte årsagen til
forfølgelsen af The bandit, da han skulle have været gift med Frog (Sally
Field) som til gengæld fik kolde fusser og stak af under selve brylluppet.
Det var Gleason
selv der forslog han skulle have selskab i bilen, så han havde nogle at spille
op i mod. I det hele taget improviserede Gleason mange af sine monologer og
scener i filmen. Ikke mindst en af filmens bedste, hvor Budford og The Bandit
mødes for første gang (uden nogle af dem ved det til at starte med) på en
roadside diner. Gleasons beskrivelse af sin jagt på The
Bandit (inkl. et lille hjertestop) er fra samme hylde som Robert Shaw's pæstation i Jaws.
Jerry Reed, var ud over sidekick til The Bandit, samtidig countrystjerne (kan det være anderledes?) og bryggede
titelmelodien sammen til filmen som han kort fik lov at præsentere for Needham før denne stoppede
ham efter få sekunder. Reed troede han hadede den, men Needham der ikke bare
havde blik for en god historie og de-der placement reklamerer, konkluderede, at uden ”Eastbound
and Down” var der ingen film.
En kassesucces som Smokey and the Bandit fik selvfølgelig ikke lov at stå alene. Så der kom to mere i serien. Samtidig
kickstartede filmen et helt årti med film der bestod af farverige amerikanske
muskelbiler. I dag er langt de
fleste af disse car movies fra det forrige århundrede glemt til fordel for
selvlysende CGI romertals film og moderigtige unge mennesker. I en broget flok af bilfilm bør bl.a. nævnes: Needhams egen The Cannonball Run hvor stort set alt der kunne gå og kravle i
Hollywood var med. Walther Hills mesterlige The Driver, Mad Max, Convoy,
Spielbergs debut The Duel, Christine, The Blues Brothers, The Italian Job (69),
Death Race 2000, Vanishing Point (71), National Lampoon’s vacation og The Getaway
(72).
Hal Needham døde i 2013. Han blev 82 år gammel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar