Erase and rewind

Anmeldt af Søren Nielsen

And so you're back
From outer space
I just walked in to find you here with that sad look upon your face
I should have changed that stupid lock, I should have made you leave your key
If I'd known for just one second you'd be back to bother me

Sidste år er længe siden skrev Susan E. Hinton engang og ved du hvad? 1996 er endnu længere siden. Det var året hvor Bjarne Riis uden præstations fremmende midler vandt verdens største cykelløb (siden hen med). Piet Hein trak stikket og sagde farvel og skulle du have glemt det, så var det også året hvor vi igen-igen blev invaderet af en fremmede race from outer space. Generelt må vi blot konstatere, at på den konto har rumvæsner ikke været os specielt venlig stemt siden den lille fyr med den lysende finger kiggede forbi.

At påstå at Ronald Emmerich skabte den moderne blokbuster med Independence Day (ID4) er nok at tage munden lidt for fuld og kreditere tyskeren for mere end skuldrene kan bære. Men der er nu alligevel noget om snakken. ID4 var nemlig både sci-fi -og katastrofefilmen som tog Hollywood til the next level. Det var samtidig også filmen der for alvor kickstartede CGI bølgen og ødelagde stort set samtlige landmarks i Guds eget land -og lidt til. Det var med andre ord; bulder og brag når det er bedst. 

Det var aliens og rumskibe. En handlingsklar præsident. En drikfældig helt og nørdet videnskabsmand i en helt igennem tåbelig historie proppet med den ene mere bizarre usandsynlighed efter den anden. Men for fanden hvor var det underholdene. 

Det var også filmen der med et slag 'Welcome to earth' lancerede tv-stjernen Will The Fresh Prince Smith som megastjerne. Det eneste underlige ved ID4 var faktisk, at den aldrig fik den-der oplagte lillebror. Vent, det gjorde den så også, her, tyve år senere.

Se, nu er det sjældent et sundhedstegn i Hollywood-land-land, når det tager flere år at få lift-off til en sequel. Vi nævner i flæng: The Godfather Part 3, Indiana Jones and the kingdom of the Crystal Skrull, Men in Black III, Prometheus, Beverly Hills Cop III, An American Werewolf in Paris og ja, perlerækken fortsætter i gallop med Lucky Luke mod solnedgangen.

Men hvad så med den kære Emmerich og ID4 2-tal? Har de tyve års tænkepause været ekstra brændstof på den kreative tyske kampvogn, eller falder han fladt på røven som så mange andre før ham? Indrømmet. Nu har min passion for Emmerich aldrig fyldt meget mere i landskabet end fnuller i navlehullet. Og de positive oplevelser kan tælles på en enkelt finger (eller to) og her tænker jeg nødvendigvis ikke på den midterste, selv om det er fristende. Emmerichs problem er, og har altid været, at han åbner med et brag og efterfølgende ikke aner hvad han skal bruge de resterende to timer til. Med ID4 Resurgence evner han end ikke dette. Han afstår stort set fra at ødelægge et eneste monument. Og dét mine damer og herrer, svarer i Emmerich land til pizza uden ost.

Jeg har lige talt med Emmerich. Will Smith er IKKE med!

  

Selv om logikken var himmelråbende i ID4 og konsekvenserne ligeså, så var det trods alt en film med en start, midte og slutning. Det har fortsættelsen ikke på menuen. Den er faktisk en lang klagesang. En anti flm om du vil? Efter vi besejrede rumvæsnerne, har vi klogelig nok adopteret deres teknologi og har nu (endelig) flyvende biler og ja, knap så ophidsende, world wide peace. Dette teknologiske syvmile skridt ved hverken Emmerich eller hans film dog hvad de skal bruge til og da de ondsindede græshopper atter lægger vejen forbi vores lille blå planet, så er deres teknologi igen den stærkeste og tvinger os endnu engang til at tænke i kreative baner. Jeg kan dog afsløre, at denne gang planter Goldblum ikke en virus i moderskibet, da de i mellemtiden har opgraderet med et AVG antivirus program.

You could be a film buff all your life... and never see something like this. It would be a disaster of epic proportions. It would be... the perfect sequel.

Personligt er det for mig smertefuldt at skulle indrømme at jeg savner ham-der Will Smith. Men sandheden er, at her gør jeg. ID4 II er som kompensation for stjernes fravær proppet med karaktere som ikke syntes at være sat i verden på anden baggrund end at se kønne ud og nok så vigtigt; fylde spilletiden ud. En af disse skabninger er klogelig nok kineser, så har Fox også sikret sig opmærksomheden fra et milliard stort publikum. Fra originalen har Jeff Goldblum overlevet. Det samme har hans meget jødiske far. Data fra Star Trek og selveste præsident Bill Pullman - nu med gråt skæg og aliens nightmares. Ingen dog med anden synlig mission i filmen end blot at være der, fordi de nu engang var inviteret ombord på den første.Til deres forsvar skal der dog indskydes, at det eneste der er mere fraværende i filmen end plot, er kvalificerede dialog. End ikke en oneliner er der blevet plads til. Så der er ikke meget at læne sig op af. Welcome...to..to earth again..ehm biatch!

Torden og lynild. Er det ikke Thors lillebror?

 

I en tid hvor Hollywood ellers elsker reboots, så burde ID4 II have været sådan en størrelse. Emmerich og co. gør end ikke et halvhjertet forsøg på at skjule, at her er der absolut intet nyt under solen, men alt er blot en gentagelse fra storebror og krydser så samtidig fingre for, at ingen husker den og de der evt. gør, har valgt at invitere Ole Lukøje med i biografen. Jeg var (indrømmet) på den baggrund et svagt øjeblik fristet til at opremse alle tåbelighederne i Resurgence, men modstod og vil i stedet henlede opmærksomheden mod filmens ”klimaks”, hvor The Queen Alien (haps! thank you very much Mr. Cameron) jager en gul skolebus med skrigende teenages unger tværs igennem Uthas saltørken. 

Hvad der til gengæld er langt mere skræmmende end en alien invasion og Brent Spiners bare røv, er der til slut-slut lægges op til en ID4 III. Lad os alle be' til, vi har endnu tyve år til gode før det mirakel indtræffer, og vi til den tid har indført aktiv dødshjælp her til lands.

                                     Independence Day: Resurgence 2016 IMDB