mandag den 7. september 2015

M A S S A C R E


Anmeldt af Søren Nielsen

Det er visse naturlove her i livet du blot er nødt til at acceptere og rette røven ind til højre efter. For hvor meget du så end bider, vrider, kæmper, kradser og hyler som en tøs, ja så er det en håbløs kamp.

Listen er lang som et ondt år, så vi nøjes med et par eksempler:

-At konsekvent vælge den forkerte kø i Supermarkedet.
-At skraldeposen altid vælter ud af, lige meget hvordan du end vælger at placere den op af væggen.
-At oplader stikket til din telefon, altid skal vende omvendt.
-At samtlige andre busser ved stoppestedet altid kommer før den du skal med.

Get the piture?

Sådan er det også med film der har ordet Massacre i titlen. De er fysisk umulige at manøvre uden om. De har den samme magisk tiltrækningskraft som et hickey from Kenickey. Som i got ya traction beam-strålen fra Dødstjernen har på The Millenium Falcon og isbjerge på Titanic. There's no escape!


Nail Gun Massacre udspiller sig i et eller andet lille-bitte røvhul i US of A (det gør den slags ofte). Mere præcis hvor (end i sydstaterne) har jeg ikke den fjerneste idé om, da byens navn aldrig synes at bliver nævnt (i hvert fald ikke som man kan høre det) og da vi heller ikke på noget tidspunkt forkæles med et byskilt, er dit bud så godt som mit. I det hele taget er etableringsskud ikke noget der bruges tid eller energi på.

Til gengæld åbner filmen meget direkte med en gruppevoldtægtsscene. Så er vi lige som i gang. Fire-fem mænd, de fleste med farverige hatte, forlyster sig med en ung kvinde på noget der skal forestille en byggeplads. Reglen synes at være, at ham med den sjoveste hat for lov først. Og her her har den Polka Dot prikkede et naturligt forspring. Når jeg heller ikke her er helt sikker i min sag, så skyldes det at scenen er overstået før den tager form. Tempoet af voldtægten er faktisk kun overgået af hvor usandsynlig kedelig den når at blive, på trods af de få sekunder den vare. Tænk i øvrigt at besidde evnen til at lave en gruppevoldtægtsscene kedelig? Det er måske i virkeligheden, når alt kommer til alt, filmens største bedrift.

Moving on…en fed hvid trailer trash mama hænger vasketøj op en halv snes meter fra sit brændeskur af et ”hus”, alt i mens der raser en skovbrand ved siden af hende. Well enten det, eller så er hun udsat for en defekt røgkanon? Under alle omstændigheder forekommer det at være en knap så god idé at hænge vasketøjet op, nu hun er indhyllet i tyk røg. Det synes dog ikke at bekymre hende synderligt. Det gør det der i mod, at hendes baby leger i en papkasse ved siden af og det får hende til resolut at flå ungen op i den ene arm og mon ikke der ryger et ledbånd eller to på den konto?

Big Mama's House
Meanwhile i det tilstødende hus, får vi så svaret på hvorfor røgen ikke generer hende. Huset er i virkeligheden et mobilt lokum som de har stjålet på sidste dagen af Roskilde festivalen - indsmurt i dag-gammel lort. Der er faktisk så mange fluer, at de endda sidder på linsen af kameraret. Midt i dette paradis står hendes charmerende mand og skriger på en ren skjorte og det er så samtidig her, at vores morder for første gang entrerer historien. For uden en morder var der ingen massakre og uden massakre ingen film.

Morderen har på elegant vis lusket sig forbi den fede kvinde og ind i huset. Jamen hvordan kunne det lade sig gøre tænker du så nok. Hun stod jo kun få skridt fra skuret og ved højlys dag? Ja, det er så en af de ting filmen til gengæld afslører. For det er nemlig sådan, at morderen er udstyret med camouflagetøj som skjuler ham i alle terræner og mod enhver tænkelig baggrund.

Til sammenligning fremstår en Predator som en jæger i en lyserød sparkedragt med et neonskilt over hovedet hvor der blinker SE MIG! – SE MIG! Las Vegas style. Det smarteste ved vores morders udrustning er i øvrigt ikke så meget den grønne camouflagedragt, mere at den er suppleret med en skrigende gul trykluftsflaske på ryggen med en lige så skrigende gul ledning til en sømpistol. På trods af sådan en gul fætter på ryggen, er du tilsyneladende stadig komplet usynlig for omverden. Og for lige at fuldende vores helts udrustning, så består hovedbeklædningen selvføgelig af en styrthjelm der er malet sort.


Hvorfra ved jeg så den er malet? Det gør jeg, fordi malingen er krakeleret. De har sikkert vurderet at en rød styrthjelm ville have efterladt et forvirrende signal sammenholdt med den skrig-gule trykluftsflaske? Måske endda ødelagt camouflagen effekten? Hvad ved jeg? Jeg ved visiret til hjelmen er klistret til med sort tape, så der kun er efterladt en lille sprække at kigge ud af og da morderens transportmiddel så samtidig er en diskret guld-farvet rustvogn, så kan man godt tillade sig at stille spørgsmål ved hele trafiksikkerheden i hans fortagende og om han i virkeligheden ikke er til større fare i trafikken end med ladt sømpistol?

Tilbage i skuret bliver den skrigende mand (ham til den fede kone du ved) endelig gjort tavs, da hans ene hånd først sømmes fast til panden og her efter tatoveret med søm. Og der med er skabelonen for resten af filmen lige som ridset op. For det viser sig overraskende nok - tam-dam-dam - at skrighalsen var en af bygningsarbejderne fra snip-snap-snude voldtægten.


Nail Gun Massacre balancerer i 86 fuld fede minutter mellem det fascinerende, uvirkelige og ubegribelig. Filmen har vel et budget i omegnen af 1000$ men ligner til en produktion til 75$. Hovedpersoner i vores fortættede fortælling er en dynamiske duo bestående af to lokale Sherlock Holmes og Doctor Watson aspiranter. Sherlock Holmes er byens enlige Sofus betjent. Om der rent faktisk er flere, der bliver jeg igen svar skyldig, for lige meget hvor mange lig der hober sig op, så er han altid alene på sagen. Politistation er der heller ingen af og det eneste der indikerer at det lig af en bil han kører rundt i rent faktisk er en politibil, det er en ekstra antenne der er klistret på taget. 

Watson & Holmes
Hans partner in crimefighting Dr. Watson, er byens læge. Og her bruger jeg ordet læge med alle tænkelige forbehold, da det eneste der associerer ham med titlen og han vitterlig skulle have læst medicin (ud over et nummer af Lægeromanen) er at Sherlock kalder ham det –altså læge. Mest af alt ligner han dog en der er blevet en flot nummer sytten i en Bruce Springsteen look alike konkurrence, da hans fortrukken arbejdstøj er jeans og cowboyjakke. Det er tilsyneladende prisen du betaler, når du beder skuespillerne om selv at medbringe deres kostumer. 

Selve Watsons bidrag som læge består i at sætte sig på hug, mærke med en finger på ligene også konstatere om de er døde eller ej. Det gør han selv ved lig der har ligget flere dage i skovbunden. Til gengæld er det så også alt han gør. Da evnerne hos byens betjent er endnu mere beskedne, har de flest nok allerede nu regnet ud, at vores morder har temmelige gode odds for at udleve sin sømpistols massakre i ro og fred. 

RATATATATATATATATATA!

Selve skuespillet vil jeg ikke kom nærmere ind på. Det er der som ingen grund til. Jeg vil nøjes med at fremhæve en scene hos den lokale købmand. Her stå en ældre dame ved disken og pakker vare i en kasse for en kunde. Hun læser direkte op af manuskriptet og skulle du være i tvivl om hun nu ikke blot har haft en hjerneblødning og rent faktisk taler sådan, ja så kan du se manuskriptet på disken. 

 
Filmens ”lydbillede” et kapitel for sig. Alt dialog lyder som det er optaget under en bruser. Det gør det til en udfordring at høre hvad der bliver talt om generelt, men ikke mindre når det er morderens kække bemærkninger vi skal lægge ører til. Guldkorn som: Time to get a nailjob (til to piger) er en af de mere raffinerende af slagsen. Samtidig er hans stemme forvrænget igennem en maskine der i forvejen gør det svært forstå hvad der bliver sagt. Samt at alle sætninger afsluttes med en Muhahahaha -latter, bare så vi er klar over hvilken modbydelig satan vi har med at gøre. 

Ehm Stick around!
Nu sagde jeg han -og indrømmet, jeg har hermed afsløret morderens identitet. Eller i hvert fald personens køn og der med skamfuldt løftet sløret for at det ikke er den snu udtænkte killerqueen-bitch som filmen gerne vil have os til at tro vi har med at gøre. I alle scener er det nemlig enten en kvinde eller ni-årig dreng som er spiller den maskeret nail gun hævner (prøv i øvrigt at gætte hvem de gerne vil have os til at tror der er den sømpistol glade hævner, og du vinder en plakat med Movie Madness egen Falkbøll liggende nøgen på et krokodille skind). Da de endelig fanger ham (oh yes, det lykkedes for Sherlock og Watson) så er han lige pludselig 60 cm højere og 40 kg. tungere. Filmen løfter i øvrigt selv sløret for mordrens identitet før vi når den hæsblæsende finale og den store afsløring skal finde sted. Hvorfor? Spørger du igen-igen. Og jeg kan kun svare endnu engang; Jeg ved det ikke børnlille.

Romantik The Nail Her Gun Way!

Kigger man overordnet på Nail Gun Massacre, ja så er der mange uforglemmelige øjeblikke at klistre i den store film scrapbogen. Først og fremmest springer naturligt nok vores nail gun killer mange likvideringer i øjnene og en af de ting du lynhurtigt lærer, er at en sømpistol er et dødbringende våben lige meget hvor du bliver ramt. Et skud i skulderen og du er game over. På samme måde, er du en stor stærk bygningsarbejder og skudt igennem hånden og ind i et træ, så kan du naturligvis ikke slippe fri igen. Med alle disse søm, så flyder ligene naturligvis også over alt, da morderen først kommer i gear. Også en hel del der abolut intet har med hverken handlingen eller hævn motivet som sådan at gøre. Og desuden intet bidrager med til selve *host* historien. 

Der er selvfølgelig også et par enkle sexscener og bryster i Nail Gun Massacre. Ellers var det også en sølle Massacre film. Bl.a. en med et af ofrene og han storbarmede veninde. Den trækker ud og ud og ud (altså scenen) med en dialog jeg aldrig forstod essensen af. Men det virkede vigtigt.

En anden scene man hæfter sig ved, er et overfald på en af de andre bygningsarbejder. Han er i gang med at sparke gang i grillen ved poolen (mens konen er ved at tilberede noget der ligner sprængt salathoved tilsat Round up) men hvad han ikke ved er, at vores morder ligger på lur i poolen (ja I poolen) og venter tålmodigt som en krokodille med en gul lufttrykstank på sit intet anende offer. 

I poolen eller skoven. Komplet usynlig.

Et andet ikonisk øjeblik er hvor Holmes og Watson er på farten og undersøger endnu et lig i skoven. Det sker samtidig med at nogle personer som intet har med filmen at gøre, forlyster sig med at skyde til måls efter et-eller-andet, et sted i nærheden. Der lyder brag og skud i baggrunden og en af skuespillerne prøver endda at improvisere over det. 

En sidste scene jeg vil nævne, er en scene hvor den kære doktor sidder med sin computer (som ligner noget der har været i overskud fra en sci-fi tv-film fra slut 50’erne) hver gang han taster, kommer der en høj og irriterende beeep-tone og ja, han taster h e l e  o r d  o g  s æ t n i n g e r. Scenen fortsætter og fortsætter og...

Når boet så skal gøres op og det sidst søm er skudt i kisten, skal du så hoppe med ombord på Nail Gun Massacre? En film hvor politiet ikke kunne opklare et mord, om så morderen dukkede op med offerets hoved mellem hænderne og tatoveret skyldig i panden? Og byens læge har store problemer med at huske hvor mange der er blevet myrdet? Ja, for fanden. Selvfølgelig skal du det. Filmen har Massacre i titlen! Hørte du ikke efter?






1 kommentar:

  1. LOL virker som en hel vanvittig film :-D

    SvarSlet