Anmeldt af Jesper Ørsted
Brian De Palma er konstant fascineret af Hitchcock såvel som af italienske gialli. Her
hylder han og låner fra Vertigo og Psycho. Med et konstant kravlende og
panorerende kamera følger han den forsømte hustru, Kate, i Angie Dickinsons
lækre skikkelse. Selv som 48-årig er hun særdeles velholdt og har nøgenscener i
brusebadet gennem en glasskærm. Nærbilleder er dog af en stand-in.
Efter en af
ægtemandens elendige “wham bangs” går Kate på kunstmuseum for at blive samlet
op af en mand, men efter stævnemødet møder hun sin skæbne i ejendommens
elevator i form af en blondine med ragekniv. Den prostituerede, Liz, i Nancy
Allens (Fru De Palma dengang) delikate skikkelse ser den døende Kate i elevatoren
og får et glimt af morderen.
Der er en fin finale med en rosin i pølseenden, altsammen akkompagneret
af et flot symfonisk score af Pino Donaggio, som De Palma også havde et
frugtbart samarbejde med på soundtrackene til Carrie, Blow Out og Body Double.
Billedsiden er smuk og farvestærk og med vilje gjort uskarp i kanterne, som om
der var creme på linsen. Morderen er desværre ikke særligt velbeskrevet, men
filmen placerer sig fint i giallo-traditionen med De Palmas omhyggelige
kameraarbejde, der gør filmen til en fornøjelse at se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar