Af Jes Beier
I en ny serie "Spotlight on", kaster Movie Madness sig her over the Grandfather of horror, eller er han nu det? Jes Beier giver dig svaret. Enjoy!
Historien om Alfred Hitchcock er måske nok ikke lige så spændende som hans
mange film, men det er vel heller ikke så vigtigt for en eftertid, der blot
skal være ham evigt taknemmelig for hans unikke filmarv. Hans betydning for
filmkunsten kan ikke overvurderes, selvom det tog ganske mange år før han fik
dén anerkendelse han så sandelig havde fortjent. I mange år betragtede man han
som en facil underholdningskunster uden meget andet på hjerte end at tjene
penge. Faktisk var det først i 1979, året før han døde, at han modtog branchens
uforbeholdne hyldest i form af Det Amerikanske Filminstituts Life Achievement
Award, en pris der tidligere var blevet tildelt koryfæer som John Ford, Orson
Welles og William Wyler. Det er et stort held, og en historisk retfærdighed, at
dét filmland der igennem næsten 40 år havde profiteret så massivt af Hitchcocks
livslange indsats, nåede at tiljuble ham på rette vis.
Men historien om Hitchcock er faktisk på mange måder næsten umulig at
adskille fra hans professionelle liv og virke. Eller sådan er det i hvert fald
blevet hævdet i ”Hitchcock-diskursen” igennem mange år. Han blev født i 1899 i
London, hvor han begyndte at lave mellemtekster på stumfilm, inden han blev
betroet sin første film, da han var i midten af 20´erne.
Og det var
præcis hvad han ønskede med sine film i det hele taget. Hitchcock havde denne
særlige intuitive sans for mediet – selvom han blev notorisk kendt for at være
én af de mest kontrollerede (og kontrollerende!) instruktører nogensinde - og
indså hurtigt, at det er igennem følelserne at man får fat i tilskueren. Derfor
skal man lede publikum som en dirigent styrer sit orkester. Derfor var det for
Hitchcock afgørende, at filmen ikke tillod publikum at kede sig eller blive
tabt i overflødig dialog.
Hitchcock hadede derfor film med ”billeder af folk
der snakker”, som han udtrykte det. Og nøglen til den gode film lå altså i de
to kernebegreber om ”suspense” og ”surprise”. Det første hedder på dansk
”spænding”, og det er jo et vidt begreb men handler jo grundlæggende om
forventning, og om at noget er på vej til at ske. Publikum må hele tiden i en
film have en forventning om, at der skal ske noget, og det går i virkeligheden
langt videre end blot noget så simpelt som spænding i en thriller eller gyser.
Med ”surprise” derimod skal forstås, at der introduceres noget komplet uventet
i filmen og som bringer publikum ud af fatning.
Det klassiske eksempel der
altid trækkes frem, når talen falder på disse to grundbegreber er derfor den
fiktive scene med to mænd der sidder ved et bord og snakker. Pludselig springer
der en bombe under dem. Surprise! Men i Hitchcocks univers ville en sådan scene
være endt på klipperummets gulv med det samme. Han ville derimod have vist
bomben, og hvor lang tid der var tilbage inden den sprang. På denne måde ville
spændingen være næsten uudholdelig, og chokket over eksplosionen i
virkeligheden så meget større.
Derfor er Hitchcock også én af de få
instruktører der ikke bare regnes for den måske bedste thriller/gyser
instruktør men som en filmmand, der på afgørende måde bidrog til en udvidet
forståelse af det filmnarrative, altså det fortællemæssige formsprog i film i
det hele taget: det handler om at få publikum inddraget i hvad der sker på
lærredet, men hverken drukne det i information eller holde tilbage med den, når
det er afgørende, at de skal have den. Enhver der har set en rigtig dårlig
film, og gerne flere af dem, vil ofte kunne argumentere for, at det ofte
skyldes et fuldstændigt bevidstløst forhold til de to begreber om ”suspense” og
”surprise”, der har kastet filmen ud i det totale kaos. Det handler ikke om
hvad en film fortæller, men hvordan den fortæller det.
Hitchcock er ofte blevet kaldt gysets mester, men i virkeligheden lavede
han ikke ret mange deciderede gysere. Alle kender Psycho (1960) og The
Birds (1963), men ellers var han nok mest den raffinerede psykologiske
spændingsfilms mester. Psycho er i øvrigt ofte blevet betegnet som en
horrorfilm, selvom den ikke er så grafisk som dét der senere skulle ramme
biograflærredet. Thrilleren derimod er en langt bredere genre, idet den
omfatter mange forskellige elementer, som f.eks. politifilm, erotiske dramaer
og lignende. Omvendt så har Hitchcock spillet en afgørende rolle for
gysergenren sidenhen, selvom han altså ikke selv var den store eksponent for
den. Og som inspirator er han rent ud en nøgleperson for mange instruktører.
For at forstå Hitchcocks film – eller måske ikke så meget filmene som
baggrunden for dem – har det igennem årene været populært at tolke ham
freudiansk. Og med så meget andet er det helt klart en oplagt mulighed, men
også en smule tamt. Og nu er det jo sådan med psykoanalysen, at den kan passe
på stort set alting; det er en sikker helgardering. Men der er en enkelt historie
som Hitchcock selv fremdrog som afgørende for hans liv fremover, og det var en
episode som han oplevede som ganske lille. Lille Alfred havde gjort noget
slemt, og den lokale betjent, der var en god bekendt af familien, låste ham
inde i byens fængsel med ordene: ”Dette er hvad vi gør med små uartige drenge!”
Man behøver ikke at være specialist i børnepsykologi for at regne ud,
Da han efterhånden fik stadigt større succes i England blev der
selvfølgelig bud efter ham i Hollywood, hvor han drog over netop som 2.
verdenskrig brød ud. Her lavede han hvad mange har kaldt én af hans mest interessante
film Rebecca (1940) med Laurence Olivier og Joan Fontaine, en historie om
tragisk kærlighed, skeletter i skabet og mord. Filmen rangerer stadig højt på
listen over Hitchcock-klassikere, men er ikke så kendt som mange af de senere
film, herunder Rear Window (1954), The Man who knew too much (1956) og Vertigo (1958). Filmene Spellbound (1945), Notorious (1946), Rope (1948) og Stagefright (1950) hører også til mindeværdige Hitchcock-værker – efter nogens
mening er Notorious måske hans bedste overhovedet.
Selv foretrak Hitchcock Shadow of a doubt (1943), et virkelig nervepirrende mordmysterium med Theresa
Wright og Joseph Cotton i hovedrollerne. Her er virkelig et rendyrket eksempel
på en vaskeægte thriller med snigende uhygge, overraskende plottwists og en
virkelig skræmmende skurk. Måske var det derfor, at instruktøren selv holdt så
meget af denne film, fordi den for ham illustrerede hvordan et rigtigt gys
skulle være?
Hitchcock lavede sine sidste væsentlige film i slutningen af 60´erne og begyndelsen
af 70´erne, således Marnie (1964) og Frenzy (1972), hvor den sidste var et
forsøg på at følge med den ændrede tidsånd og lave en decideret kras
kvindemorder-gyser. Mange har bebrejdet ham dette, men filmen kan ikke
negligeres, og er faktisk, om ikke ren Hitchcock, så på mange måder rendyrket
film. I årene forud for sin død 29.april 1980 arbejdede Hitchcock på en
spion-film sammen med manuskriptforfatterne Ernest Lehman – som havde skrevet North By Northwest – og James Costigan. Men instruktørens helbred var for
nedadgående, og projektet blev aldrig realiseret.
Alfred Hitchcock efterlod en arv til eftertiden på i alt 54 film, hvoraf
kun en enkelt er gået tabt for altid. Bortset fra et par stykker, som heldigvis
er gået i glemmebogen og ikke fortjener at omtales her, så var de alle uden
undtagelse genuine underholdningsfilm i ordets bedste betydning og mere end en
halv snes er uopslidelige filmklassikere som står usvækket dén dag i dag.
Et ord: Fremragende. Mere af det!
SvarSletHej, jeg er meget enig. Stor fornøjelse. Har først fundet jeres blog nu, men er allerede igennem 15 anmeldelser :-D
SvarSletDjango.
P.S. Hvor tit kommer der anmeldelser op?